Lige nu forhandler finansminister Bjarne Corydon (S) med både kommuner og regioner om budgetterne til både sundhed og velfærd til næste år. Desværre fokuserer de mere på kroner og øre end på diskussioner af, hvordan kommunerne og regionerne kan levere bedre resultater til borgerne.

I stedet for at gemme diskussionerne af næste års velfærd i et Excel-ark kunne de årlige forhandlinger være et sundhedens og velfærdens topmøde, hvor dagsordenen både tog de nødvendige økonomiske hensyn og lagde op til diskussioner af et sundheds- og velfærdssystem med udgangspunkt i borgerens behov.

Sådan er det desværre ikke.

Helt frem til 2018 har Folketinget vedtaget et loft over, hvad kommunerne og regionerne kan bruge på danskernes sundhed og velfærd. I 2015 er der afsat 339,4 milliarder kr., og det er på decimalen, hvad der også vil være af kroner og øre til sundhed og velfærd i 2016, i 2017 og i 2018.

Den beskedne vækst i de offentlige udgifter, som regeringen stiller i udsigt for de kommende år, har staten sat sig på. Men selv om staten derfor kan spæde lidt til i forhandlingerne, er der ikke plads til store, nye udgiftskrævende tiltag for at forbedre sundheden eller velfærden i de næste år.

Alligevel ligner dagsordenen for de årlige forhandlinger om kommunernes og regionernes økonomi til forveksling dagsordenen fra sidste år. 

Kommunernes tre vigtigste temaer – det skæve Danmark, flere penge til den nære sundhed og fastholdelse af det særlige finansieringstilskud på 3 milliarder kr. – stod også øverst på dagsordenen ved sidste års forhandlinger. Alle tre emner er dybt relevante. Men der er ikke så meget nyt under solen.

Det samme kan næsten siges om økonomiforhandlingerne med regionerne. De har også presset på i flere år for at få ændret den kommunale medfinansiering af sundhedsvæsenet og så efterlyse enten flere penge eller en mere håndfast prioritering af, hvornår ny og meget dyr medicin kan bruges. Også det er dybt relevant. Men vi har hørt det før.

Punkt for punkt kender Bjarne Corydon ønsker og krav fra kommuner og regioner. Og omvendt så ved kommunernes formand Martin Damm og regionernes formand Bent Hansen, at Bjarne Corydon vil møde op til forhandlingerne med et endda meget fast greb om tegnebogen.

I begyndelsen af juni vil de tre fremlægge aftaler, der justerer økonomien og indeholder øremærkede beløb til nøje udvalgte initiativer. Bortset fra disse justeringer vil aftalen ligge i lige forlængelse af aftalerne fra de foregående år. Målt i omfang, vil justeringerne være beskedne og kun omfatte en enkelt eller måske to procent af det samlede beløb. Med andre ord: business as usual.
 

TÆNK HVIS DET OFFENTLIGES absolutte topfolk i stedet for at flytte rundt på enkelte procenter af milliardbudgettet brugte tiden på at diskutere nye måder at nå resultaterne på, så fornyelse af ydelser og ikke mindst fornyelse af den måde, kommuner og regioner leverer ydelser på, fik lige så meget opmærksomhed som kronerne og ørerne.

Tænk, hvis man højlydt efterspurgte inspiration til fornyelse og helt bevidst trak borgere eller repræsentanter fra virksomheder med helt andre kompetencer ind i forhandlingerne for at sikre et kvalificeret fokus på at fremme innovation og fornyelse.

Der kan hentes inspiration rigtig mange steder rundt omkring i landet.

Mandag Morgen beskriver i denne uge tre forskellige løsninger til, hvordan kommunerne kan spare millioner af kroner ved at blive mere effektive, investere mere rentabelt og finde nye måder at tilrettelægge driften på.

Eksempel på eksempel påviser Mandag Morgen, at der er et stort økonomisk potentiale ved at målrette og nytænke hjælpen også til de mest sårbare borgere. Det kan være unge misbrugere eller syge ledige på kontanthjælp. Nytænkningen kan samtidig give dem en bedre hverdag.

Også økonomisk er det værd at overveje netop deres situation. Det er i hvert fald tankevækkende, at kun 1 pct. af de dyreste og mest sårbare borgere tegner sig for ca. 30 pct. af kommunernes udgifter til velfærd.

Denne gruppe af udsatte borgere har et omfattende og komplekst behov for hjælp, som ofte trækker på medarbejdere fra flere forskellige forvaltninger. I forløbet ved medarbejdere og sagsbehandlere i den ene afdeling alt for ofte ikke, hvad medarbejdere og sagsbehandlere i en anden del af kommunen foretager sig sammen med borgeren. De enkelte indsatser kan derfor overlappe hinanden og i visse tilfælde ligefrem spænde ben for hinanden.

Det sker, selv om hver enkelt medarbejder udfører sit arbejde helt efter bogen og i mange tilfælde oven i købet yder en ekstra indsats for at hjælpe borgeren bedst muligt. Men medarbejdernes indsats bygger ofte på en ekstrem kompleks og meget sektorspecifik lovgivning, der oven i købet hele tiden bliver justeret og ændret. Resultatet kan blive et lovgrundlag på tusinder af svært tilgængelige sider.

Samtidig er både medarbejdere og ledere underlagt en stram budgetstyring, som meget let fører til, at de først og fremmest fokuserer på at efterleve budgetterne og tænke i siloer.

Både lovgrundlag og økonomi giver kun i sjældne tilfælde incitamenter til at kigge på tværs af forvaltningerne og se mere sammenhængende på borgernes reelle behov og på det grundlag tilrettelægge en sammenhængende og koordineret indsats.
 

TÆNK HVIS DE ÅRLIGE FORHANDLINGER om kommunernes og regionernes økonomi ikke bare handlede om kroner og øre, men om hvordan velfærden kunne leveres ud fra borgerens perspektiv. Forhandlingerne kunne så handle om, dels hvordan regeringen kunne luge ud i lovgivning, der begrænser fornyelse og begrænser muligheder for at samarbejde på tværs, dels hvordan kommuner og regioner kunne ændre arbejdsgange og rutiner for at fremme en indsats båret af helhedstænkning frem for af sektor-tænkning.

Det kræver en stor indsats at omlægge sine arbejdsgange. Til gengæld kan det økonomisk betale sig for kommunerne og give et løft af kvaliteten til de svageste borgere. Heldigvis er flere og flere kommuner ved at få øjnene op for potentialet ved at lave denne mere tværgående indsats for de svageste grupper.

På samme måde samarbejder flere og flere kommuner med hinanden om opgaver, der kan påvirke deres service også på de basale velfærdsområder. Ind til nu har mange kommuner holdt sig tilbage for den slags samarbejde med andre kommuner for ikke at overlade alt for meget ansvar og beslutningskompetence til et fælles selskab.

Denne gordiske knude er 12 kommuner på Sjælland ved at hugge over. De er gået sammen om at etablere en ny fælles digitaliseringsforening, som kan spare kommunerne for op imod 13 pct. af udgifterne. Og når en mand som Roskildes kommunaldirektør og nyudnævnte formand for kommunaldirektørernes forening, Henrik Kolind, fremhæver, at han ikke i sine 17 år som kommunaldirektør har lavet strategisk samarbejde med andre kommuner på dette niveau før, er der grund til at lytte. De 12 sjællandske kommuners samarbejdsmodel kan danne skole mange andre steder i landet.

I det hele taget er der brug for, at kommuner og regioner ikke kun tænker på velfærd og løsning af velfærdsopgaver på sine egne betingelser, men i højere grad udtænker løsninger på tværs. Tænk, hvis forhandlingerne også kunne fremme et samarbejde mellem kommuner og regioner om patienternes sundhed. I dag venter patienter alt for ofte på sygehuse, fordi kommuner ikke er klar til at tage imod og videreføre behandlingen, efter de bliver udskrevet fra et sygehus.
 

DEN TIDLIGERE STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen (V) havde stor succes med at oprette en kvalitetsgruppe, hvor der blev tænkt nye og spændende tanker om fremtidens velfærdssamfund. Men det meste faldt desværre til jorden, da Fogh fortsatte diskussionerne i form af trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter.

Den kommende regering kan jo overveje at genoptage dette arbejde for at få tænkt nye tanker. Det vil også bringe nyt liv ind i de rituelle økonomiforhandlinger med kommunerne og regionerne.

Alle taler om at være mere innovativ. Men man belønner ikke innovation i centraladministrationen. I stedet opsplitter man ydelser for lettere at kunne måle på delresultater i en proces, hvor helheden forsvinder og, ikke mindst, hvor målet, at skabe reel forandring for borgerne, ikke belønnes.

Tænk nu, hvis en departementschef hvert år pålagde sine styrelsesdirektører at have fokus på mindst fem konkrete og realiserbare forslag til, hvordan deres minister kunne fremme den innovative tænkning og fik det skrevet ind i resultatkontrakterne. Det kunne også bringes ind på finansministerens bord under økonomiforhandlingerne.

Velfærdssamfundet udvikler sig hele tiden. Folks behov for hjælp fra det offentlige er under konstant forandring. Det bør også afspejle sig i den politiske beslutningsproces.