Europa får en vigtig rolle i den politiske sæson, som statsminister Helle Thorning-Schmidt skyder i gang med sin åbningstale i Folketinget i dag. Det kan langtfra udelukkes, at statsministerens tale vil gå relativt let hen over de europapolitiske udfordringer. Men det ændrer ikke ved, at de kommende måneder byder på en række sager, som tager deres udgangspunkt i EU, og som meget vel kan give det danske parlaments mest EU-skeptiske partier, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten, endnu mere rygvind. Det vil udfordre sammenholdet i både regeringen, den borgerlige opposition og det europapolitiske flertal.

Sagerne om Danmarks tilslutning til EU’s patentdomstol og EU’s bankunion indeholder begge elementer, der kan gøre dem til genstand for folkeafstemninger, med alt hvad det indebærer af politisk uforudsigelighed og risiko. Samtidig er bestræbelserne på at indgå en ny politisk aftale mellem Folketingets europapolitiske flertal – regeringspartierne plus Venstre og De Konservative – i øjeblikket strandet. Og endelig ser valget til Europa-Parlamentet i maj 2014 allerede nu ud til at give anledning til en styrkelse af EU-skeptiske positioner over hele det politiske spektrum. 

Alt dette sker på et tidspunkt, hvor de centrale politiske og erhvervsmæssige beslutningstagere er enige om, at europæiseringen og globaliseringen tilsiger, at Danmark engagerer sig maksimalt i europæisk og internationalt samarbejde.

Hardball om patentdomstolen

Den første europapolitiske træfning i Folketingssalen ser ud til at komme i oktober, hvor regeringen vil fremlægge lovforslag om Danmarks tilslutning til EU’s patentdomstol. Statsministeren er tilsyneladende indstillet på at spille hardball og fremlægge lovforslaget direkte i Folketingssalen. 

Regeringen, Venstre, De Konservative og de store danske erhvervsorganisationer ønsker, at Danmark går med, men Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, har valgt at bruge sagen til at forsøge at skaffe sig europapolitiske indrømmelser fra regeringen.

Det betragtes traditionelt som regeringens ansvar at skaffe et ja ved en EU-relateret folkeafstemning. Men DI og Venstre vil meget gerne have et dansk ja til patentdomstolen, da det vil spare danske virksomheder for store omkostninger i forbindelse med udtagelse af patenter. Det er i dette lys, man skal se Lars Løkke Rasmussens indtrængende opfordring til statsministeren om at sikre sig støtte fra Dansk Folkeparti i Folketingssalen, således at man kan undgå en uforudsigelig folkeafstemning om et mildest talt ufolkeligt emne. 

Thornings taktik kan ligne et forsøg på at udstille Dansk Folkeparti som et parti, der forfægter en populistisk anti-EU-linje og dermed skader dansk vækst og beskæftigelse. 

DF’s studehandel

Danmark skal senest ved EU-topmødet i december have sin holdning klar til EU’s bankunion. Det har den i realiteten allerede: Regeringen, Venstre og De Konservative er enige om, at Danmark skal tilslutte sig. Det samme mener Nationalbankens direktør, Lars Rohde. 

Danmark kan imidlertid meget vel komme i en situation, hvor Sverige stiller sig helt på bagbenene og ikke vil være med, mens Danmark, ikke mindst på baggrund af Danske Banks systemiske betydning, bliver nødt til at tilslutte sig. Det kunne politisk set iscenesættes, hvis regeringens topministre ville bruge omstændighederne omkring statens redning af Danske Bank i 2008 i deres politiske diskurs. Men hidtil har regeringen været meget tilbageholdende med at indvie befolkningen i, hvilken katastrofe Danske Banks fejlslagne forretninger reelt var ved at føre Danmark ud i.

I Christiansborg-politisk forstand er sagen under alle omstændigheder sprængfarlig, fordi den meget vel kan falde ind under grundlovens bestemmelser om suverænitetsafgivelse og derfor skal til folkeafstemning. Spørgsmålet afklares først, når Justitsministeriets jurister har set det endelige kompromis fra Bruxelles.  

I givet fald vil det give Dansk Folkeparti en nøgleposition. Det skyldes grundlovens bestemmelser om, at en suverænitetsafgivelse kun kan finde sted ved en folkeafstemning eller med fem sjettedeles flertal i Folketinget. DF sidder således med de afgørende mandater til at forhindre en folkeafstemning.

Det er det, Kristian Thulesen Dahl reelt henviste til, da han tilbød regeringen en studehandel, hvor DF stemte for patentdomstolen, hvis man samtidig fik lovning på en folkeafstemning om bankunionen – uanset juristernes bedømmelse. 

Europaminister Nick Hækkerups afvisning var lige så tør, som DF-lederens tilbud var frækt: ”Det er jo ikke sådan, at EU-folkeafstemninger er et turpas til Tivoliland, hvor man kan vælge den afstemning, man har mest lyst til, ligesom man prøver forlystelser andre steder.”

Thulesen Dahl som finansminister

Thulesen Dahl ønsker i modsætning til regeringen, Venstre og De Konservative, at Danmark vælger en helt ny og EU-skeptisk kurs, som den Storbritanniens konservative premierminister, David Cameron, forfølger.

En ny europapolitisk aftale skal ifølge Thulesen Dahl bruges til at ”sætte hegnspæle om den danske velfærdsmodel”.

”Den nuværende situation er uholdbar – og det er den udfordring, som det EU-glade flertal på Christiansborg bør bruge en ny europapolitisk aftale til at håndtere – ikke forfølgelsen af drømmen om et stadig mere centraliseret og ensrettet Europa,” skrev Thulesen Dahl forleden i sit ugebrev til Dansk Folkepartis medlemmer.

Men hvis man lytter godt efter i retorikken fra ledende DF’ere, kan man spore små nuancer, der tyder på, at partiet forbereder sig på en endnu mere central politisk rolle, end man havde i perioden 2001-2011. DF’erne kalder sig ikke længere EU-modstandere, men skeptikere, og påpeger, at partiet ikke vil føre EU-skeptisk politik, der skader Danmarks interesser. 

Hvis Lars Løkke Rasmussen, som meningsmålingerne fortsat tyder på, vinder valget i 2015, vil hans parlamentariske grundlag og hele den europapolitiske kontekst være langt mere EU-skeptisk, end den var i perioden 2001-2011, hvor Dansk Folkeparti var et historisk stabilt støtteparti for VK-regeringen, men fik lov at være i opposition i europapolitikken.

[graph title="Eurokrisen fremkalder store koalitioner" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/159e7-ckr_aba_figur01_eurokrisen-fremkalder-store-koalitioner_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/b1150-ckr_aba_figur01_eurokrisen-fremkalder-store-koalitioner_0.png" text="Den dybe økonomiske krise i Europa har stillet så store krav til politisk-økonomiske reformer, at traditionelle centrumhøjre- eller centrumvenstre-regeringer er blevet ustabile. Derfor har politikere i en række lande valgt at etablere regeringssamarbejde hen over den politiske midte. Dermed har man i en række lande som Finland, Holland og Italien kunnet isolere populistiske, EU-kritiske partier på de yderste fløje."]Kilde: Mandag Morgen. [/graph]

Over hele Europa har voksende EU-skepsis skabt brede EU-positive politiske koalitioner og dermed marginalisering af Dansk Folkepartis ligesindede – Frihedspartiet i Holland, De Sande Finner i Finland, Frihedspartiet i Østrig og Lega Nord i Italien. Se figur 1. Men sådan kommer det ifølge Peter Nedergaard, professor i europæisk politik ved Københavns Universitet, næppe til at gå i Danmark.

”Jeg tror snarere, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, vil forsøge at få Dansk Folkeparti med i en regering, hvor Thulesen Dahl bliver finansminister. Hvad angår den økonomiske politik, vil en regering bestående af Venstre og Dansk Folkeparti jo nærmest være en bred koalition hen over midten. For Venstre vil det være optimalt at placere Thulesen Dahl i rolle som finansminister, hvor han ikke kan føre en overbudspolitik på velfærdsområdet,” siger Peter Nedergaard.

Skeptisk smørrebrødsseddel

Den politiske efterårssæson vil også blive præget af opvarmningen til næste års to store europapolitiske begivenheder: Valget til EU-Parlamentet og genbesættelsen af en række internationale topposter i Kommissionen, Ministerrådet og NATO.

Når danskerne i slutningen af maj 2014 skal vælge de danske medlemmer af EU’s parlament, vil de i boksen stå med en politisk smørrebrødsseddel, der i høj grad er præget af den skepsis, som har bredt sig både til højre og til venstre i det politiske spektrum. Dansk Folkepartis europæiske frontfigur, Morten Messerschmidt, vil uden tvivl igen sikre partiet et godt valg, ligesom Liberal Alliance, der endnu ikke har offentliggjort navnet på sin spidskandidat, vil trække mange borgerlige euroskeptikere. 

Det Konservative Folkeparti har forsøgt at skærpe en skeptisk profil. Men partiets spidskandidat, Bendt Bendtsen, vil skulle forsvare, at partiet tilhører Folketingets europapolitiske flertal. Heller ikke i Venstre er EU-begejstringen særlig udbredt, og partiets spidskandidat, Ellen Trane Nørby, accepterede kun modstræbende posten. 

Hos Socialdemokraterne har der været murren i krogene over, at Christiansborg-politikeren Jeppe Kofod blev udpeget som spidskandidat. Kofod selv har varslet en kampagne med ideologisk kant til den sparepolitik, der har præget EU-landenes stadig tættere koordinerede finanspolitikker i de senere år. En sådan linje indebærer imidlertid politiske risici, når man tager i betragtning, hvilken økonomisk politik Helle Thorning-Schmidts regering fører i Danmark. Socialdemokraterne har også varslet skarpt fokus på temaer som social dumping og såkaldt velfærdsturisme. Men på begge områder bliver det svært for dem at råbe højere end Dansk Folkeparti.

Thornings europæiske kabale

I politiske inderkredse i København og Bruxelles spekuleres der allerede rigtig meget i den kommende EU-rokade, der skal finde sted i efteråret 2014 i forbindelse med udpegelsen af nye EU-kommissærer. Her skal også de ledende poster i EU-Kommissionen, EU’s Ministerråd og NATO genbesættes. 

Det betyder bl.a., at S-R-SF-regeringen skal finde en afløser for den konservative EU-kommissær Connie Hedegaard, og at Venstre-manden Anders Fogh Rasmussen fratræder posten som generalsekretær i NATO. 

Fogh er åbenlyst interesseret i en ny international toppost, og han kunne være en respekteret kandidat til posten som EU’s udenrigsminister. Denne post er populært sagt delt mellem Kommissionen og Ministerrådet, og derfor tæller den som en kommissærpost for det land, indehaveren kommer fra. Dette betyder i en dansk sammenhæng, at Fogh skal have opbakning fra S-R-SF for at kunne få stillingen. I kredsen omkring Fogh lyder det på den ene side, at den tidligere statsminister slet ikke er interesseret i posten. På den anden side har en rød regering tidligere støttet Venstre-manden Uffe Ellemann-Jensen, da han gik efter topposten i NATO, ligesom en blå regering støttede socialdemokraten Hans Hækkerup, da han gik efter samme post. 

Under alle omstændigheder sidder Helle Thorning-Schmidt med afgørelsen, som teoretisk set også kunne være, at hun selv gik efter en af de politiske poster i EU-institutionerne. Hun afviser selv alle tanker i den retning. Indtil videre fremstår disse spekulationer mest som giftigt spin fra særligt Venstre, som er interesserede i at undergrave statsministerens autoritet. 

Dog kan man også blandt iagttagere i Bruxelles høre argumenter, der går på, at statsministeren gør det så godt, når hun er i Bruxelles, at hun måske ville kunne få en relativt høj post. Denne argumentation indebærer imidlertid, at Helle Thorning-Schmidt skulle kunne finde på at ”rende af pladsen” og opgive statsministerposten.