Statsminister Helle Thorning-Schmidt holdt umiddelbart inden EU-topmødet i sidste uge en tale på Europakollegiet i Brügge, hvor hun gjorde et stort nummer ud af at udpege fleksibel integration som det praktisk muliges kunst i EU-samarbejdet.

I stedet for at forfalde til håbløshed over, at EU-samarbejdet splintres, forsøgte hun at afdramatisere virkeligheden: EU bevæger sig fremad i flere hastigheder og har ofte måttet tænke ud af boksen for at indgå fleksible aftaler, der har gjort det muligt for de tøvende lande at stå uden for dele af samarbejdet. Og hurtigløberne har fået lov til at løbe i forvejen.

EU har både flere hastigheder og flere overlappende cirkler i samarbejdet, men er det en permanent tilstand, eller er noget nyt under udvikling i Europas indre kerne?

Thorning sagde, at det i EU-kredsen har været et tabu at tale om fleksibel integration, men her løber hun åbne døre ind. I praksis har EU mange gange siden den besværlige fødsel af Maa­stricht-traktaten i 1992/93 accepteret, at medlemslande som Danmark har fået forbehold, og med Lissabon-aftalen fik kernelandene mulighed for traktatligt at gå i forvejen i et mere udvidet samarbejde.

Fleksibilitet og pragmatisme er en del af dagens EU-orden på samme måde som nominalismen og de store visioner om stadig tættere unionsdannelse har været det siden fællesskabets fødsel. Det var dog ikke tilfældigt, at statsministeren gjorde en dyd ud af nødvendigheden ved at tale så meget om fleksibilitet her forleden.

Danmark kan meget snart få brug for denne form for fleksibilitet, og det ved statsministeren. Den økonomiske og finansielle krise har skabt en helt anden unionsdynamik i hjertet af EU, hvor ikke mindst Tyskland har erkendt, at euroen kun kan reddes via en stærk politisk overbygning og et fælles finanstilsyn og nok så vigtigt, ved at den får mulighed for solidarisk gældshæftelse via en fælles økonomisk politik og styring, mens det nye fælles eurobudget rodfæstes med egen skatteopkrævning. Den finansielle transaktionsskat vil blive til virkelighed for euroens kernelande, og foreløbig har elleve lande tilsluttet sig projektet.

Sat på spidsen er det kimen til en ny statsdannelse i hjertet af unionen, og det stiller Danmark i et alvorligt dilemma, for vi risikerer i praksis – og qua vores egen fleksible selvudelukkelse – at blive reduceret til et permanent b-land i Europa. 

[quote align="right" author=""]Den økonomiske og finansielle krise har skabt en helt anden unionsdynamik i hjertet af EU.[/quote]

Cirklens kvadratur

På sidste uges EU-topmøde kæmpede Helle Thorning-Schmidt for, at Danmark stadig kan holde sig tæt på kernelandene uden at afgive den sidste symbolske rest af økonomisk suverænitet, som vores nej til euroen har forårsaget. Det er en meget svær balanceakt, hvad topmødets debat om det nye europæiske finanstilsyn med al tydelighed viste. 

Tyskland og Frankrig pressede med forskellig vægt og betoning på for at skabe et europæisk finanstilsyn under Den Europæiske Centralbank, der virkelig vil bringe ikke-eurolande som Danmark i knibe. Den tyske kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Francois Hollande, har haft nogle små uenigheder om selve tidsplanen, men det er mindre detaljer i den principielle enighed, der tegner sig. Europas kernelande har viljen til at tage et stort spring fremad i integrationsprocessen, og euroens udelande risikerer at blive taberne i det spil. 

Den store frygt er, at eurolandene med en intensiveret politisk union kan tage beslutninger, der får konsekvenser for ikke-eurolande, uden at disse har indflydelse på beslutningerne. Inden topmødet kom Thorning og Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt, med et fælles udspil, hvor de bl.a. kræver ligeværdighed i beslutningsprocesserne. Og det er af vital betydning for Danmark at sikre dette.

Men spørgsmålet er, om det er en holdbar position i længden. De klare udmeldinger fra bl.a. præsident Hollande om, at udelandene ikke skal blande sig i, hvad euroens inderkreds tager af beslutninger, understreger dette. Danmark vil måske blive tålt af Tyskland og andre strammere, så længe vi opfører os konstruktivt og underdanigt for de stramme økonomiske krav, som inderkredsen opstiller for os. Men tillader vi os at tale dem imod, så vil tolerancen og tålmodigheden fra inderkredsen være yderst begrænset. 

Qua vore forbehold står vi uden for inderkernen, og i praksis har vi mistet indflydelse på vores politiske skæbne i Europa, selv om regeringen med nok så mange fleksible krumspring forsøger at finde nye konstruktioner, der løser cirklens kvadratur.

Vi vil gerne være med indenfor, men er også udenfor, og når det virkelig gør ondt og bliver svært, så har vi for få juridiske rettigheder og for lidt økonomisk tyngde til at kunne gøre en forskel. Og det nye europæiske finanstilsyn, der efter planen skal etableres under Den Europæiske Centralbank fra 1. januar 2013, kan i den sidste ende tage beslutninger, der vedrører vore bankers fremtid, som Danmark ikke rigtig kan gøre anskrig imod.

Helle Thorning-Schmidt sagde på EU-topmødet, at der bliver lyttet til de danske synspunkter, men vil ECB også gøre det, når det virkelig gælder i en ny krisesituation?

Det europæiske opbrud

Får Tyskland og Frankrig held til at give euroen en politisk og demokratisk overbygning, vil euroen og det europæiske projekt blive meget bedre rustet til at håndtere kommende kriser. Men paradokset er, at det samtidig øger risikoen for, at EU brækker over i flere stykker. Den britiske premierminister, David Cameron, flirter allerede med muligheden for et britisk farvel til EU, og briterne ønsker ikke at være med i hverken bankunionen eller den politiske union, der nu ligger på tegnebrættet. 

Briterne håber, at de kan nøjes med det indre marked, men der er stor risiko for, at den tysk-franske alliance for eurounionen de facto kan føre til nye konflikter, der også vil true det indre markeds sammenhængskraft. Det er konfliktstof, hvis indre-marked-lande uden for euroen begynder at lave f.eks. devalueringer, sænke skattesatserne og lave færre reguleringer, der i praksis stjæler forretninger fra eurolandene.

Frankrig oplever allerede i dag en forsmag på, hvad fremtiden kan byde på, for rige franskmænd er begyndt at flage ud til Schweiz, Luxembourg og Storbritannien for at slippe med lavere skat. Fremtidens politiske og økonomiske konflikter mellem lande i og uden for euroen bliver meget konkrete, og det er et åbent spørgsmål, om det indre marked i længden kan bære denne opsplitning i eurolande og udenforlande.

[quote align="left" author=""]I praksis har vi mistet indflydelse på vores politiske skæbne i Europa, selv om regeringen med nok så mange fleksible krumspring forsøger at finde nye konstruktioner, der løser cirklens kvadratur.[/quote]

Helle Thorning-Schmidt og den danske regering håber stadig på, at det bliver muligt at finde en position mellem eurogruppen og den britiske afkobling – og man har allerede afgivet betydelig økonomisk og finanspolitisk suverænitet for at få foden indenfor i bankunionen. Men bankunionen er ikke længere nok for Tyskland og Frankrig, der presser på for nye integrationsskridt. De kan meget snart og måske allerede inden årets udgang stille Danmark over for et ultimativt valg: Ønsker vi at tage det næste unionsskridt, eller vil vi marginaliseres?

De store danske banker kan komme alvorligt i klemme, hvis Danmark ikke får indflydelse på de beslutninger, som eurounionens inderkerne tager, herunder i det nye europæiske finanstilsyn. Foreløbig holder Thorning danskerne hen med snak om, at man arbejder på at sikre Danmark størst mulig indflydelse i nye fleksible konstruktioner, men risikoen for at miste indflydelsen er vældig stor.

En helgardering?

Der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål, og nogle af dem afgøres på topmødet i december. Men tiden er knap, og Europas unionshistorie accelererer på en måde, der kan tvinge Danmark til at gøre sin stilling op. En ny europæisk virkelighed er ved at tegne sig.

Statsministeren forsøger at gardere sig ved at tale om fleksibel integration, men kernen er, at hun – og Danmark – står meget tøvende og vægelsindet over for det svære europæiske valg, der tegner sig. Dette vægelsind er utilstrækkeligt. Danmark har brug for et nyt nationalt kompromis om europapolitikken, der giver statsministeren et klarere mandat at forhandle ud fra.

Venstres EU-ordfører, Lykke Friis, har opfordret de europakonstruktive partier til at sætte sig sammen og diskutere en fælles strategi, og i morgen mødes partierne bag den danske EU-politik med økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager og europaminister Nicolai Wammen. Det er på høje tid, at politikerne tager fat på at diskutere rammerne for fremtidens danske europapolitik, og i den sammenhæng kan de passende indlede et opgør med nogle af de tabuer i dansk europapolitik, der har rodfæstet sig.

S-R-SF-regeringen står i et vanskeligt dilemma. Dens politiske kapital blandt vælgerne er ringe, og derfor er regeringen bange for omkostningerne ved åbent at støtte de vidtgående udspil fra den tysk-franske akse. De danske vælgeres EU-skepsis er stigende, og modstanden mod et eventuelt euromedlemsskab er næsten lige så høj, som modstanden mod at lave efterlønsreformer var for bare få år siden. Måske er det også derfor, at Helle Thorning-Schmidt brugte EU-mødet til at opfordre Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, til at melde sig ind i debatten om fremtidens danske europapolitik. “Jeg forstår ikke, at Venstre sidder og brokker sig og kritiserer,” sagde hun og tilføjede: “Jeg venter spændt på, at Venstres formand går ud og siger, hvad han mener om Europa-politikken.” 

Danmark har brug for et turnaround i europapolitikken, men regeringen har hverken styrke eller vilje til at gennemføre det uden aktiv støtte fra Venstre. Vælger Tyskland og Frankrig at tage det næste store spring sammen med en koalition af villige eurolande, bør regeringen – helst med aktiv støtte fra de europakonstruktive borgerlige partier – melde klart ud og fortælle offentligheden, hvad der er i Danmarks interesse. Det er at blive fuldgyldigt medlem og ikke at blive hængende i yderkanten af euroland, sådan som man i vores almindelige vægelsind har valgt indtil nu.

Vi står uden indflydelse på de skrappe finanspolitiske krav og nye reguleringer af bankerne, som eurogruppen kan tvinge ned over hovedet på lande som Danmark, der har et halvt ben inde i finanspagten og bankunionen uden at få tilsvarende medbestemmelse. Vi afgiver i praksis økonomisk suverænitet, når politikerne på Christiansborg bøjer nakken og underlægger sig krone til krone-principper, skrappe budgetmål og reguleringer af bankerne fastsat i Bruxelles.

Det danske demokrati tømmes gradvist for magt, mens statsministeren snakker om fleksibilitet og er tvunget til at lave næsten umulige kompromiser.

[quote align="right" author=""]De store danske banker kan komme alvorligt i klemme, hvis Danmark ikke får indflydelse på de beslutninger, som eurounionens inderkerne tager.[/quote]

I længden er det en uholdbar mellemposition, for dermed risikerer politikken at ende som en farce, hvor alle foregiver at kunne tage selvstændige beslutninger, selv om rammerne i praksis er fastlagt af magter uden for nationalstaten. 

Den demokratiske mulighed

Danmark befinder sig i øjeblikket i et europæisk ingenmandsland, hvor ingen af de ledende politikere åbent og klart fortæller vælgerne om de økonomiske og politiske konsekvenser af at være efternøler og holde sig ude i periferien. Man foregiver stadig, at danskerne kan få den bedste af alle verdener ved at være med, og så alligevel ikke at være det helt. Denne dobbelte virkelighedsforskydning er risikabel.

Flere og flere EU-lande vil vælge at koble sig på det tyske-franske unionstog, mens Storbritannien står på spring til at koble sig helt af. Danmark kan få svært ved at finde en juridisk og politisk holdbar mellemposition – ikke mindst, hvis Frankrig og Tyskland gør alvor af planerne om at inddrage eurolandenes europarlamentarikere mere aktivt i beslutningsprocessen.

Francois Hollande vil gøre europaparlamentsvalget i 2014 til en fælleseuropæisk afstemning om Europas fremtidige skæbne, og overskriften her er meget mere politisk union. Og i tirsdags argumenterede den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, reelt for et større føderalistisk spring fremad, og han anbefaler, at europa­parlamentarikerne fremover stemmer om de euroanliggender, der alene angår dem. 

Her taler han om et gammelt demokratisk princip, om at en stat ikke skal have en ret til skatteopkrævning uden parlamentarisk kontrol.  Mange demokrater i de europæiske nationalstater er endnu ikke klar til at drage den logiske følge af bankunionen, men det kan de blive nødt til, hvis ikke de vil tømme demokratiet for magt og mening i de kommende år. Det er godt, at Europa stadig har politiske ledere, der som Hollande, Merkel og Schäuble tør sige det åbent uden at vikle det ind i alle mulige og umulige fleksible omskrivninger af virkeligheden.