Europas lange seje træk

Uanset hvad dommedagsprædikanter måtte mene om Grækenland og om EUs håndtering af landets dybe økonomiske krise, er der ingen grund til panik. De øvrige 26 EU-lande har ikke tænkt sig at smide Grækenland ud af hverken euroen eller af unionen. Tværtimod står EU-landene med Tyskland og Frankrig i spidsen fast på, at gældskrisen i Grækenland, såvel som i de andre forgældede eurolande og i Europas banker skal løses. Samtidig er EUs stats- og regeringschefer fast besluttede på, at Europas konkurrenceevne over de kommende år skal skærpes gennem en håndfast kollektiv indsats. Europa kan nemlig, hvis ellers den politiske ledelseskraft er til stede, komme langt ved at gennemføre målrettede strukturreformer af arbejdsmarkeder og skattesystemer. Det indre marked rummer store potentielle gevinster, hvis de nødvendige liberaliseringer gennemføres, og der findes i dag betydelige finansielle midler i EUs strukturfonde, som vil kunne bruges til at kickstarte private investeringer, hvis de kombineres med intelligent og rettidig lovmæssig regulering.

Når 25 af EUs 27 stats- og regeringschefer på torsdag i Bruxelles underskriver den såkaldte finanspagt, er der tale om et beskedent men vigtigt skridt på vejen ind i en ny fase i Europas politiske historie. De 17 eurolande og otte ikke-eurolande, herunder Danmark, vil gensidigt forpligte sig til at føre en bæredygtig finanspolitik. Samtidig vil et hidtil uset stærkt sanktionsregime i teorien kunne sætte kontante straffeforanstaltninger i værk over for lande, der forbryder sig mod de nye fælles regler. Dertil kommer, at de nye nationale budgetlove, som pagten kræver indført, vil styrke de finanspolitisk ansvarlige politikere i de nationale parlamenter rundt omkring i Europa. Når eksempelvis Danmark i nær fremtid får en ny budgetlov vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, er det på den ene side rigtigt, at et nyt flertal i Folketinget til enhver tid vil kunne ændre denne budgetlov. På den anden side er det lige så klart, at det politisk set vil være noget nær en selvmordsmission for en ny regering at forsøge at ændre et sådan lov. Medierne, oppositionen, EU-Kommissionen og de finansielle markeder vil i sagens natur ane uråd, længe før ufinansierede skattelettelser eller forbrugsudvidelser kan nå at blive til virkelighed.