Det er alle mulige faretruende tegn på rigtig dårligt indeklima i det politiske værksted, når hvad der burde være samarbejdende partier i den blå blok, allerede tre år før næste planlagte valgdato begynder at positionere sig, som om de skulle til valg om et par måneder. Og er der noget, Danmark ikke har brug for, så er det valg i efteråret. Vi har brug for et ansvarligt politisk lederskab på tværs af blokkene i Folketinget, som med sikker hånd kan styre Danmark ind på en ny positiv vækstkurs, og som kan håndtere de store udfordringer med flygtninge- og migrant-omkostningerne, en række større reformer på velfærdsområdet og et EU under mere eller mindre opløsning. Når vælgerne i disse år mister tillid til politikerne, så handler det om manglende tro på, at de kan finde ud af at handle og finde løsninger på udfordringerne. I stedet har politikerne travlt med at positionere sig. Dansk politik giver desværre i øjeblikket den bedst tænkelige demonstration af samme politiske krisetilstand, som opleves adskillige steder rundt omkring i verden. En krisetilstand, som i Danmark har ført til et stort Dansk Folkeparti og senest et Alternativet.

Igennem de seneste uger har Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, luftet sine frustrationer over indeklimaet i den borgerlige lejr. Statsministeren skal være mere end både tonedøv og temmelig dumdristig for at overhøre, at Dansk Folkeparti er ved at skrue op for regningen til efterårets skatte- og finanslovsforhandlinger. Signalerne er krystalklare. DF er ved at afskrive loyaliteten over for Venstre-regeringen. I samme periode har Liberal Alliances Anders Samuelsen lanceret ønsket om en borgerlig flerpartiregering ud fra den stringente betragtning, at kan de borgerlige partier ikke vise vælgerne en overbevisende, fælles politisk retning og et fælles politisk projekt, så er mulighederne for genvalg til at overse. Samtidig fastholder Samuelsen med den anden hånd kravet om topskattelettelser til efteråret, som han godt ved, DF ikke accepterer. De konservative har ret meget opsparet gæld på samarbejdskontoen efter balladen om landbrugs- og fødevareminister Eva Kjer Hansens afgang, så de forholder sig indtil videre roligt, men jo mere DF skruer op for megafonen ud til vælgerne, desto mere vil de også blive tvunget til at finde egne positioneringspunkter i forhold til regeringen.

Efter balladen om landbrugspakken og borgerlig samtaleterapi på græsplænerne på Marienborg i fuld offentlighed, blev der aftalt en række interne tiltag i blå blok i form af møder mellem partilederne og mellem pressecheferne for at få styr på indeklimaet. Med Thulesen Dahls og DF’s udmeldinger må man bare konstatere, at den proces ikke ser ud til at være lykkedes. Samtidig fornemmes der hos Venstres ministerhold en stigende bekymring for – og måske endnu værre: en tvivl – om det rent faktisk kan lade sig gøre at lande efterårets mange udfordringer og aftaler på en måde, så Venstre også kan genkende sig selv i resultaterne.

Statsministeren sagde allerede før valget og under regeringsforhandlingerne, at han ikke ønskede at være statsminister til pynt og for magtens skyld. Han skulle kunne se sig selv og Venstres fingeraftryk på den politik, der skulle føres. Mens Venstre således måske af partnerne i blå blok opfattes som arrogante og for buldozeragtige i forhold til at inddrage de øvrige partier i den politiske strategilægning, så er der også i regeringen, bortset fra en lille inderkreds, stor tvivl om, hvordan man lige kommer over efterårets bjergbestigning, samtidig med at vælgerne i meningsmålingerne ikke ser ud til at belønne partiet for at have taget magten på sig.

Kristian Thulesen Dahl er i gang med at ruste sig til ikke at havne i samme situation som ved sidste års finanslov, hvor K og LA fremstod som sejrherrer og DF med brudte valgløfter. Det var sagen om besparelser på boligydelsen til de ældre, som endte i mediemøllen og med stærk kritik af DF. Thulesen Dahl er også i gang med at gøre det klart for Lars Løkke Rasmussen, at det har en pris at køre uden om DF med trepartsforhandlingerne og uden om koordinering med DF omkring forberedelsen af 2025-planen for den økonomiske udvikling og det økonomiske råderum til reformer i de kommende år.

LA har valgt ikke at stå og råbe på sidelinjen, men at gribe ud efter rollen som talsmænd for de mange vælgere, der er frustrerede over det elendige borgerlige samarbejde og den manglende udsigt til fremgang og vækst. Den absurde pointe her er, at LA netop ved at vælge den vej gør præcis det samme som de andre partier: ruster sig til en borgerlig brobyggerrolle ved næste valg.

Det tjener hverken Danmark, regeringen eller statsministeren at have hele dette menageri af krisestemning og indeklimaproblemer kørende hen over sommeren. Lars Løkke Rasmussen må indkalde den blå blok til et alvorligt og handlekraftigt strategiseminar inden og få lagt nogle spor ud, som kan give vælgerne en tro på, at regeringen og blå blok kan handle på de store udfordringer, vi står med.