Den danske velfærdsmodel er truet af et langvarigt nedslidningsscenarie med besparelser, stigende underskud, voksende statsgæld, serviceforringelser og stigende folkelige frustrationer. Det kan blive konsekvensen, hvis ikke der gennemføres vidtgående reformer af de nuværende velfærdsordninger. Mandag Morgen har lavet en stribe analyser af behovet for at udvikle en ny bæredygtig velfærdsmodel, og vi er stadig optaget af at finde nye innovative løsninger på de fælles udfordringer.  Det haster med at søge nye veje i Danmark, hvor halvdelen af borgerne modtager en eller anden for overførselsindkomster, og i en årrække er over 800.000 borgere blevet marginaliseret og udstødt fra arbejdsmarkedet. I stedet for at behandle borgerne som myndige personer er mange forvandlet til ofre, klienter og passive modtagere af velfærdsydelser. Og mange danskere, både i toppen og bunden af skatteskalaen, mangler ordentlige incitamenter til at arbejde ekstra, fordi skattesystemet trænger til grundlæggende reformer, hvor man også skal kigge de eksisterende velfærdsordninger og fordelingen efter i sømmene.

I ifølge en meningsmåling, som opinionsinstituttet YouGov har lavet for Mandag Morgen, mener 63 pct. af danskerne, at den danske velfærdsmodel er i krise og er ved at være nedslidt, mens kun 23 pct. af danskerne mener, at den danske velfærdsmodel er relativt velfungerende eller er blevet styrket. Der er en udbredt folkelig erkendelse af behovet for velfærdsreformer. Men der findes desværre også en stærk mental og politisk blokering blandt beslutningstagerne og de etablerede interessegrupper.

Klagesang på nationalscenen

Hver eneste gang debatten om velfærdsreformer åbnes, stiller stærke interessegrupper sig op og synger en klagesang over, hvor ondt forandringen vil gøre. Her forleden holdt protestkoret på Det Kongelige Teater en demonstration mod de planlagte nedskæringer. Det er lige så forudsigeligt, som det er trist. Et rigt og velstående land som Danmark bør have råd til at have et stærkt og levende kulturliv, og som jævnlig besøgende i Det Kongelige Teater kan man heldigvis stadig glæde sig over det høje kunstneriske niveau, som de udøvende beriger vores samfund med.

Debatten om nedskæringerne på det kongelige er et symptom på en dybere krise i hjertet af det danske samfund: nemlig at alle interessenter holder hinanden i skak, så vi ofte ender med små forsigtige tilpasningsøvelser i den hellige konsensus-kulturs navn. Hvis ikke man kan skære i de kongelige budgetter på scenen eller på slottet, kan det også blive meget svært at skære i støtteordningerne til erhvervslivet, i børnecheck og medicintilskud til de velstillede familier eller i håndværkerfradraget til middelklassens samtalekøkkener.  Alle ønsker en form for velfærdsbestikkelse, fordi de andre samfundsgrupper også får det, eller fordi naboen får det.

I den seneste debat om besparelserne på Det Kongelige Teater har man så kunnet se borgerlige debattører som fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og groft sagt klummisten Claes Kastholm gå i brechen for nationalscenen, mens de har advaret mod ”albanske tilstande”, og at Det Kgl. Teater ender som et provinsteater. Deres ærinde om at bevare et internationalt kvalitetsniveau i Danmark er hæderligt, men det er dobbeltmoralsk, når de selvsamme meningsdannere i andre sammenhænge plæderer for beskæring af offentlige støtteordninger. Hvorfor går de ærede borgere ikke ud og tilbyder, at de gerne selv vil betale mere for at gå i operaen, så statskassen ikke skal betale over tusind kroner pr. billet i støtte? De har vel råd til det. Hvad med at kræve noget mere brugerbetaling eller større differentiering af priserne, samtidig med at man tilbyder sin hjælp til at skaffe private sponsorkroner til den bevaringsværdige scene? Kunne man også ligefrem foreslå en privatisering af operaen og tilbyde A.P. Møller-Mærsk eller en af landets filantropiske fonde at stå for driften af operaen på private vilkår? Mulighederne er mange, hvis viljen til nytænkning er til stede. Måske kunne der findes ekstra besparelser på driften ved at outsource syning af kjoler og levering af andet udstyr til kinesere og andre driftige forretningsfolk i den globale økonomi, så man kunne frigøre flere ressourcer til skuespillere, sangere og kreative sjæle?

Jeg har ikke det endelige svar, men det er på høje tid, at de brændende spørgsmål stilles. Hvem gider lytte til de borgerlige meningsdannere, der nu stiller sig op på Det Kgl. Teaters forsvarsskanse, og kræver business-as-usual, når de næste gang blander sig i debatten om opstramninger i kontanthjælpen for danske Carinaer, der ikke har incitament nok til at arbejde. Der er behov for en mere åbenhjertig og fordomsfri velfærdsdebat i Danmark, hvor alle parter viser vilje til at slagte egne hellige køer i stedet for refleksagtigt og dogmatisk at klamre sig til sine gamle ideologiske højborge.

Opgør med hellige køer

På samme måde er det overraskende at se Liberal Alliance forsvare statsstøtten til børnefamilierne – nemlig børnechecken – fordi det kan ende med at gå ud over de velstillede i samfundet. Partiet har gjort skattelettelser til sin store kampagneplatform, men i Danmark kan den slags ikke gennemføres, hvis ikke partiet også melder sig helt og fuldt ind i debatten om udgiftsreformer og et kritisk serviceeftersyn af de eksisterende velfærdsordninger – også for deres egne kernevælgere. Det er godt, at de konservative viser forhandlingsvilje på dette punkt, og at regeringspartierne nu har åbnet op for en debat af børnechecken, der hvert år koster samfundet 14,7 mia. kr. Måske er der stadig økonomisk svage og udsatte familier, der har brug for denne håndsrækning, men vi har brug for en fordomsfri debat også på dette felt.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt sagde i søndagens interview i DR-programmet Clement Søndag, at der ikke bør være hellige køer i debatten om en reform af velfærdssamfundet. Det er på høje tid, at denne erkendelse breder sig. Her hviler der en særlig forpligtelse på regeringen om ikke at falde tilbage i de gamle ideologiske skyttegrave.

Over hele landet eksperimenterer kommuner og institutioner med nye smarte og billigere velfærdsløsninger, og der er givet dispensation til over 1800 forsøgsprojekterne på skolerne. Hvorfor ikke tage det næste skridt og forvandle alle landets folkeskoler til selvejende profilskoler, der kan genvinde begejstringen og få større frihed til at eksperimentere, i stedet for som visse socialdemokratiske borgmestre at ville straffe de private skoler for deres succes? Den offentlige sektor, der hvert år bruger 340 milliarder kr. på at drive skoler, børnehaver, ældrepleje og sygehuse, kan blive dygtigere til at gøre medarbejderne til forandringsagenter, og måske kunne man åbne op for større konkurrence og i nogle tilfælde invitere private aktører som pensionskasserne til at stå for investeringer og drift? Og hvad med at bruge årlige offentlige indkøb for over 270 milliarder kr. til at hæve kvalitetsniveauet og innovationen i det danske samfund? Der er masser af muligheder.

Danmark har gode forudsætninger for at udvikle en ny bæredygtig velfærdsmodel, der skaber nye relationer mellem staten, borgerne og de private operatører. Men forudsætningen for at få det til at lykkes er, at regeringen og den borgerlige opposition ikke på forhånd forskanser sig i de gamle ideologiske skyttegrave. Der er brug for et vist mål af generøsitet, offervilje og ansvarsfølelse fra alle parter til at skabe et nyt nationalt velfærdskompromis. Kald det bare et nyt Kanslergade-forlig. Vi har brug for at få ambitionsniveauet der op i stedet for at fedte rundt i kampen for vore særinteresser og nedarvede økonomiske privilegier.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.