Politik handler ikke kun om at vinde valg ved at smile ved præsentationen af nye reformer og tale vælgerne efter munden på Facebook. Bag den glatslebne mediefacade er langt de fleste politikere faktisk optaget af at formulere og realisere politiske målsætninger. De brænder for noget. Det er derfor, de er gået ind i politik.

Kommunen skal være mere grøn, vi skal tage os bedre af de ældre, og kulturlivet skal blomstre, så vi kan få oplevelser, der skaber livsglæde og gør os klogere på os selv og verden. På globalt niveau har FN’s plenarforsamling enstemmigt vedtaget 17 verdensmål for en mere bæredygtig klode.

Der formuleres ambitiøse politiske mål på alle hylder, og samtidig træffes der svære valg i forsøget på at realisere målene i en verden med forskelligrettede interesser og ideologier. Det er selve kernen i politik, at konflikterne om mål og midler løses på en civiliseret måde.

Politiske mål afspores af en tsunami af kriser

Men realiseringen af politisk fastsatte målsætninger kræver, at man har det lange lys på. Den tempofyldte og selvaccelererende mediemaskine, der dagligt afkræver politikerne svar på alskens aktuelle spørgsmål og småproblemer, skygger under tiden for politikernes langsigtede målrealisering ved at få dem til at fokusere på personrettede angreb og symbolpolitiske snuptagsløsninger.

Ambitionen om ‘build back better’ – som Bidenadministrationen kalder det – kræver, at kriseløsningen styres af en mere langsigtet målrealisering. Kriser skal løses på en fremsynet måde, som realiserer langsigted samfundsmæssige målsætninger.

Endnu værre er det dog, at vi som samfund hopper fra krise til krise, hvilket gør, at al opmærksomhed og alle ressourcer koncentreres om at håndtere krisen ved at afbøde, kompensere og modvirke dens negative effekter. Når kriserne sætter den politisk dagsorden, er det svært at holde fast i den fokuserede indsats, det kræver at realisere vigtige målsætninger. Tænk bare på, hvordan finanskrisen, flygtningekrisen og covid-19-pandemien har gjort medier, politikere og offentlige forvaltninger nærsynede og fjernet fokus fra eksempelvis FN’s verdensmål og klimakrisen.

Det hele summerer op til en grundlæggende politisk udfordring: Hvordan kan vi sætte mål for en bedre verden og arbejde stenhårdt for at realisere dem, samtidig med at en stadig strøm af kriser og turbulente begivenheder kalder alle mand på dæk? Hvordan kombinerer vi det lange seje træk med kriseløsningen her og nu?

Måske kan vi finde løsningen på dette dilemma i det nye begreb om strategisk agilitet?

Strategisk agilitet til kriseløsning

Strategisk agilitet er evnen til at kombinere proaktiv målrealisering (strategi) med evnen til at respondere fleksibelt på forandrede og turbulente omgivelser (agilitet). Det lyder umiddelbart modsætningsfyldt. Hvordan kan man både skabe løbende forandring for at nå et bestemt mål i fremtiden og samtidig reagere fleksibelt på den stadige strøm af kriser og turbulente begivenheder?

For at svare på dette spørgsmål skal vi først se på, hvordan langsigtet målrealisering og kortsigtet kriseløsning kan understøtte hinanden.

Den umiddelbare reaktion på samfundsmæssige kriser er strudsepolitik, der benægter, at en ny krise står for døren. Når krisen så alligevel har slået døren ind, iværksættes forsøg på at inddæmme og afbøde krisens mere eller mindre katastrofale konsekvenser. Først derefter tager man fat på at løse krisen, hvilket ofte er vanskeligt, fordi kriser har mange sammenfiltrede årsager og desuden ofte har usikre og inkonsistente konsekvenser og konstant muterer ved at ændre både form og indhold. Kriseløsning abonnerer ofte på en forestilling om resiliens. Vi skal øge samfundets evne til genskabe den samfundsmæssige ligevægt, som krisen har forstyrret. Vi skal være gode til at ’bounce back’.

Resiliens er imidlertid en defensiv kriseløsningsstrategi, fordi den tænker bagud og ikke fremad. Ofte er den gamle ligevægt ikke særlig attraktiv og måske endda umulig at genskabe. Derfor er det oplagt at undersøge, om kriseløsningen kan bringe os til et nyt og bedre sted. Måske skal den økonomiske deroute skabt af covid-19-pandemien ikke imødegås af økonomiske hjælpepakker, der genopbygger den gamle økonomiske struktur. Måske skal der i stedet skabes nye grønne jobs og en helt ny økonomisk struktur.

Ambitionen om ’build back better’—som Biden-administrationen kalder det—kræver, at kriseløsningen styres af en mere langsigtet målrealisering. Kriser skal løses på en fremsynet måde, som realiserer langsigtede samfundsmæssige målsætninger. Disse mål skal være på plads forud for krisen, så de kan aktiveres og give retning til aktuelle krisestrategier. Derved kommer vi hinsides den ’statiske resiliens’, der søger at genskabe fortiden, og skaber i stedet en ’dynamisk resiliens’, der af forskere betegnes som samfundsmæssig robusthed.

Kriseløsninger åbner op for målrealisering

Fremkomsten af nye og presserende kriser afsporer de fokuserede politiske bestræbelser på gennem lovgivning og regulering at realisere vigtige mål for samfundet. Men samfundskriser rummer også en kærkommen mulighed for at bryde med den institutionelle inerti og vanetænkning, der præger den måde, vi styrer og har indrettet samfundet på. Kriser rusker op i samfundsmæssige rutiner og de regelbaserede procedurer, der er krumtappen i samfundsstyringen.

Kriser skaber handlekraft, risikovillighed og nytænkning, hvilket er vigtige elementer i forsøget på at realisere langsigtede samfundsmæssige mål, som netop ofte strander på manglende vilje til at gøre en ekstra indsats.

Covid-19-krisen betød, at forskellige administrative enheder og professionsgrupper pludselig godt kunne finde ud af at arbejde sammen på kryds og tværs. Ledere var tvunget til at vise tillid til deres medarbejdere, der blev kastet ud i løsningen af nye og anderledes opgaver på egen hånd. Kommunale medarbejdere udviklede nye måder at holde onlinemøder med udsatte borgere, som dermed fik lov at forblive i deres hjemlige og dermed trygge omgivelser. Frivillige meldte sig i stort tal under fanerne for at hjælpe gamle og ensomme igennem krisen.

Kriser skaber handlekraft, risikovillighed og nytænkning, hvilket er vigtige elementer i forsøget på at realisere langsigtede samfundsmæssige mål, som netop ofte strander på manglende vilje til at gøre en ekstra indsats. Kriser skaber mod og evne til at tænke ud af boksen. Det engagement og den innovationskraft, der skabes i samfundsmæssige krisesituationer, kan bruges som en løfteraket, når store samfundsmæssige forandringsstrategier skal føres os frem mod nye mål.

Et andet biprodukt af forsøget på at løse forbigående samfundskriser er, at de skaber et skæbnefællesskab i form af en kollektiv erkendelse af, at vi alle rammes af krisen, og derfor alle sammen må bidrage til at løse den. Det sammenhold og den solidaritet, samfundskriser skaber, udgør an anden vigtig løfteraket for den langsigtede målrealisering.

Eksempelvis har covid-19 på trods af sine ødelæggende sociale og økonomiske konsekvenser været med til at skabe en global erkendelse af, at vi alle fra Tåstrup til Tokyo og Timbuktu står over for den selvsamme trussel, som kræver et kollektivt og koordineret modsvar. FN-folk på højeste niveau ser gode muligheder for, at denne globale fællesskabsfølelse kan bidrage til at accelerere indsatsen for at realisere FN’s verdensmål, som også kræver en global indsats.

5 råd til at bruge strategisk agilitet

Det er ikke nok blot at konstatere, at strategisk målrealisering og proaktiv kriseløsning gensidigt kan understøtte hinanden. Hvis de to strengt nødvendige opgaver ikke skal fortsætte med at gå i vejen for hinanden, er der behov for en ny måde at integrere begge opgaver på og gøre dem til en del af den offentlige styringstænkning. Det er præcis det, som den nye forskning i strategisk agilitet forsøger, blandt andet ved at udvikle gode råd til offentlige beslutningstagere.

Her er en håndfuld råd, som måske kan bringe det langsigtede forandringsperspektiv og den aktuelle kriseløsning tættere sammen.

1. Modige mål: Formuler modige, visionære og forpligtende samfundsmålsætninger og brug målene aktivt til at forstå og give retning til offentlige organisationers handlinger, men lad vejen til målopfyldelse stå tilstrækkelig åben til, at der også er plads til nye opdagelser, overraskelser og erfaringsbaseret læring. Zigzag-kurs er okay, hvis det fører os i den rigtige retning.
2. Justerbare scenarier: Byg alternative scenarier, der viser, hvordan vi kommer fra den aktuelle tilstand til det fremtidige endemål. Revider dem i lyset af skiftende samfundskriser, der på forskellig vis skaber mod- og medvind, som der skal tages højde for, og som måske kan bidrage til en nytænkning af mål og midler.
3. Transformativ hverdagspraksis: Inkorporer de strategiske målsætninger og opdaterede scenarier for deres realisering i den offentlige sektors regler og procedurer blandt andet ved at lave tjeklister, der aktiverer langsigtede målsætninger og dertilhørende midler i løsningen af konkrete problemer og aktuelle kriser. Indbyg samtidig krav om løbende revision af regler og procedurer.
4. Kreativ brug af styringsinstrumenter: Leg med den offentlige sektors planlagte investeringer og regulering af økonomi og samfund, både med henblik på at optimere realiseringen af centrale samfundsmålsætninger og med henblik på at skabe synergi mellem målrealisering og de skiftende kriser, der udfordrer opretholdelsen af grundlæggende offentlige funktioner og værdier.
5. Udkigsposter og brobygning: Udnævn trendspotters på kanten af organisationen, der kan rapportere til den politiske og administrative topledelse om nye udviklinger, trends og muligheder, der kan understøtte realisering af langsigtede målsætninger. Sørg for, at de er i tæt kontakt med diverse krisehåndteringsgrupper, hvor de kan fungere som brobyggere mellem det korte og det lange sigte.

Kort sagt

I en tid med øget samfundsmæssig turbulens skal fremtidens offentlige ledere være gode til operere med forskellige tidshorisonter. De skal både lave en fremsynet og målstyret kriseløsning og en fleksibel strategisk målrealisering. De skal have det lange lys på, når de løser aktuelle kriser. Samtidig skal de være parate til at lære af den aktuelle krise og udnytte de derved opstående muligheder for at nå vigtige samfundsmål på nye og fleksible måder.