Dagbladet Børsen har i den forløbne uge muntret sig med at lave forsider, der fortæller, at sort energi er en bedre forretning end grøn. Og om at ”Danske ingeniørgiganter jubler over tysk kulfest”.

Dermed spiller den danske erhvervsavis ind i den sort-hvide fremstilling af klima- og energidebatten på samme polemiske facon, som man fra tid til anden – med omvendt fortegn – ser det fra de mest yderligtgående grønne ngo’er.

Sandheden er, at energi, uanset om kilderne er ”grønne” eller ”sorte”, er et stort og profitabelt forretningsområde. Efterspørgslen efter energi og teknologier til at producere, distribuere og effektivisere den er i vækst. Og uanset om de primære energikilder er fossile, nukleare eller vedvarende, er ressourceeffektivitet nøglen til både forretningsmæssig succes i virksomhederne og klima- og miljøpolitiske landvindinger hos de politikere, som i stadig større udstrækning efterspørger disse fremskridt.

Samtidig er der i verdens globale politiske ledelseslag en udbredt konsensus om, at energieffektivitet og grøn omstilling er en vinderformel. Når et så ikonisk industriland som Tyskland og en ikonisk storby som New York satser massivt på grøn omstilling og bæredygtighed, skyldes det, at fremsynede politiske ledere som Tysklands Angela Merkel og New York Citys afgående borgmester, Michael Bloomberg, ser den grønne vej som noget, der skaber både vækst, politisk opbakning og klimapolitiske fremskridt.

1. Verdens økonomiske magter har købt det grønne imperativ

Regeringer i USA, Kina, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Indien, Brasilien, Sydkorea, Sydafrika, Mexico og mange andre lande har i dag ambitiøse klimapolitiske målsætninger.

De ser den grønne omstilling som nøglen til at skabe nye arbejdspladser – både i forbindelse med investeringer i ny infrastruktur og i forbindelse med skabelsen af nye konkurrencedygtige industrier.

Verdens største økonomier har derfor oprettet flere betydningsfulde grønne diskussionsfora som ”Major Economies Forum” og ”Clean Energy Ministerial”, hvor man samarbejder intensivt om den globale klima- og energipolitiske dagsorden. Begge fora, hvor Danmark i kraft af sin ambitiøse klima- og energipolitik deltager jævnligt, opererer imidlertid diskret for ikke at miskreditere den i offentligheden ”hellige” klimaproces i FN.

2. Lavere priser på vedvarende energi presser fossile energiproducenter

Lige nu er bl.a. Tyskland i færd med at overveje, hvordan man skal reducere støtten til vedvarende energi i lyset af de senere års udvikling, som har gjort sol- og vindenergi konkurrencedygtige i et sådant omfang, at de aktuelle statsstøtteordninger skævvrider energimarkederne.

Samtidig har omstillingen til vedvarende energi ført til helt nye risikoscenarier, som har fået nogle af verdens største investorer til at udbede sig nye vurderinger fra verdens førende producenter af fossile brændsler.

Omvendt står det også klart, at det aktuelle boom i produktionen af naturgas i USA har ført til et fald i både kul- og gaspriser. Da store industrilande som Tyskland og Japan samtidig har besluttet at udfase atomkraften, øges efterspørgslen på kul og gas, hvilket igen øger efterspørgslen på teknologier, der kan sikre den mest effektive brug af disse fossile brændsler.

Udsagn fra USA’s præsident, Barack Obama, og Tysklands kansler, Angela Merkel, viser, at både Washington og Berlin har den opfattelse, at energieffektivisering skal bruges som bro til at nå frem til markant lavere forbrug af fossile brændsler i 2050.

3. Ressourceeffektivitet er blevet en central konkurrenceparameter

Mens særligt Nordeuropa siden 1970’ernes oliekrise har satset massivt på energieffektivitet, har USA og eksempelvis atomkraftproducerende lande som Frankrig forsømt dette område.

I dag har både amerikanerne og franskmændene derfor stort fokus på, hvordan man sikrer, at både private husstande, offentlige institutioner og virksomheder øger deres energieffektivitet. I USA har bilindustrien efter finanskrisen satset markant på at lave mere energieffektive biler, hvilket er en væsentlig del af baggrunden for, at de amerikanske bilfabrikker i dag vinder markedsandele i Europa. Og i Frankrig satser regeringen eksempelvis massivt på isolering af privatboliger og andre bygninger.

Det nye fokus på energieffektivitet var også baggrunden for, at Danmark som formandsland i EU i 2012 kunne sikre vedtagelsen af et nyt og omfattende EU-direktiv om energieffektivitet. Selv lande som Rusland, Saudi-Arabien og Algeriet, der producerer store mængder fossile brændsler, satser i dag på energieffektivitet, fordi de har indset, at det er uhensigtsmæssigt selv at forbruge mere af en værdifuld eksportvare end højst nødvendigt.

Endelig ved store industrinationer som Kina godt, at den globale containertransport næppe for evigt vil være begunstiget af afgiftsfritagelser på dieselolie. Når disse afgifter – og afgifterne på flytransport – kommer, vil det ændre konkurrencevilkårene betydeligt. Derfor bliver man nødt til at sikre, at hjemlige industrier er energieffektive.

4. Miljøproblemer og social uro tvinger Asiens stormagter til handling

Mens globale advarsler om vandstandsstigninger, vildt vejr og tørke ikke flytter meget i den globale klimapolitik, er miljøproblemer og deraf følgende folkelig utilfredshed i dag blevet en væsentlig forandringsfaktor, når det gælder klima- og energipolitikken i lande som Kina og Indien.

Den hastigt voksende middelklasse i Asiens to gigantlande vil ikke længere finde sig i, at forurening af luft, vand og madvarer udgør en risiko for sundheden. Derfor har regeringerne i begge lande indset, at det er nødvendigt at indføre langt skrappere miljølove end dem, de to landes industrier har været underlagt i de seneste årtier, hvor al fokus har været på økonomisk vækst.

Derfor efterspørger regeringerne i Beijing og New Delhi i stigende omfang vestlig energiteknologi, ligesom de opmuntrer nationale industrier til at sikre sig deres andele af de globale greentechmarkeder, som ifølge den tyske regering står til at blive mere end fordoblet til 4.400 milliarder euro i 2025.