Det ultimative middel til at finde sandheden i politiske skandalesager – en undersøgelseskommission – har brug for et mindre vidtgående alternativ. En mellemskarp kniv i skuffen midt imellem de lidt sløve advokatundersøgelser, der ikke kan kræve afhøring af vidner, og de dyre og meget langvarige undersøgelseskommissioner. Det mener et politisk flertal i Folketinget ifølge en rundspørge, Mandag Morgen har foretaget.

Alle partier i oppositionen samt Dansk Folkeparti er positive over for at indføre et alternativ til undersøgelseskommissionerne. De Konservative erklærer sig ”åbne for ideen”. Venstre og Liberal Alliance afventer. VLAK-regeringen er dermed om ikke direkte klar på at indføre et nyt undersøgelsesinstrument lige nu, så i hvert fald villig til at få landskabet af mulige alternativer kortlagt.

Og det har den bedt om. Knap nok havde ekspertudvalget for undersøgelseskommissioner, anført af højesteretsdommer Jens Peter Christensen, afleveret sin midtvejsbetænkning, før justitsminister Søren Pape Poulsen (K) mandag i sidste uge bad om at udvide arbejdet med også at undersøge alternativer.

”Med udvalgets deludtalelse har vi fået vigtig viden om de hidtil gennemførte undersøgelseskommissioner. Regeringen lægger nu op til, at udvalget også skal se på andre undersøgelsesformer. Nu må vi afvente udvalgets videre arbejde og endelige anbefalinger, før vi begynder at drage konklusioner,” siger justitsministeren i en skriftlig kommentar til Mandag Morgen.

Ekspertudvalget har dermed frem til oktober 2018 til at ”belyse fordele og ulemper ved alternative former for undersøgelser i den offentlige forvaltning, herunder parlamentariske undersøgelsesformer, og på den baggrund overveje behovet for at supplere de nuværende undersøgelsesformer”, som det hedder i tillægskommissoriet, der netop har fået opbakning af Folketingets Præsidium, men afventer endelig godkendelse fra hele Folketinget.

Granskernes Rolls-Royce

Undersøgelseskommissioner er over årene ofte blevet kritiseret for at være alt for dyre og langsommelige. Og det kan der være noget om, viser midtvejsbetænkningen om erfaringerne med de otte undersøgelseskommissioner, der har været gennemført siden 1999, hvor loven om undersøgelseskommissioner er fra. Den samlede pris for de otte undersøgelser løber op i over 280 millioner kr. (løbende priser) og har samlet set taget over 40 år at gennemføre. Eller i gennemsnit 5 år til en pris på ca. 35 millioner kr. pr. kommission. Den billigste var Dan Lynge-kommissionen, der kostede 11 millioner kr. og varede 3 år og 5 måneder. Den dyreste var PET-kommissionen, der kostede over 77 millioner kr. og varede godt 10 år. Se figur 1.

”Undersøgelseskommissionen er en Rolls-Royce. Når man sidder i den, går det rigtig fint og sikkert fremad, og der er fuld opmærksomhed på de impliceredes retssikkerhed. Men det er jo også dyrt og lidt langsommeligt. Derfor er det ganske fornuftigt også at have en mulighed for at vælge en folkevogn, hvis man mener, man kan klare sig med det. Det må afhænge af, hvor stor en sag det er,” siger Jens Peter Christensen, der ud over at være udvalgsformand, professor og højesteretsdommer har lang erfaring som medlem af andre udvalg og kommissioner.

Han sad bl.a. med i det såkaldte Nordskov-udvalg, der oven på Tamilsagen i 1990’erne granskede de daværende undersøgelsesformer, der bl.a. blev kritiseret for manglende beskyttelse af de involveredes retssikkerhed, hvilket i 1999 førte til den nuværende ordning med undersøgelseskommissioner.

Den ordning fungerer bare heller ikke tilfredsstillende, mener Bo Smith, tidligere departementschef og formand for det ekspertudvalg, fagforeningen Djøf nedsatte i 2014 i kølvandet på en lang række skandalesager om samspillet mellem politikere og embedsmænd.

“Vores vurdering i udvalget er, at hverken for dem, der vil have tingene undersøgt, eller for dem, der er involveret i undersøgelserne, fungerer de redskaber, man bruger i dag, på en tilfredsstillende måde,” siger han og fortsætter:

”Undersøgelseskommissioner tager ganske lang tid, typisk mange år, og de er meget omkostningskrævende. Så vores folkestyre skal vente meget længe, og samfundet skal bruge rigtig mange penge på dem, og derfor er det naturligt, at Folketinget ikke synes, at det er godt nok,” siger Bo Smith, der kalder det velkomment, at det nye ekspertudvalg ser ud til at få mandat til at fortsætte arbejdet med at finde alternative undersøgelsesformer.

Parlamentariske undersøgelser

I virkeligheden er det en gammel diskussion, der nu er genopblusset. Sidste gang der var politisk optakt til at indføre et alternativ til undersøgelseskommissionen, var i 2014. Men dengang spændte ledelserne i de to statsministerpartier, Venstre og Socialdemokratiet, ben for bestræbelserne. Efter et grundigt forarbejde over mange måneder blev et fremskredent forslag fra Folketingets Præsidium og daværende folketingsformand Mogens Lykketoft (S) om at indføre parlamentariske høringer skrottet af Lykketofts eget parti i en uhellig alliance med Venstre. Næstformand Kristian Jensen (V) sagde ligefrem, at tiden var løbet fra ideen om nye undersøgelseshøringer, med henvisning til at der ikke var udsigt til nye kommissioner lige om hjørnet.

Siden da har partifællen Søren Pind som justitsminister igangsat Tibet-kommissionen, og for nylig er der desuden kommet politisk opbakning til endnu en undersøgelseskommission: en granskning af årsagerne bag de mange skandalesager i Skat.

Samtidig er den afvisende holdning over for mulige alternative undersøgelsesformer blegnet. Hos Socialdemokratiet erkender Henrik Dam Kristensen, at partiets holdning til spørgsmålet har ændret sig fra dengang, han som gruppeformand i 2014 gav Lykketoft besked om, at forslaget ikke ville blive støttet.

”Vi havde nok en mere afvisende holdning dengang, end vi har i dag. Nu har vi besluttet at sige ja til, at udvalget også undersøger mulige alternativer. Men vores bekymringer er de samme. Vi skal ikke have indført et nyt politisk drilleinstrument, som den til enhver tid siddende opposition kan bruge til at drille den til enhver tid siddende regering,” siger han og fortsætter:

”Og hvis vi skal have en ny undersøgelsesmulighed, så er det også afgørende, at vi sikrer embedsmændenes retssikkerhed,” siger Henrik Dam Kristensen, der i dag er næstformand for Folketingets Præsidium.

Dam Kristensen understreger dog, at han ikke ser nogen grund til at afskaffe undersøgelseskommissioner, men at han er enig i, at der mangler et undersøgelsesinstrument i ”mellemkategorien”.

”Fra at man som minister kan få en ’næse’, til at man sætter en stor undersøgelseskommission i gang, er der for langt, og der mangler vi altså noget midt imellem,” siger han uden at ville uddybe nærmere, hvad han præcis efterspørger.

”Det fornuftige er nu, at vi med en erfaren mand som Jens Peter Christensen i spidsen får eksperter til at kigge på, hvad man har i andre lande, så vi grundigt kan overveje, hvad vi skal have i Danmark. Alle er interesserede i at finde det her instrument, men der er jo naturligt nok nogle betænkeligheder,” siger Henrik Dam Kristensen.

Lykketoft og Haarder presser på

Mogens Lykketoft ved derimod godt, hvad han vil have: Parlamentariske høringer efter britisk og norsk forbillede. Det kan give hurtigere, billigere og ikke mindst en mere politisk aktuel behandling af de store skandalesager, mener han.

“Min holdning er, at vi skal have de her parlamentariske høringer som en mulighed. Et stort mindretal i Folketinget skal kunne iværksætte dem for at få en hurtig undersøgelse af en sag. Det ville være både meget hurtigere og meget billigere end undersøgelseskommissioner. Og det synes jeg stadigvæk ville være en god ide,” siger Mogens Lykketoft.

I 2014 bakkede Bertel Haarder som en af de få Venstre-medlemmer offentligt op om bestræbelserne på at indføre parlamentariske høringer. Og det gør han stadig, bedyrer han.

”Det blev jo stoppet af ledelserne i Socialdemokratiet og Venstre, der traditionelt har været imod. Det er jo de to statsministerpartier. Men jeg er altså 100 procent for. Og jeg begriber ikke deres modvilje, og jeg synes, at det er uklogt at være imod,” siger Bertel Haarder.

“Problemet er, at vi mangler den mellemskarpe kniv i skuffen. Vi har den uskarpe kniv, de mange samråd. Og så har vi den utroligt skarpe kniv, undersøgelseskommissionerne. Men de koster det hvide ud af øjnene i honorarer til advokater, og det synes jeg ikke er pengene værd,” siger Bertel Haarder. Han mener derimod, at man med økonomisk og faglig fordel ville kunne sætte folketingsmedlemmer til noget af arbejdet, fordi sagerne dybest set er politiske.

“Folketinget mangler i almindelighed fornuftige arbejdsopgaver, og jeg synes, at det er dumt, at når vi har en sag, som i bund og grund har med politik at gøre, at man så overlader det til jurister, der ikke har forstand på politik,” siger Bertel Haarder.

Også han fremhæver den norske Kontroll- og konstitusjonskomiteen, som hovedinspiration. Det er et permanent udvalg bestående af 12 erfarne rigsdagsmedlemmer, der fører tilsyn med regeringens tiltag og selvstændigt kan påbegynde nye undersøgelser samt behandler de sager, der potentielt kan munde ud i Rigsretssager. Men der er også inspiration at hente mange andre steder i verden. Se figur 2.

“Vi skal selvfølgelig finde en dansk model. Men vi må kunne etablere en undersøgelsesmetode, hvor erfarne politikere kan arbejde sammen på tværs af partier på en redelig måde, ligesom de kan i Norge,” siger Bertel Haarder.

Til gengæld er han uenig med Mogens Lykketoft i, at et mindretal skal kunne iværksætte undersøgelserne. Det vil bare føre til mere politisk drilleri og polemik, hvilket er skadeligt for folkestyret, advarer han.

”Det må ikke blive et drilleinstrument. Så bliver folk bare endnu mere trætte af politik,” siger Bertel Haarder. Det er dog ikke Mogens Lykketofts hovedbekymring.

“Jeg mener, det er afgørende med en mulighed for, at et stort mindretal kan iværksætte en undersøgelse, ellers risikerer vi jo – og det har vi oplevet i Danmark – at et flertal blokerer eller endda aflyser igangværende undersøgelser,” siger han med henvisning til den af Venstre-regeringen aflyste Irak- og Afghanistankommission, der nåede at koste samfundet 18,5 millioner kr., da den blev nedlagt efter sidste valg, længe før konklusionerne var klar.

”Der er bemærkelsesværdigt, at en lang række andre lande – også store lande, som var allermest involverede i Irakkrigen – de har for længst været igennem grundige parlamentariske udredninger. Se på Storbritannien. Der er vi til sammenligning ikke kommet ud af stedet i Danmark, og det betyder, at vi ikke har været igennem en kollektiv læringsproces om, hvad vi kan gøre bedre en anden gang,” siger Mogens Lykketoft.

Flertalsdemokratiet dominerer

Spørger man professor emeritus Tim Knudsen og lektor i offentlig ret Pernille Boye Koch, der sammen har skrevet bogen ”Ansvaret der forsvandt” om de mange politiske skandalesager de senere år, er der mest demokratisk fornuft i at indføre den mindretalsbeskyttelse, Mogens Lykketoft foreslår.

”Folketinget er i sammenligning med andre parlamenter ret svagt udrustet. Vi har et flertalsdemokrati, hvor flertallet kan bestemme alt og beskytte sig selv. Det ser vi jo lige nu i sagen om, hvorvidt Inger Støjberg har givet en ulovlig instruks (om adskillelse af mindreårige ægtepar på flygtningecentre, red.), hvor folketingsflertallet kan holde hånden over hende, uanset hvad der er sket. Der har du i f.eks. Tyskland en mulighed for, at parlamentariske mindretal kan igangsætte en undersøgelse som led i den parlamentariske kontrol med regeringen,” siger Tim Knudsen.

”Derfor synes jeg også, det er glimrende, hvis Folketinget fik nogle flere undersøgelsesformer,” tilføjer han.

Pernille Boye Koch, der ud over at være lektor ved RUC også tidligere har været folketingskandidat for Radikale Venstre og sidenhen er gået over til Alternativet, mener også, at det er gavnligt for folkestyret, hvis der kommer opbakning til nye undersøgelsesformer.

”Jeg mener, at der er brug for alternative undersøgelsesformer, fordi det er uhensigtsmæssigt, at man enten er tvunget til at sætte det her store apparat i gang, som undersøgelseskommissioner er blevet, eller alternativt slet ikke laver en undersøgelse. Men det afgørende må være, om man kan skrue en model sammen, så det ikke går op i politisk drilleri – det er en af hovedudfordringerne ved den parlamentariske høringsform,” siger Pernille Boye Koch.

Og det er ikke den eneste udfordring. Parlamentariske undersøgelser var allerede genstand for overvejelser for 20 år siden i Nordskov-udvalgets betænkning fra 1996, hvor konklusionerne bl.a. lød, at et folketingsudvalg næppe ”vil være et egnet forum for undersøgelser af forhold i den statslige forvaltning”. Begrundelsen lød, at folketingsmedlemmer ikke har den fornødne erfaring og de professionelle forudsætninger for at foretage afhøringer til klarlæggelse af et kompliceret begivenhedsforløb; at undersøgelserne ville kræve for meget tid til, at parlamentarikere gider beskæftige sig med dem; og at konklusionerne fra et folketingsudvalg risikerer ikke at have nogen særlig autoritet, fordi der i offentligheden kan være manglende tillid til undersøgelsens uvildighed og objektivitet.

Højesteretsdommer Jens Peter Christensen er dog ikke afvisende over for at indføre parlamentariske undersøgelsesformer. De kan være et fint instrument at have ved hånden. Man skal bare ikke bilde sig ind, at de kan det samme som undersøgelseskommissioner.

“Meget undersøgelsesarbejde kræver jo en form for sagkundskab, og det tager meget længere tid, end politikere har tålmodighed til. Så politikere kan ikke lave det samme, som en undersøgelseskommission kan. Men de kan lave noget andet. Og det kan der jo godt være brug for,” siger Jens Peter Christensen.

Han betegner det som et politisk spørgsmål, hvilke undersøgelsesformer der er behov for i værktøjskassen, og hvilke der skal tages i brug fra sag til sag. Og han understreger, at undersøgelserne – lige meget hvor langvarige og dyre de er – bliver nedsat som et produkt af den politiske proces og derfor også vil blive brugt politisk.

”De bliver typisk ikke nedsat som følge af en abstrakt trang til sandhedssøgen, men som udslag af en politisk proces. De foregår jo i et spil mellem regering og opposition, og derfor bliver de naturligt nok også en del af den politiske kamp, som jo føres på mange måder, og en af de måder er altså ved politiske skandalesager,” siger Jens Peter Christensen og advarer dermed imod forestillingen om, at man kan finde en komplet apolitisk måde at undersøge skandalesager på. Det samme mener Bo Smith.

“Forestillingen om, at man vil kunne danne en komite af folketingsmedlemmer, som fungerer upolitisk, er helt naiv. Et hvilket som helst system vil jo blive brugt at politikere i den politiske kamp,” siger Bo Smith.

”De, der ikke synes, at en sag er stor og væsentlig nok, de kalder det politisk drilleri. Og de, der beskyldes for at drille, siger, at det er en meget alvorlig sag. Det er der ingen ultimativ sandhed om. Undersøgelser bliver en del af det politiske spil, og det er ikke noget særligt dansk. Sådan er det også i Norge, Storbritannien og USA,” tilføjer Jens Peter Christensen.