Det er nærmest et mirakel, at FN nu får den 67-årige portugiser António Guterres som ny leder. I en tid præget af politisk populisme fra Rusland over Frankrig til Storbritannien og USA og et nyt moralsk nulpunkt i Syrien – takket være stormagternes kynisme – er det næsten ikke til at fatte, at det er lykkedes FN’s Sikkerhedsråd at enes om den uden sammenligning stærkeste og mest kapable af de forhåndenværende kandidater til posten som generalsekretær i FN efter sydkoreaneren Ban Ki-moon.

Guterres er tidligere socialdemokratisk premierminister i Portugal 1995-2002. Derefter var han leder af den socialdemokratiske verdensorganisation Socialistiske Internationale og fra 2005 til 2015 leder af FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR.

Det er første gang, FN får en leder, der har personlig erfaring som regeringsleder. Samtidig er Guterres anerkendt for ikke alene at kunne sine sager helt ned i detaljen, men også for at kunne kommunikere dem på en helt anderledes effektiv facon end eksempelvis Ban Ki-moon. Ud over sit portugisiske modersmål taler Guterres fremragende engelsk, fransk og spansk. Det demonstrerede han uden manuskript under en af de nyskabende kandidatsamtaler, som Mogens Lykketoft i sin egenskab af formand for FN’s generalforsamling fik arrangeret i Sikkerhedsrådet henover indeværende år. Denne usædvanligt åbne proces har ifølge bl.a. The Economist bidraget kraftigt til den overraskende uproblematiske udpegning af Guterres.

Den portugisiske socialdemokrat er i retorisk forstand fuldstændigt komfortabel på alle tre fremmedsprog, og samtidig har han helt tydeligt de oratoriske evner, som politikere udvikler i deres møde med vælgerne. Og som gør, at politikere er at foretrække frem for de tidligere diplomater og topembedsmænd, der alt for ofte ender som kompromiskandidater på topposter i vigtige internationale fora. Klar, kontant, visionær og empatisk tale er – skal man huske – det vigtigste våben i et internationalt samfund, der bestræber sig på at sikre verdens borgere frihed og velstand. Iagttagere beskriver António Guterres som en person, der besidder både de kompetencer og den stamina, der skal til for at håndtere de mange ledelsesmæssige, administrative, diplomatiske og politiske udfordringer, FN står over for i de kommende år. Hvis FN skal kunne kalde sig selv en succes, skal verdensorganisationen med hovedsæde ved East River i New York forebygge krig, forsvare menneskerettighederne og lægge grunden for en bæredygtig økonomisk udvikling verden over.

Når det gælder freden, er syriske og russiske kampflys aktuelle bombninger af Syriens næststørste by Aleppo endnu et hjerteskærende bevis på, at det internationale samfund er magtesløst, hvis ikke verdens førende magter i FN’s Sikkerhedsråd kan enes om at afstå fra våbenmagt. Men samtidig er den realistiske vurdering af den sag jo også den, at kun en overvældende amerikansk militær indgriben uden FN-opbakning kunne have stoppet den syriske diktator Bashar al-Assad og dermed formentlig den syriske borgerkrig.

Når det gælder menneskerettighederne, er det først og fremmest verdens flygtninge, FN kan hjælpe – hvis verdens lande leverer de nødvendige ressourcer. Guterres har i snart 10 år advaret om den uholdbare flygtningesituation i Mellemøsten og det centrale Afrika, og han fastslår igen og igen, at forebyggelse af væbnede konflikter er verdenssamfundets mest effektive vej til at reducere antallet af flygtninge i verden. Når verden ikke forebygger konflikter, opstår der situationer som den aktuelle, hvor millioner af mennesker flygter og søger mod en fremtid i eksempelvis Europa.

Guterres forstår godt, at europæerne bliver bekymrede, når de – som det skete i efteråret 2015 – i deres tv om aftenen ser store grupper af flygtninge marchere ad motorveje og langs jernbanespor. Men han insisterer samtidig på, at borgernes utryghed først og fremmest skyldes, at EU-landenes nationale politikere ikke i tide fik sørget for, at modtagelsen af de mange flygtninge skete på en ordentlig og kontrolleret måde. ”Der findes ingen solidaritet på dette område i Europa. Det er der, problemet ligger,” lyder det fra Guterres.

Frem til udnævnelsen af Guterres hed det sig, at den nye generalsekretær helst skulle være en kvinde og en østeuropæer. Det blev en mand fra vest, men en europæer blev det for første gang, siden den østrigske krigsforbryder Kurt Waldheim fra 1972 til 1982 beklædte posten. Selvom generalsekretærens nationale oprindelse bør være af underordnet betydning, er der næppe nogen tvivl om, at António Guterres er godt klædt på til at forstå de komplekse udfordringer, der ligger i at få Europa til at påtage sig et betydeligt større ansvar for verdens tilstand, end man har gjort siden 1945.

De dage er ovre, hvor Europa kan forvente, at USA alene vil og kan forsvare vestlige værdier som demokrati og retsstatslighed på den globale scene. I de kommende årtier vil Vestens indflydelse i verden mindskes betydeligt, i takt med at Kina og andre hurtigt voksende udviklingsnationer styrkes økonomisk. Hvis man skal gøre sig håb om, at denne udvikling går hånd i hånd med bæredygtige fremskridt i økonomisk, social og miljømæssig forstand, forudsætter det, at Europa ikke alene står ved sine værdier. Men også at man er villig til både at investere penge og politisk kapital i det FN, der uanset organisationens bureaukratiske fejl og mangler fortsat er det eneste sted, verdenssamfundet kan træffe de globale politiske beslutninger, der giver håb om at gøre verden til et bedre sted at leve.

Med klimaaftalen fra Paris sidste år viste FN, at man med lige dele ambitioner og politisk pragmatisme rent faktisk kan skabe global konsensus om at imødegå kollektive udfordringer. I de kommende år vil det vise sig, om FN-systemet får lige så stor succes med at samle opbakning bag sine 17 nye bæredygtighedsmål – de såkaldte SDG’er – som man har haft med at opfylde FN’s såkaldte Millennium Goals fra år 2000. Man kan ikke forlange af António Guterres, at han skal skabe mirakler. Men hans betydelige erfaring, ambition, pragmatisme og lederskab gør det realistisk at tro på, at FN rent faktisk kan gøre en forskel for de næsten 200 lande og syv milliarder verdensborgere, der med rette forventer, at verdens udvikling er drevet af høje menneskelige idealer og ikke af rå militær magt.