“Folk søger den nemme information, der passer med deres syn på verden. Det bekymrer mig.”

Den globale klimadebat har langt om længe rykket sig videre, så politikere nu begynder at handle på udfordringerne. Men gamle usandheder og tilbageviste påstande dukker op igen og igen i debatten, fordi de lever på nettet. Og det bekymrer klimaforsker Jens Hesselbjerg Christensen.
Andreas Baumann

Som en af hovedforfatterne bag FN’s klimarapport har klimaforsker Jens Hesselbjerg Christensen fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet befundet sig midt i den globale klimadebat i årevis. Han fortæller, at debatten langt om længe har rykket sig videre fra det kontroversielle spørgsmål om, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte. Det er stort set alle med en faglig ballast enige om, understreger han. Alligevel er han bekymret på videnskabens vegne på grund af tidens trumpistiske tendenser og folks informationssøgning i egne ekkokamre, hvor usandheder og allerede tilbageviste påstande lever i bedste velgående.

“Det sted, vi ser de største angreb på klimaforskningen, er selvfølgelig i USA. Men noget af kritikken spirer også op andre steder, så argumenterne dukker med mellemrum også op i debatten herhjemme. Og helt overordnet oplever jeg også her i Danmark, at folk ofte allerede har dannet deres mening om klimaforandringerne på baggrund af, hvad de har samlet op af argumenter fra blogs rundt omkring på internettet.”

“Sagen er den, at der i dag er meget få med faglig tyngde på klimaområdet, som betvivler, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Men der dukker alligevel argumenter op igen og igen, som egentlig er blevet tilbagevist videnskabeligt flere gange. De lever deres evige liv på nettet. Bjørn Lomborg er et godt eksempel. Han er jo helt tavs nu. Men fordi klimadiskussionen har været så markant på den internationale dagsorden, så står nogle af de ting, han har påstået, stadigvæk tilbage i luften, som om de var uimodsagt. Men det er ikke rigtigt. De er videnskabeligt tilbagevist.”

Men klimadebatten har rykket sig. Hvordan det?

“Med Parisaftalen for halvandet år siden flyttede fokus i debatten sig fra at handle om, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte, til et fokus på, at der skal findes en løsning. Så fra politisk side har man taget det skridt og dermed accepteret, at der stadig er lidt videnskabelig tvivl, men vurderet, at den ikke er relevant nok til at tilbageholde handling.”

“Det er bare ikke givet, at det vil fortsætte. Hvis det viser sig, at en trumpisitisk tankegang breder sig mere markant, og at man ignorerer fakta, fordi det ikke passer ind i den politiske virkelighed, så betyder det jo også, at vi bevæger os væk fra at have et anker i den videnskabelige autoritet i debatten.”

“Og helt overordnet kan jeg også godt være lidt bekymret over de demokratiske konsekvenser ved, at vi begynder kun at søge information i de sfærer, som vi nu engang allerede tror på. Lige for øjeblikket synes jeg, at det bliver værre. Der er en klar tendens til, at diskussionen går så hurtigt hele vejen rundt, at folk søger nemme løsninger og den nemme information, der passer med deres syn på verden. Det bekymrer mig.”

Hvad er opgaven for jer forskere så?

“Jeg tror, det vigtigste er, at fagligheden er stærk. Hvis man ikke har sit på det tørre i det faglige bagland, så mister man autoritet som ekspert. Men det er jo også vigtigt at kunne kommunikere. Og jeg tror, at der er et behov for, at flere af mine kolleger åbner op og giver interview til journalister eller stiller op for at udbrede deres viden. Det skal vi som forskere gøre, fordi vi kan bidrage med noget.”

Skal I gøre noget anderledes i jeres kommunikation?

“Noget af det, vi skal blive bedre til, er f.eks. at forklare, hvad vi videnskabeligt mener med usikkerhed. For det er jo et begreb med to helt forskellige betydninger afhængigt af, om du er i den offentlige eller i en videnskabelig debat. I klimaforskningen er usikkerhed noget, vi hele tiden har med i beregningerne. Men i offentligheden lyder det næsten, som om man ingenting ved, hvis man siger, at der er usikkerhed ved noget forskning. Så nogle gange skal man måske bruge en anden terminologi, når man som forsker skal ud med et budskab i en bredere kreds.”

Er du som forsker ikke selv med til at politisere klimaforskningen, når du f.eks. er hovedforfatter på FN’s klimarapport?

“Styrken ved FN’s klimarapporter er, at anbefalingerne til handling ikke kommer fra klimapanelet, men fra landene og FN selv. Opgaven for eksperterne i klimapanelet er sådan set bare at fremlægge den eksisterende viden om problemet og opstille nogle forskellige handlemuligheder og pege på de sandsynlige konsekvenser ved dem. Som fagmand og forfatter har jeg ikke nogen politisk holdning til, hvad man skal gøre.”

Men du har vel personligt en holdning?

“Jeg svarer gerne, hvis journalister eller embedsmænd i ministeriet spørger mig om min holdning, så på den måde blander jeg mig, og jeg kan heller ikke helt undslå mig som borger at have en mening om, hvorvidt klimaforandringerne er et problem eller ej. Det har jeg på et tidspunkt taget stilling til, og jeg synes, det er et problem, hvis klimaet forandrer sig voldsomt.”

LÆS OGSÅ:

Videnskabens autoritet er under pres

“Politikerne er de allerværste”

Opråb til forskerne


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu