”Dansk forskning og dansk kultur ville være ilde stedt uden fondene. Nogen kunne måske drømme om, at fondsmidlerne i stedet blev uddelt gennem f.eks. offentlige forskningsråd. Det, mener jeg, ville være en katastrofe,” siger Flemming Besenbacher.

Han er formand for Carlsbergfondet, der som en af Danmarks store erhvervsdrivende fonde både ejer en C20-virksomhed og deler ud af overskuddet til filantropiske formål. Hvert år bliver det til omkring 200 millioner kr. i donationer til dansk forskning og gennem Ny Carlsbergfondet til cirka 120 millioner kr. til dansk kunst og kultur.

Det er afgørende, at det ikke kun er staten, der uddeler penge til de formål, mener Besenbacher.

”Jeg er sikker på, at vi i Danmark har en model med private fonde, der kan bidrage til forskning, kunst og kultur, så den samlede værdiskabelse er langt større, end hvis man opkrævede pengene i skatter og fordelte dem over finansloven,” siger han.

Præcis som Carlsberg-stifteren I.C. Jacobsen ønskede det, da han i 1876 testamenterede virksomheden til Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, styres Carlsbergfondet også i dag af anerkendte og meriterede forskere. Besenbacher selv har siden 1996 været professor ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, og han har publiceret artikler i nogle af de mest anerkendte internationale forskningstidsskrifter som Nature og Science. Og selv om fondene har stor betydning for dansk kultur og forskning, så understreger Besenbacher også, at fondene ikke kan gøre den store forskel alene.

”Jeg tror på, at den bedste og største værdiskabelse i forsknings- og kulturverdenen sker med kombinationen af private fonde og offentlig støtte. Donationerne fra de to aktører spiller sammen. Fondene kan jo ikke finansiere et universitet. Vi kan give penge til et forskningscenter eller til unge menneskers forskningsprojekter. Men uden de basismidler, universiteterne får fra det offentlige, giver fondenes bidrag jo ingen mening. Når vi støtter et ungt menneskes forskning med en bevilling, skal der jo allerede være både lokale, apparatur osv. Og det betyder også, at man så skal passe meget på med at skære for kraftigt i universiteternes basismidler,” siger han.

Niels Bohr og arkæologi som rollemodel

Han peger på, at dansk forskning netop ligger i top internationalt set på grund af den finansieringsmæssige diversitet, der indebærer, at mange fonde har andre prioriteter end det offentlige.

”Det er den balance mellem de mange private fonde, de offentlige forskningsfonde og universiteternes rammebevillinger, der giver værdi.”

Hvor vil du pege på, at Carlsbergfondet har gjort en forskel, som ikke lige så godt kunne være sket gennem finansloven?

”Fra stiftelsen i 1876 og frem til i dag har Carlsbergfondet haft fokus på talentudvikling og dermed generationsskifte på de danske universiteter. Vi sender de absolut bedste danske ph.d.’er til førende udenlandske universiteter, for at de selv kan skabe et internationalt netværk og medvirke til internationalisering af dansk forskning. Efter et par år i udlandet trækker vi dem tilbage til Danmark, så de kan skabe sig en selvstændig karriere på universiteterne. De netværk, som disse udlandsophold skaber, har været og er med til at sikre Danmarks internationale topposition inden for forskning. Et fremragende eksempel er Niels Bohr, som indledte sin internationale karriere med et forskningsophold hos Rutherford i Manchester. Mange nutidige fastansatte universitetsforskere har modtaget deres første bevilling fra Carlsbergfondet på dette kritiske tidspunkt i karrieren, hvor det ellers ofte er vanskeligt at tiltrække egne midler.”

”En helt ny fondsstatistik viser, at Carlsbergfondet også i dag yder afgørende bidrag til dansk forskning. Tallene viser, at vi er den største private bidragyder inden for humaniora. Som ét eksempel blandt mange kan jeg nævne, at dansk arkæologi i dag er verdensførende, og det er den bl.a., fordi Carlsbergfondet siden oprettelsen har ydet støtte til dette forskningsområde, fordi andre aktører ikke har ydet den nødvendige støtte. Det eksempel illustrerer, at vi som fond kan træde til der, hvor andre ikke kan – eller vil – bidrage, men hvor vi selv mener, at der er et behov og mulighed for værdiskabelse til gavn for samfundet. Og der er uden tvivl mange andre af de glimrende projekter, som Carlsbergfondet har støttet, der ikke ville have fået støtte fra staten.”

Uendelig horisont skaber resultater

Hvad er det, fondene kan, som politikerne ikke kan?

”De danske fonde har en langsigtet strategi og i princippet en uendelig horisont, der ikke afhænger af den siddende regerings præferencer. Og fondene har mulighed for at operere mere frit og agilt, da de ganske enkelt er mindre bureaukratiske og kun er bundet af en fundats. De kan tillade sig at tage en større kalkuleret risiko i nogle projekter, velvidende at resultaterne ligger langt ude i fremtiden. Sådan er det jo f.eks. med grundforskning – vi kan ikke måle impact efter et år eller to.”

Hvad siger du til kritikken af, at I har lige lovlig meget indflydelse – uden om de demokratiske institutioner – på, hvilken kunst, kultur og forskning, der skal have et løft?

”Jeg forstår ikke helt de folk. Jeg kan ikke tale for alle fonde, men i Carlsbergfondet har vi meget fokus på det enkelte individ – altså er det en dygtig forsker, en god ansøgning, et originalt projekt? Vores formel er meget simpel: Vi giver pengene til den bedste forsker med det bedste projekt. Det er dog klart, at når staten i disse år skærer i budgetterne, så stiger interessen for fondsmidler, og vores indflydelse øges dermed.”

”Jeg tror, at noget af den kritik, der har været af fondene, opstår, når nogle af mine kolleger inden for fondsverdenen kommer med meget store bevillinger inden for et meget specifikt område. Der er ingen tvivl om, at mine venner ude fra Novo har lavet nogle kæmpe satsninger. Her kan man godt diskutere, om det er med til at skævvride dansk forskning. Men omvendt kan man sige, at havde det ikke været for Novo, så havde de forskningsområder været ilde stedt.”

Og hvad med kritikken af, at I ikke har demokratisk legitimitet?

”Man kan ikke diskutere, at fondene er mindre demokratiske i klassisk forstand. Men fondene skal leve op til nogle demokratisk besluttede regler, såsom regler for god fondsledelse, og bestyrelser og udvalg i fondene gør meget for at udvælge modtagerne objektivt med fokus på faglighed. Fondenes legitimitet beror først og fremmest på, at vi giver pengene til de bedste kunsterne og forskere. Vi belønner kvalitet, meritter og excellence,” siger Flemming Besenbacher og fortsætter:

”Det burde det offentlige tage ved lære af. Der er alt for meget fokus på kvantitet frem for kvalitet i f.eks. universitetsverdenen. Det må høre op. Vi må fokusere på at styrke kvaliteten og excellencen. Den eneste måde, vi kan konkurrere globalt, er ved at styrke de eliteforskningsenheder, vi har herhjemme.”

Der er også fra tid til anden kritik af, at fondene er for lukkede og på den måde er en magtfaktor, som offentligheden ikke kan kigge i kortene?

”Der kan jeg kun sige én ting til mine kolleger i fondene: åbenhed, åbenhed, åbenhed. ’Fortæl, hvem I giver pengene til, fortæl, hvad I gør’. I gamle dage, hvor fondene ikke ville kommunikere, det går ikke længere. For det eneste, vi opnår med det, er, at politikere og andre siger: ’Hvis ikke de vil fortælle, hvad de gør, så gør de sikkert noget, der ikke kan tåle at se dagens lys.’ Og det mener jeg ikke er rigtigt. Derfor vil fondene gøre sig selv en kæmpe tjeneste ved at have åbenhed og transparens, og det synes jeg også i stigende grad, jeg oplever de fleste steder.”

LÆS OGSÅ:

Private penge holder hånden under dansk forskning

Fonde har gjort dansk kultur rigere

Danmarks største fonde: Gør det attraktivt at stifte nye fonde