Et bredt flertal af Folketingets politikere har vedtaget et 70 procents reduktionsmål for den danske CO2-udledning. Med den beslutning følger en omstilling af hele det danske arbejdsmarked, som vil skabe mange spændende job til de danskere, der kan følge med udviklingen. 

Men en stor del af det danske arbejdsmarkeds kompetencer er indstillet på den fossile økonomi, og den acceleration, politikerne har fundet nødvendig med klimaloven, rummer betydelige sociale risici.  

Derfor er der brug for at tænke helt nyt, mener den tværfaglige, forskerdrevne alliance Klima- og Omstillingsrådet (KOR). I et nyt notat puster KOR liv i en gammel beskæftigelsespolitisk idé: job til alle. 

”Vi har et mulighedsunderskud i vores beskæftigelsessystem, som vi har brug for at gøre noget ved,” siger Asker Voldsgaard, der er ph.d.-studerende på University College London og notatets hovedforfatter. 

Ifølge Asker Voldsgaard trænger det danske beskæftigelsessystem til en opgradering, der ruster os til fremtiden. Staten skal garantere, at alle danskere kan få et job, når den grønne omstilling begynder at tage fart og stille nye krav til arbejdsmarkedet.  

I notatet udpeger KOR de 14 mest klimabelastende brancher i Danmark og en række brancher, der er afhængige af de klimabelastende aktiviteter. I alt cirka 300.000 personers beskæftigelse er enten direkte eller indirekte udsat for den grønne omstilling, hvilket svarer til hver tiende arbejdstager. 

“Det er ikke en dommedagsprofeti. Men den grønne omstilling kommer til at kræve nogle strukturelle forandringer på arbejdsmarkedet, og der skal vi udvise rettidig omhu,” siger han.  

Statens unikke rolle i samfundsøkonomien 

Sidste år nedsatte regeringen en kommission for såkaldte andengenerationsreformer med økonom Nina Smith i formandsstolen. KOR’s forslag om en jobgaranti er sendt med direkte adresse til Smith og kollegerne i kommissionen, som efter eget udsagn er klar til at tage imod nye ideer i erkendelse af, at beskæftigelsespolitikkens lave frugter er plukket. 

Under coronakrisen er langtidsledigheden vokset. Med en accelererende grøn omstilling risikerer gruppen af udsatte at vokse. Ifølge Asker Voldsgaard har det dog længe stået klart, at den danske velfærdsstat ikke formår at få nok danskere ud på arbejdsmarkedet. Det beskæftigelsesniveau, Danmark nåede før oliekrisen, er vi nemlig aldrig vendt tilbage til, hvis man ser bort fra en kort periode op til finanskrisen. 

Dette strukturelle bagtæppe gør, at en jobgaranti ifølge Voldsgaard ikke bare er et sympatisk luftkastel, men sund fornuft. Det betyder, at staten tager ansvar for at holde borgerne i gang, selv om de samfundsøkonomiske konjunkturer svinger, og kravene til arbejdstagerne ændrer sig. Politikerne skal stadig prioritere at få så mange som muligt i ordinær beskæftigelse, men når en recession koster jobs i den private sektor, kan staten tillade sig at hyre overskuddet.  

Det er en slags ekspansiv finanspolitik, der holder arbejdsstyrken skarp og samtidig forhindrer social nedtur og den mismodighed, som langtidsledighed kan medføre. Den dag, opsvinget kommer, vil statens udgifter til jobgarantien falde i takt med, at den private sektor igen begynder at hyre folk, og dermed vil ordningen automatisk stabilisere finanspolitikken efter det aktuelle behov.  

”Der er kun én økonomisk aktør, der har mulighed for at skabe alle de samfundsmæssige fordele ved at have tilnærmelsesvis fuld beskæftigelse, og det er staten. Staten kan garantere et job til alle de mennesker, som den private sektor ikke for indeværende har brug for. Og der er rigeligt med problemer at løse i den offentlige sektor,” siger han.  

Man skal ifølge Voldsgaard bare gå en tur på et almindelig dansk plejehjem for at finde vigtige opgaver at løse. På samme måde ville det have skabt værdi i starten af coronakrisen, hvis staten havde rådet over en gruppe borgere, som hurtigt kunne mobiliseres til smitteopsporing i den akutte situation.  

“Vi har en meget markedsgjort ide om, hvad der i en meget snæver forstand er produktivt. I stedet bør vi fokusere på at løse problemer med den til enhver tid ledige arbejdskraft,” siger han. 

Den kreative destruktion må ikke destrueres 

Nabanita Datta Gupta, der er økonomisk vismand og professor på Aarhus Universitet, er imidlertid ikke overbevist om, at en statssanktioneret jobgaranti er den type reform, Danmark har brug for lige nu.  

”I Danmark har vi et veludviklet arbejdsløshedssystem, som løser perioder med arbejdsløshed ret godt. Derfor kan jeg ikke se, hvorfor der er behov for en jobgaranti i et land som Danmark,” siger hun.  

Tværtimod risikerer en jobgaranti at ødelægge den mekanisme, økonomer kalder ”kreativ destruktion”. Hvis samfundet skal blive ved med at udvikle sig, er der nødt til at være nogle virksomheder, som går konkurs, fordi der kommer en ny på markedet, som kan gøre det bedre. Den friktion skaber en arbejdsløshed, som er en forudsætning for samfundsøkonomisk udvikling. 

Vismanden er sympatisk indstillet over for idéen og kan se den have et positivt formål i udviklingsøkonomier som Indien. Siden 2005 har skiftende indiske regeringer eksperimenteret med jobgarantiordninger i landområder. Men konteksten her er dog afgørende.  

”I disse områder er der ikke bare arbejdsløshed men underbeskæftigelse, og der er mange marginaliserede grupper i samfundet, hvor staten kan spille en større rolle i at skabe jobs.” 

Ifølge Nabanita Datta Gupta er den grønne omstilling en større udfordring for det danske samfund end coronapandemien. Men snarere end garanteret beskæftigelse har danske lønmodtagere brug statens hjælp til at komme i gang med opkvalificering og efteruddannelse, så de får flere muligheder for at blive en del af det grønne arbejdsmarked.  

”Vi skal selvfølgelig udnytte folks kompetencer og give folk en chance. Men jeg kan være nervøs for, at det vil dræbe nogle incitamenter til nogensinde at dygtiggøre og opkvalificere sig, hvis man ved, at man altid bare kan få et job til en vis løn i staten,” siger hun. 

Rejsen mod den politiske midte 

Trods vismandens skepsis er der i de senere år kommet en øget, positiv opmærksomhed på jobgaranti-idéen. I foråret skrev en større forskersammenslutning, blandt andre økonomerne Thomas Piketty, Gabriel Zucman og Dani Rodrik, et debatindlæg i The Guardian med budskabet om, at coronakrisen havde aktualiseret behovet for at demokratisere arbejdspladsen og ”kollektivt sikre meningsfuld beskæftigelse til alle”. 

For tre år siden tog fem fremtrædende amerikanske senatorer fra Det Demokratiske Parti initiativ til et jobgarantiprogram. Gruppen, der bestod af Cory Booker, Elizabeth Warren, Kirsten Gillibrand, Jeff Merkley og Kamala Harris foreslog i første omgang ordningen som et pilotprojekt i udvalgte områder, rettet mod nogle af samfundets udsatte grupper. Det vil vise sig, om dette forslag rykker endnu tættere på konsensus hos Demokraterne, nu hvor Kamala Harris er blevet vicepræsident i en Biden-administration, der har lovet en omfattende og finanspolitisk ambitiøs corona-genopretning.  

Længere er man nået i Østrig, hvor Marienthal, en lille landsby syd for Wien, siden november 2020 har været testområde for en jobgarantiordning, som drives og undersøges af en gruppe forskere fra Oxford University. Omtrent 150 langtidsledige har i Marienthal fået statsbetalte jobs i områder som børnepasning, gartneri eller renoveringsbranchen. Forskerne bag pilotprojektet forventer en årlig pris på 29.841 euro per deltager, hvilket i grove træk svarer til statens aktuelle årlige omkostninger til arbejdsløse. Det er desuden forskernes forventning, at ordningens beskæftigelse vil indbringe staten indtægter for omkring 383.000 euro.  

Ifølge Asker Voldsgaard bør Nina Smiths kommission og regeringen lade sig inspirere af det østrigske eksempel og teste ordningen i en række danske kommuner. Den danske beskæftigelsespolitik har ifølge Voldsgaard i de seneste to årtier været præget af en pisk-logik med tvivlsomme positive effekter af. ”Det vil i sidste ende altid være et trosspørgsmål, hvad der driver mennesker,” siger han. Det er ifølge Voldsgaard oplagt at kombinere jobgarantiens stabilitet med løbende opkvalificering, men han er ikke nervøs for, om jobgarantien vil blive for attraktiv, at den vil hæmme folks lyst til at komme i ordinær beskæftigelse.  

Ifølge Voldsgaard vil en stabil hverdag med succesoplevelser og noget at stå op til virke motiverende og åbne nye muligheder for folk, der ellers sad fast i arbejdsløshed. Jobgarantien giver ikke mulighed for forfremmelser eller gode tillægsordninger, som det almindelige arbejdsmarked kan tilbyde.   

”Der er ikke noget karrierespor i jobgarantien. Man kan se det som et stabilt plateau at stå på. Man aflønnes med en politisk vedtaget sats, og det er det.”