Velfærdsstatens advarselslamper blinker rødt. Hver fjerde dansker i den erhvervsaktive alder er på dagpenge, kontanthjælp, førtidspension eller anden offentlig forsørgelse. Antallet af folk med kroniske lidelser stiger eksplosivt og sluger langt den største del af sundhedsvæsenets ressourcer. Luftforurening og andre miljøproblemer belaster hvert eneste år sygehusene med ekstra udgifter i milliardklassen. Og velfærdssamfundet er ved at kollapse under den stigende forsørgerbyrde.

Det hidtidige fremherskende paradigme i den danske velfærdsmodel har været at behandle problemerne, når de opstår. Men i takt med, at regningerne og problemerne hober sig op, er behovet for markante brud med den hidtidige praksis blevet tydeligt.

En nytænkning af den danske velfærdsmodel, hvor man går fra behandlingssamfund med mange dyre og kortsigtede lappeløsninger til et forebyggelsessamfund med mere bæredygtige løsninger, kan spare samfundet for store omkostninger og minimere det enorme menneskelige og økonomiske ressourcespild.

En vækst i bruttonationalproduktet på kort sigt er ikke velstandsfremmende, hvis man de følgende år slæber rundt på en række afledte økonomiske udgifter i sundheds-, social- og miljøsystemet, som koster samfundet milliarder af kroner. En offensiv, sammenhængende og mere strategisk forebyggelsesstrategi kan derimod udløse årlige samfundsøkonomiske gevinster for et tocifret milliardbeløb, viser Mandag Morgens strategiske analyse, der er baseret på samtaler med en række kilder, analyser og rapporter.

Der skal krydses faggrænser, økonomiske barrierer skal brydes ned, og hele værktøjskassen i form af bl.a. lovregulering, skatter og afgifter, screening, velfærdsreformer, øget forskning samt forpligtende nationale og lokale målsætninger skal i brug.

Flere undersøgelser har vist, at danskerne gerne vil prioritere forebyggelse. De er åbne over for at tage større ansvar både for sig selv og for andre. Derfor har politikerne både nationalt og lokalt en unik mulighed for at gøre forebyggelse til en positiv dagsorden med fokus på livskvalitet, det sunde liv og livsglæde. Det vil kræve en ny fortælling om forebyggelse med mindre fokus på moralisering og protester mod forbud og afgifter. Rygeloven er et illustrativt eksempel. Da loven blev indført i 2007, skete det under store folkelige protester. Men her fire år efter er kritikken forstummet, og nu er der faktisk et udbredt ønske i befolkningen om yderligere skærpelser af loven.

En offensiv forebyggelsesstrategi vil også betyde, at politikere, virksomheder, organisationer og civilsamfundet er tvunget til at revidere en lang række politikområder de kommende år som sundheds-, beskæftigelses- og uddannelsespolitikken, i takt med at ældrebyrden bliver vendt til en ældrestyrke. Allerede i dag halter samfundsstrukturen efter den biologiske udvikling. Da Danmarks første alderdomsforsørgelseslov for “værdigt trængende” blev indført i 1891, blev pensionsalderen fastsat til 60 år. Ikke meget har ændret sig i løbet af de 120 år. Men dengang var den forventede levealder kun 50 år. I dag kan hver anden nyfødte pige forvente at leve 100 år. Skal de ekstra vundne leveår ikke bare resultere i ekstra forsørgelsesbyrder, skal velfærdssamfundet indrettes, så det høster de økonomiske og menneskelige potentielle gevinster ved den stigende ældrestyrke. Her er forebyggelse et nøgleord.
En overvældende mængde økonomiske cost-benefit-regnestykker har efterhånden dokumenteret, at det gamle ordsprog om, at det er bedre at forebygge end at behandle, også holder til en moderne økonomisk analyse. Det er faktisk meget billigere, hvis man på forhånd tænker forebyggelsen ind i sundheds-, social- og miljøpolitikken. Talrige analyser på de tre områder viser, at en forholdsvis lille indsats hurtigt tjener sig ind mange gange. Som et eksempel kan der peges på en analyse fra Copenhagen Consensus Center, der konkluderer, at en investering i at undgå fejl i sundhedsvæsenet – også kaldet utilsigtede hændelser – kan udløse store økonomiske og menneskelige gevinster, da det kan forebygge eksempelvis fejlmedicinering, infektioner og i de mest ekstreme tilfælde døden. Sidste år blev der indberettet over 34.000 utilsigtede hændelser fra regioner, kommuner og private sygehuse. Det er en stigning på 36 pct. på bare et år. Men hvis man bruger f.eks. 200 millioner kr. hvert år over fem år til målrettede indsatser for at undgå utilsigtede hændelser på hospitalerne, kan det udløse en samfundsmæssig gevinst på i alt 17 milliarder kr., viser beregningerne.

Ofte kan selv forholdsvis små indsatser udløse store økonomiske og menneskelige gevinster. Det er opfølgende hjemmebesøg hos ældre medicinske patienter i Glostrup samt en række vestjyske kommuner som Herning, Holstebro og Ikast-Brande et godt eksempel på. Her kommer en læge og en hjemmesygeplejerske på besøg i de ældres eget hjem kort efter, at patienterne er udskrevet fra sygehuset. Det har betydet et markant fald i antallet af genindlæggelser. Dansk Sundhedsinstitut anslår, at opfølgende hjemmebesøg i de jyske kommuner giver en samfundsøkonomisk besparelse på 12.375 kr. pr. borger.

“Det er måske det bedste projekt, jeg nogensinde har evalueret. Kommunerne og regionerne får den investerede kapital tilbage – flere gange,” siger senior projektleder i Dansk Sundhedsinstitut Jakob Kjellberg, der har stået for omkostningsanalysen sammen med kollegaen Anne So­phie Oxholm. Jakob Kjellberg understreger dog, at det positive resultat ikke er ensbetydende med, at alle andre kommuner bare kan indføre samme ordning med samme gode resultat.

De mange enkeltstående succeshistorier har dog ikke rykket det store ved prioriteringerne i velfærdssystemet. Gennem årene har skiftende regeringer lanceret talrige forslag til store forebyggelsesinitiativer, men det har ikke for alvor ændret på, at vi først og fremmest bruger pengene på at behandle, ikke på at forebygge. For hver 100 kr., der i dag bliver brugt på at behandle patienter i sundhedsvæsenet, bruger kommunerne kun 40 øre på at forebygge, at folk ender på sygehuset.

Medierne har haft en stigende tendens i løbet af de seneste 10 år til at fokusere mere på forebyggelse. Det toppede i 2009, da Forebyggelseskommissionen landede sin omfattende rapport med 52 konkrete anbefalinger til et længere og bedre liv. Men siden har medierne haft faldende interesse for området, viser Mandag Morgens kortlægning. Se figur 1.

Det er paradoksalt. For i takt med, at et overskud på over 80 milliarder kr. er vendt til et underskud på knap 100 milliarder kr. på de offentlige finanser i løbet af blot fem år, finanskrisen har kostet 175.000 private job,zzzz og færre skal forsørge langt flere de kommende år som følge af den demografiske udvikling, stiger behovet dramatisk for at minimere menneskeligt ressourcespild gennem en ambitiøs forebyggelsesstrategi.

Brug for at hæve ambitionerne

Forebyggelsestanken har sin oprindelse på sundhedsområdet. Danmark kæmper ligesom alle andre lande med stigende udgifter til sundhedsvæsenet, og intet tyder på, at sundhedsudgifterne vil falde de kommende år. Tværtimod forudser de økonomiske vismænd, at udgifterne vil stige dramatisk frem mod år 2050 og betyde, at det offentlige skal finde mellem 50 og 100 milliarder nutidskroner mere om året til at drive sundhedsvæsenet. Inden for de næste syv år forventes antallet af danskere med en kronisk lidelse at stige til 2,2 millioner.

Samtidig koster danskernes dårlige helbred og nedslidning på arbejdsmarkedet samfundet et astronomisk beløb hvert år. På bare 25 år er antallet af folk, der modtager førtidspension, sygedagpenge eller anden offentlig forsørgelse pga. helbredsproblemer steget med næsten 60 pct., så antallet nu er oppe på 445.000 personer, og den samlede regning for helbredsbetinget forsørgelse løber op i 110 milliarder kr. årligt, viser beregninger foretaget af DA.

Den gode nyhed i den sammenhæng er, at mange af de kroniske lidelser og store folkesygdomme som diabetes, kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) og hjerte-kar-sygdomme kan forebygges. Og der findes gode bud på, hvordan forebyggelse kan få styr på de store kroniske dræbere som rygning, alkohol, mangel på motion og usund mad. Den dårlige nyhed er, at de virkelig virksomme redskaber får lov at blive i værktøjskassen.

En kraftig forhøjelse af tobaks- og alkoholafgiften er efter al erfaring en af de mest effektive metoder til at få danskerne til at droppe cigaretterne, drikke mindre alkohol og samtidig skabe et stort milliardbeløb til statskassen. Hidtil har skiftende regeringer dog afvist en kraftig afgiftsforhøjelse med henvisning til, at øgede afgifter på cigaretter vil få danskerne til at købe smuglersmøger og køre til Tyskland efter billige cigaretter.

En ny analyse foretaget af Dansk Sundhedsinstitut for Hjerteforeningen angriber dog de argumenter. Den konkluderer på baggrund af erfaringer fra Storbritannien, at øgede tobakspriser vil betyde både sparede liv og kæmpemæssige økonomiske gevinster for sundhedsvæsenet. Hvis afgiften skrues så meget i vejret, at en pakke cigaretter koster 53 kr., vil det give en økonomisk gevinst på 5,9 milliarder kr.

Før valget i september insisterede S og SF på, at prisen på en pakke cigaretter skulle stige markant. Men i den nye finanslov hæver de kun afgiften med 3 kr., så en pakke 20-styk-cigaretter i snit stiger til 41 kr. Frygten for grænsehandlen og smuglercigaretter var igen afgørende.

“Det er helt utrolig uambitiøst. Man overvurderer grænsehandlens omfang, da benzinpriserne er steget ganske meget, og folk er mere ømme over deres tid, så de ikke længere synes, det er så hyggeligt at køre en lang tur til grænsen,” siger forskningschef i TrygFonden Anders Hede.

Indsatsen – eller mangel på samme – over for rygningen er symptomatisk for meget forebyggelse i Danmark, mener Anders Hede. Der er for meget fløjlshandske og for lidt jernnæve over den nuværende forebyggelsespolitik, og den halter langt bagefter den generelle sundhedsudvikling i befolkningen.

“Engang var der stort set ingen ældre, der motionerede, bortset fra typer som Knud Lundberg. I dag er det nærmest en folkebevægelse. Engang delte man cigaretter ud som gaver. I dag vil det være så dårlig stil, at ikke engang satireprogrammer gør grin med det. Og alligevel er Danmark et af de sidste lande, der kom i gang med at indføre rygeforbud. Der sker kæmpemæssige forandringer i den brede samfundskultur. Men vores forebyggelsespolitik er på bagkant med denne udvikling,” siger Anders Hede.

Han mener, at Danmark har et kæmpe uforløst potentiale til at dæmme op for de galopperende udgifter til sundhedsvæsenet. Men det forudsætter et markant holdningsskifte og politisk vilje til at bruge en række værktøjer som lovregulering, skatter og afgifter, screening, finansieringsreformer samt forpligtende nationale og lokale målsætninger.

Dyr parkering på sidelinjen

Effekten af forebyggelse på det sociale område er ringere dokumenteret end på sundhedsområdet. Ikke desto mindre syner potentialet også her at være endog meget stort.

Ud af de 65.000 børn, der fødes hvert år i Danmark, er over hver tiende i risiko for at få store sociale problemer. Det har store menneskelige omkostninger, og det dræner de offentlige pengekasser for enorme summer. Regningen for det sociale arbejde for hver enkelt ungdomsårgang løber op i omkring 100 milliarder kr. målt over hele livet, hvis man direkte overfører konklusionerne fra en svensk undersøgelse. Det svarer til over 20 dagpengereformer. Hvis det lykkes at undgå, at bare få ender på sidelinjen, kan det spare samfundet for store økonomiske byrder. Gevinsten for samfundet kan løbe op i omkring 10 millioner kr. for en enkelt person, der sættes på sporet med uddannelse og job frem for at gå til bunds i social armod. Se også anden del: "Parkering forbudt på sidelinjen" nedenfor.

Socialpædagogernes Landsforbund har også sammen med analyseinstituttet CASA dokumenteret, at samfundet kan spare milliarder af kroner ved at investere i en massiv tidlig indsats over for en stor gruppe af de mest sårbare unge. En årlig investering på 4,7 milliarder kr. giver således et afkast på mellem 11 og 14 milliarder kr, hvis bare indsatsen virker for hver anden person. Også dette regnestykke er konservativt. For regner man en række afledte omkostninger med på bundlinjen som f.eks. udgifter til retsvæsenet, specialundervisning og til de marginaliseredes egne børn, vil den økonomiske gevinst være mange gange større.

Analysen dræber samtidig myterne om, at kommunerne ikke har de nødvendige økonomiske incitamenter til at styrke den sociale forebyggelse. For den viser, at for hver 100 kr., det offentlige sparer på området, går de 65 kr. til kommunerne.

Behovet for at tænke nyt på det sociale område er tydeligt, når man dykker ned i tallene. Skiftende regeringers forsøg på at sluse flere folk ind på arbejdsmarkedet er slået fejl. Næsten 1,5 millioner personer i den erhvervsaktive alder fra 16 til 64 år har på et tidspunkt i løbet af 2010 været offentligt forsørgede, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik. Og så er folk på SU og fleksydelse ikke engang talt med. Regner man det om til fuldtidspersoner, svarer det til 857.200 personer - eller 24 pct. af alle mellem 16 og 64 år.

Det er stort set det samme som tilbage i 1990. Dengang var der 838.000 personer på dagpenge, førtidspension, sygedagpenge og andre overførselsindkomster – svarende til 25 pct. af de 18-66-årige. Der har været krusninger undervejs i de mellemliggende 20 år. Men aldrig de helt store udsving. Og det på trods af, at der gennem årene er taget talrige initiativer for at få bugt med de mange folk på overførselsindkomst som f.eks. oprettelsen af det rummelige arbejdsmarked, fokus på virksomhedernes sociale ansvar, milliarder af kroner til efteruddannelse, mentorordninger, handlingsplaner, førtidspensionsreform, dagpengereformer, ordninger om fleksjob og kamp mod sygefraværet.

Ud over at samfundet betaler en ekstremt høj pris både menneskeligt, socialt og økonomisk, er udviklingen også dybt tankevækkende i betragtning af, at Danmark står over for en enorm udfordring de kommende år, når de store årgange for alvor begynder at gå på pension og der bliver færre på arbejdsmarkedet til at finansiere velfærdssamfundet.

Professor i organisations- og ledelsesteori Steen Hildebrandt fra Aarhus Universitet mener, at problemet med de mange folk på samfundets sidespor er så alarmerende og sammensat, at der er brug for radikal nytænkning på tværs af beskæftigelses-, social-, uddannelses- og integrationsområdet. Derfor appellerer han til regeringen om at nedsætte en kommission, der skal komme med bud på, hvordan kurven kan knækkes.

“Bare det fænomen, at der næsten er 120.000 unge ledige, burde få alle røde lamper til at lyse. Men vi kører fortsat nede i nogle gamle spor, som vi kender, selv om en stribe tegn viser os, at det er forkerte spor. Vi skal møde de her mennesker på helt nye måder. Ellers kommer vi ikke i kontakt med dem. Det er ikke bare unge. Det er også 40-årige og 50-årige. Det er ordblinde og analfabeter. Det er alle mulige grupper. Vi skal etablere alle mulige former for processer, hvor disse mennesker bliver hjulpet til først at få et ordentligt liv og dernæst komme i kontakt med arbejdsmarkedet. Og det haster,” siger Steen Hildebrandt.

Jobskabelse for djøf’ere

Skal forebyggelse op i gear, er der også behov for flere penge, for selv om pengene kommer ind igen i form af besparelser, tager det ofte noget tid. Penge til forebyggelse kan kanaliseres via bloktilskuddet fra staten til kommunerne. En anden mulighed er en lånepulje til kommunerne på f.eks. 1-2 milliarder kr. Borgmestrenes tilbagebetaling til staten kan afhænge af, hvor godt eller dårligt de enkelte forebyggelsesprojekter fungerer, som direktør i Dansk Sundhedsinstitut Jes Søgaard foreslår ud fra devisen om, at jo større dokumenteret effekt, jo færre penge skal betales tilbage.

Også den kommunale medfinansiering af landets sygehuse trænger til en grundlæggende revision, hvis der skal ske et paradigmeskifte på forebyggelsesområdet. Finansieringsmodellen blev opfundet af VK-regeringen som led i Strukturreformen og var tænkt som et økonomisk incitament til kommunerne til at styrke forebyggelse. Men ordningen har aldrig virket efter hensigten.

Folketinget ændrede ganske vist modellen før sommerferien, så borgmestrene nu udelukkende skal betale penge til sygehusene afhængig af, hvor mange af deres borgere, der bliver indlagt eller skal have foretaget en ambulant behandling.

Men det er langtfra alle behandlinger, de har mulighed for at forebygge. Eksempler er blindtarmsbetændelse, brækkede ben eller levertransplantationer. For slet ikke at tale om fødsler. Finansieringsmodellen kan også friste kommunerne til at satse på de områder, hvor muligheden for hurtige gevinster er størst, f.eks. unødvendige genindlæggelser af ældre medicinske patienter. Det risikerer at gå ud over den langsigtede forebyggelse rettet mod de store dræbere som rygning, usund kost, alkohol og mangel på motion. Mangel på evidens for, hvilke forebyggelsesaktiviteter der virker, hæmmer også kommunernes muligheder for at forebygge. Som forskningschef Anders Hede fra TrygFonden udtrykker det:

“Modellen er en fundamental bureaukratisk misforståelse, men er en glimrende jobskabelse for djøf’ere.”

Forurening koster sygedage

Det er ikke kun på social- og sundhedsområdet, at det nye forebyggelsesparadigme kan udløse store gevinster. Også på miljøområdet er der stærke forebyggelsesargumenter. I den forløbne uge har cementfabrikken Aalborg Portland protesteret kraftigt over, at regeringen vil hæve den såkaldte NOx-afgift, og virksomheden advarer imod, at det vil koste danske arbejdspladser, fordi man skal til at betale op imod 40 millioner kr. om året i afgifter. Men statsminister Helle Thorning-Schmidt har afvist at give efter for fabrikkens og industriens argumenter, og hun har videnskaben med sig. Forurening med NOx er ifølge en ny rapport fra den uafhængige EU-institution Det Europæiske Miljøagentur ganske skadelig – og dyr. I rapporten, der blev offentliggjort forleden, gennemgår agenturet de 10.000 mest forurenende virksomheder i Europa, og det viser sig, at Aalborg Portlands forurening indebærer samfundsøkonomiske og menneskelige tab til en værdi af knap 95 millioner kr. om året.

“NOx-forurening har en dokumenteret skadelig effekt på vores helbred og koster mange liv hvert år,” udtalte Martin Adams fra Det Europæiske Miljøagentur til Dagbladet Information.

Sagen om Aalborg Portland er en glimrende illustration af, at der er brug for at medtænke alle de afledte omkostninger og gevinster. Bekæmpelse af luftforurening er et vigtigt indsatsområde, hvis Danmark skal føre en mere offensiv og bredspektret forebyggelsesstrategi. I Danmark er udgangspunktet godt efter flere årtiers miljøpolitik, hvor det er lykkedes at reducere udledningen af svovloxider og kvælstofoxider, samtidig med at økonomien er vokset uden at øge udslippene af CO2 tilsvarende. Men der er stadig store problemer med luftforurening, og langt flere danskere dør af kræft end gennemsnittet i andre OECD-lande. I den seneste evaluering af miljøtilstanden i Danmark fastslår OECD, at 20 pct. af danskerne lider af allergi eller af luftvejssygdomme. Nu kan det ikke ses i samfundsøkonomien, når danskerne hoster, men når de indlægges på et hospital, koster det dyrt. En tværvidenskabelig rapport fra Centre for Energy, Environment and Health (CEEH) har regnet sig frem til, at luftforurening fra danske kilder påfører det danske samfund udgifter for 6 milliarder kr. om året, og 19 pct. af disse udgifter er afledt af vejtrafikken. Når forskerne lægger de problemer, luftforurening fra europæiske kilder skaber, oven i regnestykket, koster luftforureningen Danmark omkring 34 milliarder kr. om året.

Et regnestykke af det omfang påkalder sig fælles europæiske indgreb, men også nationale danske indgreb bør komme på tale. Det siger Jørgen Brandt, der forsker i atmosfærisk miljø ved DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi under Aarhus Universitet.

“Vi har splittet regnestykket op, så man kan se effekterne fra både de danske og de udenlandske kilder. Og ligesom udenlandske kilder påvirker danskernes helbred, så påvirker udledning fra danske kilder også andre europæeres sundhedstilstand. Derfor er der både behov for en europæisk og en dansk indsats,” siger Jørgen Brandt.

Beregningerne viser, at en indsats over for luftforurening kan blive en guldrandet forretning for samfundet. Ved at forebygge og minimere forureningen kan de menneskelige omkostninger i form af for tidlige dødsfald, dårligere helbred og stigende sundhedsudgifter også nedbringes kraftigt. Gribes der alene ind over for danske kilder, vil de helbredsrelaterede omkostninger inden for Danmark kunne falde med helt op til 6 milliarder kr. pr. år. Det vil bl.a. kunne mærkes på sygehusenes budgetter og på antallet af sygedage og dermed produktionen.

Men en af barriererne for at skrue op for forebyggelsesindsatsen er, at det ikke er sådan, at politikerne bare kan hente besparelsen på sygehusenes budgetter og bruge pengene på de investeringer, der skal reducere problemerne.

“Som økonom kan vi pege på et problem, der skal løses. Koster det penge, så siger vi, at der et finansieringsproblem. Det kan være, at en afgift er løsningen på finansieringen, eller at pengene skal bevilges over finansloven. Vi går ikke ind for en mere direkte “retfærdighed”, hvor politikerne kunne hente penge til et indgreb over for et sundhedsproblem på sygehusenes budgetter,” siger Eirik S. Amundsen, økonomisk vismand og professor i miljø- og naturressourceøkonomi ved Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet, og Universitetet i Bergen.

Styr på synderegisteret

Én af de centrale udfordringer i enhver form for forebyggelsespolitik er, at der er flere forskellige interessenter, der skal bringes i spil for at løse problemet. For at gribe ind over for problemet skal man vide, hvem der er synderen. Forurening af luften stammer fra en række kilder, hvoraf tre skiller sig ud: Udslip af ammoniak fra landbruget er den største enkeltfaktor og står for 40 pct. af de lidelser, danskerne påføres, derefter følger udslip fra vejtrafikken og udslip fra brændeovne. Se figur 2.

Af hensyn til international sammenlignelighed er regnestykket foreløbigt gjort op for år 2000, og foreløbige analyser af udviklingen frem til 2008 tyder på ret store forskydninger mellem betydningen af de forskellige kilder til luftforurening, der påvirker danskernes helbred.

“Udledningerne fra trafikken og de store kraftværker er faldet ret meget siden 2000, mens udledningerne fra brændeovne omvendt er steget markant. Min vurdering er, at udslip fra brændeovne i dag er en af de største enkelte bidragydere i Danmark til effekter på danskernes helbred. Derudover er der et betydeligt udslip til luften af ammoniak fra landbruget, som bidrager lige så meget til partikelforureningen som brændeovnene,” siger Jørgen Brandt.

Trods forskydningerne er vurderes det, at landbrug, brændeovne og vejtrafik stadig er de største bidragydere.

Lige så enkelt det er at udpege den mulige gevinst ved et indgreb over for luftforurening, og lige så klart, det står, hvem der er de værste syndere, kige så kompliceret er det at gribe ind over for problemet.

Udledningen af ammoniak sker fra stalde, gylletanke, og når landmanden kører gyllen ud på markerne. Her er dansk landbrug ifølge Steen Gyldenkærne, der forsker i systemanalyse ved Danmarks Miljøundersøgelser, allerede underkastet “en af de skrappeste reguleringer i Europa”, fordi nye stalde som noget særligt i Danmark skal reducere udledningen af ammoniak med 30 pct. Investering for investering bringes udslippet derfor ned.

De danske krav til de nye stalde ligger oven på de krav, de 27 EU-lande har vedtaget i et direktiv, der fastsætter et loft over de nationale udledninger af bl.a. ammoniak fra landbruget. Direktivet blev senest ændret i 2009. Nu er målet en større revision af den samlede udledningspolitik for at stramme kravene. Revisionen skulle ske med et fast blik på de muligheder, der er for at påvirke europæernes sundhedstilstand positivt.

Trods de potentielle fordele tøver langt de fleste EU-lande lige nu med at give deres forhandlere grønt lys i forhandlingerne, så kravene til udledningerne kan skærpes. Forklaringen er, at hensynet til landmændenes anstrengte økonomi lige nu vejer tungere end hensynet til borgernes sundhed – og landmændenes egen sundhed.

I den situation er der grænser for, hvor skrappe nationale krav Danmark kan pålægge landbruget. Selv om den største konkurrent, Holland, i lighed med Danmark har pålagt sine landmænd skrappere krav, er det et mere end åbent spørgsmål, om Danmark kan stramme kravene til landmændene ud over det eksisterende niveau.

Sker der ikke noget andet, må danskerne stadig regne med, at luftforureningen sender dem ekstra meget på sygehus.

Eksemplet med landbruget og udledningerne af ammoniak illustrerer, hvorfor indgreb over for miljøproblemer, så ønskelige de end er, kan være meget vanskelige. Ifølge Eirik S. Amundsen skal der gribes ind på både europæisk plan og i Danmark.

“En del af ammoniakken transporteres hen over landegrænserne i Europa, og her bør man enes om en fælles løsning for de europæiske lande. For de nationale problemer med kvælstof og ammoniak kunne løsningen være en afgift kombineret med andre lokale tiltag. Det er i sidste ende en afvejning mellem hensyn til folks sundhed og helbred og så de udgifter, man påfører landmanden,” siger Eirik S. Amundsen.

DEL 2

Parkering forbudt på sidelinjen

Lad os se på fire nulevende personer. Vi kalder dem Lone, Bente, Preben og Aksel. De har flere ting til fælles. De har massive sociale problemer og har levet et langt liv som hjemløse, kriminelle, langtidsledige, misbrugere og sindslidende. Deres problemer begyndte i en barndom med omsorgssvigt, alkoholiserede forældre og dårlige sociale vilkår. De er alle i en relativt tidlig alder – typisk i 40-års-alderen – endt med at få tilkendt førtidspension. Og så koster de hver især samfundet millioner af kroner.

Prebens turbulente liv som hjemløs, misbruger og kriminel har været dyrest. De offentlige udgifter til f.eks. kontanthjælp, sygedagpenge og førtidspension vil løbe op i 8,4 millioner, inden han når folkepensionsalderen. De tre øvrige kræver offentlige udgifter på mellem 5,3 og 5,9 millioner kr.

Det er Socialpædagogernes Landsforbund, der sammen med Copenhagen Business School, har sat kroner og øre på de fire nulevende personer og dermed dokumenteret det kæmpemæssige økonomiske – og menneskelige – potentiale, Danmark kan høste, hvis det lykkes at få bugt med den sociale eksklusion.

Havde de fire fået massiv forebyggende hjælp i løbet af deres opvækst og haft held til at bryde det sociale mønster, ville de måske have fået et mere normalt liv og et fast job, så de kunne forsørge sig selv. Var Lone, Bente, Preben eller Aksel blevet f.eks. faglært metalarbejder eller sygeplejerske i stedet for førtidspensionist, ville samfundets økonomiske gevinst være på op imod 10,4 millioner kr. i gennemsnit for hver af de fire personer i forhold til i dag. Og havde de “blot” fået job som ikke-faglært, ville samfundet have fået en nettogevinst på 8,5 millioner kr. som følge af sparede overførselsudgifter og ekstra skatteindtægter.

Det lykkedes hverken for Nyrups, Foghs eller Løkkes regeringer at få knækket kurven over folk på overførselsindkomst. Der er stort set lige så mange folk i dag i den erhvervsaktive alder på dagpenge, kontanthjælp, førtidspension og andre overførselsindkomster som for 20 år siden trods perioder med økonomisk højkonjunktur og rekordlav ledighed. Se figur 1.

Skal færre mennesker blive parkeret på samfundets sidelinje, er der brug for en langt mere offensiv tilgang til social forebyggelse. Både private virksomheder og civilsamfundet i form af frivillige organisationer, sociale iværksættere og personlige netværk skal påtage sig et langt større ansvar. Kommuner er tvunget til at tage større risici og give slip på kontrollen. Der er brug for langt mere forskning på området for at finde ud af, hvilke forebyggelsesprojekter der virker. Og så skal fokus flyttes mere væk fra behandling til forebyggelse.

Opskriften stammer fra Fremtidens velfærdsalliancer, som Mandag Morgen har taget initiativ til, og hvor 50 centrale aktører fra stat, kommuner, regioner, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, foreninger og fonde har kortlagt barrierer for social forebyggelse.

Borgmestre har nøglen

Alene i år regner borgmestrene med at bruge 43 milliarder kr. på det specialiserede socialområde til f.eks. anbringelser af børn og unge, tilbud til misbrugere og hjælp til voksne med fysiske eller psykiske problemer. Dertil kommer kæmpe udgifter til førtidspension, sygedagpenge, kontanthjælp og andre overførselsindkomster, så den samlede regning løber op i over 130 milliarder kr. årligt.

Det enorme beløb kunne tyde på, at det ikke er økonomiske ressourcer, der mangler. Det er mere et spørgsmål om at få vendt fokus fra behandling til forebyggelse og få alle aktører på tværs af sektorer til at prioritere den tidligere indsats, så færre ender på samfundets skyggeside.
Kommunerne har en nøglerolle for at få vendt udviklingen. Frontpersonalet skal blive langt bedre til at spotte og reagere, når de ser de første spæde tegn på mistrivsel. Det omfatter alle de tre bærende sikkerhedsnet: sundhedsplejen over for nyfødte, pædagoger i vuggestuer og børnehaver samt lærere i folkeskolen. Problemet er bare, at alle tre sikkerhedsnet er skåret ned i form af færre timer i sundhedsplejen, lavere normeringer i daginstitutioner, og skolerne har større fokus på faglighed og karakterer i takt med Pisa-målingernes indtog på bekostning af den sociale indsats og trivsel, mener professor og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen.

Der er også brug for et langt tættere samarbejde på tværs af faggrupper og forvaltninger, så sagsbehandlere, pædagoger og sundhedsplejersker ikke sidder i hver sin silo og taler hvert sit sprog, men i langt højere grad arbejder sammen om at opfange de udsatte unge, inden det går helt galt. Flere kommuner som København har f.eks. gode erfaringer med at lade socialrådgivere komme på besøg i daginstitutioner og skoler for at hjælpe pædagoger og lærere med at tackle problemer med udsatte børn og unge.

SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har for nylig dokumenteret i rapporten Indsatser over for udsatte 0-3-årige og deres forældre, at den bedste medicin til at forebygge social deroute for små børn, hvis forældre f.eks. er misbrugere, voldelige eller småt begavet og derfor har svært ved at give børnene en stabil opvækst, er massiv hjælp - ikke til børnene – men til forældrene og helst med flere former for støtte over længere tid som rådgivning, hjemmebesøg, gruppemøder, netværk og praktisk hjælp til eksempelvis madlavning, hygiejne og indkøb. Det er dyrt. Og det tager lang tid. Der er ingen hurtige fix. Til gengæld kan det forebygge anbringelser og et langt liv på samfundets sidelinje.

Stort potentiale

Kommunerne kan også blive langt bedre til at udnytte et kæmpe potentiale blandt frivillige organisationer, sociale iværksættere og private virksomheder til at forebygge, at folk ender som sociale tabere.

Mange virksomheder arbejder i dag med social inklusion. Nogle gør det direkte i form af ansættelse eller fastholdelse af medarbejdere, der er i risiko for at ende på samfundets sidelinje. Andre gør det indirekte ved at samarbejde med organisationer eller projekter som f.eks. corporate volunteering, hvor medarbejdere bruger en del af deres lønnede arbejdstid på at hjælpe sårbare unge og deres forældre med lektiehjælp, mentorordninger og gældsrådgivning. Store virksomheder som Tryg, ISS og Skandia har ligefrem brandet sig på deres sociale engagement. Se tekstboks.

Sociale iværksætter som Specialisterne, Huset Venture og Allehånde udgør også et kæmpe potentiale, som flere kommuner efterhånden så småt begynder at få øjnene op for. Mange af de nye sociale iværksættere har en fortid som ansatte i det offentlige. De har valgt at starte en ny socialøkonomisk virksomhed op inden for deres fagområde for at kunne arbejde med nye metoder. Og på denne måde kan de hjælpe folk, som ellers havde udsigt til at leve et langt liv på sidelinjen, til i stedet at lave et dybt meningsfyldt og samfundsøkonomisk fornuftigt arbejde på markedsmæssige vilkår.

Også frivillige udgør et stort potentiale. Det er Roskilde Kommune et eksempel på. Den oprettede sidste år et mentorkorps til at være rollemodeller og mentorer for udsatte unge, som har brug for hjælp til at komme ud af en kriminel løbebane. Nogle er håndværkere, og andre er akademikere. Nogle er ansat i det offentlige og andre i det private. Ud over at hjælpe de unge til at komme på ret køl igen bliver der også bygget netværk på tværs af frivillige, kommunens ansatte og det lokale erhvervsliv.

Hvis kommunerne for alvor skal udnytte det store potentiale blandt frivillige organisationer, sociale iværksættere og private virksomheder, forudsætter det et større paradigmeskifte. De skal turde at slippe en del af kontrollen, tage større risici og droppe den udbredte nulfejls-kultur. De skal også i langt højere grad turde at lægge opgaven over i andres hænder og mere påtage sig en rolle som bagstopper eller et sikkerhedsnet, der kan stille sin ekspertise til rådighed.

Famler i blinde

En anden barriere ved social forebyggelse er den meget begrænsede viden og mangel på evidens for, hvilke forebyggende indsatser der virker. Store dele af socialpolitikken famler reelt i blinde, og hele området kan nærmest betragtes som et stort ukontrolleret forsøg, mener direktør i SFI Jørgen Søndergaard.

Det står i skærende kontrast til sundhedsområdet, hvor der er en helt anderledes og meget stærk tradition for evidensbaserede indsatser. Danmark er førende inden for forskning i nye lægemidler, hvis man ser på produktionen af videnskabelige artikler på basis af kliniske studier. Flere af verdens største medicinalkoncerner har kliniske forsøg i gang i Danmark. Der er afsat 41 milliarder kr. til at bygge nye superavancerede sygehuse de kommende år. Lægemiddelindustrien eksporterer for mere end 40 milliarder kr. om året. Og hele sundhedsområdet er underlagt et fintmasket net af standarder, kvalitetsmodeller og kontrol for at sikre en så høj kvalitet som muligt og undgå fejlbehandling af patienterne.

Skal social forebyggelse op i gear, kræver det derfor langt flere lodtrækningsforsøg og effektmålinger af forebyggende indsatser. Flere folk skal droppe deres uvilje mod at blive brugt i sociale forsøg, hvor man trækker lod om, hvorvidt de får den ene eller den anden indsats. Og så skal der skabes en langt bedre vidensdeling, så de gode erfaringer kan spredes.

DEL 3

Sådan kan vi leve ­længere og sundere

Det er de probate midler, der skal til, hvis kampen mod de store kroniske dræbere som rygning, alkohol, mangel på motion og usund mad skal skærpes, og danskerne skal leve længere og sundere. Afgifter og forbud er blandt de absolut mest virksomme midler, viser mandag Morgens analyse.

Og behovet er tydeligt. Selv om markant færre danskere ryger end tidligere, skyldes næsten hver fjerde af alle dødsfald hvert år – svarende til ca. 14.000 – rygning. De fire KRAM-faktorer (kost, rygning, alkohol, motion) udgør ikke kun et stort problem i Danmark. Hvert år tegner kronisk ikke-smitsomme sygdomme som hjerte-kar-sygdomme, diabetes 2 og kræft sig for 86 pct. af alle dødsfald og 77 pct. af sygdomsbyrden i de europæiske lande.

Forebyggelsesstrategien skal især rettes mod folk med ingen eller korte uddannelser, da der er en betydelig social slagside inden for områder som overvægt, rygning og fysisk inaktivitet. Og et af de mest effektive våben er øgede afgifter og skatter. En kraftig forhøjelse af tobaksafgiften, så en pakke cigaretter koster 53 kr., kan både redde liv og udløse en kæmpemæssig økonomisk gevinst for samfundet på 5,9 milliarder kr., viser beregninger foretaget af Dansk Sundhedsinstitut for Hjerteforeningen. 23 af landets førende eksperter i sundhedsforebyggelse har over for Mandag Morgen prioriteret 50 konkrete forslag. De udpeger da også uden sammenligning kampen mod rygning som den absolut højst prioriterede opgave.

Den nye fedtafgift er et eksempel på, at Danmark på nogle områder faktisk går forrest på forebyggelsesområdet. Afgiften trådte i kraft den 1. oktober og betyder, at varer som kød, ost og smør er blevet dyrere, da forbrugerne skal betale 16 kr. mere per kilo mættet fedt i de varer, de køber. Ungarn og Frankrig er også med i førerfeltet på dette område sammen med Danmark, mens diskussionen om fedtafgift nu er begyndt at køre i lande som Storbritannien, Irland og Rumænien.

På jagt efter alkoholikere

Flere forbud er en anden effektiv metode til at få danskerne til at droppe cigaretterne og specielt forhindre unge i at begynde at ryge. Det kan være forbud mod rygning på uddannelsesinstitutioner, forbud mod rygning indendørs bortset fra folks eget hjem, forbud for offentligt ansatte om at ryge i arbejdstiden, forbud mod at gøre tobaksvarer synlige i kiosker og andre salgssteder samt yderligere skærpelser af den såkaldte rygelov.

Det kan lyde dramatisk med forbud. Men rygeloven er netop et eksempel på, hvordan modstand mod forbud over tid langsomt bliver vendt til accept. Da rygeloven blev indført i 2007, skete det under store folkelige protester. Men her fire år efter er kritikken forstummet, og nu er der faktisk et udbredt ønske i befolkningen om yderligere skærpelser af loven.

Kampen mod alkoholmisbrug er også et område med flere lavthængende frugter. Igen er de højere afgifter højt prioriteret i kassen over virkemidler, men mere individuelle og udbyggede behandlingstilbud samt øget brug af screening er også blandt løsningerne. Kommuner kan med stor fordel gennemføre langt mere systematiske screeninger og rutinemæssigt spørge ind til folks alkoholforbrug, hver gang de får f.eks. en ny børnesag, nye langtidssyge eller andre sociale sager, da alkoholmisbrug ofte er involveret. På den måde bliver kommunerne bedre til at opfange danskere med alkoholproblemer og tilbyde behandling, mener bl.a. forskningschef i TrygFonden Anders Hede.

Der er også brug for at have skærpet fokus på unges drikkevaner. Selv om unge ikke drikker så meget som tidligere og er sjældnere fulde, så ligger de fortsat i den europæiske top sammenlignet med unge fra andre lande.

En af landets førende eksperter i alkoholbehandling, centerleder Anette Søgaard Nielsen fra Alkoholbehandlingen i Odense, understreger, at forældre bærer hovedansvaret for, at unge ikke drikker sig i hegnet, og kan dæmme op for unges misbrug ved at sætte klare regler, forbud og tale ud med de unge om alkohol.

“Jeg har altid sagt til mine egne unger, at så længe de drikker for virkningens skyld, er de ikke gamle nok. Men så længe den voksne befolkning har så stort et alkoholforbrug, kan vi ikke undgå at sende et signal til vores teenagere om, at det er attraktivt. På samfundsniveau kan man arbejde med alkoholpolitikker for idrætsforeninger og gymnasier, så de unge ikke finder et frihul der,” siger Anette Søgaard Nielsen. Se også artiklen side 33.

Mål for sundhed

De skrappe midler gør det dog ikke alene. De er blot de konkrete redskaber. Mandag Morgens kilder efterlyser, at politikerne både lokalt og nationalt formulerer ambitiøse og konkrete mål for folkesundheden. Kun på den måde kan stat, kommuner og regioner blive forpligtet til at prioritere forebyggelsesindsatsen på tværs af ministerier og kommunale forvaltninger. Det kan være klare mål om f.eks. at nedbringe antallet af daglige rygere til 15 pct., antallet af overvægtige til 40 pct. eller beskære den sociale ulighed i sundhed med en tredjedel over fem år.

Håbet er, at konkrete og ambitiøse mål kan få politikerne til at prioritere forebyggelse langt højere og sikre en større koordination, da der i modsætning til den øvrige sundhedssektor ikke eksisterer nogen former for standarder eller kvalitetskriterier for, hvad god forebyggelse er i dag. Samtidig kan det betyde, at forebyggelse bliver en fast og langt mere synlig del af kommunens politiske dagsorden på linje med andre store velfærdsområder som undervisning, børnepasning og ældrepleje.

Forpligtende mål om danskernes sundhed kan også mobilisere andre kræfter i samfundet. Det kan betyde, at idrætsforeninger, fagforbund, patientorganisationer, aftenskoler og ældreorganisationer kan få en langt større og strategisk rolle i hele forebyggelsesindsatsen og virke som en slags udviklingslaboratorium af nye ideer om forebyggelse.

Endelig peger Mandag Morgens kilder på, at der mangler systematisk opsamling og deling af viden om effektive forebyggelsesinitiativer. Det er en alvorlig bremseklods for at få spredt de gode erfaringer. Derfor er der behov for at få dokumenteret effekterne af de mange initiativer og sikre en langt mere optimal vidensdeling, så andre kommuner kan høste de sundhedsmæssige og økonomiske gevinster.

Virksomhederne kan også spille en langt mere aktiv rolle på forebyggelsesområdet.  For høj medarbejdertrivsel og et godt arbejdsmiljø giver også høj produktivitet og gode tal på virksomhedens bundlinje. Virksomheder som Irma, Middelfart Sparekasse og Southwest Airline er alle eksempler på, at godt arbejdsmiljø giver gode resultater på bundlinjen. Det kan samtidig nedbringe den astronomiske regning på 110 milliarder kr. årligt til førtidspension, sygedagpenge og anden helbredsbetinget forsørgelse som følge af danskernes dårlige helbred og nedslidning på arbejdsmarkedet.

DEL 4

Miljøløsninger – made in Denmark

Miljøproblemer – og i særlig grad luftforurening – krydser grænser. Det kan gøre det kompliceret at forebygge de helbredsproblemer, som forureningen skaber. Og ofte kan det blive en undskyldning for ikke at gøre noget ved dem, lokalt eller nationalt. Skal danske virksomheder betale en miljøbetinget afgift, som udenlandske virksomheder ikke betaler, kan det påvirke virksomhedens konkurrencesituation.

Alligevel kan Danmark gå egne veje og angribe tre af de kilder, der for alvor producerer luftforurening og dermed problemer for danskernes helbred: landbruget, brændeovnene og vejtrafikken.

Den danske luftforurening skaber helbredsproblemer for op mod seks milliarder kr. om året, viser en undersøgelse fra Centre for Energy, Environment and Health. Disse udgifter kan forebygges med en national indsats, og for hver af de tre store forureningskilder findes der virkemidler, der effektivt kan nedbringe helbredsomkostningerne.

Fælles for alle tre områder er, at de, der skal yde noget, ikke er de samme som dem, der kommer til at nyde godt at det. Men det er forebyggelsens præmis.

“Vi er nødt til at se på miljøproblemerne som et anliggende for samfundet,” siger Steen Gyldenkærne, forsker i systemananalyse ved Institut for Miljøvidenskab under Aarhus Universitet.

Fra problem til ressource

Landbrugets forurening med ammoniak er et klassisk eksempel på, at forebyggelsestanken kan gøre et problem til en ressource – men kun hvis man tænker på tværs af flere samfundssektorer.

Ammoniakken stammer fra gyllen. Sidste år producerede danskavlede svin og kvæg 34 millioner ton gødning, men i dag er gyllen næsten udelukkende et restprodukt i afdelingen for problemer. Ammoniak stammer fra gylle i stalde og gylletanke og den slippes ud, når landmanden kører gyllen ud på markerne. Samtidig indeholder gyllen en del af de klimagasser, landbruget hvert eneste år udleder.

Den tidligere regering lagde i planen Grøn Vækst op til, at halvdelen af husdyrgødningen i 2020 skal anvendes til produktion af biogas. Det ville på mange måder kunne hjælpe.

“Biogas kan næsten det hele. Anlæggene reducerer udledningen af drivhusgasser, og forsurer man den afgassede gylle, der er tilbage efter produktionen af biogassen, reduceres udledningen af ammoniak også,” siger projektleder Henning Lyngsø Foged fra forskerparken Agro Business Park i Tjele lidt uden for Viborg.

Samtidig bidrager produktionen af biogas til at løse det forslugne Danmarks behov for energi. Der kan ikke bare blive tale om en win-win-situation, men om en win-win-win-situation.

Trods det ambitiøse mål, og trods de store muligheder for at løse hele tre problemer på en gang, er udbygningen af biogas ikke rigtig gået i gang. De i alt 74 anlæg i Danmark bearbejder i øjeblikket langt under ti pct. af den årlige produktion af gødning. Og Danmark stiller endnu ikke krav om at binde ammoniakken til den gærrest, der er tilbage fra gødningen, når gassen er udvundet.

Problemet – og den mulige løsning – ligger i økonomien. VK-regeringens tilskud på 75 øre pr. kWt til biogasanlæggene er for lav til, at det kan betale sig at lave biogas af gyllen. Den problemstilling retter Martin Lidegaard som klima- og energiminister kun delvist op på i sit udspil til ny klima- og energiplan, hvor tilskuddet til biogasanlæg øges til 94 øre pr. kWt eller et stykke under det tyske niveau på 1,30 kr. pr. kWt.

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer vurderer, at en dansk produktion først for alvor vil tage fart ved et tilskud på omkring 1,15 kr. pr. kWt.

Et fast blik på befolkningens sundhedstilstand og muligheden for at reducere udgifterne til behandling af luftvejslidelser, sådan som Centre for Energy, Environment and Health peger på, kan sammen med mulighederne for at reducere de danske udslip af klimagasser være argumenter for at øge tilskuddet eller på anden måde fremme produktionen af biogas.

Samtidig vurderer Henning Lyngsø Foged, at biogas er en spydspidsteknologi, der kan få central betydning, “fordi produktionen af biogas medfører en ny forståelse for, hvad man kan gøre med gødningen”.

Med biogassen flytter gyllen populært sagt plads fra listen over problemer til listen over ressourcer. Og kobles produktionen af biogas med krav om også at anvende teknologier til at forsure den afgassede gylle, får danske virksomheder mulighed for at udvikle, afprøve og sælge ny teknologi til biogas og forsuring af gyllen.

Adfærd skaber miljøproblemer

Brændeovnene er historien om en udvikling, der går meget hurtigt i den forkerte retning. Ifølge seniorforsker Jørgen Brandt fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi under Aarhus Universitet er udslippene fra brændeovne steget med ca. 80 pct, i løbet af de otte år fra 2000 til 2008.

Det skyldes ifølge en kampagne fra Miljøstyrelsen, at brugerne tænder op fra bunden og ikke fra toppen, som ny forskning ellers viser er den mest effektive metode. Derudover kan der være problemer med brændet, det er alt for ofte  affald, reklamer, aviser eller behandlet træ, altså brænde, der brænder mindre rent end tørt træ.

“Hvis man fyrer korrekt, kan man fjerne udledningen af op mod 80 pct. af partiklerne,” siger Charlotte von Hessberg, Miljøstyrelsen, der håber en oplysningskampagne kan ændre adfærd og dermed reducere udslippene af skadelige partikler. Også her er det dog et teknisk spørgsmål, fordi nye brændeovne brænder renere end ældre ovne.

Biler, busser og lastbiler forurener særligt, når de kører på diesel. Selv om det er lykkedes at nedbringe udslippene gennem stadig skrappere europæiske krav til motorerne, påvirker udslip fra trafikken stadig alt for mange danskeres luftveje.

Ifølge Steen Solvang Jensen fra Institut for Miljøvidenskab under Aarhus Universitet gælder det først og fremmest om hele tiden at skærpe kravene til motorerne på europæisk plan. Succeshistorien her skal fortsætte. Men også nationalt kan Danmark rykke.

“Ved siden af kravene til motorerne påvirker en anden type af krav befolkningens adfærd. Det kan f.eks. være økonomiske virkemidler som en betalingsring eller særlige krav i byerne som f.eks. miljøzoner,” siger han.

Steen Solvang Jensen peger på, at også kampagner med at få folk til at cykle mere kan være en succes, sådan som det f.eks. er tilfældet i København.

En betalingsring er særlig virksom over for kørsel i personbiler og kan derfor også være med til at nedbringe støj fra vejtrafik, simpelthen fordi færre vil tage bilen ind til byen.

“Man kunne reducere biltrafikken ind til København med bompenge eller ved road pricing. Det skaffer et provenu fra en ny kilde, hvor en del af indtægterne bør anvendes til at reducere støj,” siger Eirik S. Amundsen, økonomisk vismand og professor i  miljø- og naturressourceøkonomi ved Universitetet i Bergen og ved Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet.

Kilder

Skriftlige kilder:

• Assessment of HealthCost Externalities of Air Pollution at the National Level using the EVA Model, CEEH Scientific Report No 3/2011
• Det Miljøøkonomiske Råd, diskussionsoplæg 2011
• Burden of disease from environmental noise, WHO/2011
• Environmental Performance Reviews, Denmark OECD/2008
• Erfaringer med opfølgende hjemmebesøg, DSI, 2011
• Indsatser over for udsatte 0-3-årige og deres forældre, DSI, 2011
• Offentligt forsørgede, Danmarks Statistik, 2011
• Det er tid til handling – Forebyggelse er en politisk vindersag, Det Nationale Forebyggelsesråd, 2010
• Økonomiske konsekvenser af forhøjet tobaksafgift, DSI, 2011
• Finanslovsaftale, Finansministeriet, 2011
• Et sundhedsvæsen i verdensklasse? – Ikke uden kommunerne, KL, 2011
• Vi kan leve længere og sundere, Forebyggelseskommissionen, 2009
• The Danish Health Care System: A SWOT analysis & some possible solutions, Copenhagen Consensus Center, 2011
• Det er bättre att stämma I bäcken än i ån, Ingvar Nilsson og Anders Wadeskog, 2008
• Kommuner og kronikere, Mandag Morgen og Tryghedsgruppen, 2011
• Virksomhedernes velfærdsalliancer, Mandag Morgen og Københavns kommune, 2011
• Investeringer i tidlige sociale indsatser, CASA, 2010
• Beskrivende analyse og cost-benefit-analyse af en ekstra indsats over for unge mødre, CBS, 2010
• Effekt af pårørendeinddragelse i behandlingen af mennesker med psykisk sygdom, CBS, 2011
• Diverse numre af Mandag Morgen

Mundtlige kilder:

• Steen Hildebrandt, professor, Aarhus Universitet
• Jakob Kjellberg, senior projektleder, Dansk Sundhedsinstitut
• Mads Roke Clausen, direktør, Mødrehjælpen
• Anette Søgaard Nielsen, centerleder, Alkoholbehandlingen i Odense
• Anders Hede, forskningschef, TrygFonden
• Jørgen Brandt, forsker, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi under Aarhus Universitet
• Eirik S. Amundsen, økonomisk vismand og professor, Universitetet i Bergen og Københavns Universitet.