Svagt Frankrig svækker Europa

Frankrig er økonomisk, politisk og socialt dybt svækket forud for de kommende præsident- og parlamentsvalg. I snart tre årtier har Tysklands tætteste politiske allierede ikke været i stand til at gennemføre de seriøse strukturreformer, der kan sætte landets vækstpotentiale frit. Frankrigs svaghed svækker EU.

Da den franske præsidentkandidat Emmanuel Macron i januar holdt en stor europapolitisk tale i Berlin, gjorde han det på engelsk, fordi han – som han forklarede – gerne ville have, at hans tale blev forstået.

”Engelsk er jo vores fælles sprog,” sagde den 39-årige politiske himmelstormer, der aldrig har været valgt til noget politisk embede, men som nu ikke desto mindre er favorit til at blive Frankrigs kommende præsident.

Hjemme i Frankrig protesterede hans forventede hovedmodstander, den højrenationale Marine Le Pen, med ordene ’stakkels Frankrig’.

Emmanuel Macron

Det var ikke tilfældigt, at Macron valgte at holde talen i Berlin. Den var en lang troskabsed til det europæiske samarbejde, til Tyskland som Frankrigs nærmeste politiske allierede og ikke mindst til Tysklands kansler, Angela Merkel, som Macron hyldede for hendes europæiske engagement og for hendes håndtering af flygtningekrisen.

Macron var imidlertid ikke kommet til den tyske hovedstad for kun at rose Tysklands magtfulde kansler siden 2005. Han kom til Berlin med en opfordring om at sætte ny kraft bag Tysklands og Frankrigs mangeårige fælles lederskab i EU-samarbejdet. Macron, der var økonomi- og industriminister i 2014-2016, opfordrede således Tyskland til at føre en langt mere vækst- og investeringsorienteret økonomisk politik, alt imens han kaldte euroen for ’en svag D-mark’.

Denne ikke ubetydelige frækhed henviser til, at Tyskland efter hans mening i finanspolitisk forstand træder for hårdt på bremsen og dermed ikke i tilstrækkelig grad bidrager til at understøtte den blodfattige vækst i Europa. Tyskland har haft overskud på det offentlige budget i 2014, 2015 og 2016. Sidste gang Frankrig havde overskud, var i 1974.

Macron er langtfra den første franske politiker, som synes, at Tyskland skal føre en offensiv finanspolitik. Tværtimod. Det har både højre- og venstreorienterede franske politikere ment i årevis. Ikke desto mindre er det næppe forkert at gætte på, at netop Macron er den af de franske præsidentkandidater, Angela Merkel helst ser som afløser for Francois Hollande.

Når det forholder sig sådan, skyldes det ikke alene, at Macron er langt mere proeuropæisk end den EU-fjendtlige Le Pen og den nu kriseramte konservative kandidat Francois Fillon, som både i 1992 og 2005 stemte nej til yderligere europæisk integration. Centrumvenstre-kandidaten Macron er tyskernes favorit, fordi han er en varm fortaler for, at Frankrig nu for alvor begynder at gennemføre de strukturreformer, som franske politikere har talt om i årtier, men som ingen af dem – hverken til højre eller til venstre – har formået at gennemføre. Ud over det evindelige underskud på de offentlige finanser har de manglende reformer ført til konstant høj arbejdsløshed, en voldsomt stigende offentlig gæld, lav vækst og underskud på betalingsbalancen – nøgletal, der står i skarp kontrast til Tysklands.

Hverken højre eller venstre

Macron stiller op som uafhængig kandidat ved valget, selv om han var minister under socialisten Francois Hollande.

”Jeg er ikke til højre eller til venstre. Jeg går ind for fornyelse,” lyder hans mantra, og dét virker i en sådan grad, at han nu, ifølge stort set alle meningsmålinger, står til at vinde præsidentvalget, der finder sted i april og maj.

Marine Le Pen

Tre meningsmålinger offentliggjort onsdag og torsdag i sidste uge viser, at Marine Le Pen står til mellem 24 og 26 pct. af stemmerne i første runde, mod 21-22 pct. til Macron og 18-20 pct. til Francois Fillon. I anden runde står Macron til 63-64 pct. af stemmerne, mens Le Pen står til 36-37 pct. Macrons forspring til Fillon er i realiteten mere komfortabelt, end tallene viser, fordi centrumpolitikeren Francois Bayrou, der endnu ikke har besluttet, om han stiller op, er ekstremt kritisk over for den konservative Fillon, som er under beskydning for at have sikret sin hustru og sine børn indtægter på tilsammen over seks millioner kroner fra Nationalforsamlingens og Senatets budgetter, og fordi han har modtaget meget store konsulenthonorarer fra en række selskaber i den finansielle sektor, som ledes af hans personlige venner.

Selv om Macron stiller op som uafhængig, har han et helt usædvanligt stærkt netværk af fremtrædende økonomer og erhvervs- og finansfolk bag sig. Det gælder blandt andet de indflydelsesrige Jacques Attali, Alain Minc og ikke mindst Jean Pisani-Ferry. Sidstnævnte grundlagde på foranledning af daværende præsident Jacques Chirac og kansler Gerhard Schröder tænketanken Bruegel i Bruxelles. Pisani-Ferry forlod i begyndelsen af 2016 jobbet som leder af præsident Francois Hollandes strategiske politikenhed for at arbejde for Macrons utraditionelle præsidentkandidatur. Macron er således snarere en insider, selv om han i offentligheden præsenterer sig som en outsider.

Økonomen Nicolas Véron, der arbejder for både Bruegel i Bruxelles og for Washington-tænketanken Peterson Institute for International Economics, konstaterer, at der fortsat er et endog meget stort reformbehov i Frankrig.

”Arbejdsmarkedet er meget rigidt, selv om man har lavet nogle få reformer. Samtidig har virksomhederne ikke adgang til kapital i tilstrækkeligt omfang. Så der er store udfordringer for den kommende præsident,” siger Véron og tilføjer:

”Alligevel er det, som om Frankrig er i et helt nyt state of mind, som man ikke har oplevet i årtier. I mange år har folk levet med en bevidsthed om, at tingene burde forandres. Det er, som om bagtæppet er forandret. Frankrig er ved at smide noget af sin defensive tilgang. Det er, som om der er en erkendelse i hele Frankrig af, at man kan vinde noget ved at skabe forandringer. Måske er det i virkeligheden en konsekvens af Brexit og valget af Trump i USA,” siger han.

Frankrig spejler sig i Tysklands økonomiske model

| Forstør   Luk

Kilder: OECD, Wikipedia, Mandag Morgen.


Sammenligningen med Tyskland

Tyskland og Frankrig har siden 1950’erne været bundet sammen i et europæisk tvangsægteskab, som dybest set blev dikteret af USA, som efter Anden Verdenskrig havde fået nok af at skulle bruge soldater på at skille de to arvefjender fra hinanden. Det begyndte som bekendt med Kul- og Stålunionen i 1952, som Tyskland kun modvilligt tilsluttede sig. Siden fandt skiftende tyske og franske ledere ind i et effektivt samarbejde, som førte til grundlæggelsen af EU med Rom-traktaten i 1957 og sidenhen de mange udvidelser af det europæiske samarbejde med stadig flere lande og samarbejde på stadig flere politikområder.

Trods det mangeårige samarbejde, der omfatter regeringsmøder med samtlige fagministre flere gange om året, er der fortsat store strukturelle forskelle mellem Frankrig og Tyskland. Frankrig har helt siden revolutionen i 1789 været styret med centralistisk jernhånd fra Paris. Dette har sat sig spor helt op til vore dage, i den forstand at Frankrigs regioner ikke i nær samme grad som de langt mere magtfulde tyske delstater har udnyttet deres økonomiske vækstpotentiale.

Regionerne omkring storbyerne Lille, Lyon og Bordeaux har således i høj grad bygget deres vækst på samhandel med henholdsvis Belgien/Holland mod nord, med Italien og Schweiz mod sydøst og med de kunder, som ad søvejen fik leverancer af vin og andre varer fra Bordeaux. Centralismen har således betydet, at Frankrig slet ikke er i nærheden af at have det brede vækstlag af små og mellemstore virksomheder, som Tyskland har. Derfor har franske politikere og eksperter i årtier talt om, hvad man skal gøre for at nære den private foretagsomhed, der er hemmeligheden bag Tysklands økonomiske styrke. Samtidig har franske politikere været så optagede af sig selv, af Frankrig og af landets mange oversøiske besiddelser i årene frem til 1960’erne, at man helt har overset de vækstmuligheder, som en mere decentral forvaltning af landet ville medføre.

Franskmænd skal stemme fire gange

Det var det fænomen, den franske økonomiske geograf Roger Brunet pegede på, da han tilbage i 1970’erne opfandt begrebet ’den blå banan’, som beskriver det europæiske kontinents økonomiske rygrad, der går fra Norditalien i syd, over Ruhr-området i Tyskland, de store havnebyer i Belgien og Holland, til London, Birmingham og Liverpool. Brunets pointe var at påpege, at de franske magthavere burde interessere sig langt mere for de nordøstlige provinser, der er den del af Frankrig, som geografisk set ligger tættest på Europas primære vækstcentre. Den nuværende præsident, Hollande, har forsøgt at råde bod på disse udviklingsmæssige skævheder ved at reducere antallet af franske regioner fra 22 til 13, hvilket fik effekt fra januar 2016.

”Det er rigtigt, at der er megen misundelse over for Tyskland i Frankrig. Men jeg mener, at man skal passe på med at tro, at man kan kopiere Tyskland. Det kan man ikke. Tyskland er anderledes i kraft af sin geografi, sin historie og sin mentalitet,” siger Nicolas Véron og tilføjer:

”Danmark klarer sig godt. Men Danmark er jo heller ikke en kopi af Tyskland.”

Den franske økonom mener i det hele taget, at man bliver nødt til at skrotte dogmet om, at det er Tyskland og Frankrig, der sammen leder udviklingen i Europa.

”Efter den store øst-udvidelse i 2004 er det ikke længere sådan, at Tyskland og Frankrig alene kan flytte den europæiske debat. Det er et meget lidt symmetrisk forhold, som med årene er blevet stadig mere asymmetrisk. Det bliver aldrig symmetrisk igen. Sandheden er, at Tyskland er centralt og af kritisk betydning i Europa. Frankrig er i dag blot det største af de øvrige lande, snarere end det er den unikke partner,” siger han.

Han peger i øvrigt på en række positive udviklinger, der ikke er politisk drevne men derimod af en bredere samfundsmæssig karakter:

”Management-kulturen i Frankrig udvikler sig i disse år. Den bliver mindre hierarkisk. Samtidig ser vi også en meget kraftig udvikling i forhold til franskmændenes vilje til at tale engelsk. Man åbner sig i den forstand mere over for hele verden, i stedet for at holde fast i de gamle franske interessesfærer,” siger Véron.

Ineffektiv forfatning

Mens den unge Emmanuel Macron både holder taler på engelsk og omfavner Europa, står den nationalkonservative Marine Le Pen fast på at tale fransk og på partiets gamle mærkesag: At EU som en politisk union er et projekt, Frankrig ikke skal deltage i.

De globale finansielle markeder er i de seneste uger begyndt at interessere sig mere indgående for det franske præsidentvalg og for den mulighed, at Marine Le Pen med sin Trump-lignende protektionisme og såkaldte økonomiske patriotisme rent faktisk kan gå hen og blive præsident. Men hvis det skulle ske, vil hun fortsat stå med den udfordring, at hun bagefter skal sikre en sejr ved valget til Nationalforsamlingen, som finder sted i juni måned.

Fransk forfatning hæmmer reformer

”Folk går ud fra, at fordi præsidenten i Frankrig er stærk, så vil det kunne falde ud som i USA. Men det er ikke rigtigt. Vi har en præsident, en premierminister og en regering, som – for nu at bruge forfatningsmæssige termer – leder regeringens arbejde. Det er altså ikke præsidenten, der gør det,” siger Véron.

Ganske vist har Front National kandidater i alle 577 valgkredse, men hvis Le Pen er blevet præsident, er det givet, at højre- og venstrepartierne vil blokere for Front National ved simpelthen at trække sig til fordel for den kandidat, der står bedst i forhold til at slå den højrenationale kandidat.

Det var dette, der skete, da Marine Le Pen i december 2015 forsøgte at vinde regionalvalget i den nordlige region Hauts-de-France. Hun vandt første runde med godt 40 pct. af stemmerne mod 25 pct. til centrumhøjre-kandidaten og 18 pct. til den socialistiske kandidat. Socialisten trak sig og opfordrede til at stemme på centrumhøjre-kandidaten, der fik knap 58 pct. i 2. valgrunde mod kun godt 42 pct. til Marine Le Pen. Den vindende borgerlige kandidat Xavier Bertrand takkede på valgaftenen venstrefløjens vælgere.

”Dette er ikke de politiske partiers sejr. Det er folkets sejr,” sagde han og kaldte det historisk, at man havde stoppet Front Nationals fremgang, hvorefter han opfordrede til at gennemføre seriøse reformer i Frankrig.

Ikke håbløst, men heller ikke godt

Under alle omstændigheder står det klart, at Frankrigs aktuelle forfatning kun i meget ringe omfang lykkes med at skabe de magtkonstellationer, der er nødvendige for at kunne gennemføre nødvendige men ofte upopulære reformer om arbejdsmarkedsforhold. Dette står i skarp kontrast til det tyske politiske system, hvor proportionalvalgsystemet med en spærregrænse på 5 pct. giver en parlamentarisk sammensætning, som stort set altid vil give et regeringsdueligt flertal. Når man hertil lægger den tyske politiske tradition for at indgå brede regeringssamarbejder hen over midten, samt forbundskanslerens stærke position som regeringschef under en ikke-politisk konstitutionel præsident, har man en væsentlig del af forklaringen på, at Tyskland er langt bedre til løbende at reformere samfundet.

I Frankrig lider samfundet ydermere af den strukturelle svaghed, at langt færre lønmodtagere og arbejdsgivere er organiserede, end man ser det i Tyskland og i de nordiske lande. Dette betyder, at man ikke kan indgå aftaler på arbejdsmarkedet og forvente, at disse bliver overholdt. I stedet bliver det op til det politiske system at regulere forholdene på arbejdsmarkederne. Denne model ender som regel med, at der vedtages lovgivning, som små men stærkt militante fagforeninger ikke bryder sig om, hvilket er forklaringen på, at man så ofte ser billeder af hidsige konfrontationer mellem demonstranter og politi i de franske storbyer.

Nicolas Véron erkender, at der er masser af rum for forbedringer i Frankrigs økonomi.

”Arbejdsløsheden er fortsat temmelig høj. Det er ikke håbløst, men det er heller ikke godt. Det er vel billedet af Frankrig. Det kunne gå bedre, men det kunne også gå værre. Det optimistiske scenarie er, at Frankrig nu kan være på vej mod en ny begyndelse efter flere års paralysering. Jeg vil ikke udelukke det. Men jeg kan heller ikke garantere det.”

Er Frankrigs udfordringer primært politiske eller økonomiske?

”Lige nu står vi midt i en periode med mange valg – både i Frankrig og i en række andre lande. Foreløbig har den valgcyklus været ganske crazy med de resultater, vi har set i Storbritannien og i USA, og vi ved ikke, hvad der sker i Frankrig. På den korte bane er det klart, at de udfordringer først og fremmest er politiske. Og hvis de falder gunstigt ud, venter de økonomiske udfordringer,” siger den franske økonom.

Forrige artikel BIG’s globale aftryk skal brande Norden BIG’s globale aftryk skal brande Norden Næste artikel Crowdsourcing udvikler velfærd Crowdsourcing udvikler velfærd

Her er 6 benspænd for regeringen i det nye år

Her er 6 benspænd for regeringen i det nye år

ANALYSE: En stribe store udfordringer venter statsminister Mette Frederiksen i det nye år. På hendes to-do-liste står blandt andet fleksibel pension, ydelser til udlændinge, 2030-plan, kommunal udligningsreform og sundhedsreform. De vil for alvor teste, hvor stærkt sammenholdet er i rød blok.

Wammen blev den rødgrønne julemand

Wammen blev den rødgrønne julemand

KOMMENTAR: Statsministeren svinger godt med Trump, og finansministeren svinger godt med støttepartierne. Oppositionen leverer resten af Fredriksens første succesfulde måneder ved at køre ukoordineret rundt på flade batterier.

Set, læst og hørt: Steen Thomsen

Set, læst og hørt: Steen Thomsen

Steen Thomsen har lyttet til sigøjnerjazz og opera, set efterkrigstidsfilm og læst science fiction om en fremtid med kunstig intelligens.

Beklager, men data har også et klimaaftryk

Beklager, men data har også et klimaaftryk

TECHTENDENSER: Vi står i et digitalt dilemma. Digitaliseringen kan gøre vores byer, vores industri og landbrug langt mere effektivt og bæredygtigt. Men klimapåvirkningen fra alle de data, vi sender rundt på kloden, er et hastigt voksende problem.

Giv de innovative tid. Ellers kan det være lige meget

Giv de innovative tid. Ellers kan det være lige meget

KOMMENTAR: Der er desværre mange beslutningstagere, som ikke forstår eller anerkender den allervigtigste parameter, når der skal bygges ekstraordinært gode og nyskabende organisationer: tålmodighed.

For en leder skal alderen være usynlig

For en leder skal alderen være usynlig

Da Casper Frost Thorhauge som den yngste nogensinde blev leder af Dongs havvindmølleprojekt i Nordsøen, blev han påduttet en mentor af den øverste ledelse. Og han hadede det. Lige indtil han indså værdien i at have et ekstra ledelseshoved tæt på sig. Som ung leder har han lært at sætte sig i respekt ved at være grundigt inde i stoffet fra start.

En ubekvem sandhed: Det danske velfærdssamfund er ikke bæredygtigt

En ubekvem sandhed: Det danske velfærdssamfund er ikke bæredygtigt

KOMMENTAR: I debatten om bæredygtighed og FN’s verdensmål overser vi ofte, at det handler om meget andet og mere end klimaet. Vi skal forstå, at bæredygtighed er nødt til at være en styrende værdi på mange områder – også når det gælder politisk ømme områder som velfærdssamfundet, skriver Steen Hildebrandt.

Fremtidens design skabes af kreative computere

Fremtidens design skabes af kreative computere

Computational design ser ud til at være den næste store udvikling i design. Ved at bruge computerne som medskaber i designprocessen kan man udvikle løsninger med helt nye funktioner og en ny æstetik, der afspejler behovene og mulighederne i en intenst digital og højteknologisk tidsalder.

'Computational design' skaber en helt ny æstetik

'Computational design' skaber en helt ny æstetik

Når computerne bliver medskabere af fysiske genstande, er resultatet ofte ting, der har en meget speciel æstetik. Moderne og urgammel. High tech og organisk. Milevidt fra den stramme og forenklede geometriske stil, de klassiske danske designere som Arne Jacobsen brugte.

Lagde du mærke til, at alarmen gik igen?

Lagde du mærke til, at alarmen gik igen?

KOMMENTAR: Vi er ramt af en kollektiv apokalyptisk apati. Derfor kan klimaforskerne igen og igen ringe højere og højere med alarmklokkerne, mens livet i det store og hele går sin vante gang.

”Jeg vil blive boende i Mjølnerparken”

”Jeg vil blive boende i Mjølnerparken”

INTERVIEW: Ghettoplanens krav om færre almene familielejligheder kan få de mest ressourcestærke beboere til at flytte, advarer Søren Dalsgaard. Han må selv forlade sin bolig i Mjølnerparken, stik imod sit ønske. Hvis han genhuses udenfor ’ghettoen’, tager han en lang uddannelse og et job med sig. Alligevel er han langt hen ad vejen enig i de fleste af planens intentioner.

Et nyt kvarter kan give små børn bedre chancer i livet

Et nyt kvarter kan give små børn bedre chancer i livet

Over hele den vestlige verden væltes boligblokke i udsatte boligområder, og beboere genhuses. Ingen ved med sikkerhed, om det virker efter hensigten. Men en ting er der dog evidens for, forklarer professor i økonomi ved Aarhus Universitet Anna Piil Damm: Børn, der er opvokset i ghettoer, kan få et bedre liv, hvis de tidligt i barndommen flytter til et mindre belastet boligområde.

Høje-Taastrup er rig på erfaringer: 500 beboere blev genhuset på to år

Høje-Taastrup er rig på erfaringer: 500 beboere blev genhuset på to år

Over 180 familier fra Taastrupgaard måtte flytte ud af deres boliger, da lejlighederne skulle jævnes med jorden. Genhusningen har været mere langsommelig og dyrere end forventet og kunne kun lade sig gøre, fordi andre boligselskaber hjalp til. Erfaringerne kan komme andre boligselskaber til gode.

Højteknologisk design efter naturens principper

Højteknologisk design efter naturens principper

TECHTENDENSER: Måske vil den mest avancerede teknologi begynde at minde mere om de systemer, vi ser i naturen. Hvordan ville det se ud, hvis fremtidens smarte byer, intelligente netværker og autonome biler og apparater var designet til at være naturlige medspillere i klodens økosystemer?

Nyt job: Anne-Marie Levy Rasmussen

Nyt job: Anne-Marie Levy Rasmussen

Anne-Marie Levy Rasmussen skal som ny direktør i Innovationsfonden lede 60 medarbejdere, der er splittet op på fire forskellige lokaliteter, samtidig med at fondens internationale udsyn og europæiske forankring skal styrkes.

Ministerløfte: Flere penge til at renovere almene boliger

Ministerløfte: Flere penge til at renovere almene boliger

Ghettopakken griber drastisk ind i mange menneskers liv, erkender boligminister Kaare Dybvad Bek i dette interview med Mandag Morgen. Målet er at sikre, at børn i Vollsmose, Gellerup og andre af landets hårde ghettoer ikke starter et liv bag ved startblokken, men har samme muligheder som alle andre unge.

Ghettopakken kan bremse byggeprojekter for milliarder

Ghettopakken kan bremse byggeprojekter for milliarder

Ghettopakken lægger beslag på så mange penge, at nødvendige renoveringer i helt almindelige boligområder risikerer at blive udskudt på ubestemt tid. Det frygter boligselskaberne. Bunken af ansøgninger fra de almene boliger omfatter 60.000 boliger og løber op i over 17 milliarder kroner. 

Ghettotruslen får boligområder til at tænke nyt

Ghettotruslen får boligområder til at tænke nyt

Danmarks 15 hårde ghettoområder kan snart blive til 19, når boligminister Kaare Dybvad om få dage offentliggør den nye ghettoliste. Fire boligområder er i farezonen. Lige nu gør de alt, hvad de kan, for at vende udviklingen.

11.000 mennesker skal finde et andet sted at bo

11.000 mennesker skal finde et andet sted at bo

Den omstridte ghettopakke betyder, at over 11.000 mennesker skal forlade deres bolig de kommende år, og yderligere 5.500 lejere skal genhuses midlertidigt, viser Mandag Morgens kortlægning. Blandt boligselskaberne er der meget delte meninger om, hvorvidt ghettopakken kan knuse de massive problemer, som det efter årtier stadig ikke er lykkedes at få bugt med.

Ghettopakken: Århundredets største sociale eksperiment

Ghettopakken: Århundredets største sociale eksperiment

Trods vidt forskellige vilkår stiller ghettoplanen krav til de samme indsatser i alle landets hårde ghettoer. I Aarhus og København tror man på planen, i Vejle er man skeptisk. Forskere efterlyser systematisk viden om ghettoplanen og dens virkemidler.

Klimaloven kan blive den nye nødvendighedens politik

Klimaloven kan blive den nye nødvendighedens politik

ANALYSE: Forhandlingerne om en ny klimalov går ind i sin afsluttende fase. Der er store principper på spil, for det er nu, politikerne for første gang skal vise, om de prioriterer klimamål eller vækstmål højest.  

Digitaliseringens vinde rammer vindmøllebranchen

Digitaliseringens vinde rammer vindmøllebranchen

Alle virksomheder risikerer at nå et punkt, hvor hele den gamle forretningsmodel fundamentalt skal udskiftes – og det er ikke givet, at man er i stand til det. Vindmølleindustrien er aktuelt et skoleeksempel på, hvordan spillereglerne og logikken skifter.

Sådan leder du mod verdensmålene

Sådan leder du mod verdensmålene

Ledelse er komplekst og krævende, men også meningsfyldt og ubetinget nødvendigt. Det samme kan siges om FN’s verdensmål. Her er ti dogmer for verdensmålsledelse, der kan hjælpe dig med at komme i gang – og med ikke at blive knust under det svulmende ansvar.

Geodata fra mobiler sladrer om vælgerne  i amerikansk valgkamp

Geodata fra mobiler sladrer om vælgerne i amerikansk valgkamp

De færreste amerikanske vælgere ved, at apps på deres mobil sender geodata til firmaer, som bruger dem til at målrette politiske kampagner mod dem. Noget, der er ulovligt i EU. Lokalitetsdata kan for eksempel afsløre, om man ofte går i kirke, til lægen eller i skydeklub.

Kan kunstig intelligens skabe retfærdighed?

Kan kunstig intelligens skabe retfærdighed?

Arbejdsgangene og jobbeskrivelserne i retsvæsenet står over for en gennemgribende forandring, når kunstig intelligens og automatisering i de kommende år rykker ind. I første omgang vil det effektivisere sagsbehandlingen i retssystemet, der i dag er notorisk langsom og kostbar. På længere sigt vil computerne sidde med, når der skal afsiges domme.

Velkommen til den digitale advokatur

Velkommen til den digitale advokatur

Legaltech – digitale løsninger til retsvæsenet – er i hastig udvikling, og en hel lille industri af nye digitale forretningsmodeller er blomstret op de seneste to-tre år. Det åbner for et væld af nye muligheder for privatpersoner og små virksomheder. Og skaber en række nye udfordringer.

Åbne breve er det nye våben i klimakampen

Åbne breve er det nye våben i klimakampen

En informationskrig om klimaet udspiller sig på de sociale medier og i åbne breve til FN. I sidste uge trak det overskrifter verden over, da FN modtog et opråb fra 11.000 klimaeksperter. Men kort forinden landede et andet brev underskrevet af 700 mennesker, der også kalder sig klimaforskere og fagfolk med budskabet: Der er ingen klimakrise. Her får de klimaskeptiske budskaber et grundigt eftersyn.

Hvad vil Jakob Hverken-Ellermann?

Hvad vil Jakob Hverken-Ellermann?

KOMMENTAR: Udlændingeområdet er ved at udvikle sig til et mareridt for Venstre, og den nye formand kan ikke i længden spille på to heste, skriver Mandag Morgens chefredaktør.