Da den franske præsidentkandidat Emmanuel Macron i januar holdt en stor europapolitisk tale i Berlin, gjorde han det på engelsk, fordi han – som han forklarede – gerne ville have, at hans tale blev forstået.

”Engelsk er jo vores fælles sprog,” sagde den 39-årige politiske himmelstormer, der aldrig har været valgt til noget politisk embede, men som nu ikke desto mindre er favorit til at blive Frankrigs kommende præsident.

Hjemme i Frankrig protesterede hans forventede hovedmodstander, den højrenationale Marine Le Pen, med ordene ’stakkels Frankrig’.

Det var ikke tilfældigt, at Macron valgte at holde talen i Berlin. Den var en lang troskabsed til det europæiske samarbejde, til Tyskland som Frankrigs nærmeste politiske allierede og ikke mindst til Tysklands kansler, Angela Merkel, som Macron hyldede for hendes europæiske engagement og for hendes håndtering af flygtningekrisen.

Macron var imidlertid ikke kommet til den tyske hovedstad for kun at rose Tysklands magtfulde kansler siden 2005. Han kom til Berlin med en opfordring om at sætte ny kraft bag Tysklands og Frankrigs mangeårige fælles lederskab i EU-samarbejdet. Macron, der var økonomi- og industriminister i 2014-2016, opfordrede således Tyskland til at føre en langt mere vækst- og investeringsorienteret økonomisk politik, alt imens han kaldte euroen for ’en svag D-mark’.

Denne ikke ubetydelige frækhed henviser til, at Tyskland efter hans mening i finanspolitisk forstand træder for hårdt på bremsen og dermed ikke i tilstrækkelig grad bidrager til at understøtte den blodfattige vækst i Europa. Tyskland har haft overskud på det offentlige budget i 2014, 2015 og 2016. Sidste gang Frankrig havde overskud, var i 1974.

Macron er langtfra den første franske politiker, som synes, at Tyskland skal føre en offensiv finanspolitik. Tværtimod. Det har både højre- og venstreorienterede franske politikere ment i årevis. Ikke desto mindre er det næppe forkert at gætte på, at netop Macron er den af de franske præsidentkandidater, Angela Merkel helst ser som afløser for Francois Hollande.

Når det forholder sig sådan, skyldes det ikke alene, at Macron er langt mere proeuropæisk end den EU-fjendtlige Le Pen og den nu kriseramte konservative kandidat Francois Fillon, som både i 1992 og 2005 stemte nej til yderligere europæisk integration. Centrumvenstre-kandidaten Macron er tyskernes favorit, fordi han er en varm fortaler for, at Frankrig nu for alvor begynder at gennemføre de strukturreformer, som franske politikere har talt om i årtier, men som ingen af dem – hverken til højre eller til venstre – har formået at gennemføre. Ud over det evindelige underskud på de offentlige finanser har de manglende reformer ført til konstant høj arbejdsløshed, en voldsomt stigende offentlig gæld, lav vækst og underskud på betalingsbalancen – nøgletal, der står i skarp kontrast til Tysklands.

Hverken højre eller venstre

Macron stiller op som uafhængig kandidat ved valget, selv om han var minister under socialisten Francois Hollande.

”Jeg er ikke til højre eller til venstre. Jeg går ind for fornyelse,” lyder hans mantra, og dét virker i en sådan grad, at han nu, ifølge stort set alle meningsmålinger, står til at vinde præsidentvalget, der finder sted i april og maj.

Tre meningsmålinger offentliggjort onsdag og torsdag i sidste uge viser, at Marine Le Pen står til mellem 24 og 26 pct. af stemmerne i første runde, mod 21-22 pct. til Macron og 18-20 pct. til Francois Fillon. I anden runde står Macron til 63-64 pct. af stemmerne, mens Le Pen står til 36-37 pct. Macrons forspring til Fillon er i realiteten mere komfortabelt, end tallene viser, fordi centrumpolitikeren Francois Bayrou, der endnu ikke har besluttet, om han stiller op, er ekstremt kritisk over for den konservative Fillon, som er under beskydning for at have sikret sin hustru og sine børn indtægter på tilsammen over seks millioner kroner fra Nationalforsamlingens og Senatets budgetter, og fordi han har modtaget meget store konsulenthonorarer fra en række selskaber i den finansielle sektor, som ledes af hans personlige venner.

Selv om Macron stiller op som uafhængig, har han et helt usædvanligt stærkt netværk af fremtrædende økonomer og erhvervs- og finansfolk bag sig. Det gælder blandt andet de indflydelsesrige Jacques Attali, Alain Minc og ikke mindst Jean Pisani-Ferry. Sidstnævnte grundlagde på foranledning af daværende præsident Jacques Chirac og kansler Gerhard Schröder tænketanken Bruegel i Bruxelles. Pisani-Ferry forlod i begyndelsen af 2016 jobbet som leder af præsident Francois Hollandes strategiske politikenhed for at arbejde for Macrons utraditionelle præsidentkandidatur. Macron er således snarere en insider, selv om han i offentligheden præsenterer sig som en outsider.

Økonomen Nicolas Véron, der arbejder for både Bruegel i Bruxelles og for Washington-tænketanken Peterson Institute for International Economics, konstaterer, at der fortsat er et endog meget stort reformbehov i Frankrig.

”Arbejdsmarkedet er meget rigidt, selv om man har lavet nogle få reformer. Samtidig har virksomhederne ikke adgang til kapital i tilstrækkeligt omfang. Så der er store udfordringer for den kommende præsident,” siger Véron og tilføjer:

”Alligevel er det, som om Frankrig er i et helt nyt state of mind, som man ikke har oplevet i årtier. I mange år har folk levet med en bevidsthed om, at tingene burde forandres. Det er, som om bagtæppet er forandret. Frankrig er ved at smide noget af sin defensive tilgang. Det er, som om der er en erkendelse i hele Frankrig af, at man kan vinde noget ved at skabe forandringer. Måske er det i virkeligheden en konsekvens af Brexit og valget af Trump i USA,” siger han.

Sammenligningen med Tyskland

Tyskland og Frankrig har siden 1950’erne været bundet sammen i et europæisk tvangsægteskab, som dybest set blev dikteret af USA, som efter Anden Verdenskrig havde fået nok af at skulle bruge soldater på at skille de to arvefjender fra hinanden. Det begyndte som bekendt med Kul- og Stålunionen i 1952, som Tyskland kun modvilligt tilsluttede sig. Siden fandt skiftende tyske og franske ledere ind i et effektivt samarbejde, som førte til grundlæggelsen af EU med Rom-traktaten i 1957 og sidenhen de mange udvidelser af det europæiske samarbejde med stadig flere lande og samarbejde på stadig flere politikområder.

Trods det mangeårige samarbejde, der omfatter regeringsmøder med samtlige fagministre flere gange om året, er der fortsat store strukturelle forskelle mellem Frankrig og Tyskland. Frankrig har helt siden revolutionen i 1789 været styret med centralistisk jernhånd fra Paris. Dette har sat sig spor helt op til vore dage, i den forstand at Frankrigs regioner ikke i nær samme grad som de langt mere magtfulde tyske delstater har udnyttet deres økonomiske vækstpotentiale.

Regionerne omkring storbyerne Lille, Lyon og Bordeaux har således i høj grad bygget deres vækst på samhandel med henholdsvis Belgien/Holland mod nord, med Italien og Schweiz mod sydøst og med de kunder, som ad søvejen fik leverancer af vin og andre varer fra Bordeaux. Centralismen har således betydet, at Frankrig slet ikke er i nærheden af at have det brede vækstlag af små og mellemstore virksomheder, som Tyskland har. Derfor har franske politikere og eksperter i årtier talt om, hvad man skal gøre for at nære den private foretagsomhed, der er hemmeligheden bag Tysklands økonomiske styrke. Samtidig har franske politikere været så optagede af sig selv, af Frankrig og af landets mange oversøiske besiddelser i årene frem til 1960’erne, at man helt har overset de vækstmuligheder, som en mere decentral forvaltning af landet ville medføre.

Det var det fænomen, den franske økonomiske geograf Roger Brunet pegede på, da han tilbage i 1970’erne opfandt begrebet ’den blå banan’, som beskriver det europæiske kontinents økonomiske rygrad, der går fra Norditalien i syd, over Ruhr-området i Tyskland, de store havnebyer i Belgien og Holland, til London, Birmingham og Liverpool. Brunets pointe var at påpege, at de franske magthavere burde interessere sig langt mere for de nordøstlige provinser, der er den del af Frankrig, som geografisk set ligger tættest på Europas primære vækstcentre. Den nuværende præsident, Hollande, har forsøgt at råde bod på disse udviklingsmæssige skævheder ved at reducere antallet af franske regioner fra 22 til 13, hvilket fik effekt fra januar 2016.

”Det er rigtigt, at der er megen misundelse over for Tyskland i Frankrig. Men jeg mener, at man skal passe på med at tro, at man kan kopiere Tyskland. Det kan man ikke. Tyskland er anderledes i kraft af sin geografi, sin historie og sin mentalitet,” siger Nicolas Véron og tilføjer:

”Danmark klarer sig godt. Men Danmark er jo heller ikke en kopi af Tyskland.”

Den franske økonom mener i det hele taget, at man bliver nødt til at skrotte dogmet om, at det er Tyskland og Frankrig, der sammen leder udviklingen i Europa.

”Efter den store øst-udvidelse i 2004 er det ikke længere sådan, at Tyskland og Frankrig alene kan flytte den europæiske debat. Det er et meget lidt symmetrisk forhold, som med årene er blevet stadig mere asymmetrisk. Det bliver aldrig symmetrisk igen. Sandheden er, at Tyskland er centralt og af kritisk betydning i Europa. Frankrig er i dag blot det største af de øvrige lande, snarere end det er den unikke partner,” siger han.

Han peger i øvrigt på en række positive udviklinger, der ikke er politisk drevne men derimod af en bredere samfundsmæssig karakter:

”Management-kulturen i Frankrig udvikler sig i disse år. Den bliver mindre hierarkisk. Samtidig ser vi også en meget kraftig udvikling i forhold til franskmændenes vilje til at tale engelsk. Man åbner sig i den forstand mere over for hele verden, i stedet for at holde fast i de gamle franske interessesfærer,” siger Véron.

Ineffektiv forfatning

Mens den unge Emmanuel Macron både holder taler på engelsk og omfavner Europa, står den nationalkonservative Marine Le Pen fast på at tale fransk og på partiets gamle mærkesag: At EU som en politisk union er et projekt, Frankrig ikke skal deltage i.

De globale finansielle markeder er i de seneste uger begyndt at interessere sig mere indgående for det franske præsidentvalg og for den mulighed, at Marine Le Pen med sin Trump-lignende protektionisme og såkaldte økonomiske patriotisme rent faktisk kan gå hen og blive præsident. Men hvis det skulle ske, vil hun fortsat stå med den udfordring, at hun bagefter skal sikre en sejr ved valget til Nationalforsamlingen, som finder sted i juni måned.

”Folk går ud fra, at fordi præsidenten i Frankrig er stærk, så vil det kunne falde ud som i USA. Men det er ikke rigtigt. Vi har en præsident, en premierminister og en regering, som – for nu at bruge forfatningsmæssige termer – leder regeringens arbejde. Det er altså ikke præsidenten, der gør det,” siger Véron.

Ganske vist har Front National kandidater i alle 577 valgkredse, men hvis Le Pen er blevet præsident, er det givet, at højre- og venstrepartierne vil blokere for Front National ved simpelthen at trække sig til fordel for den kandidat, der står bedst i forhold til at slå den højrenationale kandidat.

Det var dette, der skete, da Marine Le Pen i december 2015 forsøgte at vinde regionalvalget i den nordlige region Hauts-de-France. Hun vandt første runde med godt 40 pct. af stemmerne mod 25 pct. til centrumhøjre-kandidaten og 18 pct. til den socialistiske kandidat. Socialisten trak sig og opfordrede til at stemme på centrumhøjre-kandidaten, der fik knap 58 pct. i 2. valgrunde mod kun godt 42 pct. til Marine Le Pen. Den vindende borgerlige kandidat Xavier Bertrand takkede på valgaftenen venstrefløjens vælgere.

”Dette er ikke de politiske partiers sejr. Det er folkets sejr,” sagde han og kaldte det historisk, at man havde stoppet Front Nationals fremgang, hvorefter han opfordrede til at gennemføre seriøse reformer i Frankrig.

Ikke håbløst, men heller ikke godt

Under alle omstændigheder står det klart, at Frankrigs aktuelle forfatning kun i meget ringe omfang lykkes med at skabe de magtkonstellationer, der er nødvendige for at kunne gennemføre nødvendige men ofte upopulære reformer om arbejdsmarkedsforhold. Dette står i skarp kontrast til det tyske politiske system, hvor proportionalvalgsystemet med en spærregrænse på 5 pct. giver en parlamentarisk sammensætning, som stort set altid vil give et regeringsdueligt flertal. Når man hertil lægger den tyske politiske tradition for at indgå brede regeringssamarbejder hen over midten, samt forbundskanslerens stærke position som regeringschef under en ikke-politisk konstitutionel præsident, har man en væsentlig del af forklaringen på, at Tyskland er langt bedre til løbende at reformere samfundet.

I Frankrig lider samfundet ydermere af den strukturelle svaghed, at langt færre lønmodtagere og arbejdsgivere er organiserede, end man ser det i Tyskland og i de nordiske lande. Dette betyder, at man ikke kan indgå aftaler på arbejdsmarkedet og forvente, at disse bliver overholdt. I stedet bliver det op til det politiske system at regulere forholdene på arbejdsmarkederne. Denne model ender som regel med, at der vedtages lovgivning, som små men stærkt militante fagforeninger ikke bryder sig om, hvilket er forklaringen på, at man så ofte ser billeder af hidsige konfrontationer mellem demonstranter og politi i de franske storbyer.

Nicolas Véron erkender, at der er masser af rum for forbedringer i Frankrigs økonomi.

”Arbejdsløsheden er fortsat temmelig høj. Det er ikke håbløst, men det er heller ikke godt. Det er vel billedet af Frankrig. Det kunne gå bedre, men det kunne også gå værre. Det optimistiske scenarie er, at Frankrig nu kan være på vej mod en ny begyndelse efter flere års paralysering. Jeg vil ikke udelukke det. Men jeg kan heller ikke garantere det.”

Er Frankrigs udfordringer primært politiske eller økonomiske?

”Lige nu står vi midt i en periode med mange valg – både i Frankrig og i en række andre lande. Foreløbig har den valgcyklus været ganske crazy med de resultater, vi har set i Storbritannien og i USA, og vi ved ikke, hvad der sker i Frankrig. På den korte bane er det klart, at de udfordringer først og fremmest er politiske. Og hvis de falder gunstigt ud, venter de økonomiske udfordringer,” siger den franske økonom.