Svagt Frankrig svækker Europa

Frankrig er økonomisk, politisk og socialt dybt svækket forud for de kommende præsident- og parlamentsvalg. I snart tre årtier har Tysklands tætteste politiske allierede ikke været i stand til at gennemføre de seriøse strukturreformer, der kan sætte landets vækstpotentiale frit. Frankrigs svaghed svækker EU.

Da den franske præsidentkandidat Emmanuel Macron i januar holdt en stor europapolitisk tale i Berlin, gjorde han det på engelsk, fordi han – som han forklarede – gerne ville have, at hans tale blev forstået.

”Engelsk er jo vores fælles sprog,” sagde den 39-årige politiske himmelstormer, der aldrig har været valgt til noget politisk embede, men som nu ikke desto mindre er favorit til at blive Frankrigs kommende præsident.

Hjemme i Frankrig protesterede hans forventede hovedmodstander, den højrenationale Marine Le Pen, med ordene ’stakkels Frankrig’.

Emmanuel Macron

Det var ikke tilfældigt, at Macron valgte at holde talen i Berlin. Den var en lang troskabsed til det europæiske samarbejde, til Tyskland som Frankrigs nærmeste politiske allierede og ikke mindst til Tysklands kansler, Angela Merkel, som Macron hyldede for hendes europæiske engagement og for hendes håndtering af flygtningekrisen.

Macron var imidlertid ikke kommet til den tyske hovedstad for kun at rose Tysklands magtfulde kansler siden 2005. Han kom til Berlin med en opfordring om at sætte ny kraft bag Tysklands og Frankrigs mangeårige fælles lederskab i EU-samarbejdet. Macron, der var økonomi- og industriminister i 2014-2016, opfordrede således Tyskland til at føre en langt mere vækst- og investeringsorienteret økonomisk politik, alt imens han kaldte euroen for ’en svag D-mark’.

Denne ikke ubetydelige frækhed henviser til, at Tyskland efter hans mening i finanspolitisk forstand træder for hårdt på bremsen og dermed ikke i tilstrækkelig grad bidrager til at understøtte den blodfattige vækst i Europa. Tyskland har haft overskud på det offentlige budget i 2014, 2015 og 2016. Sidste gang Frankrig havde overskud, var i 1974.

Macron er langtfra den første franske politiker, som synes, at Tyskland skal føre en offensiv finanspolitik. Tværtimod. Det har både højre- og venstreorienterede franske politikere ment i årevis. Ikke desto mindre er det næppe forkert at gætte på, at netop Macron er den af de franske præsidentkandidater, Angela Merkel helst ser som afløser for Francois Hollande.

Når det forholder sig sådan, skyldes det ikke alene, at Macron er langt mere proeuropæisk end den EU-fjendtlige Le Pen og den nu kriseramte konservative kandidat Francois Fillon, som både i 1992 og 2005 stemte nej til yderligere europæisk integration. Centrumvenstre-kandidaten Macron er tyskernes favorit, fordi han er en varm fortaler for, at Frankrig nu for alvor begynder at gennemføre de strukturreformer, som franske politikere har talt om i årtier, men som ingen af dem – hverken til højre eller til venstre – har formået at gennemføre. Ud over det evindelige underskud på de offentlige finanser har de manglende reformer ført til konstant høj arbejdsløshed, en voldsomt stigende offentlig gæld, lav vækst og underskud på betalingsbalancen – nøgletal, der står i skarp kontrast til Tysklands.

Hverken højre eller venstre

Macron stiller op som uafhængig kandidat ved valget, selv om han var minister under socialisten Francois Hollande.

”Jeg er ikke til højre eller til venstre. Jeg går ind for fornyelse,” lyder hans mantra, og dét virker i en sådan grad, at han nu, ifølge stort set alle meningsmålinger, står til at vinde præsidentvalget, der finder sted i april og maj.

Marine Le Pen

Tre meningsmålinger offentliggjort onsdag og torsdag i sidste uge viser, at Marine Le Pen står til mellem 24 og 26 pct. af stemmerne i første runde, mod 21-22 pct. til Macron og 18-20 pct. til Francois Fillon. I anden runde står Macron til 63-64 pct. af stemmerne, mens Le Pen står til 36-37 pct. Macrons forspring til Fillon er i realiteten mere komfortabelt, end tallene viser, fordi centrumpolitikeren Francois Bayrou, der endnu ikke har besluttet, om han stiller op, er ekstremt kritisk over for den konservative Fillon, som er under beskydning for at have sikret sin hustru og sine børn indtægter på tilsammen over seks millioner kroner fra Nationalforsamlingens og Senatets budgetter, og fordi han har modtaget meget store konsulenthonorarer fra en række selskaber i den finansielle sektor, som ledes af hans personlige venner.

Selv om Macron stiller op som uafhængig, har han et helt usædvanligt stærkt netværk af fremtrædende økonomer og erhvervs- og finansfolk bag sig. Det gælder blandt andet de indflydelsesrige Jacques Attali, Alain Minc og ikke mindst Jean Pisani-Ferry. Sidstnævnte grundlagde på foranledning af daværende præsident Jacques Chirac og kansler Gerhard Schröder tænketanken Bruegel i Bruxelles. Pisani-Ferry forlod i begyndelsen af 2016 jobbet som leder af præsident Francois Hollandes strategiske politikenhed for at arbejde for Macrons utraditionelle præsidentkandidatur. Macron er således snarere en insider, selv om han i offentligheden præsenterer sig som en outsider.

Økonomen Nicolas Véron, der arbejder for både Bruegel i Bruxelles og for Washington-tænketanken Peterson Institute for International Economics, konstaterer, at der fortsat er et endog meget stort reformbehov i Frankrig.

”Arbejdsmarkedet er meget rigidt, selv om man har lavet nogle få reformer. Samtidig har virksomhederne ikke adgang til kapital i tilstrækkeligt omfang. Så der er store udfordringer for den kommende præsident,” siger Véron og tilføjer:

”Alligevel er det, som om Frankrig er i et helt nyt state of mind, som man ikke har oplevet i årtier. I mange år har folk levet med en bevidsthed om, at tingene burde forandres. Det er, som om bagtæppet er forandret. Frankrig er ved at smide noget af sin defensive tilgang. Det er, som om der er en erkendelse i hele Frankrig af, at man kan vinde noget ved at skabe forandringer. Måske er det i virkeligheden en konsekvens af Brexit og valget af Trump i USA,” siger han.

Frankrig spejler sig i Tysklands økonomiske model

| Forstør   Luk

Kilder: OECD, Wikipedia, Mandag Morgen.


Sammenligningen med Tyskland

Tyskland og Frankrig har siden 1950’erne været bundet sammen i et europæisk tvangsægteskab, som dybest set blev dikteret af USA, som efter Anden Verdenskrig havde fået nok af at skulle bruge soldater på at skille de to arvefjender fra hinanden. Det begyndte som bekendt med Kul- og Stålunionen i 1952, som Tyskland kun modvilligt tilsluttede sig. Siden fandt skiftende tyske og franske ledere ind i et effektivt samarbejde, som førte til grundlæggelsen af EU med Rom-traktaten i 1957 og sidenhen de mange udvidelser af det europæiske samarbejde med stadig flere lande og samarbejde på stadig flere politikområder.

Trods det mangeårige samarbejde, der omfatter regeringsmøder med samtlige fagministre flere gange om året, er der fortsat store strukturelle forskelle mellem Frankrig og Tyskland. Frankrig har helt siden revolutionen i 1789 været styret med centralistisk jernhånd fra Paris. Dette har sat sig spor helt op til vore dage, i den forstand at Frankrigs regioner ikke i nær samme grad som de langt mere magtfulde tyske delstater har udnyttet deres økonomiske vækstpotentiale.

Regionerne omkring storbyerne Lille, Lyon og Bordeaux har således i høj grad bygget deres vækst på samhandel med henholdsvis Belgien/Holland mod nord, med Italien og Schweiz mod sydøst og med de kunder, som ad søvejen fik leverancer af vin og andre varer fra Bordeaux. Centralismen har således betydet, at Frankrig slet ikke er i nærheden af at have det brede vækstlag af små og mellemstore virksomheder, som Tyskland har. Derfor har franske politikere og eksperter i årtier talt om, hvad man skal gøre for at nære den private foretagsomhed, der er hemmeligheden bag Tysklands økonomiske styrke. Samtidig har franske politikere været så optagede af sig selv, af Frankrig og af landets mange oversøiske besiddelser i årene frem til 1960’erne, at man helt har overset de vækstmuligheder, som en mere decentral forvaltning af landet ville medføre.

Franskmænd skal stemme fire gange

Det var det fænomen, den franske økonomiske geograf Roger Brunet pegede på, da han tilbage i 1970’erne opfandt begrebet ’den blå banan’, som beskriver det europæiske kontinents økonomiske rygrad, der går fra Norditalien i syd, over Ruhr-området i Tyskland, de store havnebyer i Belgien og Holland, til London, Birmingham og Liverpool. Brunets pointe var at påpege, at de franske magthavere burde interessere sig langt mere for de nordøstlige provinser, der er den del af Frankrig, som geografisk set ligger tættest på Europas primære vækstcentre. Den nuværende præsident, Hollande, har forsøgt at råde bod på disse udviklingsmæssige skævheder ved at reducere antallet af franske regioner fra 22 til 13, hvilket fik effekt fra januar 2016.

”Det er rigtigt, at der er megen misundelse over for Tyskland i Frankrig. Men jeg mener, at man skal passe på med at tro, at man kan kopiere Tyskland. Det kan man ikke. Tyskland er anderledes i kraft af sin geografi, sin historie og sin mentalitet,” siger Nicolas Véron og tilføjer:

”Danmark klarer sig godt. Men Danmark er jo heller ikke en kopi af Tyskland.”

Den franske økonom mener i det hele taget, at man bliver nødt til at skrotte dogmet om, at det er Tyskland og Frankrig, der sammen leder udviklingen i Europa.

”Efter den store øst-udvidelse i 2004 er det ikke længere sådan, at Tyskland og Frankrig alene kan flytte den europæiske debat. Det er et meget lidt symmetrisk forhold, som med årene er blevet stadig mere asymmetrisk. Det bliver aldrig symmetrisk igen. Sandheden er, at Tyskland er centralt og af kritisk betydning i Europa. Frankrig er i dag blot det største af de øvrige lande, snarere end det er den unikke partner,” siger han.

Han peger i øvrigt på en række positive udviklinger, der ikke er politisk drevne men derimod af en bredere samfundsmæssig karakter:

”Management-kulturen i Frankrig udvikler sig i disse år. Den bliver mindre hierarkisk. Samtidig ser vi også en meget kraftig udvikling i forhold til franskmændenes vilje til at tale engelsk. Man åbner sig i den forstand mere over for hele verden, i stedet for at holde fast i de gamle franske interessesfærer,” siger Véron.

Ineffektiv forfatning

Mens den unge Emmanuel Macron både holder taler på engelsk og omfavner Europa, står den nationalkonservative Marine Le Pen fast på at tale fransk og på partiets gamle mærkesag: At EU som en politisk union er et projekt, Frankrig ikke skal deltage i.

De globale finansielle markeder er i de seneste uger begyndt at interessere sig mere indgående for det franske præsidentvalg og for den mulighed, at Marine Le Pen med sin Trump-lignende protektionisme og såkaldte økonomiske patriotisme rent faktisk kan gå hen og blive præsident. Men hvis det skulle ske, vil hun fortsat stå med den udfordring, at hun bagefter skal sikre en sejr ved valget til Nationalforsamlingen, som finder sted i juni måned.

Fransk forfatning hæmmer reformer

”Folk går ud fra, at fordi præsidenten i Frankrig er stærk, så vil det kunne falde ud som i USA. Men det er ikke rigtigt. Vi har en præsident, en premierminister og en regering, som – for nu at bruge forfatningsmæssige termer – leder regeringens arbejde. Det er altså ikke præsidenten, der gør det,” siger Véron.

Ganske vist har Front National kandidater i alle 577 valgkredse, men hvis Le Pen er blevet præsident, er det givet, at højre- og venstrepartierne vil blokere for Front National ved simpelthen at trække sig til fordel for den kandidat, der står bedst i forhold til at slå den højrenationale kandidat.

Det var dette, der skete, da Marine Le Pen i december 2015 forsøgte at vinde regionalvalget i den nordlige region Hauts-de-France. Hun vandt første runde med godt 40 pct. af stemmerne mod 25 pct. til centrumhøjre-kandidaten og 18 pct. til den socialistiske kandidat. Socialisten trak sig og opfordrede til at stemme på centrumhøjre-kandidaten, der fik knap 58 pct. i 2. valgrunde mod kun godt 42 pct. til Marine Le Pen. Den vindende borgerlige kandidat Xavier Bertrand takkede på valgaftenen venstrefløjens vælgere.

”Dette er ikke de politiske partiers sejr. Det er folkets sejr,” sagde han og kaldte det historisk, at man havde stoppet Front Nationals fremgang, hvorefter han opfordrede til at gennemføre seriøse reformer i Frankrig.

Ikke håbløst, men heller ikke godt

Under alle omstændigheder står det klart, at Frankrigs aktuelle forfatning kun i meget ringe omfang lykkes med at skabe de magtkonstellationer, der er nødvendige for at kunne gennemføre nødvendige men ofte upopulære reformer om arbejdsmarkedsforhold. Dette står i skarp kontrast til det tyske politiske system, hvor proportionalvalgsystemet med en spærregrænse på 5 pct. giver en parlamentarisk sammensætning, som stort set altid vil give et regeringsdueligt flertal. Når man hertil lægger den tyske politiske tradition for at indgå brede regeringssamarbejder hen over midten, samt forbundskanslerens stærke position som regeringschef under en ikke-politisk konstitutionel præsident, har man en væsentlig del af forklaringen på, at Tyskland er langt bedre til løbende at reformere samfundet.

I Frankrig lider samfundet ydermere af den strukturelle svaghed, at langt færre lønmodtagere og arbejdsgivere er organiserede, end man ser det i Tyskland og i de nordiske lande. Dette betyder, at man ikke kan indgå aftaler på arbejdsmarkedet og forvente, at disse bliver overholdt. I stedet bliver det op til det politiske system at regulere forholdene på arbejdsmarkederne. Denne model ender som regel med, at der vedtages lovgivning, som små men stærkt militante fagforeninger ikke bryder sig om, hvilket er forklaringen på, at man så ofte ser billeder af hidsige konfrontationer mellem demonstranter og politi i de franske storbyer.

Nicolas Véron erkender, at der er masser af rum for forbedringer i Frankrigs økonomi.

”Arbejdsløsheden er fortsat temmelig høj. Det er ikke håbløst, men det er heller ikke godt. Det er vel billedet af Frankrig. Det kunne gå bedre, men det kunne også gå værre. Det optimistiske scenarie er, at Frankrig nu kan være på vej mod en ny begyndelse efter flere års paralysering. Jeg vil ikke udelukke det. Men jeg kan heller ikke garantere det.”

Er Frankrigs udfordringer primært politiske eller økonomiske?

”Lige nu står vi midt i en periode med mange valg – både i Frankrig og i en række andre lande. Foreløbig har den valgcyklus været ganske crazy med de resultater, vi har set i Storbritannien og i USA, og vi ved ikke, hvad der sker i Frankrig. På den korte bane er det klart, at de udfordringer først og fremmest er politiske. Og hvis de falder gunstigt ud, venter de økonomiske udfordringer,” siger den franske økonom.

Forrige artikel BIG’s globale aftryk skal brande Norden BIG’s globale aftryk skal brande Norden Næste artikel Crowdsourcing udvikler velfærd Crowdsourcing udvikler velfærd

Lars Seier: Når far flytter, skal børnene vide, at de stadig er elsket

Lars Seier: Når far flytter, skal børnene vide, at de stadig er elsket

INTERVIEW: Allerede i 2008 smagte Lars Seier på friheden, da andre kræfter tog over i livsværket Saxo Bank. Men han måtte sammen med kompagnonen Kim Fournais træde ind i den daglige ledelse igen fire år senere, og hans exit blev udskudt. Først i 2018 havde han solgt alle ejerandele. 

1.000 topchefers erkendelse: Vi har svigtet verdensmålene

1.000 topchefers erkendelse: Vi har svigtet verdensmålene

KOMMENTAR: Omfattende undersøgelse fra UN Global Compact beskriver både en realistisk selverkendelse hos verdens førende topchefer og er samtidig et fælles opråb til at sætte ny turbo på en forsinket grøn omstilling.

Systemforståelse – et fag du ikke kan få

Systemforståelse – et fag du ikke kan få

TECHTENDENSER: Vi ville stå bedre rustet i en kompleks og omskiftelig verden, hvis vi lærte at forstå de generelle mekanismer, der præger udviklingen af alle systemer – fra biologi, økonomi og til internettet. Men mærkværdigvis er systemforståelse slet ikke på skemaet.

Krigen mellem Kinas techgiganter stilner af

Krigen mellem Kinas techgiganter stilner af

KOMMENTAR: Kinas internet domineres af Alibaba og Tencent. I begge selskaber har der netop været rokader i topledelsen, muligvis som følge af pres fra den kinesiske stat, der ønsker mere kontrol med de to giganter.

Jo, du bør faktisk bruge emojis på arbejdet

Jo, du bør faktisk bruge emojis på arbejdet

Engang blev det anset som løssluppent, men nu er brugen af emojis essentiel for klar og tydelig kommunikation, for holdånden, og så er de med til at skabe en fælles virksomhedskultur. 

Nød lærer byer at tænke grønt

Nød lærer byer at tænke grønt

Når 94 af verdens mest klimaambitiøse byer mødes til C40 World Mayors Summit i København i denne uge, gør de det ikke kun, fordi de vil gøre kloden grønnere. De gør det, fordi de er nødt til det. De gør det for at kunne trække vejret.

Kommunerne skal gøre klar til at være frontkæmpere i klimakampen

Kommunerne skal gøre klar til at være frontkæmpere i klimakampen

KOMMENTAR: Mange byer er i fuld gang med at implementere klimatiltag med voksende ambitioner. Flere og flere af verdens storbyer har nu som officielt mål at gøre deres for at holde jorden under 1,5 graders temperaturstigning, men flere skal i gang – også i Danmark.

Grønt investeringsboom venter – på en dyster baggrund

Grønt investeringsboom venter – på en dyster baggrund

Gassen er ved at gå af verdensøkonomien. Samtidig skal der investeres store milliardbeløb i at redde klimaet. Kan de to ting forenes? Mandag Morgen har spurgt en dansk minister, en EU-kommissær, en pensionsdirektør og to økonomiske chefanalytikere.

Verdensøkonomien er ved at skifte gear

Verdensøkonomien er ved at skifte gear

Dampen er ved at gå af den globale økonomi, og centralbankerne har snart ikke mere tørt krudt at understøtte økonomien med. Spørgsmålet er, om vi er på vej mod en egentlig nedtur, eller om vi blot oplever omstillingen til et nyt lavvækstparadigme.

Vicedirektør i Nationalbanken: Markedsfejl er medskyldige i klimaforandringerne

Vicedirektør i Nationalbanken: Markedsfejl er medskyldige i klimaforandringerne

De finansielle markeder indregner ikke altid omkostningerne ved at udlede drivhusgasser, og det kan have været med til at styre den private kapital i klimaskadelig retning. Det vurderer chef for afdeling for Økonomi og Pengepolitik i Nationalbanken Signe Krogstrup. Hun mener, det i visse tilfælde kan ligge inden for nationalbankers mandat at handle for at imødegå klimakrisen.  

Centralbanker står foran klimarevolution

Centralbanker står foran klimarevolution

Markedsfejl er medskyldige i klimakrisen. Det udgør − sammen med indgribende klimapolitikker – store risici for samfundsøkonomien og for det finansielle system. Den Europæiske Centralbanks kommende chef vil gribe ind.

Stor opbakning til at hjælpe børnene på Sjælsmark

Stor opbakning til at hjælpe børnene på Sjælsmark

Knap halvdelen af danskerne mener, at de afviste asylbørn på Sjælsmark skal have bedre vilkår. Kun hver femte dansker er imod. Selv Venstre har flere tilhængere end modstandere af at hjælpe børnene. Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) forudser en løsning for børnefamilierne inden påske. Vælgerne er også klar til at droppe det omstridte udrejsecenter på Lindholm.

Verdens kedeligste udlændingepolitik

Verdens kedeligste udlændingepolitik

KOMMENTAR: Hvis Tesfaye lykkes med sin ambition om at afdramatisere udlændingepolitikken, kan det blive et opgør med den logik, der har defineret dansk politik i 20 år.

Tech-analysen: Hvis ikke du betaler bliver du solgt

Tech-analysen: Hvis ikke du betaler bliver du solgt

250 kroner per person om måneden. Det er – groft sagt - prisen for clickbaits, virale meningsløsheder, kunstigt skabt mobil-afhængighed, et vingeskudt demokrati og et pivåbent privatliv på de centrale tjenester i vores liv.

De ultrarige, super-innovative og succesfuldes hjemmebane

De ultrarige, super-innovative og succesfuldes hjemmebane

Silicon Valley er hjemsted for klodens førende tech-virksomheder, succesrige acceleratorer, enorme mængder venturekapital, og universiteter i den absolutte topklasse. Innovation Centre Denmarks kontor i Silicon Valley præsenterer et par af hovedattraktionerne i et enestående innovationsmiljø.

Risikoen ved at hyre efter kulturelt match

Risikoen ved at hyre efter kulturelt match

Arbejdsgivere går ofte efter at ansætte folk, som de tror vil passe godt ind. Men det kan let ende med, at alle nyansatte ligner hinanden og handler og tænker ens. 

Set, læst og hørt: Nana Bule

Set, læst og hørt: Nana Bule

Nana Bule har set en larmende fotoudstilling om forbrugssamfundet på Louisiana og kommer igennem morgenlogistikken til lyden af den franske komponist Erik Satie.  

Mette Frederiksen har 340 politiske slagvarer på hylderne

Mette Frederiksen har 340 politiske slagvarer på hylderne

Mandag Morgen har samlet alle brikkerne i Mette Frederiksens politiske program. Kortlægningen viser, at regeringen har overraskende mange forslag i pipelinen, og at statsministeren skal levere på utroligt mange fronter, hvis hun skal undgå anklager om løftebrud.

Socialdemokratiets politiske supermarked

Socialdemokratiets politiske supermarked

Her er Mette Frederiksens politiske pipeline. Socialdemokratiet har de sidste to år fremlagt 25 politiske udspil, der tilsammen gemmer på mindst 340 forslag, som nu skal føres ud i livet.

Frederiksens røde kursskifter

Frederiksens røde kursskifter

KOMMENTAR: Statsministerens manual til den nye folketingssamling er fyldt med røde tiltag. Men der skal manøvreres dygtigt for at få resultaterne hentet hjem.

V-politikere borer i ministrenes løfter

V-politikere borer i ministrenes løfter

Venstre bombarderer lige nu S-ministrene med spørgsmål om, hvorvidt regeringen vil gennemføre de forslag, Socialdemokratiet er gået til valg på. Mandag Morgens opgørelse viser, at den flittigste spørgejørgen er Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.

Mette Frederiksen har 12 milliarder ekstra

Mette Frederiksen har 12 milliarder ekstra

Nye beregninger viser, at regeringen har mange flere milliarder at fordele, end økonomerne regnede med for blot få måneder siden. Det ændrer fundamentalt på regeringens muligheder for at indfri løfterne om bedre velfærd, mener cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen.

Tech-analysen: Maskiner kan ikke sige pyt

Tech-analysen: Maskiner kan ikke sige pyt

For at kunne samarbejde må vi vise tillid. For at komme videre må vi kunne lægge fortiden bag os. Innovation og kreativitet stivner, hvis vi ikke kan tilgive hinandens fejltagelser. Det kan være svært – men for computere er det decideret unaturligt.

Ledere lever livet farligt

Ledere lever livet farligt

KOMMENTAR: ”Du skal afklare dit mandat og ledelsesrum”, lyder en velkendt anbefaling. Det lyder besnærende at kunne gå i enerum med sin opdragsgiver og få sat rammerne på plads. Én gang for alle. Men det er langtfra en ukompliceret øvelse. Og den kan være farlig.

Set, læst og hørt: Aaja Chemnitz Larsen

Set, læst og hørt: Aaja Chemnitz Larsen

Aaja Chemnitz Larsen har over sommeren læst ’Drømmen om frihed’, der med den tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist i centrum belyser en række aktuelle emner i dagens Grønland. Og så har hun set en grønlandsk gyser, som ikke har noget med Trump at gøre.

Borgere skal træffe svære velfærdsvalg

Borgere skal træffe svære velfærdsvalg

Landets borgmestre har svært ved at få enderne til at mødes i budgettet. I Odense har politikerne nu bedt både eksperter og borgere om at komme med ideer til, hvordan kommunen kan sikre velfærden frem mod 2030. Professor forudser en helt ny form for demokratisk samspil, hvor borgerne ikke længere er kunder i butikken, men selv bidrager til at skabe bedre livsvilkår.

Udgifterne stiger eksplosivt: Eksperter rystede over Odenses udfordringer

Udgifterne stiger eksplosivt: Eksperter rystede over Odenses udfordringer

I mere end ti år har reformer af velfærden handlet om, at danskerne skulle arbejde mere. Alligevel kæmper kommunerne med at finde pengene til velfærden i de kommende ti år. Med udgangspunkt i Odense Kommune peger førende eksperter på seks kæmpestore udfordringer for velfærden. De har også en palet af nye og kontroversielle ideer til at løse dem.

Velfærdens seks store udfordringer

Velfærdens seks store udfordringer

Kommunerne fattes penge. Og der er ingen nemme veje ud af det stadigt større velfærdspres, der tegner sig i alle landets kommuner de kommende år. Eksperter har udpeget de seks største udfordringer for Odense frem mod 2030. Udfordringer, som borgmestre i andre kommuner også har tæt inde på livet.

Borgmester og byråd lader borgerne tænke med

Borgmester og byråd lader borgerne tænke med

INTERVIEW: Omkring 1.800 borgere i Odense har stået i kø for at diskutere kommunens udfordringer. Samtidig har et særligt borgerråd på 100 personer fremlagt ni anbefalinger til byrådet som optakt til velfærdens 2030-plan, den første af sin art i Danmark. Borgmesteren mener, at borgerne anbefaler ting, som politikerne ikke selv har haft fokus på.

Danskerne vil have klimaafgifter på flyrejser

Danskerne vil have klimaafgifter på flyrejser

Knap halvdelen af befolkningen er klar til at betale klimaafgifter, når de rejser med fly. De mener, at der skal ske noget på klimaområdet og er klar til selv at bidrage. Skatteministeriets afvisning af en CO2-afgift på brændstof hviler på en misforståelse, lyder det fra forskere.

Ronkedorernes efterår

Ronkedorernes efterår

KOMMENTAR: Det er ikke kun i Venstre, at hanelefanterne gungrer på vej ud ad døren. Lykketoft og Sass beskylder hinanden for at være ”fejlcastede” – men mener samtidig begge to at have trukket Mette Frederiksen i den helt rigtige retning: den ene mod Radikale og den anden mod DF.