På deres første personlige møde lovede Lars Løkke Rasmussen som ventet Donald Trump, at Danmark fremover vil bruge flere penge på Forsvaret, så vores militærudgifterne kommer tættere på de 2 pct. af BNP i 2024, der er målsætningen i NATO.

”Ellers havde det været et meget kort møde,” siger lektor på Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.

Efter at Trump er kommet til magten, er den danske regering begyndt at tale højere om at øge forsvarsudgifterne, der i dag ligger på ca. 20 milliarder kr., eller hvad der svarer til 1,02. pct. af BNP i 2016. Dermed skal forsvarsbudgettet nærmest fordobles for at tilfredsstille Trump, men heldigvis ikke lige med det samme. Målet skal først nås i 2024, og til den tid kan verden have forandret sig mange gange, og Trump kan være over alle bjerge.

”Jeg er helt sikker på, at der sidder rigtig mange danske politikere og håber på, at Trump ikke holder så længe. Lige nu er Løkke bare nødt til at love, at Danmark bruger lidt flere penge på Forsvaret. Men hvis det amerikanske pres falder, så kan jeg love dig for, at så vil løfterne blive udskudt igen og igen og igen,” siger Peter Viggo Jakobsen.

Han mener, at det er Trump og ikke Putin, der er den afgørende nye faktor, der har fået de danske politikere til seriøst at støtte en militær oprustning. Putin har ikke opført sig mere sindssygt end normalt det sidste års tid, som han udtrykker det. Så det er nærmere Trumps trusler, der gør, at et flertal i Folketinget nu føler, at det er nødvendigt at bruge flere penge, selv om Putin og truslen fra islamisk terrorisme officielt får skylden. Det samme mener Hans Mouritzen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS):

”Diskussionen om byrdefordeling og 2 pct. er virkeligheden gammel, men det er først, når man får en tilsyneladende uberegnelig person i Det Hvide Hus, at der kommer gang i det hele,” siger han.

Grundlæggende har den danske holdning til NATO dog ikke ændret sig de sidste mange år.

”Den danske tilgang til medlemskabet af NATO er den samme som altid: Hvor billigt kan vi slippe? Med Trump ser det ud, som om det billigste, vi kan slippe afsted med lige nu, det er at love at bruge op mod 2 pct. af BNP, fordi Trump på sin egen firkantede måde siger, at hvis vi ikke vil betale, så skal vi ikke regne med USA i NATO. Og hvis det sker, så skal vi først for alvor til at bruge mange penge på Forsvaret her i Europa,” siger Peter Viggo Jakobsen.

Flertal for oprustning

På vores egen nølende og kræmmeragtige facon er Danmark klar til at bruge flere penge på Forsvaret. DF og de konservative har ønsket det længe. Venstre har tøvet og stort set ignoreret anbefalingerne fra den særlige udenrigspolitiske udreder, Peter Taksøe-Jensen, der allerede sidste år anbefalede en oprustning. Men efter at Trump er valgt, og den nidkære kassemester Claus Hjort Frederiksen (V) er blevet fjernet fra Finansministeriet og i stedet placeret ved kanonerne i Forsvarsministeriet, er Venstre mere klar i mælet: Forsvaret skal have et substantielt løft, lyder det nu. Og formanden for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, er efter et besøg hos de danske styrker i Irak i marts heller ikke længere så lunken over for at øge forsvarsudgifterne.

Dermed er der allerede længe inden efterårets forhandlinger om det næste forsvarsforlig et bredt flertal i Folketinget, der vil øge de danske forsvarsudgifter. Vi har nydt godt af freden efter Den Kolde Krig, hvor forsvarsudgifterne er sænket løbende, og dermed er den såkaldte fredsdividende blevet høstet, som udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) udtrykker det:

”Vi var parate til at høste fredsdividenden, da der var afspænding, og må naturligvis også være parate til at gå i den anden retning, når spændingerne øges,” siger udenrigsministeren i en skriftlig kommentar – og uddyber årsagerne til spændingerne uden dog at nævne Trump:

”I dag står vi over for en række komplekse udfordringer, trusler og nye risici. Trusler som terrorisme, migration og hybrid krigsførelse spiller en stadig større rolle og bidrager samtidig til, at skellet mellem intern og ekstern sikkerhed udviskes. I lyset af det ændrede trusselsbillede er vi nu nødt til at øge forsvarsudgifterne.”

Nedrustning er forbi

Det er ikke kun Danmark, der har nydt godt af fredsdividenden efter afslutningen på Den Kolde Krig. I 1985 brugte USA over 6 pct. af BNP på sit militær. Den andel er nede på 3,3 pct. i 2015. Storbritannien har i samme periode sænket militærudgifterne fra knap 5 pct. til 2 pct. af BNP. Frankrig noget lignende, og Danmark har godt nok altid ligget nogle niveauer under, men har også fulgt trenden nedad. Siden midten af 1980’erne er den relative andel af de danske udgifter til forsvaret halveret fra ca. 2 pct. af BNP til kun akkurat over 1 pct. sidste år. Se figur 1.

”Op gennem 1990’erne brugte langt de fleste lande mindre på militæret end tidligere af den ene grund, at den ene af de to supermagter, Sovjetunionen, forsvandt. I USA blev Bill Clinton f.eks. valgt med et løfte om af omdanne militærfabrikker til mere civile formål og få gang i økonomien igen. Men den nedrustning stoppede ret hurtigt, og USA begyndte igen at øge sine militærbudgetter allerede i 1998. Og siden da er det kun gået op, op og op til de astronomiske beløb, vi ser i dag,” siger Aude Fleurant, der er forskningsleder på Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI), der med støtte fra den svenske regering indsamler statistik og viden om verdens våbenhandel og militærbudgetter.

Hun forklarer, at det er lidt misvisende at se udviklingen de seneste år som en global nedrustning. For måler man militærudgifter i faste priser i stedet for andel af BNP, der jo automatisk falder, når økonomien vokser, er billedet noget anderledes. Så viser det sig, at man i alle andre verdensdele end Europa for længst har oprustet til langt over niveauet ved afslutningen af Den Kolde Krig. Med andre ord er verden blevet mere militariseret end under Den Kolde Krig, mens Europa som den eneste har sparret. Se figur 2.

I Afrika og Mellemøsten er militærbudgetterne blevet fordoblet siden 1990, og i Asien er de mere end tredoblede. Og godt nok faldt USA’s militærbudget fra omkring 500 milliarder dollar i 1990 (i nutidens priser) til 400 milliarder i år 2000, men det er siden steget igen til cirka 600 milliarder dollar i 2015. Kun i Europa er niveauet samlet set faldet (fra 630 milliarder dollar i 1990 til knap 400 milliarder i 2015). Så det er Europa, der har høstet mest af fredsdividenden. Alle andre steder er det gået den anden – og forkerte – vej, hvis man spørger Aude Fleurant om hendes holdning til oprustningen:

”Som forsker på et fredsinstitut ser jeg den militære oprustning i regioner som en af de destabiliserende komponenter, der øger risikoen for krig og konflikt. Jo flere våben man anskaffer sig, jo kraftigere et signal sender man om, at en situationen kan ende i væbnet konflikt. Den udvikling har vi især set i det Sydkinesiske Hav, hvor frygten for Kinas voksende militærmagt har ansporet mange nabolande til at købe virkelig store våbensystemer,” siger Aude Fleurant.

Rusland truer Europa

Forskerne ved militærinstitutterne anlægger et lidt andet synspunkt. For uden eget militær er der intet værn mod fremmede magter. I Europa er det især truslen fra Rusland, der har fået mange lande til at påbegynde en militær oprustning – og for de små central- og østeuropæiske lande har det stået på i hvert fald siden Ruslands invasion og annektering af Krimhalvøen i Ukraine i 2014. Det er den væsentligste årsag til den igangværende europæiske oprustning, siger seniorforsker og vicecenterleder af Center for Militære Studier på Københavns Universitet Kristian Søby Kristensen.

”Traditionel stormagtspolitik er kommet tilbage med Ruslands annektering af Krim. Den tror jeg, der var mange, der ikke havde set komme. Det er det, der driver stigningen i militærbudgetterne i Europa, og det handler jo om at garantere egen nationale sikkerhed mod det, der skete for Ukraine,” siger Kristian Søby Kristensen.

Også svenskerne og finnerne har igangsat en oprustning de seneste år efter forskellige episoder med russiske spioner og ubåde lidt for tæt inde på livet. I marts i år annoncerede den svenske regering eksempelvis, at man nu vil genindføre værnepligten, der ellers ikke har været anvendt siden 2010.

”Det er Rusland, der er den vigtigste forklaring på, hvorfor stort set alle Danmarks naboer har øget deres militærbudgetter de senere år. Den samme debat er vi jo så småt ved at få her i Danmark. På den måde halter Danmark i virkeligheden bare lidt efter de andre lande i Nordeuropa. Vi ligger jo også lidt længere væk fra Rusland. Og så lægger vores 5-årige forligsperioder lidt mere låg på pludselige stigninger i forsvarsbudgetterne,” siger Kristian Søby Kristensen.

Våbenkapløb med Rusland

En af forskellene på nu og tidligere er da også, at Danmark ikke længere er en frontlinjestat, som under Den Kolde Krig. Fronten går ikke ved Bornholm, men i Østersøområdet og i de baltiske lande. Den danske regering har netop også fået grønt lys af Folketinget til at sende nogle hundrede danske soldater til Estland som en del af en NATO-styrke på i alt 4.000 mand, der udstationeres ved den russiske grænse i Estland, Letland, Litauen og Polen.

Den beslutning har Rusland dog allerede svaret på ved at kalde det ”en trussel mod landets nationale interesser” og ved selv at mobilisere flere styrker på den anden side af grænsen. Og det er netop risikoen ved oprustning i international politik, påpeger Hans Mouritzen fra DIIS.

”Det kalder man sikkerhedsdilemmaet, fordi sikkerhed er en relativ størrelse, hvor den ene parts forsøg på at øge sin sikkerhed ved at opruste undergraver den anden parts sikkerhed, hvorfor også den part anspores til at opruste. Og med det klima, der er til Rusland for øjeblikket, er det den her gensidige oprustning, der har været gamet det seneste stykke tid,” siger Hans Mouritzen.

På spørgsmålet om, hvorvidt Danmark og NATO ikke risikerer at igangsætte et våbenkapløb med Rusland, siger udenrigsminister Anders Samuelsen, at NATO kun reagerer proportionelt med Ruslands handlinger:

”Vi har ingen interesse i et våbenkapløb. Derfor opfordrer vi også i alle relevante fora Rusland til at udvise tilbageholdenhed og efterleve de fælles spilleregler, vi har. NATO agerer udelukkende defensivt og proportionelt til Ruslands handlinger. Vores bidrag til NATO – herunder i Baltikum – handler om at udvise solidaritet med vores allierede i lyset det forværrede trusselsbillede. Vi er nødt til at tage de russiske trusler alvorligt og stå fast på vores politikker, samtidig med at vi samarbejder med Rusland i f.eks. Arktis,” siger udenrigsministeren.

Svær spareøvelse venter

Følger man pengestrømmene for militæroprustning i verden, er det uden sammenlignin Rusland og USA, der tjener mest på verdens oprustning og den stigende våbenhandel, der efter storhedstiden i 1980’erne ramte et lavpunkt i 2002, men siden da stort set kun er gået op. USA står i dag for ca. 33 pct. af verdens våbeneksport, Rusland for 23 pct. Og først langt efter følger lande som Kina, Frankrig og Tyskland. Se figur 3 og 4.

Danmarks våbeneksport er nærmest ligegyldig i den sammenhæng. Og derfor fylder argumenterne om økonomisk aktivitet og flere arbejdspladser heller ikke meget i den danske debat om en militær oprustning.

”Man vinder ikke nogen valg på at sige, at man vil bruge flere penge på udenrigspolitik eller forsvar, fordi Forsvaret efterhånden har mistet sin sognerådspolitiske dimension. Der er nogle enkelte kaserner, der stadig fylder lidt i nogle kommuner, men ikke som tidligere eller som i andre lande. Og selv om forsvarsbudgettet er stort, så er det ikke rigtigt noget, der batter noget i Christiansborg-logikken, fordi det er svært at argumentere for, at man skaber danske arbejdspladser med alt det her internationale halløj,” siger Kristian Søby Kristensen.

Men gode argumenter skal der findes, hvis regeringen vil have forsvarsudgifterne op på 2 pct. af BNP. Det svarer til ca. 40 milliarder kr. på hele forsvarsområdet om året, og det er lige så meget som alle de kommunale udgifter til folkeskolen. I en velfærdsstat som den danske har det været historisk svært at få vælgerne med på at øge forsvarsudgifterne, siger valgforskeren Jørgen Goul Andersen, der er professor på Aalborg Universitet.

”Hvis man begynder at gøre antræk til at fordoble forsvarsbudgettet, så tror jeg nok, der vil lyde et ramaskrig. Der er en udbredt folkelig skepsis over for forsvarsudgifter. Det er et af de områder, hvor vælgere mest entydigt siger, at der bliver brugt for mange penge,” siger han.

På stort set alle andre områder – især på kernevelfærd som sundhed, ældrepleje og børnepasning – vil vælgerne derimod bruge flere penge. Se figur 5.

Men modviljen mod forsvarsudgifterne er dog ikke så stor, som den har været, understreger Jørgen Goul Andersen.

”Andelen af vælgere, der gerne vil bruge lidt mere på forsvaret er paradoksalt nok vokset en smule siden Den Kolde Krig. Men det skal også ses i sammenhæng med, at der jo er blevet sparet meget på Forsvaret i samme periode. Så der er godt nok en folkelig skepsis, men ikke uovervindelig skepsis,” siger han.

Hans Mouritzen og Kristian Søby Kristensen mener, at debatten om at øge det danske forsvarsbudget skal starte et helt andet sted. Hverken med arbejdspladser, velfærd, 2 pct.-målsætninger eller presset fra Trump.

”Vi skal ikke øge det danske militærbudget som en konsekvens af det amerikanske pres, eller fordi de mener, at byrdefordelingen har været unfair hidtil. Hvis Danmark skal øge sit militærbudget, så skal det være, fordi det er i Danmarks interesser,” siger Kristian Søby Kristensen.