Chefredaktør på Altinget siden maj 2017.
Jakob Nielsen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere studeret international økonomi ved CBS. Han har i en årrække været ansat på Politiken, bl.a. som indlandsredaktør, politisk redaktør og korrespondent i Bruxelles og Washington. Senest var han redaktør for Politikens netavis.
Forfatter til en lærebog om EU, en politisk biografi af Helle Thorning-Schmidt samt en bog om modstandsmanden og redaktøren Børge Outze.
Fremtidens arbejde kalder
KOMMENTAR Industrialderens tid er for alvor sluttet med coronakrisen. Nu kan vi se, at digitale og fleksible løsninger er vejen frem for et sundt arbejdsliv. Derfor er det ikke nok at gøre noget for Arne – vi må også sørge for, at hans børn og børnebørn ikke ender ligesom ham.
Om 20 eller 30 år arbejder vi kun to-tre timer om dagen, og vi tjener det samme, fordi maskiner og robotter gør det hele muligt.
Sådan lyder det optimistiske – eller for nogle måske dystopiske – fremtidsscenarium fra fremtidsforskeren Gerd Leonhard.
Hans forudsigelse bygger på mindst to meget diskutable præmisser: For det første at vi kan opretholde samme velstand med en mindre arbejdsindsats. For det andet at fordelingen af goder i sådan et samfund ville være stort set uændret. Især det sidste forekommer meget urealistisk, når man ser på, hvordan gevinsten fra de seneste 20 års globalisering er blevet fordelt, både globalt og nationalt.
Men se nu alligevel, hvad der sker rundtomkring. Stadig flere steder begynder offentlige og private arbejdsgivere at eksperimentere med mere hjemmearbejde og kortere arbejdsuger. Og i afmålte forsøg tyder noget på, at eksperimenterne hænger sammen.
Det er en trend, vi som ledere kommer til at forholde os til, både på kort og lidt længere sigt.
I en ellers dyster tid har coronakrisen haft den positive effekt, at den har tvunget os til at gentænke vores arbejdsliv.
Det gælder især brugen af hjemmearbejde, herunder den hurtige tilvænning til helt eller delvist digitale møder.
Men det gælder også mængden af arbejde og organiseringen af det.
Det kan de tale med om i pensionsselskabet PFA, hvor en intern undersøgelse efter nedlukningen viste, at mange medarbejdere havde fået større arbejdsglæde af at arbejde hjemme – nogle var ligefrem blevet mere produktive. Og måske endnu vigtigere: Stressniveauet faldt.
PFA ved noget om, hvad stress kan betyde: En stor del af de penge, selskabet hvert år udbetaler, går til mennesker, der går ned med stress eller slås med andre psykiske problemer.
Så nu forsøger PFA at gå foran med et godt eksempel: Medarbejderne kan nu vælge at have op til to ugentlige hjemmearbejdsdage, og de kan få installeret en arbejdsplads hjemme med skærm, hæve-sænke-bord etc.
Samtidig er der åbnet for, at medarbejderne kan vælge en firedages arbejdsuge og gå tilsvarende ned i løn – men med mulighed for at vende tilbage til fuld tid og med håndslag på, at det ikke bremser karrieren.
Om regnestykket hænger sammen, vil tiden vise. PFA vil over tid kunne spare dyre kontorkvadratmeter og især spare penge på at reducere sygedage og nedslidning i jobbet.
Men hvem kan nyde godt af det moderne, fleksible arbejdsliv? Er det forbeholdt kontornussere og den kreative klasse? Buschaufføren, hjemmehjælperen og tømreren kommer ikke langt med hjemmearbejde. I mange erhverv vil produktiviteten uvægerligt gå ned i takt med tilstedeværelsen.
De forbehold er relevante, men debatten om et mere fleksibelt arbejdsliv må også ses over længere tid.
I disse uger er regeringen ved at finpudse sit udspil til den nye ordning, der skal give nedslidte danskere ret til tidligere tilbagetrækning. Samtidig bliver pensionsalderen fortsat sat op.
Groft sagt betyder det, at samfundet overtager regningen for den nedslidning, der måske kunne være undgået, hvis fysisk krævende job havde været indrettet på en mere fleksibel måde.
Selv om der formentlig er bred folkelig og politisk opbakning til at sikre socialdemokraternes Arne mulighed for en anstændig alderdom, så må man håbe, at debatten ikke stopper, når regeringens forslag en dag er vedtaget. Der må tænkes videre i modeller, der betyder, at hans børn og børnebørn ikke får brug for samme ordning.
Her må arbejdsmarkedets parter – ikke mindst fagbevægelsen – også tage et medansvar. Midt i vores rituelle lovprisning af den danske model glemmer vi af og til, at de stærke organisationer nogle gange blokerer for nytænkning. Af og til har de mere travlt med at forsvare hævdvundne positioner end med at forny arbejdslivet på en måde, der kunne gavne deres egne medlemmer.
Arbejdslivet er i opbrud. Tiden kalder på kreative løsninger. Nogle skal arbejde mere hjemme. Nogle skal gå op eller ned i tid, alt efter hvilken livsfase de er i. Og hvad med civilsamfundet? Hvad ville der ske, hvis arbejdspladser gav medarbejderne mulighed for at donere nogle af deres arbejdstimer til et godt formål?
Mulighederne er derude. Men tiden kræver, at vi tør udfordre både vores protestantiske arbejdskultur og tendensen til detailstyring. Det er en fantastisk inspirerende ledelsesopgave.
