Af Nicklas Larsen og Søren Jensen
Instituttet for Fremtidsforskning 

En pandemi er hverken en historisk unik eller uventet begivenhed. Faktisk blev en respiratorisk pandemi som covid-19 betragtet som sandsynlig og var endda forventet af flere virologer.

Alligevel har der i debatten om, hvor velforberedte vi var, indsneget sig en tendens til at omtale pandemien som en sort svane.

Udtrykket har vundet udbredelse med bogen ’The Black Swan’ fra 2007, hvor den libanesisk-amerikanske filosof Nassim Taleb anvender udtrykket om ​​begivenheder med enorme konsekvenser, som man ikke med rimelighed kunne forudse.

Det tjener i dag et ringe formål at dvæle ved de mange rapporter og akademikere, der fortalte os, at en pandemi var meget sandsynlig, eller at Bill Gates fortalte verden i en Ted Talk, at ”we are not ready”.

Men vi må ikke bilde os ind, at coronapandemien er en sort svane. For det indbyder til, at man slår ud med armene og siger, at det kunne vi ikke have forudset. Den aktuelle pandemi var nærmere en sort elefant – en sandsynlig og vidt forudsagt begivenhed, som ignoreres af ​​mange eller af samfundet som helhed. Se figur 1.

Det vil der utvivlsomt blive lavet om på nu. Hvis coronavirussen kan siges at have haft nogen positiv effekt, så er det, at vi er blevet pinligt opmærksomme på den risiko, som virusser og lignende biologiske faktorer udgør for vores levevis og potentielt vore eksistens.

Instituttet for Fremtidsforskning søger med rapporten ’Pandemics – Existential Risk & Enablers of Change’, som udkommer 2. juni, at bidrage til den bevidsthed. Det følgende baserer sig på rapportens hovedpointer og -konklusioner.

Det accelererede risikolandskab for pandemier

Vores globale forbundethed har gjort det meget lettere for en pandemi at sprede sig på meget kort tid, og hyppigheden af ​​udbrud, accelereres blandt andet af økosystemers sammenbrud, global opvarmning og demografisk udvikling.

Der er forskellige eksisterende tendenser, der bidrager til udbredelsen af ​​nye sygdomsudbrud, såsom befolkningstilvækst, international handel og rejser og tiltagende urbanisering.

I en hvilken som helst given måned opsporer the World Health Organisation (WHO) cirka 7.000 signaler om potentielle udbrud, de gennemfører 300 opfølgninger og udfører 30 nærmere undersøgelser. I juni 2018 så WHO for første gang nogensinde udbrud fra seks af de otte ’prioriterede overførbare sygdomme’ såsom zika, ebola og mers på samme tid.

WHO’s liste over potentielle udbrud inkluderer også ”sygdom X”. En fremtidig epidemi eller pandemi forårsaget af en organisme, der er ukendt for os på det aktuelle tidspunkt. Nedenfor ser vi nærmere på nogle af de globale tendenser, der kan fremskynde spredningen af smitsomme ​​sygdomme i fremtiden.

Megabyer er petriskåle for sygdomme

Overgangen fra livet i landdistrikter til byer er et definerende træk for vores tid med lovningen om bedre økonomiske muligheder, bedre adgang til sundhedspleje, uddannelse og øget mobilitet. I 2050 vil to tredjedele af verdens cirka 10 milliarder mennesker bo i byområder. Det er en stigning fra omkring halvdelen, der bor i byerne i dag.

I løbet af det næste årti forudser FN, at antallet af megabyer (10 millioner indbyggere eller mere) stiger til 43 ved blandt andet at tilføje Chicago, Bogota, Ho Chi Min City, Luanda, Chennai, Baghdad og Dar es Salaam til listen. Med langt størstedelen i udviklingslande, hvor store dele af befolkningen bor i slumområder, vil sygdomme kunne sprede sig ubesværet.

Fremtidens megabyer vil være tætbefolkede knudepunkter for international handel og mobilitet, hvilket både forstærker den pandemiske risiko og derigennem behovet for at styrke byernes modstandsdygtighed. Forskere på MIT har set nærmere på indretningen af den pandemisikre by. Som en del af deres projekt 'Underworlds' placerede de sensorer i kloakker for at opdage koncentrationer af ulovlige stoffer og skadelige bakterier i specifikke områder.

Forskerne foreslår at udvikle en ny type sensorer til at måle folkesundheden igennem byens tarmsystem, kloakkerne, og således give tidlige signaler om blandt andet smitsom sygdom med geografisk præcision.

Den slags byudvikling baseret på lektioner fra pandemier kan være med til at sænke risikoen. Men mens teknologi kan få os noget af vejen, kan det ikke løse nogle af de mere strukturelle problemer, der gør, at lokale sygdomsudbrud bliver til epidemier eller pandemier.

Global opvarmning og grænsefladen mellem mennesker og dyreliv

Pandemier og klimaforandringer minder os om, at naturen er magtfuld, og at vi trods alle vores gadgets stadig er underlagt dens temperamenter. Vores nuværende situation kan være en forsmag på en skræmmende fremtid, hvis klimaændringerne fortsætter med at destabilisere naturen.

Allerede i dag afslører den globale opvarmning nye trusler, som strækker sig ud over stigende vandstande og voldsommere vejr. 

Den opvarmede planet smelter permafrost, der har været frosset i årtier eller længere, og frigiver gamle virusser og bakterier. For eksempel døde en russer, og 60 blev indlagt, da de blev smittet af en optøet fordærvet hjort, der havde været frosset ned i mere end 70 år. Ud af smeltevandet kan smitsomme og dødelige sygdomme som kopper eller den spanske syge altså få en chance til. Eller måske noget helt nyt, som vi ikke ønsker at opdage.

 Stigende globale temperaturer udvider også den geografiske rækkevidde af sygdomme som zika, denguefeber og malaria, da disse infektionssygdomme og deres vektorer, som myg, trives bedre i et varmere og et mere fugtigt klima.

Derudover ændrer den globale opvarmning også vandkredsløbet på jorden, hvilket fører til kraftigere regn og større risiko for oversvømmelser og potentiel spredning af vandbårne sygdomme såsom kolera. Dette er især problematisk i verdens fattigste regioner, som ikke er i stand til at investere bredt i forebyggende infrastruktur inden for hverken sundhed eller klima.

Det, vi har set med covid-19-virussen, er, at den brød de naturlige grænser mellem menneskelig aktivitet og vilde økosystemer. En vigtig faktor, der driver disse overførsler, er tabet af naturlige buffere mellem mennesker og vilde dyr, eksemplificeret ved skovrydning, jagt på eksotiske dyr og de asiatiske åbne dyremarkeder.

Verdensbefolkningens stigende efterspørgsel på dyreprotein øger kraftigt antallet af svin og kyllinger på planeten, hvilket gør risiciene for, at svine- eller fugleinfluenza springer fra dyr til mennesker, større. Se figur 2.

Demokratisering og spredning af bioteknologi

Ud over de risici, som findes i naturen, og som blot forstærkes af vores levevis, findes også en gruppe af risici, som er direkte menneskeskabte. 

I de sidste århundreder er vi gået fra at opdage en verden af ​​mikroorganismer usynlige for det menneskelige øje, til at dyrke dem i petriskåle, kortlægge deres genom og nu ændre deres dna. 

Alene i de sidste ti år har vi set store gennembrud i vores bioteknologiske evner, såsom brugen af ​​gene drives, der muliggør udryddelsen eller redigering af for eksempel myg eller invasive arter. Dertil kommer det genetiske copy-paste-værktøj Crispr-Cas9, og vi har set verdens første genetisk modificerede babyer.

Hvad der imidlertid er foruroligende, er, at disse bioteknologiske gennembrud ikke kun er i hænderne på de få, såsom statslige aktører og velmenende institutioner. Demokratisering af bioteknologi har gjort, at disse kraftfulde værktøjer i stigende grad er tilgængelige for blandt andet biologistuderende og gør-det-selv-bio-hackers.

Omkostningerne ved kortlægningen af genomet samt den høje barriere for ekspertise falder hurtigt og øger derved tilgængeligheden. Da det første menneskelige genom blev kortlagt i 2001, tog det næsten 15 år og kostede omkring 2,6 milliarder dollar. I dag kan et genom kortlægges på en time til en pris på mindre end 1.000 dollar.

Vores voksende bioteknologiske viden og evner giver os mange fordele, herunder nye og bedre lægemidler, personalisering af behandling, forbedringer af landbrugsproduktiviteten og miljøbeskyttelse. Men det er igen teknologi, der kan misbruges – bevidst eller ubevidst – og når antallet af mennesker med adgang til teknologien stiger, så øges risikoen for, at den kan misbruges med katastrofale konsekvenser. 

En konstrueret pandemi – ved et uheld eller som terror

En bioteknologisk katastrofe kan være forårsaget på flere måder. Det kan ske via en manipuleret organisme, der ved et uheld frigives fra kontrollerede forskningsmiljøer. Eller af den planlagte frigivelse af en sådan organisme, som derefter viser sig at have uforudsete interaktioner med økosystemer. Og så er der naturligvis bevidst anvendelse af manipulerede organismer i biologisk krigsførelse eller bioterrorisme.

De eksistentielle risici, der er forbundet med videnskabelig og medicinsk forskning, er for det meste ubetydelige. Der sker dog løbende forskning i blandt andet kopper, sars og fugleinfluenza, og hvis de ved en fejl undslap laboratorierne, kunne de have potentielt dødelige konsekvenser.

Og det er endda muligt at konstruere organismer, der er endnu farligere end de naturlige udgaver, ved at øge deres smitsomhed, dødelighed eller modstandsdygtighed mod vaccination og behandling. Forskning fra velmenende aktører i organismer med pandemipotentiale, både naturlige og hen ad vejen syntetiske, er en retning, samfundet kan forfølge for at forsøge at forblive et skridt foran ondsindede aktører ved at udforske mulighederne og forberede sig tilstrækkeligt.

At udforske konstruerede dødelige organismer kommer naturligvis med sit eget sæt af risici, men fordelene ved opbygget robusthed kan opveje risikoen og udgør således en balancegang, som det internationale videnskabelige samfund og dets regulatorer skal gå.

De teknologiske midler til genetisk modificering vil sandsynligvis blive mere udbredt i fremtiden. Den vigtigste kandidat for biologisk eksistentiel risiko i de kommende årtier stammer således fra vores egen teknologi og især risikoen for misbrug af grupper eller endda enkeltpersoner. Funktioner, der engang kun var i hænderne på regeringer og universiteter, bevæger sig i stigende grad ind i stuer, bryggerser og garager.

Nick Bostrom fra Oxford Future of Humanity Institute estimerer sammen med andre førende forskere i en undersøgelse, at der er fem procents sandsynlighed for en naturlig pandemi med katastrofale følger (1 milliard dødsfald) inden udgangen af dette århundrede, mens de estimerer sandsynligheden for en konstrueret pandemi til at være ti procent.

Gentænkning af samarbejde i en tid uden globalt lederskab

Det menneskelige sind er ikke naturligt godt rustet til intuitivt at håndtere meget små sandsynligheder som at vinde i lotto, asteroidenedslag eller pandemier. Vi er lige så dårlige til at håndtere langsomt bevægelige begivenheder på tværs af flere generationer.

Fra de nuværende trusler med naturlige pandemier til nye teknologiske risici og hjemmelavede superbugs er vi nødt til at være opmærksomme på ekstreme scenarier og begivenheder med lille sandsynlighed og stor indvirkning. Disse typer af risici kan virke usandsynlige og nogle meget fjerne.

Men små sandsynligheder akkumuleres, og fordi eksistentiel risikoreduktion er et globalt samfundsgode – ligesom grøn omstilling – vil de enkelte nationer have en tendens til at underinvestere i det.

Eksistentielle risici er af natur både grænseoverskridende og går på tværs af generationer, og at handle på disse både anerkender og berettiger fremtidens generationer. Den aktuelle globale usikkerhed giver os en mulighed, der aldrig har været før: Den får os til at indse, at solidaritet og samarbejde er den eneste måde at sikre både individet og fællesskabet fremadrettet.

I vores tid uden nogen form for globalt lederskab og med eskalerende tvister mellem supermagter, bør vi systematisere arbejdet for global sikkerhed ved at gentænke velfinansierede verdensinstitutioner med fornyet autoritet.

Dette kan kun gøres i en koordineret indsats, der strækker sig ud over den destruktive magtkamp mellem USA og Kina om teknologisk herredømme. Der er behov for FN-lignende agenturer som mæglere, der tilskynder oprettelsen af responssystemer for at fremme global resiliens. Verdens lande står lige nu med det politiske mandat til at styrke for eksempel WHO og organisationens juridiske magt eller vælge at ødelægge et af de vigtigste agenturer i FN-systemet ved gradvist at lade det visne.

Dette er en tid til refleksion. Covid-19 har begrænset vores normale pligter, forstyrret vores rutiner, rusket i gamle strukturer og efterlader sig et vakuum med mere tid til at overveje, forestille og udforske. Det, at vi kan forestille os verden på ny på den anden side af pandemien, er en hidtil uset mulighed i moderne tid.

Som samfund kan vi bruge denne omvæltning til at udfordre de traditionelle strukturer og vaner ved at foregribe nytænkning, spørge 'hvad nu hvis?' og styrke vores handlekraft i en verden i uset forandring.

Vi skal både sørge for at forberede os på de sorte elefanter, vi allerede nu kan se, og forsøge at gøre samfundet modstandsdygtigt over for de sorte svaner, som vi ikke kan forudse, men som vi ved vil komme.

Vi er nødt til at være ydmyge og omfavne vores uvidenhed. For hvis der er én ting, vi kan sige med sikkerhed om fremtiden, er det, at den ikke vil være chokfri.

---

Indlægget er alene udtryk for skribenternes egne holdninger