Frygt – en nødvendig kur mod irrationelle beslutninger

SUNDHEDSKOMMUNIKATION: De fleste ser det nok som entydigt positivt, at magthavernes monopol på sandheden med internettet er blevet brudt. Men for debatten om HPV-vaccine og livmoderhalskræft gælder nærmest det modsatte. Sundhedsmyndighederne må erkende, at de er oppe imod stærke irrationelle kræfter.

Foto: Alex Buck

Af Anders Colding-Jørgensen
Adfærdspsykolog (cand.psych.) og kommunikationsrådgiver i Mindhouse

 

Hvad tænker du, hvis jeg siger HPV-vaccine?

Hvis du tænker på unge piger med uforklarlige symptomer, så er du sandsynligvis blevet påvirket af en særlig type af propaganda. Denne propaganda er ikke skabt og distribueret af en stat eller en organisation.

Der er derimod tale om folkepropaganda, som skabes af bekymrede borgere, modstandere af medicinalindustrien, konspirationsteoretikere og ikke mindst en masse bekymrede forældre, og som distribueres via digitale kanaler.

Når jeg siger HPV-vaccine, burde du faktisk tænke på livmoderhalskræft. For ifølge flertallet af forskere kan der ikke påvises nogen sammenhæng mellem HPV-vaccine og disse symptomer, men til gengæld en meget stærk sammenhæng mellem infektion med HPV og livmoderhalskræft.

Og du er da et oplyst og rationelt menneske, ikke?

”Men jeg er netop ikke påvirket af propaganda. Jeg følger blot med i vaccinedebatten,” siger du måske.

Men det er faktisk min pointe. For denne type af associativ propaganda spreder sig nemlig, når man forsøger at tilbagevise den. Og når først dit mentale link mellem vaccinen og de uforklarlige symptomer er etableret, er det lige meget hvorfor.

Næste gang nogen taler om HPV-vaccine, vil du måske selv begynde at nævne piger med uforklarlige symptomer, og hvis du f.eks. gør det på Facebook, er du med til at sprede og forstærke propagandaen. 

Frontalangreb på videnskaben

Med internettet og de sociale medier er viden og sandhed blevet demokratiseret. Det betyder, at vi som borgere kan kigge magthavere i kortene og selv skaffe adgang til, korrigere og producere viden. Og hvis magthavere forsøger at undertrykke sandheden, vil den ofte finde vej ad sociale mediestrømme alligevel.

Det ser de fleste nok som noget entydigt positivt.

Men demokratiseringen af viden betyder også, at forskere, myndighedspersoner og eksperter ikke længere kan tage deres monopol på sandheden for givet. I en digitaliseret virkelighed tilhører sandheden nemlig den, der formår at få mennesker i tale.

Det betyder f.eks., at forskere, der har undersøgt HPV-vaccinens effekter i årevis, må se et Facebook-opslag fra en mor med en syg datter eller en case fra en journalist på TV 2 ramme langt flere mennesker og få langt større indflydelse på vaccinationsfrekvensen end flere års forskning.

Og det er måske knap så entydigt positivt.

I dag er det et faktum, at enhver, uanset viden om vacciner, kan nå ud til danske forældre med sin version af sandheden, hvis blot vedkommende er i stand til at skrive en spændstig Facebook-opdatering eller et effektivt blogindlæg.

At enhver stemme tæller lige meget, er jo netop et hæderkronet træk ved vores demokratiske folkestyre, men hvor det demokratiske folkestyre er et pragmatisk værktøj til forhandling af vigtige samfundsbeslutninger, er demokratisering af den videnskabelige sandhed et frontalangreb på vores videnskabelige tradition.

For hvad gør man med sin videnskabeligt funderede sandhed, hvis ingen længere gider at lytte til den?

Følelser er den nye kampplads

Det postfaktuelle samfund er jo ikke et samfund, hvor man pludselig er begyndt at tale usandt. Det postfaktuelle samfund er et samfund, hvor videnskabelige facts blot er ét argument blandt mange, og hvor facts skal kæmpe og forhandle med et ofte vigtigere debatargument, nemlig at noget føles rigtigt.

Og netop følelser er ved at blive fremtidens kampplads for skabelse og udbredelse af viden og sandhed. Takket være folk som psykologen og nobelprismodtageren Daniel Kahneman og begreber som adfærdsøkonomi og ’nudging’ ved flere i dag, at det ikke er nok at give mennesker adgang til alle facts, hvis man vil have dem til at træffe den mest hensigtsmæssige beslutning.

Vi handler nemlig irrationelt og filtrerer facts igennem følelser, holdninger og såkaldte kognitive ’biases’. Det betyder ikke, at vi handler ulogisk, blot at vi handler efter logikker, som bestemmes af modtagerens emotionelle og kognitive apparat, og ikke af formel logik, der udelukkende bygger på kendsgerninger.

Men netop derfor er der ingen vej udenom for forskere og sundhedsmyndigheder. Det irrationelle menneske er den nye modtager. Banen for formidling er redefineret af informations- og kommunikationsteknologi, og sandhedsmonopolet er brudt. Og det kommer ikke tilbage.

’Ikke’ giver ingen omtale

Der er ikke brug for at formidle mere viden, og heller ikke for bedre deklaration af viden eller mere transparens.

Der er brug for en helt ny forståelse af, hvad sandhed og formidling er. En forståelse, der ikke tager udgangspunkt i sandhed og videnskab, men i modtagerens måde at percipere og forstå sandhed og viden på.

Lad mig give et eksempel:

Hvis videnskabsfolk f.eks. skal tilbagevise vaccinationsmyter, består det fornemmeste og mest videnskabeligt redelige argument i at konkludere, at man ikke kan påvise en sammenhæng mellem vaccine A og symptom B.

Som det eksempelvis ses i denne eksemplariske videnskabelige konklusion fra videnskab.dk:

”Et nyt dansk studie har gennemgået den eksisterende litteratur om HPV-vaccinen og dens bivirkninger. […] Studiet finder ingen øget hyppighed af alvorlige sygdomme som autoimmune, neurologiske og tromboemboliske lidelser samt POTS og CRPS.” 

Her kan man let tro, at det største kommunikationsmæssige problem er, at teksten indeholder fremmedord og medicinske fagbegreber. Men selv om man omformulerede teksten, så en 10-årig kan forstå den, ændrer det ikke ved det helt fundamentale problem, som den slags kommunikation står over for:

En ’ikke-sammenhæng’ er noget af det sværeste at formidle effektivt i et Facebook-opslag.

Man kan ikke vise fotos af en ikke-sammenhæng, ikke fortælle medrivende historier om en ikke-sammenhæng. Ikke-sammenhænge fører til ikke-cases, og det mentale billede på en ikke-sammenhæng er – ja, ingenting.

Så hvor en sådan påvist ikke-sammenhæng nærmest repræsenterer guldstandarden for en videnskabelig og forbeholden undersøgelse af verden, repræsenterer kommunikationen af den et diffust og defensivt ikke-budskab, som det er meget svært at gøre interessant og emotionelt appellerende. Sender man sådan et budskab ud i mediehavet, går det til bunds efter kort tid.

Og ikke nok med det. Som jeg nævnte tidligere, ender man paradoksalt nok med at skrive ’HPV-vaccine’ og ’alvorlige sygdomme’ i samme sætning rigtig mange gange, hver eneste gang man fremfører, at HPV-vaccine ikke påviseligt fører til ’alvorlige sygdomme’.  Og fra et modtagerperspektiv er en sådan negation en relativt avanceret mental operation, som foregår i hjernebarken og forudsætter sprog.

På et fornuftsplan forstår du formentlig godt, at der ikke er en sammenhæng mellem HPV-vaccine og ’alvorlige sygdomme’. Men mere primitive dele af din hjerne kobler blot de to ting sammen, og det er tilfældigvis disse dele af hjernen, der også hjælper dig med at håndtere fare, frygt og trusler.

Med andre ord forstærker man altså præcis det mentale link, som man ønsker at udslette, jo mere man prøver at tilbagevise den kliniske sammenhæng.

Fra defensiv til offensiv

Der er brug for nye, modtagerorienterede måder at kommunikere på. Og i tilfældet HPV er de første skridt faktisk allerede taget i den nye kampagne ’Stop HPV – stop livmoderhalskræft’ fra Sundhedsstyrelsen. Man er nemlig begyndt at fortælle historier om mennesker, der får livmoderhalskræft, og det er af flere grunde det helt rigtige at gøre:

For det første kommer man væk fra den defensive påvisning af ikke-sammenhæng, som er så håbløs at lave kommunikation omkring.

I stedet får man en positiv sammenhæng mellem HPV og kræft kommunikeret, og det giver mulighed for at kommunikere anderledes offensivt med ens egne mentale billeder, fotos og cases. Mennesker, der rent faktisk får kræft af HPV, er et stærkt kommunikativt modsvar til unge piger, der angiveligt får symptomer af HPV-vaccine.

For det andet ophører man med at forstærke det mentale link, man ønsker at udslette, fordi man i stedet taler om sammenhængen mellem HPV og livmoderhalskræft frem for at gentage det påståede link mellem HVP-vaccine og uforklarlige symptomer.

Jeg oplever efterhånden en voksende forståelse for, at man fra myndighedernes side er nødt til at kommunikere til folks følelser. Men når jeg så forklarer, at det bedste bud her rent faktisk er at gøre mennesker bange for sygdommen, viger forståelsen, og blikket bliver flakkende.

”Det er muligt, at frygt virker, men har du ikke nogle rarere følelser, vi kan tale til? For det virker altså lidt ulækkert at skulle gøre folk bange,” kunne en typisk indvending lyde.

Men for mig er sagen ret lige til: Når folk er mere bange for kræftvaccinen end for kræften selv, er det altså der, vi skal begynde vores indsats.

Det skylder vi ærlig talt de mere end 100 kvinder, som hvert år dør af livmoderhalskræft.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu