Klimapolitik er sikkerhedspolitik. Det budskab blev mejslet fast, da demokraten Nancy Pelosi tog imod spørgsmål efter at have holdt sin tale ved COP26 i Glasgow. En journalist havde lige spurgt formanden for Repræsentanternes Hus, hvordan USA’s folkevalgte kunne kalde sig klimaambitiøse samtidig med, at de lige havde godkendt en markant forøgelse af udgifterne til det heftigt forurenende amerikanske militær.  

”Alle vores sikkerhedsrådgivere fortæller os, at klimaet er sikkerhedspolitisk område,” var Pelosis svar. 

Forandrede levevilkår for mennesker overalt på jorden, øget migration og konflikt over territorier og ressourcer er alt sammen traditionelt sikkerhedspolitisk område, og i de kommende år vil klimakrisen teste vores samfunds robusthed. 

Den trusselsvurdering er ikke isoleret til de forsvarspolitiske kontorer. Ifølge World Economic Forum er ekstremt vejr, manglende klimahandling og naturkatastrofer de tre trusler, som befolkninger verden over vurderer som mest sandsynlige. En nyere survey fra Pew Research Center viser, at mere end syv ud af ti personer verden over er bekymrede for, at klimaforandringerne vil påføre dem personlig skade i løbet af deres levetid.

Nye tal fra Trygfonden viser, at seks ud af ti danskere mener, at kommende generationer får det meget sværere, end vi har haft det, hvis vi ikke får løst klimaproblemet. Lige så mange mener, at der slet ikke er styr på klimaudfordringen internationalt. 

Klimaforandringer er rykket ind i centrum af det globale trusselsbillede. Og med mere bekymret opmærksomhed udvider politikernes muligheder sig. Det vurderer Ole Wæver, der er professor i international politik på Københavns Universitet. Han kalder klimaforandringerne for en slags ’master-variabel’ i det store sammenhængende trusselsunivers bestående af blandt andet migration, sult, fattigdom og smitsomme sygdomme. 

”Klimaet er det vigtigste at gøre noget ved. Hvis ikke det lykkes, bliver de andre problemer endnu sværere at løse,” siger han.  

Klimaforandringerne er et problem, som er født globalt. Men som resultaterne fra COP26 demonstrerede, er det umådelig vanskeligt at få hele verden med på at sænke CO2-reduktionerne i det tempo, videnskaben efterspørger. Og så vokser efterspørgslen på alternativer. 

Klimaforandrende teknologier, også kendt som geoengineering, er klimakrisens ultimative teknofix. Det kan lyde genialt, når det bliver testet i laboratorier. Der kan man se, at solens stråler kan reflekteres væk, hvis man sætter gigantiske spejle op i det ydre rum. Man kan også køre en simulation af virkeligheden, hvor nogle svovlpartikler sendes op i luften for at blokere solens stråler. 

Spørger man Olaf Corry, der er professor i globale sikkerhedsudfordringer på Leeds University og forsker i de politiske aspekter i geoengineering, kan teknologierne lyde både fascinerende og besnærende. Men vi må ikke stirre os blinde på teknologien og glemme den politiske kontekst, den skal indføres i. 

”Ideen om geoengineering indeholder geopolitisk sprængstof, som slet ikke bliver taget alvorligt nok endnu,” siger Olaf Corry. 

Chokerede militærstrateger 

Olaf Corry er skeptisk over for de teknologier, han studerer, men forventer, at de bliver en større del af den politiske debat i de kommende år. Derfor forsøger han at forstå, hvordan beslutningstagere verden over tager imod dem. En del af hans forskning går ud på at tale med sikkerhedsrådgivere og diplomater og undersøge, hvilken rolle de forventer, at de klimaforandrende teknologier kan spille i deres fremtidige arbejde. Han har blandt andet talt med insidere fra Rusland, USA, Canada, Norge og Danmark.  

”De er næsten samstemmende foruroligede,” siger han.  

Med ‘geopolitisk sprængstof’ henviser Olaf Corry til mange af de bekymringer, som netop sikkerhedsrådgivere og diplomater udtrykker over for ham, når de taler om geoengineering.   

Hvis et land som Kina om nogle år udvikler en teknologi, hvor de kan sende en stor mængde svovlpartikler op i luften og sænke temperaturen i forsøg på at afbøde klimaskader i deres eget land, så påvirker det nødvendigvis andre lande. Det kan være, at den proces, de sætter i gang, kan forstyrre monsunsystemet for eksempel, og måske ødelægge høsten i Indien. Hvis høsten slår fejl, kan det omvendt være politisk fristende at give geoengineering skylden.  

“Alle vejrfænomener, som før var ’naturkatastrofer’, bliver pludselig potentielt en fjendtlig handling eller nogens skyld,” forklarer Corry. 

I en situation, hvor de politiske spændinger mellem USA og Kina er større end i flere årtier, kan det være forbundet med stor risiko at foranstalte en global solskærm, som skal bremse opvarmningen, for eksempel ved hjælp af svovlpartikler i de højere luftlag eller spejle i rummet. Alene tanken om, at et rivaliserende land kan regulere de globale vejrforhold er ifølge Olaf Corry nok til at få sikkerhedsrådgivere til at trække hårdt i bremsen. 

Et klimateknologisk våbenkapløb 

Spørger man Elizabeth Chalecki rummer geoengineering et eskalerende potentiale, som verdenssamfundet er nødt til at tage i opløbet. Hun er lektor ved University of Nebraska Omaha og forsker i den voksende gruppe af klimateknologier ud fra en sikkerhedspolitisk vinkel, og hun ser med stor bekymring på deres udvikling.  

“Alene omkostningen ved at omstille den globale økonomi væk fra fossile brændsler til bæredygtige energikilder vil koste mange billioner kroner. Til sammenligning vil en løsning med geoengineering koste nogle hundrede milliarder. Muligheden for at spare penge er grund nok til, at lande vil forsøge sig med geoengineering,” siger Elizabeth Chalecki. 

Problemet er bare, at vi endnu ikke ved, hvordan teknologierne vil virke. Selv en regering med gode intentioner kan implementere en teknologi, som sætter gang i uoverskuelige kædereaktioner. Og ligesom Olaf Corry fremhæver hun den manglende transparens som en slags sikkerhedsdilemma. Hvis et land frygter, at dets rival udvikler geoengineering hurtigere, end man selv gør, føler man sig tvunget til at udvikle endnu mere selv. Man vil ikke risikere at stå værgeløs tilbage, den dag et andet land pludselig har en klimatisk game changer-teknologi i hænderne. Det kan eskalere, advarer Chalecki: 

”Klimateknologier kan sætte gang i et nyt våbenkapløb.” 

Hidtil har mennesket ikke haft den videnskabelige eller teknologiske kapacitet til at ændre klimaet på jorden med vilje. De menneskeskabte klimaforandringer er utilsigtede bivirkninger ved opbygningen af de vækstende markedsøkonomier, hvis udvikling hviler på afbrænding af fossile energikilder.  

Men med geoengineering bliver selve det at ændre planetens økosystemer formålet. Verden er opdelt i lande, mens klimaet er grænseløst. Begynder et land at udvikle klimateknologier, som kan ændre på klimaet, holder alle andre lande øje. Hvis ikke de begynder at udvikle deres egne teknologier, sakker de ikke bare bagud – de risikerer at blive ofre for et andet lands eksperimenter. 

Det kan lyde syret. Men et allerede halvgammelt eksempel illustrerer, at den klimateknologiske oprustning ikke behøver at eskalere så vidt, før geoengineeringens geopolitiske lunte bliver antændt.  

Olaf Corry skruer tiden tilbage til 2010, hvor borgerne i Moskva gik igennem en usædvanligt varm sommer. Den var måske ligefrem mistænkeligt varm. 

Andrei Areshev fra den regeringsforbundne russiske tænketank Strategic Culture Foundation var i hvert fald ikke bleg for at spekulere.  

”Klimavåben kan nu have opnået deres ’target capacity’,” skrev han i en tidsskriftartikel publiceret i det russiske udenrigsministeriums ’International Affairs’. ”De kan bruges til at fremprovokere tørker, udslette afgrøder og fremkalde alle mulige unormale fænomener i bestemte lande.” 

Areshev bakkede i efterfølgende interview tilbage. Han havde ikke noget særligt land i tankerne. Selvfølgelig beskyldte han ikke amerikanerne for at have skruet op for solen i Rusland.  

”Det er, om man vil, spekulation,” sagde han til Radio Free Europe/Radio Liberty, det amerikansk-finansierede radiomedie, som dækker det gamle kommunistiske territorium. 

Alligevel var der ikke rigtig nogen, der var i tvivl. Alene tanken om, at geoengineering findes, ændrer spillereglerne, og gør teknologien til en slags politisk våben. Ikke et af dem, der tæppebomber civilbefolkninger, men spørger man sikkerhedsrådgiverne, som Olaf Corry har gjort, er disinformation storpolitik, og derfor ikke noget at spøge med. 

Forudseende lederskab 

Geoengineering reguleres lige nu som det vilde vesten. I et internationalt politisk system bestående af suveræne nationer har ethvert land lov til at udvikle de teknologier, de ønsker. Men ifølge Ole Wæver er der i dag en stærk norm mod at bruge klimateknologier.  

”Geoengineering har et dårligt ry. Der er en udbredt opfattelse af, at det vil være politisk farligt at give politikerne en idé om, at der kan findes en plan B,” siger han. 

Men han oplever samtidig en stigende interesse for emnet.  

”Det er et udtryk for, at tiden er ved at løbe ud.” 

Chalecki oplever det samme. Hun fremhæver udviklingen af atomvåben i det 20. århundrede som det klareste eksempel på, hvor galt det kan gå, når mennesket får fingrene i planetforandrende teknologier. Det er også fra tiden omkring 2. verdenskrig, at hun finder svaret på, hvordan vi får det under kontrol. 

I 1946 fremlagde USA’s regeringsudnævnte kommissær for FN’s atomenergikommission, Bernard Baruch, en plan. Kort sagt var planens budskab, at al udvikling og anvendelse af atomteknologi skulle underlægges FN-kontrol. Det var et eksempel på det, Chalecki kalder forudseende lederskab, som er så sjældent blandt militærstrateger og politikere, hvis paradoksale opgave først og fremmest er at træffe beslutninger på vegne af deres eget land, ikke på planetens vegne.  

Den mislykkedes, fordi russerne ifølge Chalecki havde den opfattelse, at FN-kontrol betød amerikansk kontrol, men den var faktisk tæt på. Og det er værd at prøve igen, mener hun. 

”Vi har brug for en mini-lateral koalition af nationer,” siger Chalecki. ”Koalitionen skal bestå af de lande, der faktisk er i stand til at udvikle geoengineering-teknologier, og målet skal være at underlægge hinanden fælles principper for udviklingen af geoengineering-teknologier, som skal sanktioneres gennem FN.” 

Ekstrem fordelingspolitik 

Det forudseende klimalederskab, som Chalecki efterspørger, gennemgår en svær periode. Harmen var stor, da inderne under COP26 trak sig fra en foreløbig aftale, hvor alle lande skrev under på at ville udfase kul.  

Men lægger man forargelsen til side, må man ifølge Olaf Corry også bare forholde sig til, at kul er verdens udviklingslandes vigtigste energikilde. Inderne krævede af europæerne og amerikanerne, at de skrev under på at udfase olie og gas, og det ville det gasafhængige Europa og verdens største gaseksportør, USA, ikke være med til. Diskussionerne fra COP’en fremhæver, at klimapolitik har en indbygget fordelingspolitisk diskussion om, hvordan man fordeler klodens resterende CO2-budget.  

”Klimaet er storpolitik. Der findes ikke længere noget, der hedder et rent klimaperspektiv,” siger Olaf Corry. 

Det er vigtigt at have for øje, når man diskuterer geoengineering. For hvis selve klimaet i endnu højere grad bliver noget, man kan modulere og styre med teknologi, så bliver denne fordelingspolitiske logik kørt ud i det ekstreme. ”Så bliver det designerpolitik,” siger han. 

I et lidt fortegnet scenarie bliver vejret dermed noget, lande vil forhandle om og fordele, ligesom man forhandler en finanslov. Man behøver ikke rette en svovlkanon mod et andet land for at gøre geoengineering til et politisk højpotent våben. Og de udviklingslande, som i forvejen kæmper med at få rige lande til at tage ansvar, vil kun få det sværere.  

”Det vil cementere skellet mellem udviklede lande og udviklingslande,” siger hun. Udviklingslande har ikke kapacitet til at udvikle disse teknologier, og de er ikke just trygge ved de rige landes nyeste påfund. 

”Udviklingslandene siger: Det var jer, der skabte det her problem. I udviklede fossile brændsler og udledte klimagasser, og nu vil I ikke skære dem lidt ned, så vi undgår forkrøblende hedebølger. Det her er også et spørgsmål om klimaretfærdighed.” 

Noget Bond burde redde os fra 

Geoengineering er ikke i gang med at overtage den globale klimapolitiks dagsorden. Men det bliver taget seriøst på højeste niveau. Det er den seneste rapport fra FN’s klimapanel et bevis på. Her gennemgår forskerne den foreløbige viden om geoengineering, og selv om der er kritiske formuleringer om vores endnu manglende forståelse af teknologiernes fulde effekt, betyder det ifølge Olaf Corry, at katten er ude af sækken.  

”Problemet er bare, at IPCC mest kigger på naturvidenskab på det her felt,” siger han. De tekniske videnskabers modeller ser gode ud i teorien og har en stærk tiltrækningskraft. Der er noget overbevisende ved modeller, mener Olaf Corry. 

”Men de politiske faktorer er skrevet ud. Hvis modellernes idealbillede bliver evidensgrundlaget, så er det i den grad mangelfuldt.” 

Teknologierne er allerede i gang. I 2020 gennemførte et hold forskere i Australien et forsøg med såkaldt ’cloud brightening’. Billioner af små saltkrystaller blev sprøjtet op i luften over det klimaforandringstruede Great Barrier Reef med en stor kanon, hvorefter de blandede sig med de lavthængende skyer og gjorde dem tættere og hvidere. Det virkede umiddelbart. Men om det bliver ved med at virke – og hvad der sker med naturen, når man på længere sigt holder en saltkrystalkanon kørende ude midt på havet, ved vi endnu ikke.  

Ser man på et af de mest ambitiøse og omfattende forskningsprojekter i geoengineering, Harvard Universitys Scopex-projekt, er der dog stadig et stykke fra teori til praksis. 

I sommer skulle en forskergruppe ledet af professor i kemi, ingeniørskab og atmosfærisk videnskab Frank Keutsch afprøve en teknologi uden for laboratoriet. Planen var at tage udstyret fra Massachusetts i USA til Lapland i Nordsverige og sende en luftballon op i luften. Fra cirka 20 kilometers højde skulle luftballonen sprede en portion kalk på mellem 100 g og 1 kilo, hvorefter måleudstyr ville undersøge kalkens evne til at bremse sollyset. Det var en test af et beskedent omfang, men et både etisk og principielt gennembrud. Det mente i hvert fald den nordsvenske lokalbefolkning, samerne, som organiserede sig og fik eksperimentet bremset.  

Heldigvis, hvis man spørger Elizabeth Chalecki. Forsøget er på superskurkeniveau. 

”Det her lyder som noget, James Bond ville være nødt til at komme og redde os fra,” siger hun.  

Det planlagte projekt understreger ifølge Chalecki behovet for at få nogle regler og procedurer på plads, der binder os på nogle både videnskabelige, etiske og politiske betingelser.  

”Vi er nødt til at nå til enighed om, at man ikke bare kan rode rundt med klimaet efter eget behov, man er nødt til at tage alles ønsker med,” siger hun. ”Den bliver nok svær at sælge. Men vi er nødt til at prøve.” 

Ole Wæver istemmer sig advarslen og konkluderer: 

”Hvis vi begynder på den slags diskussioner om, hvordan det skal styres, er det vigtigt, at det ikke fører til en glidende normalisering. Risiciene ved geoengineering er så enorme og uforudsigelige, at vi skal blive ved med at se på det som ekstreme worst case-løsninger – ikke noget, vi gradvist skal vænne os til.”