Sundhedsvæsenet kan i denne måned fejre 11-årsdagen for udgivelsen af rapporten “Patientens møde med Sundhedsvæsenet”.Den handler om de mellemmenneskelige relationer og har 20 anbefalinger for, hvordan man inddrager patienterne og skaber bedre sammenhæng i behandlingerne. Bag anbefalingerne stod hele den samlede danske sundhedssektor – anført af Amtsrådsforeningen, som det dengang hed.

Utilsigtet markeres begivenheden med en ny økonomiaftale, der udløser skarpe advarsler fra Danske Patienter med 900.000 patienter i ryggen. De forudser, at aftalen vil udløse besparelser, der vil ramme patienterne hårdt og gå ud over patienternes sikkerhed. De bakkes op af sygeplejerskernes organisation, Dansk Sygeplejeråd, der i skarpe vendinger tager afstand fra aftalen og – på linje med Danske Patienter – mener, det er uundgåeligt, at der sker fyringer, tempoet skrues i vejret, og patienterne kommer til at betale regningen i form af flere fejl og utilsigtede hændelser. Det betyder i realiteten, at en stor del af besparelserne spises op af patientdrevne bivirkninger.

Bag advarslerne gemmer sig følgende regnestykke: Der tilføres 475 millioner kr. ekstra til sundhedsvæsenet, en stigning på 0,5 pct. Men samtidig skal produktiviteten forbedres med det, der svarer til 2 milliarder kr. Med andre ord: Der skal spares/effektiviseres for 1,5 milliarder kr. Spørgsmålet er, om advarslerne skal opfattes som forudsigelige rygmarvsreaktioner fra de berørte parter, eller om de rummer en vigtig pointe.

UANSAT HVORDAN MAN opfatter beløbet, skal det sammenholdes med et stærkt øget pres på sundhedsvæsenet de kommende år. Antallet af kronisk syge med flere diagnoser vil stige markant i løbet af få år, f.eks. bliver der 30 pct. flere kræftpatienter alene i løbet af det næste tiår. Der kan rejses begrundet tvivl om, hvorvidt sektoren er disponeret til at håndtere en langt mere behandlingskrævende patientkultur. I forvejen slås sektoren med at bekæmpe et uacceptabelt højt antal af utilsigtede hændelser og forebyggelige dødsfald. Hertil kommer, at sektoren i forvejen har gennemført en række effektiviseringer – en udvikling der betyder, at vi hører til i OECD’s billige ende for størrelsen af sundhedsudgifter, nemlig som nummer 19 ud af 34. Ud fra disse vurderinger er der gode grunde til at tage advarslerne alvorligt og ikke blot affærdige dem som røster fra rygmarven.

DETTE ER IKKE ET ARGUMENT mod at øge produktiviteten, men imod at udstede et generelt krav om en fast procent og så håbe, at sektoren på kortest muligt sigt innoverer nye løsninger. Man når ikke at udtænke nye gennembrud til milliardbeløb fra ét år til et andet. Der er kun én vej: at skære ned, at hente besparelser. Det er meldingen fra en række af landets hospitaler, og det er naivt at forestille sig, at det kan ske uden at ramme patienterne. Desuden hverken motiverer eller åbner kravene for indførelse

af initiativer og idéer, der kan forbedre patienternes vilkår. Det er der bl.a. den årsag til, at det er vanskeligt at måle effekten af empati – af at involvere og inddrage patienterne mere. Den form for tiltag er det svært at sætte kroner og ører på. Derimod er det enkelt at reducere i kapaciteten i antallet af senge, indlæggelser osv. og i øvrigt øge tempoet.

HERMED VENDER VI TILBAGE til anbefalingerne fra 2003 om patientens møde med sundhedsvæsenet. Anbefalingerne var klare og entydige – men kunne med lige så stor aktualitet skrives i dag. Realiteten er, at vi igennem mere end et tiår har talt og skrevet rapporter om betydningen af at sætte patienten i centrum. Det er blevet et gennemgående mantra. Problemet er blot, at det i betydeligt omfang er blevet ved intentionerne. Godt nok er der gennemført initiativer, der peger i den rigtige retning, men forskellen på at være indlagt på et hospital i dag og for 10-15 år siden er ikke stor. Bortset fra at presset måske er øget, og medarbejderne løber stærkere. Men patientoplevelsen er ikke markant ændret, og hverken sikkerheden eller trygheden er tilsyneladende øget. Måske tværtimod.

Stadig flere internationale rapporter og analyser tyder også på, at kombinationen af stort arbejdspres, mere komplicerede behandlinger, øget specialisering osv. er en stadig vigtigere årsag til fejl og utilsigtede hændelser. At man – med de nuværende arbejdsgange og processer – nærmer sig en smertegrænse, hvor en ond cirkel accelererer. Den brydes ikke med flere krav om produktivitet, men ved at man grundlæggende nyvurderer organiseringen og incitamenterne i hele sundhedssektoren.

Især inden for det sidste års tid har der været et stærkt øget fokus på netop patientens sikkerhed og tryghed. Derfor kunne man have forventet eller håbet på, at det også kom til udtryk i økonomiaftalen. Økonomi er fortsat et vigtigt incitament til at ændre adfærd. Økonomiaftalen cementerer imidlertid, at produktivitet prioriteres højere end kvalitet – og at succesen fortsat måles på, hvor hurtigt og effektivt en sygdom kureres, frem for på hvor meget bedre en patient behandles. Så længe dette forhold ikke ændrer sig, skal vi næppe forvente et gennembrud i patienternes vilkår.

PRODUKTIVITET KAN IKKE UMIDDELBART sidestilles med kvalitet, alene af den grund at kvalitet er svær at måle. Kvalitet reduceres ofte til en hensigtserklæring, hvorimod produktivitet er et budgetkrav. Derfor kan vi på samme tid opleve en stærkt øget produktivitet og et stærkt stigende antal utilsigtede hændelser – hvilket igen fører til utilsigtede omkostninger. Entydige, uigennemtænkte produktivitetskrav kan derfor vise sig at være meget urentable og hæmme enhver bestræbelse på at sikre en højere kvalitet.

Vi har med andre ord behov for en helt ny incitamentsstruktur – én der sætter kontante og konkrete midler bag det igennem mange år udtalte ønske om at placere patienten i centrum. Det vil sige, kobler produktivitet og kvalitet til én sammenhængende målbar størrelse. Og kvalitet handler i den forbindelse om den patientoplevede kvalitet. Den har vi fortsat ingen klare og entydige kriterier for, i hvert fald ikke i en form, der kan måles præcist. Glem i den forbindelse de brede landsdækkende undersøgelser. De er alt for generelle og upræcise til at give et detaljeret og nuanceret billede af patienternes situation og vilkår.

Danmark får ikke et sundhedsvæsen i verdensklasse ved at forfølge en ensidig produktivitetsstrategi. Tværtimod. En langsigtet strategi, der både opfylder de erklærede mål om patienten i centrum og samtidig imødekommer krav til produktivitet, kræver en langt større og langt mere innovativ indsats, end økonomiforhandlingerne kan levere. Der er brug for en samlet vision for det danske sundhedsvæsen, og for hvordan den opfyldes – ikke år for år, men over en årrække. En sundhedens 2025-plan. Den skal forholde sig til en række af de parametre, som både sikrer den faglige, den organisatoriske og den patientoplevede kvalitet. Det kunne være et mål for det kommende år. Det fortjener patienterne, de ansatte, hele sektoren og – til syvende og sidst – samfundsøkonomien.