Hvem kan forestille sig finansminister Claus Hjort Frederiksen og socialminister Karen Ellemann slås om æren for at afsætte penge til sociale investeringer på finansloven? Ikke mange. Men det sker lige nu i Australien, hvor to ministre – finansministeren og socialministeren – hver i sær gør krav på æren for en omfattende omlægning af velfærden.

I forbindelse med landets finanslov for næste år har de afsat omkring en halv milliard danske kroner til at udvikle nye typer af sociale indsatser. En fond med det sigende navn “Try, Test and Learn Fund” skal administrere pengene, der omregnet til danske forhold svarer til en bevilling på ca. 100 millioner kr.

Fonden skal udvikle metoder, som lægger op til egentlige investeringer i løsningen af sociale problemer. Der er ifølge de to ministre tale om et fundamentalt opgør med den hidtidige praksis, hvor løsningen af sociale problemer ofte forveksles med viljen til at bevilge penge til en ny indsats.

”Vi har alt for ofte forvekslet bevillinger og indsatser med effekter. Nu sætter vi en ny retning for velfærden. Det er meget stort og måske lige frem en revolution,” siger Australiens socialminister, Christian Porter, i sin præsentation af det australske ”investment approach to welfare”.

For langt de fleste ligger Australien meget langt væk, men Carsten Greve, der er professor ved Department of Business and Politics ved CBS, opfordrer danske politikere til at finde kikkerten frem og hente inspiration fra udviklingen down under.

”Investeringer og den evidensbaserede tilgang bygger på data og viden om de grupper, der har brug for hjælp og mere viden om, hvad der virker. Det kan gøre indsatsen meget mere målrettet,” siger han.

Helt i toppen af det politiske Danmark følger socialminister Karen Ellemann (V) da også udviklingen i blandt andet Australien.

”Sociale investeringer er ikke nyt i en dansk sammenhæng. Sidste år brugte vi midler fra satspuljen til at udbrede Herning-modellens gode resultater til andre kommuner. Vi er i gang, men det er også rigtigt, at vi kan blive bedre,” siger socialminister Karen Ellemann.

Bredt flertal bag ny velfærdstænkning

Med den store bevilling på finansloven træder Australien ind i den lille gruppe af engelsktalende lande, som med New Zealand i spidsen systematisk arbejder med udvikling af nye måder at løse sociale problemer.

Her er sociale investeringer ved at få en nøglerolle i en omfattende nytænkning af velfærden.

Det mest tankevækkende er måske, at udviklingen sker uanset regeringens farve.

”Særligt New Zealand har været præget af en stærk ideologisk diskussion af den offentlige sektors størrelse. Det har tidligere ført til omfattende privatiseringer. Nu er man langt mere pragmatisk i sin tilgang og efterlyser viden om, hvad der virker, så indsatsen kan fokuseres på de grupper, der har særlige behov. Den tilgang begyndte under en Labour-regering og er fortsat under den nuværende konservative regering,” siger Michael Mintrom.

Mintrom er newzealænder, men professor i offentlig forvaltning ved Monash University i Australien. Han er akademisk leder af New Zealands og Australiens fælles programmer for efteruddannelse af offentlige ledere. Derudover har Michael Mintrom haft sæde i et regeringsudvalg i New Zealand, som har anbefalet at fokusere den sociale indsats bedre – og ikke mindst at fremme sociale investeringer.

I Mintroms øjne har pragmatisme og fokus afløst ideologi og på den måde banet vejen for et nyt fundament for velfærd.

Det seneste eksempel på, at arbejdet med sociale investeringer kan skabe et nyt fælles fundament for udviklingen af velfærden, findes i det ellers så polariserede USA. I marts satte præsident Obama sin underskrift på republikaneren Paul Ryans forslag om at nedsætte en kommission, der skal undersøge mulighederne for at arbejde med sociale investeringer i USA. Forslaget blev vedtaget enstemmigt af både republikanere og demokrater.

Flere gode liv for velfærdskronerne

Når flere og flere lande interesserer sig for sociale investeringer, skyldes det både økonomi og en stigende erkendelse af, at de nuværende indsatser langt fra altid hjælper borgerne til et bedre liv.

I New Zealand er kongeeksemplet uddannelse. I de 25 år fra 1970 til og med 1994 blev udgifterne pr. elev målt i faste priser mere end fordoblet. Samlet set var stigningen på 220 pct. I samme periode faldt elevernes karaktertal i matematik med ca. 10 pct.

Nu kan man med fuld ret sige, at eleverne ikke nødvendigvis bliver dårligere til matematik, fordi man bruger flere penge på skolerne. Andre faktorer kan selvsagt have spillet ind. Uanset hvad, står man tilbage med et spørgsmål om, hvorvidt newzealænderne nu også har brugt de ekstra penge på bedste vis.

Og det er lige præcis den type spørgsmål, New Zealands politikere på tværs af partifarver i stigende grad stiller.

”De to landes regeringer forsøger lige nu at justere kerneaktiviteter inden for den offentlige sektor på, hvad der virker,” siger Michael Mintrom.

Han fortæller, at begge lande henter inspiration fra forsikringsselskaberne og deres modeller for at udpege grupper med størst risiko for at få et ”dårligt” liv.

Metoden er kendt i Danmark, hvor beregninger foretaget ved hjælp af en model, som er udviklet af pensions- og forsikringsselskabet Skandia, viser, at omkring seks pct. af hver eneste ungdomsårgang ender uden uddannelse og med en tilværelse på kanten af arbejdsmarkedet. I løbet af livet vil de være mere syge, de vil oftere være kriminelle, og de vil leve et kortere liv end deres jævnaldrende.

Hvor Skandia-modellen kun langsomt vinder indpas i Danmark, så præger den type af regnestykker beslutninger helt op i regeringskontorerne i New Zealand og Australien.

Newzealandske analyser viser, at særligt fire risikofaktorer kan afgøre unges livsforløb. Præges opvæksten af mindst to af de fire risikofaktorer, er der større sandsynlighed for, at de unge ikke får en uddannelse, at de begår kriminalitet eller ender med et liv forsørget af det offentlige.

• Misbrug, som myndighederne ikke reagerer på


• Forældre på overførselsindkomst


• En af forældrene har været eller er i fængsel


• Moder uden uddannelse

New Zealand har nu udviklet en række målrettede og individuelt tilpassede initiativer for at trække unge fra risikogruppen ind i uddannelsessystemet eller ind på en virksomhed i noget, der ligner en læreplads. Foreløbige tal tyder på, at den ny type af indsatser virker bedre end de hidtidige.

Forsikringsøkonomer regner på australiernes liv

Tilbage i Australien har en kulegravning af det sociale system vist, at både den sociale og den jobrettede indsats langt fra altid hjælper borgeren på vej. På den baggrund anbefaler eksperterne en omfattende reform, der først og fremmest bygger på viden om, hvad der virker.

Helt ligesom i New Zealand har australierne bedt forsikringsøkonomer regne på, hvordan livet for alle australiere vil forløbe. De udpeger på den baggrund en række grupper, der vil være i risiko for at ende på kanten af samfundet.

Den første omfattende kortlægning af alle australske borgeres livsforløb er netop offentliggjort. Den viser bl.a., at en lille gruppe kvindelige studerende i modsætning til det store flertal, ender uden for arbejdsmarkedet og må leve af forskellige typer af overførselsindkomster. Samfundsøkonomisk set er denne lille gruppe meget dyre. Se figur 2.

Foreløbige analyser tyder på, at andelen af de helt unge studerende, andelen af de ældste studerende og andelen af mødre er højere i denne risikogruppe end i den store gruppe, der ender i et job.

Den samlede analyse er nu basismateriale for diskussionerne i den nyetablerede “Try, Test and Learn Fund”. Det er meningen, at denne type af analyser skal gentages hvert eneste år, for at man hele tiden kan holde øje med, om nye indsatser reducerer antallet af borgere i de forskellige risikogrupper.

Selve udpegningen af borgere i risikogrupper letter det helt afgørende, men særdeles vanskellige arbejde med at præcisere den effekt, en indsats skal have.

”Hvis en regering skal investere i en indsats, må den først tydeliggøre, hvad indsatsen skal føre til,” siger Michael Mintrom.

Det betyder blandt andet, at en indsats ikke nødvendigvis kun skal bedømmes på, om den skubber folk i arbejde; et mål kunne også være, at indsatsen hjælper en udsat borger til at strukturere sit eget liv på en mere hensigtsmæssig måde. Der skal med andre ord være plads til ”investeringer” på mange niveauer og med meget forskellige ønskede effektmål.

Michael Mintrom mener, målet med sociale investeringer bør være at ”forbedre hver enkelt borgers velfærd set over et helt livsforløb”.

Investeringstanken bygger på præcis viden om, hvad der virker over for risikogrupperne. Derudover peger Mintrom på, at den ofte vil være tidlig og forebyggende, og at aktører hele tiden må prøve sig frem for at finde lige præcis de redskaber og metoder, der skaber den ønskede effekt over for en målgruppe. Se figur 3.

Men politikerne kommer også på opgave. Hvis den enkelte socialrådgiver skal skabe effekter for borgerne, skal lovgivningen udformes, så det bliver både forståeligt og muligt at gøre det.

”Hvis sociale investeringer indebærer en mere målrettet hjælp, så kan det måske bedre betale sig at give en bestemt hjælp til en borger og ikke til en anden, der måske har brug for noget helt andet. Det tror jeg, politikerne må fortælle højt og tydeligt,” siger Carsten Greve.

LÆS OGSÅ:

Karen Ellemann har 250 millioner til socialindsatser der virker

Eksperter vil stoppe famlen i blinde for milliarder