Der er ikke grøn dug på bordet, men det føles som en eksamen, hver gang man som departementschef skal lægge sine politiske planer frem i Finansministeriet. For bordenden sidder statens budgetbisse nummer 1, David Hellemann, og han er ikke typen, der stryger om sig med 12-taller, men derimod dumper dig, hvis du ikke gør dig fortjent til det bedste. Ja eller nej, alt eller intet, Hellemann eller kaos. Det er en karikeret udlægning, men som alle andre karikaturer rummer den et gran af sandhed.

Bjarne Corydons højrehånd, den grå eminence i finansen, departementschef David Hellemann, er en hård hund, der ”bider ind til benet og bider, til det knaser,” som en af hans tidligere kolleger formulerer det. Han har holdt statens kriseramte regnskaber i snor siden 2010, men fra august trækker han i nye tråde. I maj sagde Hellemann sit job op for at prøve kræfter med det private erhvervsliv, og i sidste uge blev det officielt, at der er tale om direktørposten i Nordea Danmark.

Kun et år efter Danske Bank fyrede Eivind Kolding med begrundelsen, at der var brug for en ”klassisk bankmand” i spidsen for forretningen, vælger den nærmeste konkurrent altså at gå den stik modsatte vej. David Hellemann ved intet om bankdrift. Og han ved stort set intet om det private erhvervsliv, som han kun har været forbi en enkelt gang tidligere, da han i 2010 blev hentet ind som partner i det anerkendte konsulenthus McKinsey & Co. Jobbet havde han i 19 dage, før daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) kaldte ham ”hjem” til den berygtede røde bygning på Christiansborg Slotsplads.

Men det er måske ikke en helt så tosset beslutning, som man umiddelbart skulle tro, fortæller ledelsesprofessor på CBS Flemming Poulfelt: ”Ansættelsen af Hellemann kan ligefrem vise sig at blive en gamechanger i bankverdenen,” siger han. Den kan udlægges som et udtryk for, at bankverdenen tænker i helt nye roller til deres ledere. 

Hellemann skal ikke være den klassiske bankdirektør Varnæs fra Matador. Nordea har masser af bankkyndige ansatte. Ifølge Poulfelt er det centrale spørgsmål, man må stille sig selv, hvorfor bestyrelsen hyrer en topembedsmand: Hvad kan David Hellemann, som banken har brug for? Han kan forstå den politiske verden. Og da den finansielle sektor er under politisk pres, er det ikke nødvendigvis dumt at have en topchef, der ved, hvordan man kan påvirke den. 

”Den regulatoriske og politiske håndtering bliver vigtigere og vigtigere. Chefen skal kunne finde ud af, hvad banken kan få lov til, og hvad den ikke kan få lov til. Og hvis den ikke kan få lov til det, der er nødvendigt, skal han kunne finde ud af, hvordan den alligevel kan få lov til det,” siger Flemming Poulfelt.

Atypisk departementschef

Skiftet er ikke kun atypisk for det private erhvervsliv. Det er også utraditionelt for embedsværket. I snit rykker kun 135 djøf’ere fra statsadministrationen til erhvervslivet om året.

”Djøf’erne på Slotsholmen forlader ikke i stort omfang deres paradis for at gå over i det private,” forklarer Susanne Hegelund, som udgør den ene halvdel af kommunikationsbureauet Hegelund & Mose, og som sammen med Peter Mose er forfatter til bogen ”Javel, hr. minister”, om forholdet mellem embedsmænd og ministre.

Og når departementscheferne alligevel rykker, er det almindeligvis til interesseorganisationer, som da Karsten Dybvad skiftede Statsministeriet ud med Dansk Industri, eller til en toppost i en halvoffentlig virksomhed, som da Michael Christiansen gik fra Forsvarsministeriet til Det Kongelige Teater. De bliver i de beskyttede værksteder, hvor det ikke handler om at tjene penge, men om at forvalte bevillinger. Hvor man ikke lægger lige så meget vægt på forretning som på politik.

David Hellemann går fra forhandlinger om konkurrencestaten til kommerciel konkurrence, og selvom det er usædvanligt, giver det god mening i hans tilfælde, mener flere. For han er ikke den sædvanlige embedsmand. Med jobskiftet står han tilbage som legemliggørelsen af den sammensmeltning af det offentlige og private, som han selv har været varm fortaler for i sin tid som departementschef, og han udviser det mod og den omstillingsevne og handlekraft, han konsekvent bliver forbundet med, når man taler med nogle af de folk, der har arbejdet sammen med ham gennem årene.

Den bløde mand bag den hårde facade

Bo Smith er en af dem. Indtil for et år siden var han departementschef i Beskæftigelsesministeriet. Han sad blandt andet med i den styregruppe af departementschefer, som forbereder sager, der skal behandles af regeringens magtfulde økonomiudvalg. De bliver afholdt på stengangen i Finansministeriet, Hellemann styrer slagets gang, og så får man noget fra hånden, fortæller Bo Smith. For David Hellemann er en stærk chef, der siger, hvad han mener, lytter til argumenterne og træffer en beslutning. Videre til næste sag.

Den tidligere departementschef taler om ”effektiv ledelse” og ”åben kommunikation,” mens andre føler, de bliver kørt godt og grundigt over. Men sådan vil nogen unægtelig komme til at opleve en så stærk chef som David Hellemann, mener Bo Smith:

”Han taler lige ud af posen, så man ved, hvor man har ham, og han er ikke bange for at træffe hårde beslutninger, hvis det er det, der skal til. Ellers kunne han ikke være departementschef i Finansministeriet. Men det er klart, at man kan føle sig tromlet, hvis man får et nej, eller bliver argumenteret af banen,” siger Bo Smith.

Og man kan let blive sat på plads, forklarer han. Med hans ord er David Hellemann ”knivskarp” og i besiddelse af ”utrolige intellektuelle hestekræfter” både politisk og processuelt.

Men modsat hvad man skulle tro, er han ikke en regnedreng. Budgetbisse, ja, excelfanatiker, nej. Bo Smith kalder ham problemknuser, mens DR’s tidligere generaldirektør, Kenneth Plummer, som også har arbejdet tæt sammen med Hellemann, kalder ham en løsningsleder. De understreger begge, at han ikke bare kører alting igennem Finansministeriets frygtede dream-modeller og udstikker ordrer ud fra resultaterne, men derimod orienterer sig efter den retning, hans organisation skal i og lytter til alle argumenter, før han træffer en beslutning.

Hellemann-provinsen

Det er ikke det indtryk, man nødvendigvis får, hvis man spørger for sig i DR-Byen. Her var David Hellemann som økonomidirektør med til at rydde op efter den økonomiske fadæse, som byggeriet af DR’s nye hovedkvarter viste sig at blive. Økonomiafdelingen blev fyldt med talglade fuldmægtige og chefkonsulenter fra Finansministeriet, og afdelingen med de budgetdisciplinære, nu tidligere embedsmænd, fik hurtigt tilnavnet Hellemann-provinsen, fordi den gik hårdt til værks. Det kom ikke bag på hans gamle kolleger på Slotsholmen. Som en af kollegerne udtrykte det, da Hellemann skiftede til statsradiofonien: ”Spørgsmålet er ikke, om David kan klare DR, men om DR kan klare David.”

Men daværende generaldirektør Kenneth Plummer husker dog bedst Hellemann for hans omstillingsevne. Han kom fra et formelt finansministerium med hierarkier, man ikke stillede spørgsmålstegn ved, og princippet om rettidig omhu, som man ikke kunne pille ved. Men i DR var hierarkierne til for at blive brudt ned, og rettidig omhu blev betragtet som gift mod kreativiteten. Journalister er, mener Plummer, et af de mest ledelsesresistente fagfolk, man kan blive udsat for, og det skulle Hellemann vænne sig til det. Det gik hurtigt:

”Da vi ansatte ham, var vi klar over, at han skulle bruge noget tid på at indstille sig på de nye arbejdsgange og det nye miljø, men han lærte lynhurtigt både branchen og dens dynamikker, og han tilpassede sig arbejdspladsen. Og samtidig lykkedes det ham at skabe en bred forståelse for vigtigheden af fornuftig og åben økonomistyring,” fortæller Kenneth Plummer. 

Den mere uformelle omgangstone tog den unge Hellemann med tilbage til Finansministeriet, hvor han afløste den meget formelle Christian Kettel Thomsen, som i dag er øverste chef i Statsministeriet. F.eks. underholdt han gerne medarbejderne i departementet med morsomme og absurde historier fra finanslovsforhandlinger, mens de sad og ventede på, at politikerne skulle nå til enighed. Og han fortæller gerne vigtigheder og kommer med humoristiske bemærkninger, selv i de mest pressede og alvorlige situationer. Det samme husker Kenneth Plummer fra DR-tiden:

”Han er en mand med sort humor, også når tingene spidser til,” som den tidligere generaldirektør udtrykker det: ”Men kun på en god og afvæbnede måde. For han er også en chef med situationsfornemmelse og empati.”

Situationsfornemmelse, empati og omstillingsevnerne kan Hellemann hurtigt få brug for i sit nye job i Nordea, mener forfatter og rådgiver Susanne Hegelund. Han var den usynlige, tunge to’er i DR og Finansministeriet, nu skal han for første gang være den synlige, markante et’er i Nordea. Det indebærer også at forsvare forretningen, når kritiske journalister ringer, eller aktiekursen falder. Og at vinde danskernes respekt, som Danske Banks Thomas Borgen gjorde det på forrige weekends folkemøde på Bornholm. En rolle, Hellemann ikke har været vant til, og som ikke nødvendigvis passer ham synderligt godt – men en rolle, som han bliver nødt til at tage på sig fremover. Budgetbissen skal pakkes væk, charmøren skal findes frem. Ellers kommer eftermælet fra Nordea måske til at lyde: Hellemann og kaos.