Maj 1978. Anker Jørgensen var statsminister for en socialdemokratisk mindretalsregering i en urolig tid med økonomisk krise. Det var på dette tidspunkt, at Danmarks allerførste ministermåling blev bragt i Jyllands-Posten.

Anker Jørgensen skrev dengang resultatet af målingen ned i sin dagbog og noterede, hvor mange procent af danskerne der mente, at han gjorde sit job godt. Han var selv den mest populære minister i sin regering. Desuden skrev han ned, hvem der lå nummer to, tre, fire og fem, og at Jens Kampmann, den daværende skatteminister, lå i bunden af målingen.

Regeringen håbede på, at et internationalt konjunkturopsving snart ville manifestere sig, men måtte dog indse, at der skulle mere til for at nedbringe underskuddet på betalingsbalancen og statsbudgettet. Selv efter flere forlig med Folketingets borgerlige partier stod den økonomiske situation ikke til at redde for regeringen, så Anker Jørgensen følte sig nødsaget til at indgå et regeringssamarbejde med Venstre.

Det skete i august, tre måneder efter ministermålingen. Dannelsen af en SV-regering betød, at fem socialdemokratiske ministre måtte træde tilbage for at give plads til nye Venstre-ministre. Anker Jørgensen afskedigede ministermålingens nummer 10, 13, 16, 17 og 19, hvoraf sidstnævnte var Jens Kampmann.

”Vi ved i dag ikke noget om, hvorvidt der har været en sammenhæng, men kuriøst er det, at de afskedigede alle lå så dårligt i denne måling,” skriver Peter Heyn Nielsen, ph.d.-studerende ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet, om det historiske øjeblik.

Hans forskningsartikel ’Vælgernes vurderinger af danske statsministre og deres ministerhold’ er netop udgivet i det samfundsvidenskabelige tidsskrift Økonomi & Politik og rummer et studie af de målinger, hvor danske vælgere har givet udtryk for, hvor godt ministrene i den til enhver tid siddende regering klarer sig.

Ministermålingerne blev introduceret i 1978, og analysen strækker sig derfor over de seneste 41 år og seks statsministre – Anker Jørgensen (S), Poul Schlüter (K), Poul Nyrup Rasmussen (S), Anders Fogh Rasmussen (V), Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S).

De tre mest populære statsministre er Poul Schlüter, Anker Jørgensen og Anders Fogh Rasmussen. De mindst populære er Poul Nyrup Rasmussen efterfulgt af Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt på en delt sidsteplads.

Forestillinger om statsministres popularitet diskuteres vidt og bredt og ofte på et mere løst og holdningsbaseret grundlag. Det håber forskeren bag studiet at kunne være med til at lave om på.

”Studiet bidrager til at nuancere billedet. Jeg vil gerne have, at vi diskuterer emnet på et mere kvalificeret grundlag, og det kan de her data være et bud på,” siger Peter Heyn Nielsen.

Der er en klar tendens til at, statsministrene med tiden har fået hårdere vurderinger, og Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt når i deres bedste målinger ikke over Anker Jørgensens dårligste resultat. Se figur 2.

Om det er, fordi vi har fået dårligere statsministre, eller fordi vi forholder os mere kritisk til dem, er ifølge studiet uvist. Det kan også have indflydelse, at der gennem tiden har været anvendt forskellige typer skalaer, som forskeren har konverteret til en 1-100-skala, der gør det muligt at sammenholde de forskellige målinger. Skalaerne i de tidlige målinger kan have givet anledning til bedre vurderinger.

Man kan også få tanken, at de tidlige statsministres høje popularitet og de senestes noget lavere popularitet afspejler en generelt stigende politikerlede, men det afviser Jørgen Goul Andersen, professor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet. Han forsker blandt andet i valg og holdningsdannelse.

Han henviser til, at befolkningens tillid til enkeltpersoner og den generelle tillid til politikere bevæger sig overraskende uafhængigt af hinanden. Der var eksempelvis meget stor politisk mistillid i Anker Jørgensens tid, men Anker Jørgensen selv var der i store dele af befolkningen tillid til.

”Den største mistillid til politikerne, vi nogensinde har målt, var i 1989 under Schlüters regeringstid,” siger han. Se figur 1.

Landsfaderen Schlüter

Alligevel er Poul Schlüter den mest populære statsminister, Danmark har haft siden 1978. Han har opnået de højeste karakterer, når danskerne gennem hans regeringstid har bedømt hans arbejde, og han har desuden stået stærkt som den mest populære minister internt i sin regering. Poul Schlüter har dog ikke alle dage været lige populær.

”Poul Schlüter bevægede sig op og ned. Han startede ikke godt, men overraskede og blev meget populær sidenhen, inden det igen gik op i tamilsag og hat og briller – og selv der sank han ikke helt til bunds,” fortæller Jørgen Goul Andersen.

”Dengang var der en enormt krisebevidsthed og et markant ønske i befolkningen om at tage fat og genoprette økonomien. I første omgang slog det egentlig mest fejl, fordi et forbrugsorgie ødelagde betalingsbalancen, som var hovedproblemet, men med kartoffelkuren – som blev accepteret af vælgerne – blev 30 års underskud vendt. Selv om politikken fortsatte lidt for længe, og arbejdsløsheden steg til astronomiske højder, så var vælgernes opfattelse, at han gjorde det godt og leverede varen,” mener Jørgen Goul Andersen og peger på Poul Schlüters brede appel.

”Poul Schlüter blev pludselig landsfaderlig med en ledelsesstil, som var tillidsvækkende. Han var efter eget udsagn ’ikke så konservativ, at det gjorde noget’, hvilket folk godt kunne lide. Han var populær, fordi han var rund, udstrålede optimisme og tog fat på det, der var behov for,” siger Jørgen Goul Andersen, som mener, at netop det landsfaderlige har betydning.

Han drager paralleller til den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen, som lander på en andenplads i køen til danskernes hjerte.

”Anker Jørgensen havde en autenticitet, som i starten fik ham til at fremstå dybt uprofessionel, og de, der ikke kunne lide socialdemokraterne i forvejen, de elskede at hade ham, men han endte med at blive meget landsfaderlig i en urolig krisetid. Man vidste, han havde hjertet på rette sted,” forklarer Jørgen Goul Andersen.

”Det havde Fogh ikke,” griner han.

”Hans styrke var, at han vidste, hvad vælgerne ville have. Stramninger af udlændingepolitikken og bestemt ikke minimalstat. Og så var han driftssikker og meget dygtig til spin,” uddyber han om Anders Fogh Rasmussen, som indtager tredjepladsen med pæne målinger og generelt en stærk position internt i regeringen i sin tid som statsminister.

Thorning overskygget af egne ministre

Foruden statsministres popularitet undersøger studiet, om der er knyttet en særlig popularitet til bestemte ministerembeder. Altså, er nogle ressortområder mere populære end andre?

Samlet set bedømmes det statsministerielle embede bedst af de syv udvalgte ministerposter, som hovedsageligt er udvalgt til undersøgelsen, fordi de har eksisteret i nogenlunde samme form i hele perioden – i modsætning til eksempelvis posten som ældreminister eller minister for offentlig innovation. Se tekstboks.

I både Anker Jørgensens, Poul Schlüters og begge Lars Løkke Rasmussens regeringer rangerer de tre statsministre ifølge målinger højest på egne ministerhold. Nok figurerer statsministerposten generelt set øverst på listen, men den er tæt efterfulgt af tidens forskellige økonomiministre, udenrigsministre og finansministre, og af og til overhaler de statsministeren. Det skete blandt andet i regeringerne under Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen, som begge måtte se sig overgået af deres udenrigsministre – endda fra andre partier end deres eget. Det må betragtes som en svaghed for en statsminister, at en ministerkollega fra et andet parti konsekvent vurderes bedre, argumenterer Peter Heyn Nielsen i forskningsartiklen.

Helle Thorning-Schmidt blev i sin tid som regeringschef overskygget af flere ministerkolleger. Mest udtalt stod hun i skyggen af daværende økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager (R), men hun måtte også se sig slået i kampen om danskernes kærlighed af både sin finansminister og beskæftigelsesminister. Jørgen Goul Andersen peger på Helle Thorning-Schmidts førte politik som en årsag til hendes lave popularitet.

”Hun blev upopulær, da hun blev statsminister. Thorning-regeringen gennemførte en politik, som gjorde ondt i det socialdemokratiske hjerte,” siger han. ”Og så var der formentlig en opfattelse af manglende autenticitet – hvor var Thornings eget hjerte?”

Befolkningens generelle tillid til politikerne har været lav i både Lars Løkke Rasmussens og Helle Thorning-Schmidts regeringsperioder. Det kan derfor være nærliggende at tro, at mistilliden også er årsagen til deres lavere personlige popularitet.

Men det afviser Jørgen Goul Andersen, som forklarer, at deres upopularitet i stedet hænger sammen med, at de ikke har haft bred opbakning til deres politik blandt befolkningen. Det gælder særligt for Thorning-regeringen, som end ikke nød bred opbakning blandt socialdemokratiske vælgere – i kontrast til Schlüter-regeringens politik, som mødte forståelse ud over egne rækker.

”Der blev ført en politik, som gjorde ondt, som mange var stærkt uenige i, og som der ikke var Schlüter-tidens tillid til ville gavne,” siger han.

Upopulære ministre ryger ud

Tilbage i Anker Jørgensens regeringstid blev en ministermåling noteret i dagbogen, og popularitet lod til at spille en væsentlig rolle for et ministerhold. Den rolle er formentlig uændret. Peter Heyn Nielsen har siden udgivelsen af studiet undersøgt popularitetsniveauet for afskedigede ministre nærmere. Og der er en sammenhæng.

”Hvis man undersøger hver minister, der er blevet fyret, så vil man se, at disse ministre i langt de fleste af tilfældene har ligget meget dårligt i de her målinger,” siger han. Et eksempel på, at mindre populære ministre kan stå for skud, er Lars Løkke Rasmussens store regeringsrokade i februar 2010. Rokaden blev berømt for at være den største nogensinde og for at være et dristigt tiltag. De fleste af de ministre, der blev taget helt af ministerholdet, havde ligget i bunden af de seneste ministermålinger. Det gjaldt særligt Carina Christensen, Ulla Tørnæs og Helge Sander.

”Dermed ikke sagt, at man partout fyrer upopulære ministre, men en gang imellem står en statsminister over for at skulle lave en rokade, og når endelig statsministre laver rokader, så tror jeg, at de spejder lidt til den offentlige mening om deres ressortministre, og hvis der har været særligt meget blæst om én, så kunne det være anledning til at skifte vedkommende ud.”

En praksis, der lader til at leve i bedste velgående snart 41 år efter Anker Jørgensens dagbogsnoter om den første ministermåling i Danmark.