Peter Hesseldahl er Mandag Morgens redaktør for digital omstilling. Han har tidligere dækket den teknologiske udvikling for bl.a. DR, TV2 og Politiken. Desuden har Hesseldahl i en årrække arbejdet som intern fremtidsforsker i LEGO og Danfoss, og som konsulent og projektleder i flere tænketanke i Danmark og udlandet. Forfatter til 7 bøger, senest "Omstilling til Fremtiden - Når teknologi bliver levende og liv bliver teknologi".
Her genopstår din brugte t-shirt
Den cirkulære økonomi er konkret. Der er tonsvis af affald, som nogen skal indsamle og sortere, før materialerne kan genbruges. En ny – meget stor – maskine i Malmø viser, hvordan noget af det tunge arbejde kan automatiseres.
Når man læser om den cirkulære økonomi, er det typisk illustreret med billeder af grønne marker, smarte vintagebutikker og rustikke hipstere, der med et smil under fuldskægget tager plads i en dele-elbil eller bag styret på en ladcykel.
Men der er også en anden side af historien.
Hvis man kører ud i Malmøs industrikvarter, ude ved lagerhallerne, værkstederne og fabrikkerne, kan man finde det regionale renovationsselskab Sysavs enorme hal til opbevaring af noget af det affald, de indsamler.
Der er en sødlig, lidt kvalm lugt, som om nogen har glemt at tage køkkenaffaldet ud, blandet med en fedtet, hengemt duft som i en billig genbrugsbutik for tøj.
I en del af hallen, på et areal der svarer til en fodboldbane, ligger halvanden meter høje baller af gammelt, sammenpresset tøj i alle farver. I bunden står en helt ny, kæmpemæssig maskine, 30 meter lang og malet i klare blå og gule farver. Naturligvis, vi er jo i Sverige.
Maskinen er den største og mest avancerede af sin slags i verden. Man fodrer den med det brugte tøj, og ved at måle, hvordan infrarødt lys reflekteres på tøjet, kan strømmen af tøjstumper, der flintrer rundt på et virvar af transportbånd, automatisk sorteres, alt efter om det er rent bomuld, rent polyester eller forskellige blandinger af materialer. Maskinen kan sortere 4,5 tons dagligt.
Menneskelige begrænsninger
Den cirkulære økonomi er konkret. Der er materialer – mange materialer – der skal indsamles, transporteres, sorteres, splittes ad, kværnes og opløses for at kunne genopstå som friske produkter i indkøbskurven.
Kredsløbene af materialer skal sluttes, men der er stadig flaskehalse og manglende led i kæden fra produktion til genanvendelse. En af de største udfordringer er at holde forskellige materialer adskilt, for når de blandes, er det svært for fabrikanter at kende deres egenskaber.
Jo renere og mere præcist sorterede, des højere er anvendeligheden og værdien af genanvendte materialer. Men i dag sorteres en forbløffende stor del af affaldet manuelt af mennesker, der står ved et bånd, oftest i et land med lave lønninger.
Det er her, det store anlæg i Malmø kommer ind i billedet. Arbejdet med at konstruere maskinen og indarbejde sorteringen i Sysavs forretning startede tilbage i 2015. Projektet har navnet Siptex, og blandt samarbejdspartnerne har været mange af de tungeste svenske producenter og brugere af tekstiler, giganter som IKEA, H&M, ICA og Stadium.
Større efterspørgsel, mere affald
Der er hårdt brug for den slags maskiner. I takt med at billigt modetøj – fast fashion – breder sig, er det globale salg af tøj mere end fordoblet mellem 2000 og 2015, og i samme periode er antallet af gange, man anvender tøjet, faldet 35 procent.
Omkring 60 procent af alle tekstiler indeholder polyester, der er fremstillet af fossil olie, og derfor er en stor kilde til CO2-udledning. Dyrkning, blegning og farvning af bomuld kræver store mængder vand, beslaglægger store arealer og er typisk forbundet med store mængder sprøjtemidler og giftige kemikalier.
Alt det ved man godt i modebranchen, og de fleste mærker har formuleret strategier om kun at anvende bæredygtige og cirkulære råmaterialer i de nærmeste år. Men i øjeblikket er der mangel på brugbare og tilstrækkeligt billige genbrugsmaterialer.
Som en del af EU’s strategi for bæredygtige og cirkulære tekstiler er der kommet krav om, at medlemslandene skal etablere separat indsamling af tekstiler fra husstande senest i 2025. I Danmark træder det i kraft fra juli 2023, og dermed bliver tekstiler den tiende fraktion af affald, som alle husstande skal sortere i.
Både efterspørgslen fra industrien og mængden af materialer, der skal sorteres og genanvendes, vil dermed vokse kraftigt fremover.
Bomuld, der kan opløses og gendannes igen og igen
En af de centrale partnere i Siptex-projektet er Renewcell, et svensk selskab, der har udviklet en metode til at opløse bomuldstekstil i dets kemiske bestanddele, så man derefter kan genskabe fibrene, spinde tråd og væve tekstiler, der har præcist samme egenskaber, som hvis man brugte helt nye, såkaldt ’virgine’ råmaterialer. Tekstiler kan endda nedbrydes og genanvendes igen og igen uden tab af kvalitet.
Bomuld består af 100 procent cellulose. Det samme gælder to andre, meget anvendte typer tekstil – viskose og lyocell – men i deres tilfælde stammer cellulosen fra træer, der er kværnet og nedbrudt til en pulp, som man kan fremstille fibre ud fra.
Renewcell har rødder i den svenske skovindustri og har hidtil anvendt træ til at fremstille celluloseopløsning til tekstilindustrien, men nu er det lykkedes at udvikle en kemisk proces, der også kan nedbryde tekstiler af rent bomuld til cellulose, som derefter kan sælges til de normale fabrikanter af tråd og stof.
Efterspørgslen er, jeg vil ikke sige grænseløs, men den er virkelig stor.
Martin Stenfors
Vicedirektør, Renewcell
”Efterspørgslen er, jeg vil ikke sige grænseløs, men den er virkelig stor. Alle de store modemærker og forhandlere efterspørger den type materiale,” fortæller Martin Stenfors, vicedirektør for Renewcell.
”Vores første store fabrik kan i begyndelsen producere 60.000 ton celluloseopløsning om året fra bomuld. Vi har allerede besluttet at skalere det op til 120.000 ton, og vi har ambitioner om at vokse til 360.000 ton i 2030.”
”Men bare for at sætte det i perspektiv; de 60.000 tons vil udgøre en procent af det globale marked for cellulosefibre til tekstiler. De 99 procent vil stadig være fra fældede træer.”
”Vi synes selv, vores anlæg er superstort, og det er også det største af sin slags, men det er stadig bittesmå tal. Vi bygger så hurtigt og så stort, som vi kan. Men det tager tid, det er fysisk, man skal investere i stål og beton og maskineri,” siger Stenfors.
Brugt tøj kommer vidt omkring
Renewcell vil aftage en stor del af Siptex-anlæggets bomuldstøj. Hidtil har man især benyttet sig af to andre kilder: Kasserede tekstiler fra industrivaskerier, der kan levere store mængder af ensartede lagner og håndklæder, og fraklip og affald fra tøjfabrikker, der også leverer meget veldokumenterede tekstiler.
En stor del af tekstilerne kommer langvejs fra. Modeindustrien er for længst flyttet til Pakistan, Bangladesh, Indien og Tyrkiet. Med Siptex-anlægget vil en større del af materialerne kunne hentes mere lokalt – om end der stadig er et stykke vej fra Malmø til Renewcells fabrik i Sundsvall, 400 kilometer nord for Stockholm.
Det tøj, der behandles i Malmø, kan imidlertid godt have været langt undervejs allerede. Brugt tøj kommer vidt omkring.
I Danmark indsamler humanitære organisationer som Røde Kors, Frelsens hær og UFF-Humana en stor del af det tøj, der genanvendes. Den største virksomhed på området herhjemme er Trasborg, der har indsamlet og genanvendt tekstil siden 1917.
UFF-Humana, der indsamler tøj gennem 700 containere i Danmark, foretager selv den først helt grove sortering for at skille legetøj, affald eller åbenlyst beskidt tøj fra. Det er også vigtigt straks at få fjernet vådt tøj, der kan mugne eller gøre tekstilerne jordslåede. Derefter sælges tøjet til virksomheder i lande som Litauen, Slovakiet, Polen eller Bulgarien, hvor der findes store sorteringsanlæg, hvor tøjet sorteres manuelt.
I den cirkulære økonomi gælder det om at bevare værdien af produkter og materialer så længe som muligt. Man taler om et ’affaldshierarki’.
I første omgang skal man forsøge at minimere mængden af produkter, der anvendes.
Næste skridt er at reparere produkter, så de kan anvendes længere eller sælges og bruges igen. Eventuelt kan nogle dele tages ud og genbruges som reservedele.
Hvis produktet er for udtjent, skal man gerne kunne skille det ad i de enkelte materialer, der derefter kan være råstoffer for fremstillingen af nye produkter.
Hvis materialerne er for dårlige eller ikke kan adskilles, kan man bruge dem til fyld eller til produkter, hvor der ikke er store krav til materialernes præcise egenskaber.
Endelig kan man forbrænde materialerne, eller, som det nederste i hierarkiet, deponere dem.
Senere sorteres tøjet igen for at vælge det, der kan sælges i udviklingslande eksempelvis i Afrika.
Som Else-Hanne Henriksen, leder af UFF-Humana, forklarer, så sorteres tøjet til Europa efter, om det stadig er på mode, men til Afrika handler det mere om, at tøjet stadig er funktionelt og ikke har huller eller mangler knapper.
Først når det tøj, der kan sælges og genbruges, er trukket ud, bliver resten presset i store baller som dem, der står på gulvet i hallen i Malmøs industrikvarter. Noget tekstil kan anvendes til fyld og isoleringsmateriale, men en del brændes simpelthen for dog at få varmeeffekten.
Det er svært for maskiner af skelne
Siptex-anlægget er et stort skridt i retning af en mere cirkulær brug af tekstiler, men der er lang vej endnu. I første omgang skal anlægget sortere 6.000 ton årligt – globalt anvendes der 100 millioner ton fibre til tekstil.
Rent teknisk er der også plads til forbedringer. Det tøj, der skal håndteres i anlægget, skal være grovsorteret på forhånd. Der må ikke være småstykker som sokker eller garnnøgler, der kan sætte sig fast. Maskinen kan ikke vurdere tøj af forskellige materialer eller i flere lag, for eksempel dunjakker eller jakker med for.
Det kniber også med at sortere farver. Anlægget kan skelne mellem lyse og mørke tekstiler, men hvis tøjet kunne deles op efter farver, kunne man nøjes med at tilsætte færre farver og blegemidler senere i genanvendelsen.
En mærkning af tøjet ville gøre det lettere at sortere tøjet automatisk og meget præcist i forhold til farver, materialer og de kemikalier, der er anvendt til at farve og blege tekstilerne. Der eksperimenteres med at forsyne tøj med små chips eller stregkoder og med at bruge kunstig intelligens til at lære maskiner at vurdere tøjet.
Men sandsynligvis vil den manuelle sortering og den lange transport af tekstilaffald være et vilkår længe endnu.
”Selv hvis vi indfører en mærkning af det meste tøj i morgen, vil vi skulle leve med alt det, der er derude på markedet lige nu, i de næste 15 til 20 år. Vi kan ikke basere vores processer på et perfekt system, der fungerer automatisk,” konstater Martin Stenfors.
