Det er meget almindeligt at sætte lighedstegn mellem pris og kvalitet. Men når det gælder indsatsen over for udsatte børn og unge, er det langt fra altid sikkert, at den dyreste løsning også er den bedste.

Her viser forskning med al tydelighed, at anbringelser uden for hjemmet alt for sjældent fører til et godt liv for børnene. Og selv om anbringelsen kunne give et barn eller en ung ophold på en institution til en pris på 70-80.000 kr. om måneden, er der alt for ofte ikke noget fremtidsperspektiv i en anbringelse for den unge.  Kun hver femte af de anbragte børn eller unge får f.eks. en ungdomsuddannelse.

Alligevel er godt 1 pct. af alle børn anbragt – en andel, som stort set har ligget på samme niveau siden 1911, altså tre år før udbruddet af Første Verdenskrig.

”I Danmark er vi ikke ret gode til at gøre noget, der virker over for udsatte børn. Vi skylder dem at gøre det bedre, og det kan ikke nytte noget, at vi bare gør det, vi synes bedst om, eller vi bare gør det, vi plejer. Indsatsen skal virke,” siger Preben Siggaard, der er chef for Børn og Forebyggelse i Herning Kommune og sidste år fik Socialforskningsinstituttets jubilæumspris for at gøre en særlig indsats for at få forskningsbaseret viden ud i det praktiske socialarbejde.

Når Preben Siggaard skal vurdere, om en indsats virker, måler han det på, om de unge får en uddannelse.

”Vi ved fra svensk forskning, at skolen og uddannelsen er det vigtigste. Derfor bruger vi kræfterne på, at de unge får en uddannelse. Det er vigtigt med et klart og tydeligt fokus, så man ikke prøver at opnå tusind forskellige ting med det, man laver. Har man ikke det fokus, risikerer man, at det hele ikke rigtig fører til noget som helst,” siger han.

Derfor begynder han sin indsats som leder med at fremhæve to ting: At indsatsen skal virke og bygge på evidens, og at den i sidste ende skal måles på, om den hjælper de unge til at få en uddannelse.

Farvel til traditionerne

Gennem de seneste tre år har Preben Siggaard været med til at flytte penge fra anbringelser til forebyggelse, og fra permanente til tidsbegrænsede løsninger.

[graph title="Flere får hjælp hjemme – færre kommer på institution" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/0adfb-jr_fig01_flere-fu%cc%88r-hje%cc%88lp-hjemme-fe%cc%88rre-kommer-pu%cc%88-institution02.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/0ddfa-jr_fig01_flere-fu%cc%88r-hje%cc%88lp-hjemme-fe%cc%88rre-kommer-pu%cc%88-institution02.png" text="Over de seneste tre år har Herning Kommune flyttet sin indsats over for udsatte børn og unge fra kommunens institutioner ud til børnenes netværk og familie. Tidligere kunne børn og unge bo på en institution i årevis, nu bor de der kortest mulig tid: ”Vi skal hele tiden forberede os på, hvad der skal ske bagefter,” lyder filosofien."]Kilde: Herning Kommune og Mandag Morgen. [/graph]

Selv om anbringelse på en institution er en dyr løsning, der kan koste op mod en million kr. om året, er det langtfra sikkert, at det er den bedste løsning for barnet eller den unge.

”Tidligere sagde vi, at det gjaldt om at trække barnet eller den unge væk fra forældrene, men nej, vi skal tænke løsninger, så forældrene understøtter barnets liv, fordi det er på den måde, vi kan give børnene og de unge de bedste muligheder for at få en uddannelse,” siger Preben Siggaard.

Han henviser til den indsatstrappe, som skitserer de i alt fem niveauer, Herning Kommune sætter ind på over for udsatte børn og unge. På trappens første niveau ligger rådgivning og forældrekurser, mens mere varig anbringelse ligger på niveau fem. Se figur 1.

”Indsatsen skal hele tiden ske på det lavest mulige niveau og så tidligt i barnets liv som muligt,” siger Preben Siggaard.

Samtidig skal indsatsen designes til hvert enkelt barn, så den hele tiden er i overensstemmelse med barnets behov. Det lyder nærmest selvindlysende, men konsekvensen er, at den enkelte indsats ofte begrænses i tid.

”Mange af vores programmer indebærer en indsats på seks eller måske syv måneder. Det betyder, at vi hele tiden skal forberede, hvad der skal ske bagefter,” siger han.

Bare det at arbejde med de korte forløb skærper opmærksomheden på, at man ikke foretager sig noget af mere varig karakter, så en kortvarig anbringelse ikke bliver en permanent løsning, men blot ét af de midler, kommunens medarbejdere kan betjene sig af i arbejdet med barnet og familien.

”Tidligere kunne vi have anbragt børnene på en institution i mange år, men gør man det, ender det med, at børnene går og lærer hinanden en masse unoder. Nu bor børnene der kun i kortere perioder, og vi kan bruge opholdet på institutionen som en slags læreplads, hvor de lærer nyt, de kan bruge i deres liv, når de vender hjem igen,” siger Preben Siggaard.

Institutionen træner for eksempel børnene i helt basale færdigheder som at stå op om morgenen og komme afsted i skole.

Dermed skifter både anbringelse og institution karakter. Det gælder både for de større børn, de unge og for de mindre børn, hvis forældre kommunen helt bevidst inviterer med indenfor, så opholdet også kan blive til læring for dem.

”Det har ikke været normalt, at forældrene kommer på vores institutioner, men forældrene kan og skal byde ind, og hvis mor kommer hver morgen og hver aften og tager barnet op og lægger det i seng om aftenen, så har hun også lært noget, hun kan bruge, når barnet kommer hjem igen,” siger Preben Siggaard.

Metoder, der virker, sparer millioner

I dag arbejder de godt 750 ansatte på Herning Kommunes Center for Børn og Forebyggelse med 11 programmer og metoder, der alle bygger på evidens. 3 nye metoder er i pipelinen og på vej til at blive ny praksis. Den evidensbaserede tilgang breder sig.

”Vi vil gerne have, at hele organisationen arbejder vidensbaseret og hele tiden udfører indsatsen ud fra den bedst tilgængelige viden,” siger Preben Siggaard.

Det gælder lige fra indsatsen over for forældre med nyfødte børn til indsatsen for familier med børn i teenagealderen. Selv om Preben Siggaard med en vis stolthed omtaler en af sine metoder som ”Herning-modellen”, har kommunen hentet langt de fleste af de evidensbaserede programmer i Norge, Sverige og USA.

Resultatet har været det, Siggaard kalder en ”massiv udvikling af medarbejdernes kompetencer”.

Ligesom kommunen systematisk henter inspiration udefra, arbejder medarbejderne også systematisk med de metoder og programmer, som giver størst effekt. Det indebærer, at den  sociale indsats bliver beskrevet mere tydeligt, helt fra de første kontakter, til udviklingen af det forløb, der passer bedst til børnene og deres familier.

”Metoderne er meget velbeskrevne, og vi kan derfor fortælle forældrene, hvad der skal ske, og hvornår det skal ske. Tidligere satte vi ofte en familiebehandling i gang, selv om vi ikke vidste, hvornår den skulle stoppe igen. Nu kan vi gøre hele forløbet mere gennemskueligt for borgeren,” siger Preben Siggaard.

Hernings nyorientering af den sociale indsat er sket i de seneste år, hvor alle kommuners økonomi har været presset. Og økonomien er også en medspiller.

”Det er god økonomi at gøre noget, der virker, og det er i hvert fald billigere end at gøre noget, der ikke virker,” siger Preben Siggaard.

Som eksempel henviser han til, at kommunen bruger færre penge end tidligere, når institutionerne bliver brugt som en ramme for læring og ikke blot som et opholdssted. Det første år er ganske vist dyrere, men udgifterne til de unge falder allerede året efter, at en indsats er begyndt. Trods ekstraudgiften det første år, er indsatsen samlet set endt med at spare kommunen for i alt 426.000 kr. for hver af de i alt 23 unge, der indtil videre har været igennem den nye type anbringelse.