Danmark er ramt af en politisk ledelseskrise.

De to kandidater til at blive landets statsminister efter næste valg, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, får begge dumpekarakter af vælgerne. Halvdelen af vælgerne ønsker en anden kandidat som statsminister. Samtidig har Løkkes bilagssag kastet Venstre ud i dyb krise, og hans egen troværdighed er i frit fald.

Paradoksalt nok hverken kan eller vil de to partier, som har mest medvind blandt vælgerne – Dansk Folkeparti og Enhedslisten – påtage sig lederskabet. De frygter, at et regeringsansvar vil sprænge dem under magtens tunge åg. Thornings og Løkkes svage lederegenskaber kan derfor resultere i et jordskredsvalg som i 1973, hvor det, uanset hvem der vinder valget, efterfølgende kan blive svært at skabe stabile flertal.

Søndagens valg til Europa-Parlamentet føjede nye nederlag til de to statsministerkandidaters politiske CV. Venstre fik det dårligste parlamentsvalg i 25 år, og Løkke påtog sig allerede på valgaftenen skylden. Nu kæmper han sit livs kamp for at overleve krisemødet i partiets hovedbestyrelse på tirsdag. Socialdemokraterne fik det sjette valgnederlag i træk under Thornings ledelse, og partiet fik ved det seneste folketingsvalg det dårligste valg siden 1903.

Ifølge professor i organisations- og ledelsesteori Steen Hildebrandt er den politiske debat præget af for meget taktik og for lidt indhold, og derfor har vælgerne svært ved at tage politikerne alvorligt:

”Danmark har en politisk lederskabskrise, der giver sig udslag i lavt politisk engagement og frustration hos vælgerne over den tone, som det politiske liv har fået. De vil gerne have, at politik skal handle om noget mere væsentligt. Men når Folketinget bruger oceaner af tid på at diskutere, hvor mange gange ældre skal i bad, Thorning ligger underdrejet af sin skattesag eller Lars Løkke sveder over sine bilagssager, bliver der ikke truffet de nødvendige politiske beslutninger," siger Steen Hildebrandt.

Flere af de toneangivende partier har ikke en oplagt favorit klar i kulissen til at overtage formandsposten, hvis deres nuværende leder skal skiftes ud. Tilliden til politikerne er i bund og har ikke været lavere siden midten af 1970’erne. Selv bilforhandlere, ejendomsmæglere og journalister høster større tillid hos danskerne end politikerne.

Vælgerne interesserer sig heller ikke for partiernes politik. Partiernes medlemstal er styrdykket de sidste årtier, så alene Kræftens Bekæmpelse har ca. tre gange så mange medlemmer som de politiske partier tilsammen.

Meget tyder på, at den politiske lederkrise kan blive langvarig, for den politiske fødekæde skranter også. Partierne har sværere og sværere ved at rekruttere nye politiske talenter fra en bred samfundskreds. Folketinget er præget af akademikere på tværs af partiskel. Og selv om nye tænketanke er skudt frem som paddehatte i det politiske landskab, er Danmark fortsat et idepolitisk uland sammenlignet med giganter som f.eks. USA, England og Tyskland, hvor talrige tænketanke både har økonomisk kapital og manpower til at tænke ud af boksen og udfordre partier og embedsværk.

Præsidentvalget er aflyst

Den perfekte statsminister findes ikke. Alle har hver deres styrker og svagheder. Men bevæger man sig ned ad den politiske Memory Lane, skiller statsministre som Thorvald Stauning, H.C. Hansen, Jens Otto Krag, Poul Schlüter og Anders Fogh Rasmussen sig ud. Som professor Ove K. Pedersen fra CBS udtrykker det:

”Ingen af de store politiske ledere, Danmark har haft, var erkendt som sådan af deres samtid. Det store politiske lederskab udpeges af eftertiden. Men fortidens mastodonter udgør alligevel den alen, som nutidens ledere måles op imod, og det til trods for, at deres udfordringer var nogle helt andre end dem, som nutidens ledere konfronteres med.”

En af landets førende politiske kommentatorer, den tidligere konservative leder Hans Engell, giver i ”Den perfekte statsminister” en opskrift på, hvad det kræver at blive en succesfuld statsminister. Personen skal opfylde mindst fire centrale kvalifikationskrav: Have et klart og veldefineret politisk projekt, besidde et skarpt politisk overblik, fremtræde tillidsvækkende og troværdig samt mestre håndteringen af medierne.

Både Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen har svært ved at leve op til disse fire krav.

Helle Thorning har fra første dag som statsminister ikke formået at overbevise vælgerne om, at hun har et skarpt og klart defineret projekt, da hun ikke kunne indfri mange af sine løfter fra valgkampen. Hun var meget sen til at reagere på kritikken og har derfor umådelig svært ved at børste sit ry som løftebryder af sig. Hun har i det meste af sin periode som statsminister været i defensiven over for medierne, som har jaget hende rundt i manegen, og derfor har hun haft svært ved at sætte sin egen offensive dagsorden.

Lars Løkke Rasmussens troværdighed er med den seneste bilagssag i frit fald. Kun halvdelen af partiets egne vælgere mener, at Løkke er den rette mand i spidsen, viste en Megafon-måling for Politiken og TV 2 i sidste uge. Det er dybt alarmerende for en partileder, som for bare tre uger siden havde sikker kurs mod Statsministeriet. Baglandets tålmodighed med Løkkes eskapader er også ved at være brugt op. Uroen blomstrede op igen efter søndagens nederlag ved valget til Europa-Parlamentet. Nu kæmper hans tro løjtnanter for at samle opbakning til formanden, så han kan overleve tirsdagens krisemøde. Han har heller ikke udviklet et politisk projekt, på samme måde som S og SF lavede Fair Løsning og Fair Forandring før sidste valg. Og Venstre synes at være på vild flugt væk fra sine tidligere annoncerede ønsker om nulvækst i den offentlige sektor.

Begge statsministerkandidater fik da også middelmådige karakterer, da Mandag Morgen for nylig lod politiske eksperter vurdere deres ledelseskompetencer fordelt på 25 forskellige parametre.

Ratingen flugter med en ny måling foretaget af A&B Analyse for Altinget.dk. Den viser, at halvdelen af vælgerne – 49,4 pct. – ønsker en anden kandidat som statsminister end Thorning eller Løkke. Det er den højeste andel siden 2005, hvor Altinget.dk startede denne type målinger. Målingen viser også, at Løkke har sat et forspring på 25 procentpoint over styr på mindre end et år og nu er mere upopulær end Thorning.

”Vi er ikke kommet ned på Berlusconi-niveau endnu. Men vi er ude af epoken med præsidentvalg, da der ikke er meget præsidentprofil over de to statsministerkandidater,” siger professor Steen Hildebrandt.

Magtspil i kulissen

Den politiske ledelseskrise bliver forstærket af, at flere af de toneangivende partier ikke har kørt en oplagt kronpris eller kronprinsesse i stilling i kulissen.

Et af de mest succesrige generationsskifter i nyere dansk politik var Kristian Thulesen Dahls overtagelse af magten efter Pia Kjærsgaard i 2012. Mange spåede dengang, at Dansk Folkepartis kronprins ville få svært ved at løfte arven. Men partiet fremstår i dag stærkere end nogensinde, han scorer højt på danskernes tillidsbarometer, og det kan ikke længere udelukkes, at Dansk Folkeparti bliver landets største parti efter næste valg.

Det nøje planlagte lederskifte står i skærende kontrast til flere af de andre politiske partier. Venstres næstformand, Kristian Jensen, er favorit til at overtage formandsposten efter Løkke. Han står stærkt i store dele af baglandet. Men han tilhører ikke inderkredsen i partitoppen. Løkke har mildest talt ikke gjort meget for at bære ham frem i front. Der er heller ikke voldsom opbakning i folketingsgruppen, hverken hos den gamle garde i Klub 19, organiseret omkring Hans Christian Schmidt eller den yngre garde i Pind-klubben, med folk som Søren Pind og Peter Christensen i spidsen.

Krisen i Venstre har skabt voldsom debat om rollen som kronprins og kastet en perlerække af folk på banen. Når så mange navne kan komme i spil, er det ikke blot en underminering af Kristian Jensens position som Venstres næste formand, men også et udtryk for, at Løkke ikke har forvaltet talentmassen hensigtsmæssigt.

De Konservatives leder, Lars Barfoed, har også en rimelig tryg livsforsikring, ved at der ikke står en oplagt billetsælger klar i kulissen. Connie Hedegaard vender næppe tilbage til dansk politik. Mads Lebech har forladt politik. Brian Mikkelsen har næppe opbakning. Og Benedikte Kiær har næppe tyngde. Men et nyt dårligt resultat ved det næste folketingsvalg vil med garanti sætte gang i spekulationerne om Barfoeds efterfølger.

Hos Socialdemokraterne er Mette Frederiksen udråbt af medierne til at være klar favorit til at overtage formandsposten efter Helle Thorning. Men det er langtfra sikkert, at beskæftigelsesministeren går hele vejen. For bare et år siden blev Bjarne Corydon udråbt til at være Danmarks mest magtfulde politiker og af mange spået en fremtid som landets næste S-formand. Siden er hans stjerne falmet. Og i nyere tid har partiet nærmest tradition for dramatiske formandsopgør som Auken/Nyrup i 1992, Nyrup/Lykketoft i 2002 og kampvalget mellem Thorning og Frank Jensen i 2005.

Tilliden i bund

Den politiske ledelseskrise understreges også af, at danskerne har vendt ryggen til de politiske partier.

Der var engang, hvor ca. 25 pct. af vælgerne var medlem af et politisk parti. Det var dengang, der var afgrundsdybe forskelle mellem de enkelte partier, og de enkelte partier havde karakter af rene folkebastioner.

I dag kan partierne mønstre ca. 150.000 medlemmer. Tilsammen. Det svarer til, at færre end én ud af 25 vælgere er medlem af et politisk parti. Store interesseorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Hjerteforeningen med knap 140.000 medlemmer har over dobbelt så mange medlemmer som Socialdemokraterne og Venstre.

Risikoen er, at færre og færre møder op ved valgstederne, som det har været tilfældet ved de seneste kommunalvalg. Ved forrige valg var den samlede stemmeprocent faldet til det laveste niveau i over 35 år. Og formentlig kun i kraft af en massiv kampagne for at få flere unge til stemmelokalerne steg stemmeprocenten ved kommunalvalget sidste år.

Vælgernes tillid til de folkevalgte er også i bund og har ikke været lavere siden midten af 1970’erne, da begreber som oliekrise, betalingsbalanceunderskud og massearbejdsløshed var centrale begreber i den politiske debat.

Det er ikke de mange skandaler og personsager, som har banket tilliden i bund, selv om det ofte bliver fremhævet i debatten. Det er derimod den langtrukne økonomiske krise og skiftende regeringers krisepolitik, som har drevet tilliden ned. Det dokumenterer professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet i den nye bog ”Vælgerne på vandring”.

Tilliden var tårnhøj under Anders Fogh Rasmussen og højkonjunkturen. Men da krisen satte ind, begyndte kurven at knække under Lars Løkkes regeringstid. Jørgen Goul Andersen forklarede tidligere i år i et interview med Mandag Morgen, at de enkelte ”møgsager” kun svækker vælgernes tillid til den berørte politiker, mens den generelle politikerlede opstår, når politikerne ikke formår at mobilisere vælgerne for deres politiske projekt:

”Historisk set falder tilliden, når vælgerne ikke kan lide eller stoler på regeringens politik. Og hvis de heller ikke kan stole på oppositionen, går det helt galt,” sagde Jørgen Goul Andersen.