Et demokrati er karakteriseret ved flere ting, herunder ved en række frihedsrettigheder. Men pligter er der ikke mange af.

Én af frihederne er friheden til at ytre sig. Det er en fantastisk frihed, som mennesker i et land som Danmark formentlig i vid udstrækning tager for givet. Vi tænker ikke over, at vi kan udtale os om det ene og det andet, uden at politiet eller andre myndigheder kommer efter os.

Jeg kan udtale mig om politik, om det danske forsvar, om den politiske linje i min kommune – og der sker mig ikke noget. Det er noget, jeg har lov til. Som bekendt forholder det sig ikke sådan i alle lande.

Denne ret indebærer også en ret til at kritisere de ledende politikere, herunder landets øverste politiske leder, statsministeren. Jeg har intet i klemme i forhold til den danske statsminister og hendes politiske parti eller regering. Jeg er ikke medlem af noget parti, men jeg hørte til den meget store gruppe af danskere, der ved sidste folketingsvalg ønskede et regeringsskifte. Og fik det.

Jeg havde store forhåbninger til den nye regering.

I flere sammenhænge har jeg udtalt mig om den politik, som regeringen har ført i de forløbne par år. Og det er der sandt for dyden mange, der har gjort. Det er fint. Det er, som det skal være.

Men jeg må indrømme, at jeg er ved at være bange for, hvad det er for en tone og systematisk ensidighed, der er ved at udvikle sig. Den indebærer efter min opfattelse, at stort set alle medier som små kloner benytter enhver tænkelig lejlighed til at kritisere, ikke bare regeringens politik, ikke bare statsministerens politik, men også statsministeren som person.

Hvor er respekten?

Ingen dansk regering og statsminister er nogensinde i fredstid blevet jagtet så meget, så ensidigt og så vedholdende i danske medier, som Helle Thorning-Schmidt.

Det er ganske enkelt ikke i orden.

For at sige det gammeldags: Den respekt, som jeg mener, der børe være om statsministerens person og embede, er ikke til stede.

Der udvises ikke respekt, der tales ikke med respekt. Der skrives ikke med respekt for person og embede. Jeg taler ikke om underkastelse og følgagtighed; jeg taler ikke om at stå ret og om at rette ind. Jeg taler om ordentlighed, anstændighed, rimelighed, respekt, nuancering.

F.eks. har danske medier – med ganske få undtagelser – nu i mere end to år sunget en daglig sang om løftebrud. Ordet løftebrud er på vej ud af munden og pennen hos mange kommentatorer og journalister, endnu inden statsministeren har talt færdig. Det er blevet deres faste retorik: Regeringen løber fra sine løfter, regeringens medlemmer og partier løber fra alt, hvad de lovede før valget.

Hold nu op!

For det første: Det er ikke rigtigt. Ugebrevet Mandag Morgen har klart dokumenteret, hvor lidt der er om denne løftebrudsretorik.

Uværdig personfiksering

For det andet: Enhver flerpartiregering i historien er karakteriseret ved, at intet enkeltparti kan få hele sin politik gennemført. Selvfølgelig må der finde forhandlinger sted internt i en koalitionsregering. Det siger sig selv. Alene heraf følger, at regeringens partiformænd forud for et valg må erklære noget, formulere politiske standpunkter og programpunkter, som de selvsagt ikke kan få igennem – i hvert fald ikke i deres fulde ordlyd – når det kommer til den praktisk førte politik. Selvfølgelig kan de ikke det.

For det tredje: Jeg undlader at citere en tidligere statsminister, men at skifte standpunkt kan være en stor dyd, og ikke at ville skifte standpunkt kan være udtryk for en stor svaghed – og en stor risiko. Og det er selvfølgelig i særlig grad virkeligheden i en verden karakteriseret ved stor foranderlighed.

Den nuværende regering har regeret i en meget vanskelig periode i verdenshistorien, hvor økonomiske og andre kriser har domineret. Det har krævet af regeringen, at den har måttet udvise fleksibilitet og parathed til nye veje og nye virkeligheder. At tale om løftebrud i nogle af disse sammenhænge virker dybt useriøst – på grænsen til afstumpethed og præget af ond vilje.

Men alt dette er i helt usædvanligt og utilgiveligt omfang kommet til at dreje sig, ikke bare om den førte politik, men om statsministerens person.

Det er sket på måder og i et omfang, som ganske enkelt har gjort mig utilpas, og som jeg betragter som et faresignal for hele den demokratiske tradition og debat. Noget af det, der sker, er ganske enkelt uværdigt. Respekt og værdighed kan sagtens forenes med kritisk debat og journalistik.

Læs flere indlæg af Steen Hildebrandt her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.