Holland og Danmark er begge flade og forblæste søfartsnationer. Men når det kommer til energipolitik og ikke mindst vedvarende energi, er de to lande nærmest hinandens diametrale modsætninger. Mens Danmark både i energi- og industripolitisk forstand har været en global frontløber inden for udnyttelsen af vindressourcer til havs, har hollænderne indtil for nylig negligeret sine nationale historiske kompetencer, der ellers er meget synlige i landets ikoniske møller.

Men nu har Holland tænkt sig at indhente det forsømte, og dét i rekordfart. I perioden 2013 til 2023 agter man at gå fra beskedne 4,5 procent vedvarende energi i det samlede energiforbrug til 16 procent – altså næsten en firdobling af vindmøllekapaciteten. Derfor er der ifølge Pier Stapersma, seniorforsker med speciale i energi ved det hollandske institut for internationale relationer i Haag, Clingendael, stor interesse for Danmarks energipolitiske erfaringer. Ikke mindst har man noteret sig, at den danske stat i foråret sikrede sig den hidtil laveste pris i Europa på havmøllestrøm, da svenske Vattenfall vandt udbuddet på Horns Rev III med en pris på 77 øre pr. kilowatttime.

[graph title="Danmark tættest på 2030-mål" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/fea48-ckr_fig01_danmark-taettest-pu-2030-maal_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/65e54-ckr_fig01_danmark-taettest-pu-2030-maal_0.png" text="Danmark er længst fremme om at nå sine 2030-mål for vedvarende energiforbrug. Målene er sat ud fra, at EU’s forbrug af ved- varende energi skal udgøre 30 procent af det samlede energiforbrug i 2030.  "]Kilde: Europa-Kommissionen [/graph]

”Det er den laveste hidtil i Europa, og i Holland håber man, at man kan sikre sig vindkraft til en lige så lav pris,” siger Stapersma.

Han står bag rapporten ”Sunset or Sunrise? Electricity Business in Northwest Europe”, der fortæller om de dramatiske konsekvenser, som den statsstøttede udbygning af særligt vindkraft i Nordvesteuropa har haft for de største forsyningsselskabers fossile forretninger.

Danmark er med andre ord blevet europamester i den disciplin, man kan kalde omkostningseffektiv statsstøtte til vedvarende energi. Se figur 1. Det skyldes ifølge den hollandske energiøkonom en lang række af faktorer: Gode vindressourcer i Nordsøen, relativt lavt vand og en placering tættere ved kysten end tyske vindmølleparker giver den danske stat en række fordele. Men det er ifølge Pier Stapersma langtfra den vigtigste forklaring. Den vigtigste faktor er derimod den brede politiske enighed om energipolitikken.

”Hvis det politiske miljø er stabilt, så er investorer villige til at finansiere de meget kapitalintensive vindmølleparker til en lav rente. Danmark har den stabilitet, som gør, at man kan tiltrække billig kapital,” siger Pier Stapersma.

I Holland har energipolitikken – særligt den, der handler om vedvarende energi – traditionelt været præget af ideologi, blokpolitik og dermed høj risiko og dyr investeringskapital. Samtidig valgte Hollands energipolitiske aktører i 00’erne at gå langt ned ad den vej om liberalisering af energisektoren, som blev anbefalet fra EU. Det har betydet, at store tyske og franske og mindre danske og svenske selskaber som Dong Energy og Vattenfall har købt store markedsandele på det hollandske marked. Dong Energy investerede således i et gasfyret kraftværk i Holland, som man siden hen – med betydelige tab til følge – har skilt sig af med.

Hollands energiomstilling

I 2013 indgik hollænderne en bred energipolitisk aftale om bæredygtig vækst i det permanente trepartsorgan De Sociaal-Economische Raad, der samler arbejdsgivere, lønmodtagere og uafhængige eksperter. Aftalen blev til efter en bred politisk aftale i det hollandske parlament året før. Den hollandske Energiewende – grønne omstilling – har til formål at forene arbejdsgivernes og lønmodtagernes interesser inden for industrierne med civilsamfundets og regeringens interesser i forhold til at sikre forsyningssikkerhed, industriel konkurrenceevne og lave forbrugerpriser.

Ifølge Pier Stapersma satser man i Holland nu på, at man i kraft af den relativt sene indtræden i den nordvesteuropæiske vindæra kan nyde godt af både de energipolitiske erfaringer, man har gjort sig i andre lande, og af den hastige teknologiske og prismæssige modning, der er sket inden for vindmølleindustrien.

Det fremgår af rapporten ”Roadmap offshore wind energy in the Netherlands”, som det hollandske økonomiministerium udsendte i december 2014. Her står også, at de kommende udbud handler om en samlet kapacitet på 3.500 megawatt, og ministeriets økonomer forudser, at prisen på vindkraft over de kommende 10 år vil falde med yderlige 40 procent. I den hollandske vindkraftplan understreges det, at den brede politiske konsensus og et ”robust juridisk regelsæt” er væsentlige forudsætninger for at nå disse mål.