Nyt Job til  
Lisbeth Damgaard Gøtzsche

Hun skal hjælpe Søren Pape ud af krisen

Udfordringerne står i kø for Lisbeth Damgaard Gøtzsche, når hun starter som politisk chef i Det Konservative Folkeparti. Første store test bliver valget til Europa-Parlamentet til juni.

Torben K. Andersen

Om

Hvem?
Lisbeth Damgaard Gøtzsche

Hvilket job?
Politisk chef i Det Konservative Folkeparti

Hvorfra?
Sekretariatschef for Ledelsessekretariatet, Socialforvaltningen, Københavns Kommune

”Når man får muligheden for at få sin drøm opfyldt, så skal man også række ud og gribe den. Det har jeg gjort.”

Sådan skriver Lisbeth Damgaard Gøtzsche på sin LinkedIn-profil om sit nye job, hvor hun fra den 1. marts officielt starter som politisk chef i Det Konservative Folkeparti. Dermed bliver hun en del af partiets absolutte inderkreds.

Hun får fra dag ét brug for alle sine erfaringer med governance og sparring med topledelse – både folkevalgt og ansat topledelse – samt sit dybe kendskab til det kriseramte parti. Hun har været en del af partiet i over halvdelen af sit 43 år lange liv med rødder helt tilbage fra sin tid i Konservativ Ungdom.

Spekulationerne om fremtiden for partiets leder, Søren Pape Poulsen, har ulmet længe efter det katastrofale folketingsvalg i 2022, som han har taget det fulde ansvar for. De er ikke blevet mindre efter Mai Mercados pludselige stop som gruppeformand. Nu skal Lisbeth Damgaard Gøtzsche hjælpe sin formand ud af krisen i tæt samarbejde med generalsekretær Søren Vandsø. 

Blå bog

Baggrund

  • 2023- nu: Sekretariatschef, Socialforvaltningen, Københavns Kommune
  • 2014-2023: Sekretariatschef, teamleder mv., Landbrug & Fødevarer
  • 2013-2014: Direktionskonsulent, Halsnæs Kommune
  • 2009-2013: Direktionssekretær, Hvidovre Kommune
  • 2008-2009: Politisk konsulent, Europa-Parlamentet
  • 2007-2009: Præsident, Ungdommens Nordiske Råd

Uddannelse

  • HD i Organisation og Ledelse, Copenhagen Business School, 2015
  • Kandidat i Statskundskab, Københavns Universitet, 2008

Den første store udfordring for hende bliver valget til Europa-Parlamentet i juni, hvor partiet skal forsøge at generobre sit enlige mandat. Det bliver også en afgørende test af Søren Pape Poulsen, efter at han forsøgte at relancere partiet på landsrådet sidste efterår med fokus på konservative værdier som familie, forsvar og respekt for myndigheder.

Den relancering har endnu ikke forplantet sig i meningsmålingerne, hvor partiet fortsat ligger på fem-seks procent ligesom ved valget i 2022. 

Kommunalvalget til næste år ser også ud til at blive op ad bakke for De Konservative efter partiets kæmpemæssige triumf i 2021. Dengang var der konservativ fremgang i 92 ud af 98 kommuner, og det endte med 14 borgmesterposter. Det kan nærmest kun gå tilbage.

Partiets bagland har en klar forventning om, at Søren Pape Poulsen nu skal til at levere og have fremgang i målingerne. Det skal Lisbeth Damgaard Gøtzsche hjælpe til med. Fra dag ét. Og uret tikker.

Omtalte personer

Lisbeth Damgaard Gøtzsche

Politisk chef, Konservative
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2008) og HD i Organisation og Ledelse (CBS 2015)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu