I Danmark er FN’s verdensmål, også kaldet SDG’erne, med Kristian Jensen (V) som finansminister rykket ind i de magtfulde kontorer på Christiansborg Slotsplads 1. Bæredygtig udvikling er ikke længere kun en udviklingsagenda for Udenrigsministeriet, hvor Venstre-politikeren som bekendt huserede fra juni 2015 til november 2016. Det er med Kristian Jensen i Finansministeriet nu blevet en bredt favnende politisk agenda, der skal skabe vækst og eksport i dansk erhvervsliv i samarbejde med civilsamfundet.

Tendensen er den samme hos vores nordiske naboer, og det er ubetinget positivt, at vi med SDG’erne har fået et fælles sprog og målbare parametre for bæredygtighed, der har formået at få bærende dele af samfundet til at begynde at samarbejde om de fælles mål.

SDG-hypen er blandt andet drevet af en tro på, at vi i Norden har løsningerne, der kan hjælpe andre dele af verden med at blive mere bæredygtige og komme i mål med SDG’erne. Det ses blandt andet i den nyetablerede SDG-fond, hvor offentlige midler bruges som katalysator for private investeringer i bæredygtige projekter i udviklingslandene, med en forventning om, at danske virksomheder vil blive leverandører. Fonden blev lanceret af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) personligt og tæller for nuværende godt 4 milliarder kr. med en forventning om at vokse til 30 milliarder kr. gennem private investeringer. 

Med andre ord er det big business at arbejde med bæredygtighed. Dette er ikke overraskende, eftersom markedet for opnåelse af verdensmålene er estimeret til 12 trillioner dollar om året frem mod 2030. Et konkret eksempel på, hvordan danske virksomheder kan bidrage, kom til udtryk ved vandkrisen i Cape Town, hvor flere danske virksomheder regner med at tjene godt på at kunne slukke tørsten hos indbyggerne i den trængte millionby.

At hypen også er ensbetydende med dollartegn i øjnene på mange danske såvel som internationale virksomheder, er en forudsætning for, at vi overhovedet kommer i mål med SDG’erne, for uden private investeringer og privat innovation får vi ikke radikalt ændret den kurs, som verden er på. Men i vores iver for at sælge danske produkter, der kan skabe bæredygtig udvikling andre steder i verden, skal vi ikke glemme, hvor vi selv befinder os, og huske at forholde os kritisk til, hvordan vi selv klarer os med at implementere verdensmålene.

Situationen kræver handling

Hvis vi ser på de nyeste tilgængelige data, er situationen den, at Danmark og vores nærmeste naboer i dag er langt fra at opfylde FN’s 17 verdensmål. Nordisk Ministerråd og Østersørådet har netop udgivet rapporten ’Baltic 2030: Bumps on the Road – How the Baltic Sea States are performing on the SDGs’, og den viser med al tydelighed, at landene i Østersøområdet har store udfordringer på tværs af stort set alle verdensmål.

Analysen i rapporten baserer sig på data fra SDG Index and Dashboard, der har samlet det mest omfattende datasæt for implementeringen af verdensmålene globalt. De 17 verdensmål måles på 99 indikatorer og kan derfor rangeres og placeres på en skala fra rød til grøn, alt efter hvor langt det enkelte lande er fra at have opfyldt målet.

Helt overordnet viser rapporten, som jeg har forfattet i regi af min virksomhed, Nordic Sustainability, at de 11 lande i Østersøregionen som helhed kun kan siges at være tæt på at opfylde målet om at stoppe sult (SDG nr. 1). Samlet set er landene kategoriseret mere som røde eller orange (dvs. at de er langt fra at nå målene) end som gule eller grønne (dvs. at de er tæt på eller har opfyldt målene).

Det hører selvfølgelig med til historien, at analysen er et øjebliksbillede, 12 år før målene skal være opfyldt i 2030, men det ændrer ikke på, at der allerede nu er behov for betydelig og målrettet handling samt forståelse for, hvor problemerne er størst i hvert enkelt land.

I forhold til Danmark bakkes denne konklusion op af en rapport fra civilsamfundsnetværkene 92-Gruppen og Globalt Fokus, der i deres såkaldte skyggerapport over regeringens arbejde med at implementere verdensmålene identificerer en række udfordringer, som vi står over for herhjemme. 

Miljømæssige mål halter

Det er en udbredt misforståelse, at bæredygtighed kun handler om klima og miljø. De 17 verdensmål drejer sig lige så meget om udvikling socialt, økonomisk og inden for governance, som de handler om miljømæssig udvikling. 

Men når vi ser på resultaterne fra rapporten, viser der sig et tydeligt billede af, at det særligt er i henseende til de miljømæssige SDG’er, at regionen halter. Det gælder i særdeleshed for Danmark, men også for resten af Østersøregionen, hvor landene kategoriseres som røde i mere end halvdelen af tilfældene. De største udfordringer skal findes i vores forbrug (SDG nr. 12) og den manglende handling på klimaforandringerne (SDG nr. 13), men SDG’erne vedrørende liv på land og liv i havet (SDG nr. 14 og nr. 15) er også kraftigt udfordret.

Zoomer vi ind på de nordiske lande, er der endda en smule større udfordringer end i de øvrige lande i Østersøregionen, når det handler om de miljømæssige SDG’er. Det skyldes formentlig, at der i data indgår indikatorer på de såkaldte spillover-effekter. De viser, hvordan vores forbrug og aktiviteter påvirker andre lande, og for eksempel at det kan have konsekvenser for biodiversiteten i udviklingslande, når vi importerer landbrugsvarer som sojabønner. 

I rapporten fra Nordisk Ministerråd og Østersørådet har vi udviklet syv anbefalinger til, hvordan landene i højere grad kan samarbejde med henblik på at opfylde verdensmålene. Her er ansvarligt forbrug og produktion en hjørnesten i udfordringen. Regionen er langt fra at være bæredygtig, når vi ser på de mange varer, der indgår i en udbredt brug-og-smid-væk-kultur. Her bør overgangen til en mere cirkulær økonomi være i centrum – en økonomi, hvor genanvendelse prioriteres, og hvor nye og innovative forretningsmodeller kan skabe værdi for forbrugerne, samtidig med at ressourceforbruget minimeres.

En anden hjørnesten i samarbejdet bør være, at landene lærer af hinandens klimaløsninger. Selv om SDG nr. 13 rummer de største udfordringer for regionen, er det også her, at vi særligt i Norden troværdigt kan sige, at vores virksomheder har verdensførende løsninger. I samarbejde med den offentlige sektor i landene er disse løsninger blevet implementeret og har skabt innovative bud på, hvordan vi kan løse klimaudfordringen inden for en lang række sektorer. Hvis vi i Norden og Østersøregionen gerne vil eksportere disse løsninger til verden, så bør første skridt være, at vi lærer fra hinanden. 

En strategi for regeringer og virksomheder

Når vi så ved, at Danmark og vores nærmeste naboer er et stykke vej fra at opfylde FN’s verdensmål, og ved, hvor udfordringerne er størst i hvert enkelt land, er næste skridt naturligvis, at vi handler ud fra den indsigt. Hvert enkelt land skal bruge verdensmålene som en strategisk rettesnor for, hvor der skal sættes ind politisk i samarbejde med virksomheder og civilsamfund.

Det er først, når SDG’erne bruges strategisk, at hypen bliver retfærdiggjort. Det gælder f.eks., når de største virksomheder i Norden bruger FN’s verdensmål som prognose til at forstå, hvordan verden ser ud i 2030, og hvordan de selv kan passe ind i den fremtid. På den måde kommer bæredygtighed til at være en del af kernen i virksomhedernes forretningsudvikling, og produkterne, som de udvikler, er med til at skabe en bedre verden, alt imens der tjenes penge.

Hvis vi troværdigt skal sælge vores ekspertise og produkter til resten af verden, kræver det altså, at vi også fejer for egen dør. Men vi skal gøre det med henblik på at øge vores styrkeposition nu og i fremtiden. Det er den eneste vej til at fremtidssikre vores samfund og virksomheder på samme tid.