Julen står ikke bare i coronaens, men også i kommissionernes tegn.

I den forløbne uge afsluttede Skattekommissionen afhøringerne om udbytteskat. I den kommende uge offentliggør Instrukskommissionen første delrapport i sagen om Inger Støjberg. Og midt i det hele opfandt et flertal i Folketinget en ny type kommissioner: granskningskommissioner, der ganske vist skal ledes af en dommer, men som forankres i Folketinget, ikke i Justitsministeriet.

Sådan en granskning skal nu foretages af minksagen, og kommissoriet skal skrives færdigt inden jul. Imens det sker, kan vi passende kigge lidt på det paradoks, der præger de fleste af de seneste års undersøgelser – og som efter alt at dømme også kommer til at præge de nye granskninger.

KORT FORTALT: Mens undersøgelserne ofte nedsættes med politiske motiver og for at ramme politiske modstandere, så er det oftest de ellers neutrale embedsmænd, der ender med at svede mest undervejs.

Sagen er, at de fleste undersøgelser opstår, fordi et politisk flertal uden om regeringen gennemtvinger det. Se bare Instrukskommissionen, der først blev nedsat, da VLAK-blokken mistede sit flertal. Irakkommissionen, der blev lagt ned, da de partier, der skulle undersøges, fik flertal. Eller den aktuelle minkgranskning, der reelt er besluttet af partierne uden om regeringen.

Beslutningen om at få undersøgt en skandale bunder givetvis i et oprigtigt ønske om at finde ud af, hvad der gik galt.

Men det ændrer ikke på, at langstrakte undersøgelser er en effektiv måde at slide en regering eller politisk modstander ned på. En minister og hele hendes system er selvsagt nødt til at tage undersøgelsen dybt alvorligt, så den sluger tid, der ellers kunne gå med offensive tiltag.

Men i sidste ende er det alligevel sjældent, at de undersøgte politikere ender med at sidde tilbage med et alvorligt problem. I de fleste tilfælde har ministeren ikke været direkte involveret i de begåede fejl – og ellers er han allerede væltet af et flertal i Folketinget, som tilfældet er med Mogens Jensen, der nu skal undersøges.

Instrukskommissionen kan blive undtagelsen, der bekræfter reglen. Hvis den fører til en rigsretssag mod Inger Støjberg, vil det kun være anden gang i mere end 100 år.

FOR EMBEDSMÆNDENE, DERIMOD, er der ofte mere på spil. Ikke kun fordi de risikerer sanktioner, hvis undersøgelsen viser grove forsømmelser, men også fordi deres karriere i ministeriet eller andre dele af systemet ofte skal fortsætte på den anden side af undersøgelsen.

Derfor er det værd at huske, hvad det egentlig betyder, at vi har neutrale embedsmænd her i landet. Det er en udbredt misforståelse, at neutraliteten betyder, at embedsmandens vigtigste rolle er at optræde som en slags uvildig kontrollant af regeringens politik.

Embedsmændenes rolle er gennemføre regeringens politik. At få det til at ske – inden for de gældende rammer. De skal altså finde løsninger, ikke problemer.

Det neutrale består i, at embedsværket skal være klar til at drive landet i en ny retning i morgen, hvis flertallet er skiftet.

I en af de sidste afhøringer om udbyttesagen i den forløbne uge fortalte en forhenværende jurist i Skatteministeriet, hvordan der sker ”en socialisering, når man kommer ind i departementet. Jeg blev integreret i departementets tænkning, selvfølgelig inden for rammerne af faglighed og lovlighed. Der skete en dannelse, så jeg identificerede mig med rollen som regeringens embedsmand, snarere end som kontrolmedarbejder”, sagde han til Politiken.

I DE SENERE ÅR har politikerne selv skubbet på en udvikling, hvor de har krævet større politisk handlekraft fra deres topembedsmænd – måske på bekostning af den faglige indsigt eller administrative erfaring. Ofte endda med direkte besked om at udfordre gældende regler og konventioner mest muligt.

Den udvikling fratager ikke embedsværket ansvaret for at sikre, at loven overholdes. Tværtimod. Men politikerne bærer ansvaret for en politisk kultur, der prioriterer handlekraft over faglighed – og når de samtidig altid er parat til at nedsætte kommissioner, der skal undersøge, om politiske modstandere gik lidt for langt ad den vej, får det let et skær af hykleri. Det kunne man godt granske lidt i.