Første gang jeg mødte ham, sad han og nød en kop grøn te med sin CFO. Jeg spurgte høfligt, hvor længe de to havde arbejdet sammen. 53 år, lød svaret. Jeg mistede mælet for en stund.

Den herre, jeg omtaler, er Fujio Mitarai, bestyrelsesformand og CEO i Canon Inc. Det er snart fem år siden. I dag er hr. Mitarai 83 år gammel. Han har været ansat i Canon siden 1961.

Japanerne opkøber som aldrig før. I de første ni måneder af 2018 var japanske virksomheder på globalt plan involveret i ikke færre end 2.950 virksomhedshandler til en værdi af 290 milliarder dollar.

I 2014 besluttede vi at sælge Milestone Systems til Canon, og vi er i dag et stand-alone-selskab i Canon-familien. Tiden siden den dag, jeg første gang mødte hr. Mitarai, har været – og er stadig – en spændende og meget kompleks læringsproces om, hvordan to så umiddelbart forskellige kulturer som den danske og den japanske fungerer sammen, og hvad de kan lære hinanden. 

En af de ting, der lå mig mest på sinde forud for opkøbet, men også i tiden efter, var, hvordan vi som virksomhed ville være i stand til at fastholde vores kultur og identitet. Milestone Systems blev født som en dansk startup-virksomhed for 21 år siden, og selvom vi i dag er lige under 1.000 medarbejdere på globalt plan, er vi stadig dybt forankrede i vores oprindelige kultur med åbenhed, innovationskraft, fladt hierarki og en meget skandinavisk ledelsesstil.

Hvordan skulle vi fastholde dette og ikke blot blive ét blandt mange selskaber i den kæmpestore Canon-familie?

Flere veje til konsensus

Første skridt var at stille en række krav til vores nye ejere: Vi ønskede ikke at være et udviklingshus for moderselskabet, men et stand-alone-selskab med egen governance-struktur. Det betød reelt set, at vi byggede en kinesisk mur omkring vores virksomhed, hvor moderselskabet ikke har adgang til vores kunder, ikke har adgang til vores fysiske lokation, ikke kan diktere, hvordan vi udfører vores daglige arbejde, ligesom vi fortsat kan arbejde med konkurrenter til moderselskabet. Canon accepterede dette og gør det fortsat.

Så var rammerne på plads, og vi kunne smøge ærmerne op og fortsætte med at drive vores virksomhed. Men jeg lærte hurtigt en vigtig lektie. Man kan ikke introducere dansk ledelseskultur i en japansk virksomhed – eller omvendt for den sags skyld. Så hvordan skaber man et gnidningsløst samarbejde og fælles fodslag?

Først og fremmest skal man selvfølgelig forstå kulturen, i mit tilfælde den japanske virksomhedskultur. Og det begynder med noget så basalt som at blive introduceret til en japansk kollega eller forretningsforbindelse, som mange af os sikkert har prøvet, med udveksling af visitkort; det skal ske på en for japanerne taktfuldt og intelligent måde, der afspejler, hvem man er, og hvor i hierarkiet man er. Og så er der selve mødet, hvor værter og gæster har særlige pladser. Intet er overladt til tilfældighederne.

Men den egentlige udfordring – og test, om du vil – er beslutningsprocessen. Til trods for at både dansk og japansk virksomhedskultur ifølge INSEAD-professor Erin Meyer faktisk er blandt de mest konsensusbaserede i verden, er der stor forskel på, hvordan man navigerer i de to forskellige tilgange til konsensus. 

I Danmark og Norden generelt danner vores klassiske flade organisationsstruktur, aktive involvering under møder og direkte diskussion og brainstorming grundlaget for det, vi opfatter som en konsensusbeslutning. I japanske virksomheder diskuteres der på møder mindst lige så meget. Det sker bare på en helt, helt anden måde. 

Låste møder – men åbne beslutningsprocesser

Generelt har japanerne behov for en klart defineret ramme inden selve forretningsmødet, og for at man holder sig skarpt til denne ramme under selve mødet. Første regel er, at man ikke træffer endsige diskuterer beslutninger under selve mødet. Det er allerede sket på forhånd og kan udmønte sig i et dokument, hvori initiativtageren har nedfældet sine ideer. Dokumentet rundsendes til relevante stakeholdere, som så bidrager med input samt be- eller afkræfter ideen. Dernæst tages ideen, som allerede nu er endeligt godkendt, op på et møde, hvor man ganske enkelt blot bekræfter beslutningen.

Så i modsætning til i Danmark betragtes selve mødet mere som en ceremoni, hvor man gentager, bekræfter og eventuelt uddyber de ting, der allerede er besluttet. Hvis man ønsker at påvirke beslutningstagningen i en japansk kontekst, skal man altså forstå, at de reelle beslutninger træffes før mødet. Hvis man først begynder at brainstorme under mødet, som det er ret almindeligt i vores del af verden, opfattes det som mangel på forberedelse, og der opstår forvirring omkring roller.

Et godt eksempel fra egne rækker: Under et af vores første møder med Canon mødte både mine kolleger og jeg endog meget velforberedte op; selvfølgelig havde vi læst på lektien og sat os godt ind i, hvordan vi forventedes at opføre os. Men som den behagelige samtale skred frem, rejste en af mine kolleger sig op i ren og skær begejstring og forklarede sin del af opgaven og inviterede, som en helt naturlig ting, til diskussion og, ja, brainstorming. Resultatet var ikke til at tage fejl af: Vores japanske Canon-kolleger sad helt stille og reagerede ikke på nogen måde. Der blev selvsagt ikke brainstormet mere den dag.

Det er ikke sjældent, jeg er blevet en anelse frustreret over denne ekstremt anderledes tilgang til det at kommunikere generelt og at træffe beslutninger i særdeleshed. I vores del af verden er en af huskereglerne, hvad angår god kommunikation, ’sagt, hørt, forstået, accepteret’. Det vil sige, at når for eksempel en leder leverer et budskab og en opgave, forventes denne først hørt, dernæst forstået og accepteret og slutteligt udført. En lineær model, hvor afsenderen er i fokus, og hvor tidsrammen fra, at opgaven forklares, til den forventes udført, er relativt kort.

I Japan er fokus ikke på afsender, men på indholdet af det, der kommunikeres om, opgaven eller beslutningen, som er baseret på en gensidig og dynamisk refleksion, hvor man skaber vidensgrundlaget i fællesskab. Her handler det ikke partout om at få sin egen mening igennem, men om at træffe beslutningen sammen.

Virksomheden i fokus

Af det har jeg lært noget interessant – og relevant – om japansk ledelseskultur. Japanerne er kollektivister modsat for eksempel os i Skandinavien, som er udprægede individualister. Mens det for os handler om os selv, vores egen karriere, vores egen performance, vores egen arbejdsglæde, handler det i Japan om virksomheden. Virksomheden er større end dig.

Et godt eksempel på dette er Canon og deres 200 års-vision. 200 år? Ja, for det handler ikke om individerne i virksomheden, men om virksomheden, hvor den er på vej hen og dens mål. Skal min virksomhed så til at have visioner, der rækker hundreder af år ud i fremtiden, og skal mine medarbejdere ikke længere have fokus på egne mål i deres karriere? Nej, vi skal ikke have en 200 års-plan, og jo, selvfølgelig fastholder vi det, vi tror på, nemlig en kultur, hvor vi er medbestemmende i vores job, og hvor det er ok at have fokus på egne mål.

Men vi kan bruge Japans måde at gøre det på til at lære noget om os selv og udfordre os selv på, om vores måde at drive virksomhed på kan gøres mere effektiv. Og så kan vi lære at arbejde langt mere taktisk med japanerne, når vi først forstår deres måde at tænke på. Og der er i mine øjne ingen tvivl om, at japanerne kan lade sig inspirere af vores mere lineære tilgang til det at træffe beslutninger og dermed fremelske en mere effektiv beslutningsproces. 

Vi skal ikke kopiere måden, hvorpå virksomhedskultur drives i Japan, ligesom Japan ikke skal kopiere os, men vi skal have respekt og forståelse for de forskellige måder, vi gør tingene på. Og ligesom vi lærer af vores japanske kolleger, er jeg sikker på, at de også lærer af os.

Jeg ved, at Fujio Mitarai igennem hele sin karriere har praktiseret en unik ledelsesstil med inspiration fra både Østen og Vesten. Det er inspirerende. Og jeg fortsætter med at lede min virksomhed med fødderne solidt plantet i den skandinaviske jord.