Ikke alt, der kan tælles, tæller

Rigid effektivitetstænkning er skyld i, at vi i uddannelsessystemet taber masser af talenter på gulvet, skriver direktør for Niels Brock, Anya Eskildsen.

For noget der nærmer sig 30 år siden, begyndte jeg at studere. Det var dengang, man kunne være flere år om at skrive sit speciale og dengang, da sabbatår var et plusord og noget, mange havde glæde af. Nu er det kun for de få modige, som tør trodse systemet. Min polit-uddannelse tog et par år ud over den normerede tid, men jeg fik både børn, relevant studiejob og ikke mindst livserfaring undervejs.

”Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles,” sagde Einstein.

Med risiko for at lyde meget ældre, end jeg er, vil jeg indrømme, at jeg oftere og oftere citerer Einstein i mit stille sind, når jeg synes, at skruen strammes for hårdt. Vel skal vi være fornuftige og målrettede, men i uddannelsessystemet taber vores velfærdssamfund altså talenter på gulvet med den rigide effektivitetstænkning, som i dag desværre er ved at slå igennem.

Med kun ét skud i bøssen i forbindelse med studentereksamen, den omdiskuterede fremdriftsreform, de nye regler for gymnasial supplering, der kun kan forringe og aldrig forbedre dit studentereksamenssnit, forbuddet mod dobbeltuddannelse – for blot at fremhæve de mest markante uddannelsespolitiske tiltag – er kursen klar. Der er tilsyneladende ikke plads til, eller råd til, at nogle vælger andre veje end den lige vej.

Hvis du kysser den forkerte frø ...

På flere felter arbejder jeg med udgangspunkt i, at tryghed er grundstenen for et godt liv. Det handler om at skabe et godt og trygt liv for flest mulige. Også for de, der gerne vil gå uden for stregerne indimellem. De, der går blinde veje, som ombestemmer sig, eller kysser den forkerte frø og følger med eventyret til Grækenland i et halvt eller helt år. Deres fremtid må ikke lide under et uddannelsesmæssigt paradigme, der kun dyrker kortsigtet fremdrift og hylder risikoaversion.

Danskerne er én af de lykkeligste befolkninger i verden. Det viser gentagende internationale undersøgelser. Lykke er mange ting, men trivsel og tryghed er væsentlige komponenter.

Nationale tryghedsmålinger afslører, at et stigende antal danskere ikke længere har en grundlæggende tillid til, at velfærdssamfundet holder hånden over den enkelte, når behovet opstår, eller giver den enkelte de ideelle muligheder. I slipstrømmen heraf peger den bogaktuelle tidligere topembedsmand Knud Aarup på, at forståelsen af lighedsdimensionen, tilliden til at alle har adgang til velfærdssamfundets ydelser, langsomt er blevet undergravet de seneste 30 år.

Unge straffes for vilde ideer

Den meget håndfaste styring af de unges uddannelsesvalg og måde at gennemføre deres uddannelser på reducerer den enkeltes frihed og mulighed for selv at tilrettelægge og prioritere. Forlader du den lige vej, kan prisen blive høj. Flere og flere sanktioner mod de unge tjener til denne adfærdsregulering.

Vi er inde i en udvikling, hvor samfundet i stigende grad ikke understøtter den enkeltes muligheder for at vælge, og vi får unge, som ikke tør tage en afstikker fra den lige vej. Unge, der ikke får afprøvet den vilde idé. Og unge, der ikke får set sig om i verden eller stiftet bekendtskab med arbejdsmarkedet, inden de skal træffe vigtige valg for deres fremtid. Vi er ved at miste vigtige kvaliteter i vores uddannelsessystem.

Og overordnet er vi desværre i gang med at sætte en grundlæggende trivsel og tryghed over styr, og vi risikerer, at Danmark mister sin position som socialt foregangsland.

De unges behov skal være i centrum

Jeg er ikke i tvivl. Vi skal skabe en uddannelsesverden, der passer til de unges behov. Og jeg arbejder målrettet for, at mine børnebørn kan vokse op i vished om, at det er tilladt, og måske endda velset, at forlade den lige vej. For måske at vende tilbage – eller for måske at vælge nye, og lidt mere snirklede veje.

Fremdrift, fremsyn og risikokalkulation udelukker ikke i sig selv kreativ tænkning, selvstændig udforskning og internationale erfaringer. Men at turde vove sig væk fra det gennemprøvede, hvor alle rationaler er gjort op, er et vigtigt livsparameter at holde fast i.

Tænk, hvis vi kunne skabe et uddannelsesmæssigt paradigme, der belønner selvtillid og øget bevidsthed om, hvem vi er, og hvad vi kan. Tænk, hvis vi skabte vej for, at flest mulige unge får mulighed for at være den, de er eller blive til det, de ønsker. Tænk, hvis vi lagde vores fælles ressourcer i at tilpasse uddannelsespolitikken til de unge – og ikke omvendt.

Forrige artikel Platformsstrategi og værdien af de gratis brugere Platformsstrategi og værdien af de gratis brugere Næste artikel Kære leder, du kan ikke regne fremtiden ud Kære leder, du kan ikke regne fremtiden ud
  • Anmeld

    Annelise Monsen · Adjunkt

    Langsigtet dansk fattigdom: Det unge gulds tabte muligheder - vise erfarne søges!

    Heads on. Dette er en redelig fremstilling af hvorledes en generation berøves muligheder for at skabe noget ekstraordinært. Der spenderes Lamborginier financieret fra langsigtede fælles investeringer fra sidste århundrede i stedet, en velstand, der skulle have været investeret videre i de unge.

    Der betyder, at de fleste bliver fattigere, når vi undlader langsigtet investering i de unges frie udfoldelse og skabende vej til deres livsopgave - som vore på vores forældres tid, hvor der var overblik og forståelse for menneskets udvikling og langsigtet optimering.

    Opfordring: Lad os der har viden og erfaring stå sammen og hjælpe de kommende generationer til at skabe vækst og velstand - også om 50 år.