Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Inflation i partier – deflation i antal medlemmer
KOMMENTAR Det vrimler med nye partier, men under fire procent af danskere gider deltage i partiarbejde. Holder det i længden ud fra et demokratisk synspunkt, at en lille snæver kreds bestemmer, hvem der skal stilles op som kandidater til valgene?
Så fik vi endnu et nyt parti. Frie Grønne hedder det. Blandt andre stiftet af tre udbrydere fra Alternativet i Folketinget. Til lykke til dem på rejsen sammen med de 60 andre partier med mere eller mindre fantasifulde og skæve partinavne, som står registreret på Indenrigsministeriets side for afgivelse af vælgererklæringer. Her står et parti opført med et registreret navn, når det søger om godkendelse til opstilling til Folketinget. Her finder man i forvejen ”De Grønne”, ”De røde”, ”Havenisse-partiet”, ”Klimakrigerne”, ”Solskinspartiet”, Rasmus Paludans nye ”Hard Line”-parti og mange flere samt ”Veganerpartiet”, der netop har opnået at blive opstillingsberettiget.
Her står også en anden forholdsvis ny udbryder og medlem af Folketinget, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der indtil videre kun har indsamlet 3.737 vælgererklæringer til sit nye parti ”Fremad”. Hvis tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen eller andre skulle finde på også at starte et nyt parti, så må man bare sige, at det er hårdt arbejde at indsamle de fornødne 20.182 godkendte vælgererklæringer, som man skal have for at stille op til Folketinget.
Det paradoksale er, at vi nu ser en ny stime af partidannelser både i højre og venstre side af det politiske spektrum, samtidig med at partiernes medlemstal fortsætter et ræs mod bunden. Der er lige nu kun godt 130.000 danskere, som i det hele taget er registreret som medlemmer af et politisk parti. Det er under fire procent af den danske vælgerbefolkning over 18 år, der har haft lyst til at melde sig ind i et politisk parti for dermed opnå retten til at være med til at opstille kandidater til valgene. De burde jo egentlig forgyldes, fordi de påtager sig et meget stort demokratisk ansvar på vegne af os alle sammen.[RH1] Men ud af de fire procent er det endnu færre eller kun en tredjedel, der faktisk siger, at de deltager i opstillingen af kandidater til folketingsvalg, kommunalvalg og regionsrådsvalg. Resten nøjes med passivt medlemskab.
Det er efterhånden nødvendigt at stille kritiske spørgsmål til vores demokratiske system. Til om denne meget lille gruppe aktive blandt denne lille gruppe partimedlemmer har den helt rette føling med, hvad vælgerne ønsker sig af kandidater, og om det er særligt demokratisk, at så få opstiller de politikere, som vi alle sammen kan vælge imellem. I massepartiernes gyldne tidsalder i 1950’erne mobiliserede de politiske partier 25 procent af vælgerne som medlemmer, og de havde derfor et solidt og stort rodnet i civilsamfundet. Rekrutteringen af kandidater var langt bredere end i dag, hvor sammensætningen af Folketinget på ingen måde afspejler erhvervs- og uddannelsesfordelingen, endsige køns- og aldersfordelingen i landet.
I den politiske mediedækning er vi meget tit fokuseret på det såkaldte bagland defineret som partimedlemmerne rundtomkring i landet. Der laves flittigt rundringninger og analyser om baglandet, når DF, Venstre eller andre partier er i krise. Lars Løkke Rasmussen har i forbindelse med formandsopgøret i Venstre flere gange rejst det kætterske spørgsmål, om det var vigtigst at lytte til baglandet eller til de vælgerne, der i langt større tal valgte Venstre ved valgene. Venstre havde ved senest offentliggjorte tal fra 2018 på Folketingets hjemmeside 32.183 medlemmer. Partiet fik 826.161 stemmer ved valget 5. juni 2019. Vælgerne gav Løkke og Venstre fremgang, men medlemmerne afsatte ham som partileder.
Et godt og relevant eksempel på den problemstilling, at partiernes medlemskontingenter med den statslige partistøtte spiller en stadig mindre rolle, og at en meget stor del af politikudviklingen styres stramt fra toppen, fordi grebet om mediedagsordenen og tilstedeværelsen på de sociale medier i dag er vejen til at flytte vælgere. Demokratiet er kommet til at handle mest om kampen om magten, om at indtage en holdningsposition, der kan trække stemmer, og om evnen til at trække sving-vælgere den ene og den anden vej hen over midten. På et tidspunkt bliver det demokratiske grundlag for udpegningen af kandidater via partierne betænkelig spinkelt. Eller også skal vi opruste partierne. Det sidste får en svær gang på jord, for vi er blevet politiske tilbudsshoppere mere end partitrofaste vælgere.
