Danmark står over for den største og mest komplicerede krise, vi endnu har set i dette århundrede. Sådan har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formuleret sig om den aktuelle flygtningekrise, og dermed har han iscenesat det maksimale pres på de netop påbegyndte treparts- og topartsforhandlinger. Det er så sandt, som det er sagt. Ja, det er faktisk en betydelig underdrivelse.

Hvis ikke det store antal flygtninge kommer i arbejde, vil de koste samfundet mange milliarder, og så kan Løkke godt skyde en hvid pind efter både de velfærdsforbedringer og de skattelettelser, der ligger i regeringsprogrammet, og som var en del af løftet til vælgerne sidste år.

Mandag Morgen har sat sig for at skære igennem den massive jungle af tal for den samlede udfordring på statsministerens to-do-liste.

Væksten i Danmark og udviklingen på det danske arbejdsmarked med i gennemsnit 25.000 nye job om året kan på ingen måde levere beskæftigelse til både flygtningene, de arbejdsløse danskere i jobkøen og de østeuropæere, som via EU’s regler har ret til at komme hertil og arbejde. Det gør de i stort tal og med en positiv bundlinje for Danmark. Samlet set viser vores analyse, at der er behov for omkring 200.000 job til flygtninge, danskere og østeuropæere.

Det er en ligning, der ikke går op, medmindre statsministeren kan formå virksomhederne til at bytte østeuropæerne ud med flygtninge via en særlig bonusordning, og medmindre jobmarkedet som helhed udvides på områder for ufaglærte. Og det er svært at se det for sig, hvis ikke produktionsdanmark får et ordentligt skud substral. Danske virksomheder mangler ikke medarbejdere. De mangler medarbejdere med de rette kompetencer. Danmark har brug for både en integrationsplan og en massiv vækstplan. Eksperternes nylige nedskrivning af forventningerne til væksten i Danmark i år understreger kun dette behov.

Læg dertil, at problemet med job til flygtningene jo ikke bare kan løses med appel til samfundssind i virksomhederne, Løkke-poser med præmier til virksomheder og kommuner og forståelse fra fagbevægelsen i forhold til særlige ordninger af midlertidig varighed. For problemet vender jo tilbage, når de midlertidige ordninger ophører, hvis der stadig ikke fundamentalt set er skabt et mere rummeligt og større dansk arbejdsmarked.

Nu er trepartsforhandlingerne skudt i gang med en forholdsvis kort deadline. Det vil være historisk, hvis de lykkes, fordi alle kan se krisens dimensioner. Det vil være historisk, hvis der kan findes en ny model for integration, der bringer flygtningene ud på arbejdsmarkedet og i så stort et antal som hver anden, der er regeringens målsætning. De over 20 hidtidige integrationsplaner stråler ikke ligefrem af høj succesrate.

Løkke taler hele tiden om de østeuropæere, som er på det danske arbejdsmarked uden at kunne tale dansk. Men regeringen kan og bør ikke sætte en prop i den østeuropæiske arbejdskraft og forhindre dem i at tage de job, som flygtningene er i spil til. For adskillige brancher i Danmark er østarbejderne nemlig en nødvendig ressource, som arbejdsgiverne er glade for. Regeringen kan naturligvis heller ikke – hverken menneskeligt, politisk eller i forhold til fagbevægelsen – tillade sig at sætte danske jobsøgere bag i køen efter flygtningene.

Regeringen som helhed og statsministeren i særdeleshed bør derfor agere sådan, at den skarpe konkurrence om job i den nedre ende af arbejdsmarkedet ikke ender som et spil om sorteper. Og regeringen er nødt til at levere på den udfordring, der hedder, at fagbevægelsenskal have noget med hjem til deres ledige, danske medlemmer i den samlede pakke.

Kommer trepartsforhandlingerne frem til et resultat, vil en del af det utvivlsomt kræve ny lovgivning. En lovgivning, som statsministeren må hente støtte til hos Socialdemokraterne, mens DF allerede nu leverer alle tegn på, at dette ikke bliver deres omgang. DF har stadig en urealistisk forestilling om, at flygtningene hurtigt kan vende hjem og derfor ikke skal i arbejde, men blot opbevares. Det giver sikkert stemmer og en sikker havn for frustrerede danske ledige, der risikerer at se en flygtning med tilskud overtage deres plads i køen. Men det er hverken menneskeligt eller politisk ansvarligt.

Forude venter fire store udfordringer: Kan jobbene overhovedet findes? Hvordan beregnes det økonomiske råderum efterfølgende, når det hele beror på samfundssind og velvilje i landets virksomheder og på kommunernes positive medspil uden udsigt til økonomisk hjælp fra staten? Hvordan skabes der mere vækst og flere job? Og hvad bliver der tilbage til de skatteløfter, som regeringens parlamentariske støttepartier var vildt uenige om i efteråret, og som allerede af fagbevægelsen er gjort til en brik i trepartsforhandlingerne?

Bundlinjen er, at der ikke findes et hurtigt fix til at skabe de mange job. At det er umuligt at spå om det fremtidige økonomiske råderum. At der p.t. hverken er råd til skattelettelser eller velfærdsforbedringer. Og at Danmarks sammenhængskraft afhænger af, at statsministeren og andre ansvarlige politikere ikke spiller flygtninge, ledige danskere og herboende østeuropæere ud mod hinanden.