Jagten på talenter kræver indsigt i din virksomheds DNA

Talenttoget er ved at køre, så det er nu, du skal finde ind til identiteten i din virksomhed. Det er fundamentet for at kunne tiltrække de rette talenter og skabe værdi og vedvarende vækst, skriver Anne-Mette Højland, CEO og stifter, IDna Group.

Adgangen til kvalificeret arbejdskraft er ifølge PwC’s CEO Survey 2018 den største forretningsmæssige trussel for danske ledere. Allerede nu har mange virksomheder problemer med at få de rette kompetencer om bord i virksomheden, og i visse brancher er også fastholdelse af talenter en udfordring, der kun bliver større i de kommende år.

De nye generationer på arbejdsmarkedet – Generation Y og Z om man vil – føler sig ikke som tidligere generationer bundet af loyalitet til arbejdspladsen, og de ser det ikke som en dyd at arbejde 50 timer om ugen.

De har en anden tilknytning til arbejdspladsen og arbejdsmarkedet end tidligere generationer og behøver ikke at være ansat et sted, ’bare fordi man skal’. De kan lige så godt være løst tilknyttet. Fleksibilitet og mening er drivkræfterne for de unges arbejdsliv, og de arbejder i mindre grad for pengenes skyld og da slet ikke for at levere afkast til aktionærerne.

Det billede ser vi også i Universums seneste rapport ’The most attractive employees in Denmark 2018’. Her vurderer halvdelen af de studerende at det at bidrage til noget godt i verden, er det næst vigtigste parameter, når de leder efter en kommende arbejdsgiver (dette er i øvrigt steget fra 44 pct. siden 2017). Det er kun overgået af målet om at have en god work-life-balance. Se figur 1.

 

Find ind til dit hvorfor og dit formål

Hvad gør man så som virksomhed og som CEO for at være relevant overfor den nye generation af arbejdskraft, når talentjagten går løs? Det er trods alt de færreste virksomheder og organisationer, der med rette kan sige, at de er med til at redde verden.

Først og fremmest, anbefaler jeg, at man finder tilbage til sin kerne – sit såkaldte ’why’, altså hvorfor er man her overhovedet? Ens formål som virksomhed er jo mere end blot at tjene penge. Hvorfor er virksomheden sat i verden? Hvad er ens eksistensberettigelse, om man vil?

Begreberne ’purpose’ og virksomhedens ’why’ bliver i dag brugt flittigt, og Simon Sineks Ted Talk om emnet er stadig blandt de mest sete videoer på TED-platformen. Men det er bare ikke nok kun at finde ind til sit ideelle formål. 

Det er mindst lige så væsentligt at sikre sig, at kernefortællingen lever i organisationen. Det skal gennemsyre de beslutninger, der træffes, og de personer, der ansættes og allerede er ansat i virksomheden. På denne måde sikrer vi ikke blot et synligt og aktivt formål, men også et klart ’how’. Altså hvordan er netop vores virksomhed særlig?

Med disse to spørgsmål aktivt i spil, sikres både mening og differentiering.

Nogen tænker måske at ’nu skal man til at finde på en historie’. Men når vi taler om formål, handler det ikke om ‘at finde på’, men om at ‘finde ind til’. Ofte har der fra starten været et tydeligt formål med virksomhedens tilstedeværelse (andet end at tjene penge), men formålet træder desværre ofte i baggrunden, når virksomheden vokser, og fokus er på at professionalisere forretningen. Og så møder vi misforståelsen med, at ens ’why’ da lige er en opgave for marketing- eller kommunikationsafdelingen. Det er det ikke – det er det nemlig for vigtigt til.

Jeg mener, at opgaven med at finde ind til virksomhedens kernefortælling er en opgave for virksomhedens CEO, og at det bør bruges som et aktivt værktøj i både rekruttering og fastholdelse samt øvrige forretningskritiske beslutninger.

Bæredygtighed som strategi

En anden tilgang vi ser flittigt brugt for tiden er arbejdet med FN’s 17 Verdensmål og bæredygtighed i bred forstand. Overvej derfor om ikke din virksomhed kan og bør bidrage til at sikre mindre ulighed, mere bæredygtig energi eller måske forbedre livet i havet osv. Denne tilgang er hverken unik eller enestående. Men det behøver ikke at være unikt at gøre noget godt, og da slet ikke, hvis det kan hjælpe både verden samt jeres CSR-arbejde og i sidste ende også jeres rekruttering i jagten på de bedste talenter på en og samme tid.

Så kære CEO, ved du, hvad jeres formål som virksomhed er? Hvis ikke, kan du jo starte med at spørge dine medarbejdere om, hvorfor de kommer på arbejde hver morgen. Her vil du sikkert opdage, at der vil komme mange forskellige svar, men der vil helt sikkert også være fællesnævnere, som er med til at beskrive jeres formål og fælles værdier. Skriv dem alle ned, og gennemgå det – måske du bliver overrasket.

Jeg tror på, at virksomhedens identitet er fundamentet for at skabe værdi og vedvarende vækst. Det er fundamentet for at kunne tiltrække de rette talenter. Talenttoget er ved at køre, så det er nu, at du skal finde ind til kernen i den virksomhed, du er ansvarlig for. Og tro mig, jeres formål udgøres ikke af hverken ROI, EBIT eller Alpha.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu