Valget i Storbritannien kommer ikke kun til at handle om Brexit. Det kommer også i høj grad til at handle om klima, om jobskabelse og om udvikling i de mange udkantsområder, der føler sig svigtet af politikerne i London. Den udvikling kan komme til at koste det statskontrollerede danske energiselskab Ørsted og i sidste ende de danske skatteydere dyrt.

Storbritannien er verdens førende forbruger af strøm fra havvindmøller, og både det regerende konservative parti og det store oppositionsparti Labour har store planer for ekspansion af havvindmøllernes andel af den britiske elforsyning.

Labour under ledelse af Jeremy Corbyn vil mere end femdoble kapaciteten frem mod 2030, men partiet vil samtidig sætte en stopper for, at udenlandske selskaber som Ørsted løber med hovedparten af den økonomiske gevinst af denne del af den grønne omstilling.

Helt konkret ønsker Labour at investere svimlende 720 milliarder kroner i etableringen af 37 nye havvindmølleparker frem mod 2030. Det skal skabe 70.000 nye job og økonomisk udvikling i de mange havnebyer særligt på den britiske østkyst ud mod Nordsøen. Men samtidig lægger Corbyn op til et ideologisk opgør med den ultraliberale energipolitik, som skiftende regeringer i Storbritannien har ført i de seneste årtier.

’Folkets energiplan’

Fremover skal den offentlige sektor igennem såkaldte regionale energiagenturer have en kontrollerende ejerandel på lige godt 50 procent af aktierne i de selskaber, der udvikler, opfører og driver de mange havvindmølleparker. Det fremgår af partiets People’s Power Plan, hvor der flere gange specifikt refereres til Ørsted og andre nordiske, offentligt kontrollerede energiselskaber som svenske Vattenfall og norske Equinor.

”Der er flere havvindmølleparker installeret i Storbritannien end i noget andet land. Men det går for langsomt med udrulningen, og alle projekterne er ejet af private og af udenlandske selskaber, hvilket fjerner job og overskud fra Storbritannien. Og dette, selv om vinden er en fælles ressource,” hedder det i partiets omtale af planen, hvor man noterer sig, at Ørsted alene ejer 30 procent af den britiske produktionskapacitet inden for havvind.

Jeremy Corbyn selv er stærkt engageret i partiets planer, hvilket fremgik, da han i oktober besøgte den dansk-japanske vindmøllegigant MHI Vestas’ produktionsfaciliteter ved kraftværket Fawley i nærheden af Southampton i det sydlige England.

”Den næste Labour-regering vil kickstarte en grøn revolution, der beskytter vores planet og skaber hundredtusind højtlønnede, organiserede arbejdspladser rundtom i landet, hvor samfund har været overladt til sig selv i årtier,” sagde Corbyn ifølge lokalavisen.

Labour-politikerne lægger ikke skjul på, at de mener, at Storbritannien forspildte mange muligheder i de årtier, hvor man har ladet private selskaber tjene pengene på de store olie- og gasforretninger i Nordsøen. I stedet vil man nu lære af de nordiske lande – Norge, Sverige og Danmark – hvor staterne og skatteyderne får en solid andel i indtægterne på havvindmølleforretningerne.

Konservative vil føre grøn industripolitik

Det britiske marked har været fuldstændig afgørende for Ørsteds udvikling, eftersom selskabet har bygget langt flere vindmølleparker dér end hjemme i Danmark. Samtidig har det britiske marked været attraktivt og meget åbent, fordi ingen britiske virksomheder har dyrket dette hjemmemarked, og fordi skiftende britiske regeringer ikke har gjort noget for at sikre, at forretninger på havvind kom nationale selskaber til gode.

Dette har man eksempelvis set i Frankrig, hvor de franske myndigheder har ventet med at udbygge havvindmølleparker, indtil man havde fået skabt en franskbaseret industriel aktør gennem fusionen mellem en del af ingeniørkoncernen Alstom og amerikanske GE.

Ørsted har gjort meget for at indynde sig hos britiske politikere ved blandt andet at skifte fra danske topchefer til den erfarne britiske CEO Matthew Wright, der har en lang karriere bag sig i britiske forsyningsvirksomheder. Wright og Ørsted gør alt, hvad man kan for at tale Storbritannien op som global frontløber inden for udviklingen af havvindmølleparker, og man insisterer på, at briterne har haft betydelig beskæftigelsesmæssig gavn af, at man så tidligt har satset på havvind.

Også den konservative erhvervsminister Andrea Leadsom har store planer for, at havvindmølleindustrien skal være med til at sikre Storbritannien vækst, velstand og vellønnede job, når valget er overstået, og Brexit bliver en realitet.

”I fremtiden kan vi tjene op til 170 milliarder pund om året på at eksportere low-carbon-innovation … I realiteten er vores vedvarende energisektor en sand britisk succeshistorie, der fortsat vil trives, efter at vi har forladt EU. Over de seneste fem år, hvor vi har fordoblet vores investeringer i vedvarende energi, er low-carbon-sektoren mere end firdoblet … Her vil vi have fantastiske muligheder, når vi forlader EU og bliver en mere globalt orienteret frihandelsnation,” skrev Leadsom tidligere på efteråret i en længere artikel om Boris Johnson-regeringens industripolitiske planer.

Klimadagsordenen fylder mere

De massive investeringer i havvindmølleparkerne er langtfra det eneste element i den grønne omstilling, der er i fokus forud for valget i Storbritannien. En meningsmåling lavet af YouGov og refereret af BBC slår fast, at klimaet aldrig tidligere har bekymret så mange britiske vælgere, som det er tilfældet i dag.

Kun i 2013, hvor Storbritannien blev ramt af voldsomme vinterstorme og store oversvømmelser, har flere end 20 procent af vælgerne nævnt klimaforandringer som en af de tre vigtigste dagsordener ved valget. I dag er det næsten 30 procent af vælgerne, der mener det. Det er formentlig disse tal, der har fået Andrea Leadsom til at erklære, at man indtil videre skrinlægger regeringens i øvrigt fremskredne planer om at åbne for en massiv udvinding af skifergas og -olie rundtom i det britiske landskab.

Meningsmålingerne forud for valget 12. december er fortsat usikre. Nigel Farages Brexit-parti, Liberaldemokraterne og de skotske nationalister i SNP står alle til stor fremgang. Men i hvilket omfang det kommer til at ramme det konservative regeringsparti, er uklart.

Under alle omstændigheder synes premierminister Boris Johnson at være klart mere populær blandt briterne end Jeremy Corbyn. Og det er givet, at en konservativ valgsejr set fra Ørsteds og de danske skatteyderes side vil være at foretrække, fordi partiets energipolitiske planer i højere grad end Labours går på at videreføre den aktuelle politik.