Efter tre år med forhandlinger om Finansloven har Enhedslisten bevæget sig fra naturlig forligspartner til tilskuer. Idealisten Johanne Schmidt-Nielsen har tabt indflydelse som kun få andre politikere før hende. Et blik på Pia Kjærsgaards tålmodige, strategiske og ikke mindst pragmatiske arbejde for at skifte protesternes Fremskridtsparti ud med indflydelsens Dansk Folkeparti kunne flytte Johanne Schmidt-Nielsens fokus fra idealisme til pragmatisme og indflydelse, der bygges op over mange år.

De to politikeres tre første finanslovsforhandlinger er så forskellige som hvid og sort.

Ved den første finanslov efter Helle Thorning-Schmidt blev statsminister, kunne regeringen og Enhedslisten sammen fejre den første “røde” finanslov i mere end et tiår. Så gik det ikke op, men ned for Johanne Schmidt-Nielsen. Ved den anden finanslov præsenterede finansminister Bjarne Corydon og Johanne Schmidt-Nielsen forliget på hver sit pressemøde. Ved denne tredje finanslov indgik Corydon forlig uden Johanne Schmidt-Nielsen og i stedet med Venstre og De Konservative.

En omvendt Kjærsgaard

Dermed har Enhedslisten gennemlevet en udvikling stik modsat den, Dansk Folkeparti tilrettelagde for sig selv efter valget i 2001. Fra en ganske beskeden start voksede partiets indflydelse markant i VK-regeringens tiårige levetid.

Der er tre ting, der kan forklare, hvorfor Dansk Folkeparti vandt indflydelse i sin tid som støtteparti, mens Enhedslisten omvendt taber indflydelse.

Den første forklaring handler om tålmodighed. Der blev, sagde partiformand Pia Kjærsgaard tilbage i 2001, “skrevet et lille stykke nyere danmarkshistorie”, da hun satte sin underskrift på VK-regeringens første finanslov. I kroner og øre fik Dansk Folkeparti godt nok ikke meget for underskriften, men der blev f.eks. afsat penge til at vaccinere ældre mod influenza. En lille, men tydelig gestus over for partiets vælgere. Betydningen lå et helt andet sted.

“Vi er nu et statsbærende parti, der er med til at garantere velfærdsstaten,” skrev Pia Kjærsgaard triumferende i sit ugebrev.

Små, pragmatiske sejre

Der er et stykke vej mellem den vurdering og en beskeden bevilling til influenza-vaccine, men ved finansloven året efter blev ældrechecken født. Bevillingen gjaldt godt nok kun for et enkelt år, men Pia Kjærsgaard var ikke bekymret.

“Jeg vil gerne se de politikere, der tør fjerne det igen. Det vil være meget, meget dumt, og hvis vi skal forhandle finanslov til næste år, så vil vi selvfølgelig kræve en varig løsning,” sagde hun.

Pia Kjærsgaard fik ret. Allerede ved hendes tredje underskrift på en finanslov i 2004 blev ældrechecken en permanent ydelse til folkepensionisterne. Hendes pragmatisme gav indflydelse.

Enhedslisten kunne have forhandlet om de to ugentlige bade til pensionisterne efter samme model. Dermed havde partiet først sagt ja tak til pengene på dette års finanslov og derefter fejret finansloven som en triumf for partiet.

Striden med regeringen kunne partiet have afgjort efter en evaluering, der kunne påvise, om kommunerne brugte pengene efter hensigten. Skete det ikke, kunne Enhedslisten sætte pensionisternes bad på dagsordenen til forhandlingerne om den næste finanslov.

Men Enhedslisten ville både have den ene milliard til pensionisternes bad på finansloven og en ekstra sikkerhed for, at pensionisterne rent faktisk kom i bad, ved at ophøje de to ugentlige bade til et nyt retskrav i serviceloven. Johanne Schmidt-Nielsen vendte ryggen til pragmatismen og fik ingenting.

Ingen accept af den økonomiske politik

Den anden forklaring handler om accept.

Dansk Folkeparti sagde fra første finanslov ja til VK-regeringens økonomiske politik. Efter forlig nummer 2 om finanslov og ældrecheck skrev Pia Kjærsgaard i sit ugebrev:

”På den ene side hjælper vi nogle af de svageste grupper i samfundet. På den anden side har vi sat tæring efter næring i erkendelse af, at vore ressourcer desværre er begrænsede.”

Efter forlig nummer 2 om finansloven med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon rasede Johanne Schmidt-Nielsen over, at forliget ikke løste det afgørende problem, at tusinder af danskere stod til at miste deres ret til dagpenge efter forkortelsen af dagpengeperioden til 2 år.

“Desværre er det sådan, at selv om vi har fået en ny regering, og mange af os har kæmpet for den i ti år, så deler de grundlæggende højrefløjens syn på de mennesker i vores samfund, som er ledige. De deler grundlæggende ideen om, at jo mere surt det er at være arbejdsløs, jo flere arbejdspladser skal opstå. Der er vi meget uenige med dem i Enhedslisten,” sagde Johanne Schmidt-Nielsen ifølge Berlingske på partiets selvstændige pressemøde efter forliget.

Helt ligesom Venstre har Johanne Schmidt-Nielsen gang på gang anklaget regeringen for løftebrud i sin kritik af regeringens initiativer. Et eksempel er forårets vækstplan, der var “det største løftebrud af dem alle”. Enhedslisten accepterer ikke regeringens økonomiske politik.

For mange krav – og for dyre

Forklaring nummer tre handler om fokus.

Dansk Folkeparti forhandlede finanslov efter finanslov ud fra en lille liste med enkle, let kommunikerbare krav. Ingen af dem kostede det store, men de hjalp partiet til en klar og tydelig profil i offentligheden. Det kunne være kravet om at nedlægge Center for Menneskerettigheder i 2002, penge til historikeren Bent Jensens forskning om den danske venstrefløjs rolle under den kolde krig i 2006 eller kravet om at sænke den kriminelle lavalder i 2010.

Enhedslistens liste til forhandlingerne om finansloven er længere – og på enkelte punkter markant dyrere. Til forhandlingerne denne gang var der et krav om, at ”tusindvis af stillinger i den borgernære velfærd skal genoprettes”. Nummer to på listen var retskravet på de to ugentlige bade til pensionisterne. Og nummer tre var en fond til grøn jobskabelse.

Med så lang en liste er det svært at forestille sig gode resultater på alle punkter. Resultatet kan meget vel blive det omvendte, at Enhedslisten ikke kommer i mål med sine krav, trods indrømmelser fra regeringens side. Med sit meget tydelige fokus kunne Pia Kjærsgaard efter hver eneste finanslov fejre triumfer.

Indflydelse med det lange træk

Pia Kjærsgaards tålmodighed har sammen med accepten af den økonomiske politik og en enestående evne til at udpege enkle, klare krav støbt fundamentet for et parti med indflydelse. Samlet set er det opskriften på en pragmatisk tilgang til at få indflydelse. Ikke som et sats her og nu, men som et langt sejt træk.

Johanne Schmidt-Nielsen har helt omvendt ført sit parti fra indflydelse til protest, helt lige som Pia Kjærsgaards og Dansk Folkepartis forgængere i Fremskridtspartiet.

Står det til Helle Thorning-Schmidt, får Enhedslistens idealister mere at protestere over.

I et interview tirsdag med det internationale nyhedsbureau Reuters sagde hun:

”Jeg tror, vi har fundet den rigtige opskrift, ikke på at være populær, men på at gøre det rigtige. Det er nødvendigt med reformer, og vi vil ikke stoppe.”