Det amerikanske præsidentvalg i 2016 er endt i et hyperkommercielt ræs, hvor tv-stationer i jagten på seertal har overeksponeret ’rating-maskinen’ Donald Trump og derved gjort den uortodokse republikanske kandidat til en seriøs trussel for Hillary Clinton.

Den demokratiske kandidat har på sin side nydt godt af unfair dækning af de demokratiske primærvalg, som endte med noget nær en kåring af hende, mens konkurrenterne ikke havde en reel chance – takket været blandt andet New York Times. Begge dele strider mod de demokratiske værdier, der burde være de grundlæggende, når verdens eneste supermagt vælger sin præsident.

Sådan lyder de væsentligste konklusioner, når man beder Margaret Sullivan, der er en af USA’s mest respekterede mediekommentatorer, om at analysere det hidtidige mediemæssige forløb af kampen om at blive USA’s næste præsident efter otte år med Barack Obama.

Margaret Sullivan skiftede tidligere i år fra stillingen som læsernes redaktør på New York Times til sin nuværende stilling som mediekommentator på Washington Post, hvor hun dagligt kommenterer principielle problemstillinger i den tunge ende af den amerikanske medieindustri.

Hun er ikke i tvivl om, hvad der er 2016-kampagnens væsentligste mediemæssige udvikling. Det er den altdominerende rolle, de kommercielle tv-stationer har spillet i forvandlingen af Donald Trump fra at være en højtråbende business tycoon og tv-kendis til i dag at være part i et knivskarpt opløb om embedet som politisk leder og militær øverstkommanderende i USA.

”Alle tv-direktørerne var vilde med ham allerede fra 2015, fordi de kunne se, at han drev deres seertal i vejret. Og han ved det selv. Han kalder sig selv en ’rating-maskine’,” siger Sullivan i et interview med Mandag Morgen.

”Trump har manipuleret medierne med stor kløgt. Og medierne har ladet sig manipulere af ham, fordi det er gensidigt fordelagtigt. Det er beklageligt, fordi de værdier, der ligger under dette, ikke handler om at informere offentligheden på en saglig måde. Det har i stedet handlet om underholdning og – for nu at sige det, som det er – om virksomhedsprofit,” siger Sullivan og fortsætter:

”Jeg håber, at journalister og beslutningstagere i nyhedsbranchen vil indse, at de har et stort ansvar. At de ikke kan lade kommercielle interesser være den eneste faktor, der afgør, hvad de gør. Det har vi set resultatet af, og det er alarmerende,” siger Sullivan i telefonen fra Washington.

Understregningen af, at interviewet med Sullivan er foregået pr. telefon, virker måske overflødig på en dansk mediebruger. Men det er en af de små anstrengelser, amerikanske kvalitetsmedier gør sig over for deres læsere. Og det er denne pertentlighed og krav om akkuratesse, der gør, at netop New York Times og The Washington Post i mere end et århundrede har været ledestjerner for journalister verden over.

Problemet er imidlertid, at de tidligere så dominerende eliteaviser fra den amerikanske østkyst ikke længere er dagsordensættende. I 2016 er det først og fremmest tv-stationernes topchefer, der styrer dagsordenen, og for dem er seertal det vigtigste, mens hensynet til folkeoplysning og demokratisk redelighed ifølge Sullivan ikke spiller nogen væsentlig rolle.

Fra tv-kendis til kendis-politiker

Margaret Sullivan skrev forleden i Washington Post en kommentar om, at Jeff Zucker, der i dag er leder af CNN International, har spillet en helt afgørende rolle i forvandlingen af Donald Trump fra at være en landskendt tv-kendis til i dag at være tæt på præsidentposten.

Sullivan beskriver, hvordan det var Zucker, der i sin tid som leder af underholdningsafdelingen på tv-stationen NBC castede Donald Trump til reality-programmet ’The Apprentice’. I takt med at seertallene til programmet voksede, steg Jeff Zucker i graderne, og efter at han siden skiftede til topposten hos CNN, har han atter gjort brug af Donald Trumps evne til at tiltrække seere.

”Man skal ikke tage fejl. Der ville ikke være en Trump-politiker uden tv-stjernen Trump. Det var Zucker, der som leder af CNN gav Trump overvældende mængder af gratis eksponering i løbet af de republikanske primærvalg ved hele tiden at udbasunere hans taler og folkemøder – ofte uden filter og uden kritiske faktatjek,” siger Sullivan.

Donald Trump selv er uhyre bevidst om, at han har en vare at sælge over for tv-stationerne, i den forstand at seertallene sætter nye rekorder, uanset hvilket tv-program han stiller op i. Derfor opnåede han langt mere sendetid end sine rivaler under de republikanske primærvalg. Og tv-stationerne er bange for at miste disse seertal. Det så man i 2015, hvor NBC valgte at overhøre voldsomme protester fra flere end en halv million mennesker, der protesterede over Trumps udtalelser. Alligevel fortsatte NBC på linje med de andre store tv-netværk deres massive dækning af Trump, selv om hans daværende lave meningsmålinger egentlig ikke berettigede dem til det ud fra gængse journalistiske kriterier. Men seertallene bestemmer.

Margaret Sullivan understreger, at man endnu har til gode at høre toneangivende beslutningstagere i tv-branchen anerkende et ansvar i forbindelse med ’skabelsen’ af politikeren Donald Trump.

”Hvis de tv-direktører, der har været med til at skabe ham, fortryder det, så er det ikke noget, de siger offentligt. Det kan godt være, at de i deres sorteste stunder tænker: ’Gosh, det skulle jeg ikke have gjort.’ Men ingen har sagt det offentligt, og jeg er ikke engang sikker på, at de tænker sådan. Jeg tror, at mange af dem tænker: ’Vi viste ham til publikum, og det er publikum, offentligheden, der har stemt på ham og gjort ham til det, han er. Det er ikke os, der har magten til at gøre en person til præsident’,” siger hun.

Margaret Sullivan konstaterer, at den aktuelle kampagne ud over den voldsomme kommercialisering og medfølgende kvalitetsforringelse i høj grad er præget af den såkaldte ekkorums-effekt. Trump-tilhængerne har Fox News, radioværten Rush Limbaugh, onlinemediet Breitbart og alle deres Facebook-venner. I Clinton-boblen har man tv-stationen MSNBC, det offentlige National Public Radio, avisen The New York Times og alle Facebook-vennerne, der mener det samme.

Hillary Clinton kåret uden kamp

Margaret Sullivan bidrog i løbet af sine fire år på New York Times personligt til at holde avisens medarbejdere på de journalistiske dyders smalle sti. Hun gik hårdt til avisens journalister og redaktører, da de i december 2015 skrev en historie om, at en af gerningsmændene til massedrabet i San Bernardino i december 2015 offentligt havde erklæret sig som tilhænger af en muslimsk salafistisk terrorideologi. Historien stillede amerikanske myndigheder i et uheldigt lys. Men den viste sig at være baseret på udsagn fra en anonym kilde, der havde misforstået sagens rette sammenhæng. Historien var kort og godt forkert, fordi grundlæggende fakta ikke var blevet undersøgt til bunds.

Omvendt har selv ikke Donald Trumps kampagnefolk kunnet sætte en finger på det vigtigste journalistiske scoop under valgkampen: New York Times’ afsløring af Donald Trumps personlige skatteforhold – forhold, som han har afvist at give vælgerne indblik i. Historien dokumenterer, at Trump i 1995 opgav forretningsmæssige tab på 916 mio. dollar på sin selvangivelse, og at han kan have udnyttet dette store underskud til at undgå skattebetaling lige siden.

Denne historie er ifølge Sullivan et fint eksempel på den grundige journalistik om de to kandidater, der produceres af amerikanske kvalitetsmedier. Hun påpeger dog samtidig, at New York Times efter hendes opfattelse har været for fikseret på den demokratiske kandidat.

”Der er ingen tvivl om, at hovedparten af de private tv-stationer har støttet Trump. Men der er ikke kun problemer på den republikanske side. Det gælder også på den demokratiske side, hvor mange er af den opfattelse, at ingen andre demokratiske kandidater end Hillary Clinton har fået en korrekt og ordentlig dækning. Hun blev nærmest kronet. Tag New York Times. De satte så tidligt som i 2013 en journalist til at dække hendes kampagne. Altså tre år før valget. Man kan stille spørgsmål ved, om de nogensinde betragtede eksempelvis Bernie Sanders som en seriøs kandidat,” siger Sullivan, der også kritiserede denne redaktionelle beslutning i en artikel i New York Times, mens hun var ansat på avisen.

”Der er en amerikansk tradition for, at medierne ’embedder’ journalister hos kandidaterne. Men det indebærer også den risiko, at dækningen billedligt talt ligger for lavt i terrænet. Man hæver sig ikke over stoffet for at få det store billede eller overblikket over alle kandidaterne,” siger Sullivan.

I sin artikel om sagen citerede hun den anerkendte Watergate-reporter Carl Bernstein, som dog for sin del roser New York Times for meget tidligt at have sat en journalist til at følge Hillary Clinton på fuld tid.

”Hun er en person, det som journalist er meget svært at få greb om. Hun er en, der forsøger at skrive sit eget narrativ,” siger Bernstein, som i sin Clinton-biografi ’A Woman In Charge’ kalder Hillary Clinton for en person, der ”har et svært forhold til sandheden”.

Ifølge Margaret Sullivan bliver elitemedierne Washington Post og New York Times ikke læst ret meget ude i landet. Og slet ikke af Trumps tilhængere.

”I den forstand prædiker vi i høj grad for de allerede omvendte. Vi er i et ekkorum. CNN og Fox News derimod kører lige op i ansigtet på folk hele tiden. Tv er ekstremt magtfuldt. Og der er en masse folk, der kan lide Trump, fordi de er utilfredse med tingenes tilstand i USA og med deres eget liv. De ser ham som en forandringsagent, hvilket forklarer den store opbakning, han nyder,” siger hun.

Margaret Sullivan understreger dog, at billedet ikke er sort/hvidt. Særligt over de seneste måneder er medierne generelt – og især printmedierne – blevet langt mere kritiske over for Trump, end de var i begyndelsen af valgkampen.

”Men det hænger også sammen med, at tv-stationerne nu har en interesse i, at valgkampen er et tæt opløb, fordi det giver flere seere. Samtidig synes der dog også at være en vis erkendelse af, at Trump fik et free ride, og at man bør rette op på det.”