Kære minister: Gør din vision til virkelighed

Erik Rasmussen

Udenrigsminister Kristian Jensen har en idé, der kan udvikle sig til en vigtig indsats mod flygtninge- og asylproblemet. Men det forudsætter, at han har modet og viljen til at forfølge den, og at den ikke forbliver en løs tanke udslynget i et interview.

I Berlingske Tidende i fredags bebudede han at ville tage initiativ til en europæisk “trust fund”, der skal bidrage til økonomisk vækst, beskæftigelse, fødevaresikkerhed og miljøbeskyttelse i de lande, migrationen kommer fra.

Vi indrømmer straks, at vores støtte til ideen kan spores tilbage til en ledende artikel i Mandag Morgen 10. august. Her foreslog vi bl.a.: “Ligesom USA med Marshall-fonden bidrog til at genopbygge Europa efter Anden Verdenskrig, kunne Europa nu oprette en tilsvarende fond til etablering af infrastrukturer og udviklingsprogrammer til at håndtere den integrationsindsats, de fattige lande ikke selv kan magte, og samtidig aflaste presset på Europa. […] Taget i betragtning, hvor ufatteligt mange milliarder euro EU har kastet efter Grækenland, ville blot en lille del af sådan et beløb overført til en “European Integration Fund” være et væsentligt og vigtigt bidrag til at mindske eller afværge en af de største humanitære udfordringer i nyere tid.”

[quote align="left" author=""]Nok så mange advarende annoncer vil næppe ændre billedet og udviklingen, ej heller hegn og mure.[/quote]

Behovet illustreres med stigende styrke dag for dag, i takt med stadig flere reportager om stadig mere dramatiske opgør mellem desperate flygtninge og uforberedte myndigheder. Nok så mange advarende annoncer vil næppe ændre billedet og udviklingen, ej heller hegn og mure. Europa skal forholde sig til den største humanitære udfordring siden Anden Verdenskrig. Den kræver hurtige, tæt koordinerede og ambitiøse initiativer. De hidtidige forsøg på at fordele flygtninge efter kvoter har desværre afsløret, at solidaritet ikke er en af EU’s stærkeste kompetencer. Spørgsmålet er derfor, om der kan skabes enighed om en fond til at opbygge infrastrukturen i nærområderne, men forsøget bør gøres. Hvad er i øvrigt alternativerne?

Danske kompetencer i spil

Det ville klæde Danmarks og udenrigsministeren at tage initiativet og konkretisere forslaget. Det vil demonstrere, at vi kan tænke større og længere end skræmmekampagner og ikke nøjes med at stå som eksponent for den nationalistiske bølge, som man kan frygte bliver svaret på en international humanitær krise.

Men det fritager ikke EU-landene, herunder Danmark, for at yde nationale indsatser. Kristian Jensen slog i samme artikel til lyd for, at den danske udviklingsbistand skal målrettes de lande, som producerer flest flygtninge. Den idé rummer også god logik, men igen: Det forudsætter, at det ikke bliver ved de fine hensigtserklæringer, men at vi virkelig gør det til en bred national strategi og inddrager alle relevante kompetencer og sektorer.

Danske virksomheder har en lang række kompetencer, som kunne skabe indholdet i en humanitær klynge, lige fra at opbygge midlertidige teltbyer, til at udvikle sanitære, miljømæssige strukturer m.v. og senere i processen bistå med opbygning af samfundsmodeller. Ikke alene kunne vi yde hurtig og koordineret hjælp til mennesker i nød, vi kunne også skabe nye forretningsideer.

På samme måde kunne og burde integrationsministeren have en ambition om at gøre Danmark til et europæisk foregangsland, når det gælder integration af flygtninge og asylansøgere. Mulighederne er til stede og store, men barrieren er større, nemlig de skræmmebilleder, der farver vores holdninger. Desværre vokser de også i takt med flygtningestrømmen. Så den vision har nok desværre lange udsigter.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu