Det er som et kapløb. Et kapløb mellem uddannelse og teknologi. Hvis uddannelse kommer til at halte for meget efter den teknologiske udvikling, vil mange folk blive presset ud af arbejdsmarkedet, uligheden vil stige og køen af arbejdsløse eksplodere.

Indtil nu har uddannelserne i Danmark og de andre nordiske lande heldigvis vundet kampen. I de nordiske lande er arbejdsløsheden lav. I Danmark er den historisk lav. Men det er kun første halvleg. En forklaring på det gode halvlegsresultat er, at befolkningen har de kompetencer, virksomhederne efterspørger.

Hvis ikke Danmark og de andre nordiske lande hele tiden havde oprustet og investeret i befolkningens uddannelser, ville teknologien have vundet. Så heldige har arbejderne i USA og Storbritannien ikke været. Dér er flexicurity et ukendt begreb, hvilket betyder, at ledige arbejdere ikke hurtigt får nye kompetencer.

Nu handler det om industrialisering 4.0 og truslen fra en teknologi, der introduceres i et stadig hurtigere tempo. Eksperter anslår, at to ud af tre børn, der starter i skolen i dag, vil ende i et job, der slet ikke findes i dag. Derfor bliver en af de allervigtigste kompetencer evnen til at lære nyt – hele livet. Det er der desværre flere og flere unge, der ikke lærer. Gennem de seneste tre år har andelen af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, været stigende. Samtidig mangler virksomhederne i stigende grad faglært arbejdskraft. Det er næsten så tosset, som det kan blive.

Det er selvfølgelig en utopi at forestille sig, at alle unge kan få en uddannelse. Men flere skal tage en erhvervsuddannelse. Opgaven er bunden – og svær at løse. For når færre vælger en ungdomsuddannelse, nytter det ikke at gøre mere af det samme.

Lige præcis derfor er det opmuntrende at høre formanden for regeringens Ekspertgruppe om bedre veje til en ungdomsuddannelse, rektor Stefan Hermann, tale om at vende bøtten på hovedet, så unge kan starte i et job og så lidt efter lidt bygge den relevante uddannelse oven på de erfaringer, de efterhånden erhverver sig. Den slags ideer skal vi have flere af.

Det er bare ikke nok at tage fat på de unges uddannelse. For også voksne ufaglærte vil mærke presset fra den nye teknologi. Og det vil de mærke i et arbejdsliv, der bliver stadig længere.

I dag tager rigtig mange danskere hvert eneste år en efteruddannelse. De mest truede er desværre dem, der oftest fravælger en efteruddannelse. Derfor er løsningen heller ikke her at bede om mere af det samme. Også her er der brug for at vende tingene på hovedet.

En af de helt store opgaver bliver at motivere de dårligst uddannede til igen at tænke positivt om uddannelse. Fundamentet er et nyt mindset, hvor det bliver lige så naturligt at forholde sig til behovet for livslang læring som at forholde sig til behovet for f.eks. at tage et kørekort.

Den type ændringer bygger på folkeoplysning og kampagner. Men udvikles der ikke også nye tilbud til de dårligst uddannede, kan selv den bedste kampagne ikke flytte ret meget.

Opgaven for de kommende trepartsforhandlinger, hvor netop kompetencerne er sat på dagsordenen, er derfor meget, meget stor.

Udgangspunktet er godt. Fagbevægelsen og arbejdsgiverne var med til at skabe et supplerende pensionssystem via overenskomsterne, da det var det, der var brug for. Nu bør fagbevægelsen og arbejdsgiverne sammen kunne finde mere effektive systemer til at løfte efteruddannelserne.

De bør bl.a. tage fat på kompetencefondene. Både arbejdsgiverne og fagbevægelsen må droppe hemmelighedskræmmeriet og få skabt fuld klarhed om de mange fonde med millioner af kroner til at finansiere efteruddannelse. Hvordan bliver de brugt? Og hvorfor samler millioner af kroner blot støv i fondene? Det er ekstremt uheldigt, at så mange penge får lov til at stå uberørte, når så mange har brug for at få løftet deres kompetencer.

Behovet for at klæde folk på til fremtidens arbejdsliv er så stort, at overenskomstparterne må indstille sig på selv at levere noget af finansieringen til at løfte uddannelsesniveauet.

Der er også brug for at gå nye veje i indretningen af efteruddannelserne. En mulighed er at udvikle helt korte kurser i en form for godkendt mikro-efteruddannelse. Mikrokursus for mikrokursus skal efteruddannelserne vise sig så relevante, at de hele tiden tiltrækker borgerne til at tage endnu et kursus.

En anden mulighed kunne være, at give borgere, der ikke har taget en ungdomsuddannelse, et klippekort til uddannelser, som de kan bruge senere i livet. I omfang skal klippekortet svare til en ungdomsuddannelse, men der skal være så mange klip på kortet, at man kan tage uddannelsen i små bidder.

Klippekortet kunne også omfatte muligheden for en form for løbende karriererådgivning, så den enkelte hele tiden kan få råd og vejledning til den uddannelse, der måtte være brug for.

Der er kun én ting, der tæller, når forårets trepartforhandlinger om kompetencerne begynder, og det er en succes.

Lykkes forhandlingerne ikke, bliver taberne ikke bare den del af befolkningen, der har de dårligste kort og kompetencer på hånden. Det bliver hele Danmark som nation.