Dette er demokratiets dag, sagde Joe Biden, da han blev indsat som USA’s 46. præsident.

”Vi har igen lært, at demokratiet er dyrebart. Demokratiet er skrøbeligt. Lige nu og her, venner, har demokratiet sejret,” lød det i en af nøglesætningerne i indsættelsestalen.

Sætningen emmer af lettelse over, at amerikanerne skaffede sig af med autokraten Trump med fredelige midler, og at Trumps kupforsøg var slået fejl – vi klarede den!

Men læser man efter, indeholder sætningen også et forbehold og en advarsel: ”Lige nu og her, venner …”

Joe Bidens vigtigste beslutning som ny præsident kan meget vel blive, om han sammen med sine partifæller i Kongressen insisterer på at anvende sit flertal.

Jakob Nielsen
Ansv. chefredaktør, Altinget og Mandag Morgen

Deri ligger erkendelsen af, at kampen ikke er overstået. Demokratiet er fortsat i fare. Og faren kommer i høj grad indefra – fra USA’s dysfunktionelle politiske system, hvor mindretalsbeskyttelse har forvandlet USA til det, som den berømte politolog Francis Fukuyama har kaldt et ”vetokrati”.

Joe Bidens vigtigste beslutning som ny præsident kan meget vel blive, om han sammen med sine partifæller i Kongressen insisterer på at anvende sit flertal. Simpelthen for at redde det amerikanske demokrati.

TO-DO-LISTEN på præsident Bidens skrivebord er længere og mere frygtindgydende end nogen ny præsidents i mange årtier.

Næsten en halv million amerikanere er døde af covid-19, og hverken nationalt eller i delstaterne er der styr på coronaindsatsen. Pandemien har også lagt tungt pres på økonomien, og såvel erhvervslivet som millioner af amerikanere er afhængige af nye hjælpepakker.

På Bidens lovprogram står også tunge sager som national mindsteløn, en tiltrængt immigrationsreform og genopretning af sundhedsreformen.

USA har også tabt fire dyrebare år i klimaindsatsen, og forholdet til naboer og vestlige allierede er i akut krise. Dertil kommer behovet for at finde et ståsted i forhold til både national og global regulering af techindustrien – og selvfølgelig retsopgøret med Donald Trump.

Hver især er disse udfordringer enorme, og tilsammen næsten uoverstigelige. Som om det ikke var nok, lærte demokraterne under Obama, at de er nødt til at gøre flere ting på samme tid. Obama satsede hele butikken på en sundhedsreform, som opslugte de første to år. Da den var vedtaget, mistede han sit flertal ved midtvejsvalget i 2010, og derfra fik han ikke vedtaget nogen større reformer. Derfor må Joe Biden anvende sit flertal – så skrøbeligt det nu er – mens han har det.

UDFORDRINGEN ER, at Senatet opererer med den såkaldte filibuster-regel. Kort fortalt går den ud på, at en senator kan snakke i timevis for at hindre et forslag i at komme til afstemning. Det kræver 60 stemmer at gennemtvinge en afstemning, og derfor skal der reelt være enighed blandt 60 ud af de 100 senatorer, før nye love kan vedtages. Reglen er uformel, men har været praktiseret af begge partier siden 1970’erne.

Stærke kræfter i det demokratiske parti – inklusive forhenværende præsident Barack Obama – opfordrer Demokraterne i Kongressen til at droppe reglen og insistere på at anvende deres snævre flertal.

Alternativet er, at republikanerne – med den snu og ublu Mitch McConnell i spidsen – uden tvivl vil misbruge filibuster-reglen til at forhale og blokere for det meste af Joe Bidens dagsorden. Han vil fortsætte den veto-kurs, der på mange måder smadrede Obamas indenrigspolitiske dagsorden og var stærkt medvirkende til den enorme politikerlede i USA.

Mindretalsbeskyttelsen i USA’s politiske system er blevet et afgørende demokratisk problem.

Selv om Joe Biden fik 7 millioner flere stemmer end Donald Trump, kunne han have tabt valget, hvis blot 40.000 stemmer havde rykket sig i svingstaterne.  På samme måde i Senatet: de 50 valgte demokrater repræsenterer 41 millioner flere vælgere end de 50 valgte republikanere.

Læg dertil, at borgerne i Washington, D.C. og i Puerto Rico slet ikke er repræsenteret i Kongressen af historiske grunde. Det er næppe tilfældigt, at borgerne i disse to områder overvejende er sorte.

HVIS JOE BIDEN skal genoprette tilliden til et USA i dyb demokratisk krise, er han nødt til at demonstrere, at demokratiet også kan levere resultater. At det kan handle. Handlingslammelse er en invitation til en ny populist om at erobre magten med løfter om nemme løsninger.

Det var også derfor, Joe Bidens mest dybfølte appel i indsættelsestalen lød på samarbejde.

”Hvis vi skal genfinde Amerikas sjæl og sikre dets fremtid, kræver det mere end ord,” sagde han. ”Det kræver det mest flygtige, der findes i et demokrati: sammenhold, sammenhold.”

Samarbejde hen over midten vil være godt for USA. Men alternativet må ikke være lammelse.