Kan nedfrysning af mennesker gøres mainstream?

Kryonik; at fryse mennesker ned for engang i fremtiden, når teknologien er moden til det, at genoplive dem, er for de fleste formentlig en nærmest vanvittig og nyttesløs science fiction-idé. Nu ønsker James Arrowood, medadministrerende direktør for Alcor Life Extension, en frisk start for genoplivningserhvervet.

Foto: Alcor
Casper Skovgaard PetersenAugust Leo Liljenberg

Om artiklen

Denne artikel er oprindeligt bragt i Instituttet for Fremtidsforsknings engelsksprogede medie FARSIGHT. Den er oversat og bearbejdet til brug i Mandag Morgen.

”Jeg havde ingen anelse om, hvordan man nedfryser en krop,” fortæller James Arrowood. ”Jeg blev ansat for at hjælpe organisationen med at vokse ud af sin garageband-fase.”

Siden han tiltrådte stillingen som medadministrerende direktør for Alcor Life Extension Foundation i slutningen af 2022, har Arrowood arbejdet på at lede virksomheden, der er førende inden for den banebrydende kryoteknologi, og gøre dens virke mere alment accepteret – også uden for den snævre gruppe af såkaldte ‘transhumanister’, der tror på, at mennesker kan udvikle teknologi til fuldstændigt at overvinde biologiens begrænsninger.

Det skifte i image er en stor udfordring, eftersom Alcors ultimative mål – at genoplive de døde – er mere science fiction end virkelighed.

Men for Arrowood er denne omstilling fuldstændig afgørende for virksomhedens langsigtede succes. Ifølge ham har Alcor indtil for nylig været en videnskabsklub for verdensklasseintellekter uden nogen som helst idé om, hvordan man bedst formidler, hvorfor deres arbejde er vigtigt.

Siden dets grundlæggelse i 1972 har Alcor nedfrosset enten hele kroppe eller hjerner på 230 mennesker og dyr via en proces kendt som ’vitrification’ – altså en forvandling til glas.

Efter patienten officielt er erklæret død, bliver han eller hun drænet for blod for dernæst at blive gennemskyllet med en kryo-beskyttende kemikalie, der forhindrer celler i at sprænge, alt imens kroppen køles ned til minus 196 grader celsius. Kryonikere tror, at dette øger chancerne for, at patienten kan genoplives en dag langt ude i fremtiden.

På nuværende tidspunkt har Alcor 1.435 medlemmer, der har meldt sig til at få deres kroppe vitrificeret og dermed bevaret efter deres død.

En ny retning

At dømme ud fra biomedicinens nuværende stadie kan de blive nødt til at vente længe, inden håbet om fremtidig genoplivning bliver opnåeligt. Nogle mener, at genoplivning af klinisk døde mennesker er videnskabeligt umuligt, uanset hvor mange års forskning der investeres i projektet.

Arrowood deler naturligvis ikke denne opfattelse, men foretrækker at dreje samtalen hen på de mere umiddelbare potentialer ved Alcors forskning såsom bevaring af hele menneskekroppe, hjerner og organer, bevaring af dyr og bevidst underafkøling af mennesker i forbindelse med eksempelvis kirurgi.  

”De skrøbelige proteinstrukturer i din hjerne er utrolig komplekse, og at bringe dem tilbage er ikke noget, vi vil være i stand til at gøre lige foreløbig. Men jeg ser nedfrysning og opbevaring af nyrer til bedre transplantationsmatching som noget, der absolut burde være muligt i vores levetid – inden for 10-15 år,” siger han.

”I Alcors historie har ingen taget sig tid nok til at håndtere de mere overkommelige udfordringer. Tidligere var det altid dette enorme mål om genoplivning, der var i fokus.”

Nogle betragter kryonik som slangeolie og kvaksalveri, og Alcor er til tider blevet beskyldt for at profitere på falske håb om endnu et liv til døende. Arrowood ønsker at ændre disse opfattelser ved at dæmpe forventningerne og ikke love mere, end hvad Alcor ved, de kan levere. 

"De første banebrydende forsøgs mere improviserede karakter gjorde, at der opstod makabre fortællinger om mislykkede eksperimenter og lig, der tøede op og rådnede, enten på grund af dårlig ledelse eller pengemangel."

”Vi skal gennemføre adskillige mindre vanskelige ting, før vi kan nå dertil. Det virker utroværdigt at fortælle folk, ’du vil leve om 400 år’, uden først at have opnået succes med små trin i projektet undervejs.”

Hvis Alcors omdømme skal ændres, så bliver man også nødt til at ændre sproget omkring kryonik: undgå brugen af ord og vendinger, der har konnotationer til science fiction eller religion – opstandelse, udødelighed – og i stedet vælge en mere klinisk terminologi uden associationer til transhumanisme.

”Udødelighed er ikke et realistisk mål,” siger Arrowood.

”På nuværende tidspunkt virker det også frastødende for mange almindeligt interesserede. Alcor er en videnskabelig forskningsorganisation, og jeg synes, at der i løbet af de seneste 20 år er blevet brugt for meget tid på at tale om ’hvad nu hvis’ og filosofi, når den skulle have været brugt på at udføre hård forskning.”

En gyselig arv

Uanset om det er en markedsstrategi, et tegn på, at kryonik er blevet mere moden, eller måske lidt af begge dele, så kan Arrowoods nyorientering af Alcor ses som forsøg på at bryde med kryonikkens turbulente fortid.

Områdets historie strækker sig tilbage til 1967, hvor en psykologiprofessor ved navn James Bedford blev det første menneske til at blive kryopræserveret. Han blev overført til Alcors faciliteter i 1991, hvor han har været nedfrosset lige siden.

Bedfords chance for genoplivning kan være mindre end efterfølgende patienters grundet de relativt primitive metoder, der var tilgængelige på tidspunktet for hans nedfrysning. De faciliteter, der nu huser Bedfords lig, er langt mere avancerede end dem, der var tilgængelige i kryonikkens tidlige dage, hvor operationer med ringe finansiering var normen.

De første banebrydende forsøgs mere improviserede karakter gjorde, at der opstod makabre fortællinger om mislykkede eksperimenter og lig, der tøede op og rådnede, enten på grund af dårlig ledelse eller pengemangel.

Robert Nelson, som arrangerede ​​Bedfords konservering og var den første præsident for Cryonics Society of California, var kendt for sin gør-det-selv-tilgang og omfattende erfaring med præserveringsforsøg.

Nelson, der havde en fortid som fjernsynsreparatør, nedfrøs en håndfuld afdøde mennesker med varierende succes. Hans karriere sluttede i 1974 med en berygtet sag, der kulminerede, da den lokale presse tvang sig adgang til en nedlagt opbevaringsplads og fandt lugten, der kom derfra, så kvalmende, at det fik ”maven til at lave tusindvis af svimlende kolbøtter”, som en reporter beskrev oplevelsen.

Alcor har helt klart haft sin andel af kontroverser.

I 1987 blev Dora Kent den ottende patient til at blive nedfrosset på deres faciliter, og forløbet blev udgangspunktet for en juridisk kamp. Kent, der var dødssyg af Alzheimers og lungebetændelse, blev ført til Alcor, hvor medarbejderne fjernede hendes hoved og forberedte det til langtidsopbevaring i deres nitrogenkølede beholder.

Ingen læge havde dog erklæret Kent for død. Retsmedicineren mistænkte, at hun muligvis stadig var i live, da proceduren begyndte, og krævede derfor hendes hoved til obduktion sammen med alle Alcors andre patientjournaler og frosne kroppe. Da personalet nægtede at efterkomme kravet, blev politiet tilkaldt, og flere medarbejdere anholdt. En uge senere blev Alcors faciliteter ransaget af en specialenhed under politiet, og størstedelen af deres ejendom blev beslaglagt.  

Alcors ry blev renset, da de vandt de efterfølgende retssager, og Dora Kents frosne hoved blev beskyttet ved at få et polititilhold mod retsmedicineren.

I 2009 udgav en tidligere Alcor-medarbejder, Larry Johnson, bogen ’Frozen’, der indeholdt flere alvorlige beskyldninger om fejlagtig opførsel hos Alcor. En af beskyldningerne var, at en tekniker havde brugt en skruenøgle mod baseballstjernen Ted Williams’ vitrificerede hoved. Han sigtede egentlig efter en tundåse, der var blevet frosset fast, efter at den havde været brugt til at holde hovedet oprejst, sagde Johnson.

Alcor sagsøgte efterfølgende Johnson for at få erstatning for det, de anså for at være falsk og ærekrænkende indhold. Retssagen endte, da Johnson erklærede sig konkurs og trak nogle af sine anklager tilbage, herunder den om mishandlingen af Ted Williams’ afhuggede hoved.

Et løfte om evighed

Trods de mange kriser undervejs kan man betragte Alcors mange års historie som en konkurrencemæssig fordel i en turbulent branche, hvor mange andre er startet og lukket igen.

Udover den usikre mulighed for genoplivelse satser patienter store beløb – nogle af dem hele deres arv – på, at kryonikfirmaet stadig eksisterer årtier eller endda århundreder efter deres død for at passe på deres kroppe.

Alcors strategi er, at deres finansieringsmodel kan holde virksomheden i live, så de fortsat kan bevare de døde. Alcor opkræver et stort gebyr på forhånd, så de ikke er afhængige af den afdødes families evne til at betale for opbevaringen af deres elskede.

Det koster 1,5 millioner kroner for en fuldkropspræservering og 550.000 kroner, hvis man nøjes med at bevare hjernen. Af dem bliver cirka halvdelen indbetalt til en fond, der udelukkende har til formål at finansiere vedligeholdelsen af kryo-præserveringsfaciliteterne. 

"Jeg ønsker ikke at være i nogen form for dystopisk helvede, hvor min hjerne er i et glas, og du bruger den til at grave efter bitcoin."

”Fonden administreres af en separat støtteorganisation med sin egen bestyrelse,” forklarer Arrowood.

”Bestyrelsesmedlemmerne er personer, der selv har skrevet sig op til at blive nedfrosset, og næsten alle har et familiemedlem, der lige nu er præserveret hos Alcor, ofte deres ægtefælle eller deres barn. Så de har en intens personlig interesse i at sikre, at organisationen er robust og har midler på langt sigt.”

Evigt liv for alle?

Et af kritikpunkterne mod kryonik er, at det er eskapisme for velhavende personer med en frygt for døden. Men de fleste af de medlemmer, der har tilmeldt sig en af Alcors livsforsikringer, tilhører ikke den rigeste ene procent, men er faktisk amerikanere fra middelklassen eller den øvre middelklasse, påpeger Arrowood.

Kryonik kritiseres også ofte fra et etisk perspektiv. Mange mener, at mennesker har moralsk pligt til at give slip og overlade verden til vores efterkommere, den dag vores hjerter stopper. Andre kritikere føler, at det på en eller måde går imod naturens gang, når man ’snyder døden’ ved hjælp af kryonik.    

Det største spørgsmål er måske, om en genoplivet version af dig selv, én, hvor din præserverede hjerne har fået en ny krop eller på en eller anden måde er blevet indlejret i teknologi, virkelig er ’dig’? Vil dine minder, oplevelser og din opfattelse af dig selv være intakt, eller vil det være en helt anden person?

Modviljen mod kryo-præservering kan også skyldes frygten, uanset hvor usandsynligt det måtte være, for, at de døde bliver fanget i et mareridtsagtigt scenarie af vedvarende teknologisk slaveri.

”Jeg har hørt folk sige, ’jeg ønsker ikke at være i nogen form for dystopisk helvede, hvor min hjerne er i et glas, og du bruger den til at grave efter bitcoin’,” siger Arrowood – og afviser scenariet.

”Ville det gavne Alcor, hvis vi begyndte at genoplive hjerner uden livskvalitet? Nej, det er kontraproduktivt, og vi ville ikke have nogen interesse i at gøre det.”

Arrowood forstår den skepsis, nogle måtte have over for nedfrysning.

”Som en nonprofit-organisation forsøger vi ikke at påtvinge nogen det,” understreger han. ”Hvis det ikke er noget for dig, så er det helt forståeligt, men lad være med at nedgøre eller blande dig i andre personers individuelle ret til at vælge, hvad de vil gøre med deres krop, når de dør. I stedet, så respekter og støt deres beslutning.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu