I Kenya er der en grundlæggende regel, når man udvikler digitale løsninger: mobile first.

Langt den største brug af internettet foregår gennem smartphones. I storbyerne har stort set alle en mobiltelefon, og billige indiske eller kinesiske smartphones kan købes for ned til omkring 350 kroner.

Hvis en digital tjeneste skal slå igennem, er den nødt til at fungere mobilt.

Mobiltelefonerne har gjort Kenya til et forbløffende kontantløst samfund. For de fleste kenyanere fungerer deres telefonnummer også som en bankkonto. Med M-pesa-systemet kan man indsætte og opspare penge på telefonens simkort, og pengene kan bruges i stedet for kontanter i alle butikker og til at overføre penge online eller til andres mobil. 

M-pesa er blevet den infrastruktur, som en stor del af alle de nye digitale innovationer, der i dag udvikles i Kenya, bygger på. Men spørgsmålet er, om de mange tech-startups formår at komme videre efter den første store succes.

Der er efterhånden gået en del år, uden at der er dukket noget afgørende nyt op, som løfter det teknologiske niveau yderligere og skaber flere virksomheder. I stedet synes en stor del af den innovative kreativitet at gå til tjenester, der bondefanger forbrugerne.

Dyre kviklån og onlinespil

Ifølge Kenyas centralbank har 13,5 procent af alle kenyanere taget mobillån inden for det sidste år, og i gennemsnit tog de otte lån hver. Det mest almindelige lån er på 170 kroner, mange lån er kun en tiendedel af det. Men det er dyrt. Typisk 7,5 procent i rente om måneden, svarende til en årlig rente på 90 procent – og ofte højere.

En anden af de hastigst voksende digitale industrier er onlinespil. Trenden er global, men mobile spil om penge har særdeles godt fat i kenyanerne. Ifølge Kenyas Statistik og centralbanken spiller 22 procent dagligt og 52 procent ugentligt. Tre af de ti mest besøgte websites i Kenya er betting-sites, og tallene fra den myndighed, der regulerer spilområdet, viser, at omsætningen i sektoren svarer til omkring halvdelen af landets årlige sundhedsbudget. 

En af de største spilletjenester, Betpawa, der tegner sig for omkring ti procent af markedet, ejes af en dansker, Kresten Buch, der har startet og investeret i en lang række digitale tjenester i Afrika.

Kenya vil indføre GDPR-lignende databeskyttelse

Lige nu virker Kenya som et klondike for smarte finansfolk, der uden ret meget regulering kan udbyde tjenester på urimelige vilkår og bruge løs af kundernes detaljerede personlige data på uigennemskuelige måder.

Der er heldigvis begyndende tegn på, at politikerne vil gribe ind. I løbet af det seneste år er der lagt større skat på gevinster og fortjeneste fra onlinespil, og der er indført bagatelgrænser for, hvad der kan føre til en anmeldelse til det centrale gældsregister. 

Hidtil har der været meget vide rammer for brugen af personlige data, men i november vedtog parlamentet en lov om datasikkerhed, der i vidt omfang læner sig op ad EU’s GDPR-direktiv om beskyttelse af personoplysninger. 

Spørgsmålet er nu, om der er er vilje og ressourcer til at håndhæve loven. I afrikansk politik er der desværre en tilbøjelighed til, at hensynet til flertallet bliver skubbet til side af magthaverne.

I dette tilfælde er interessekonflikten åbenlys. Den klart førende låner, M-shwari, drives i et samarbejde mellem Safaricom, der driver M-pesa, og den kenyanske bank CBA.

CBA var indtil en nylig fusion med en anden storbank 25 procent ejet af den kenyanske præsident, Uhuru Kenyatta, hans bror og deres mor.

Fare for at sidde fast i den første succes

M-pesa har givet Kenyas økonomi og digitale udvikling et gevaldigt boost, men udviklingen er i fare for at stagnere, fordi succesen samtidig har gjort det vanskeligt at udfordre systemet.

I en nylig rapport om Kenyas økonomi anbefaler Verdensbanken i høflige, men bestemte toner, at myndighederne åbner markedet op og svækker de dominerende spilleres greb – blandt andet for at sænke de kunstigt høje priser på data og for at åbne for yderligere innovation og konkurrence.

Pilen peger først og fremmest på teleselskabet Safaricom, der udviklede og nu driver M-pesa. Det har givet Safaricom en fuldstændigt dominerende position på markedet. 

Det er sjældent, at et enkelt selskab præger et land i den grad. Man kan se det med det blotte øje, for i selv den mindste landsby er der ikke mange meter mellem de kiosker, hvor man kan indbetale penge til M-pesa og købe taletid. Kioskerne er malet i Safaricoms karakteristiske lysegrønne farve, der nærmest er blevet en slags grundtone i Kenyas byliv. Der må været gået enorme mængder af grøn maling til.

M-pesa kan kun bruges med et Safaricom-simkort, og derfor har stort set alle et Safaricom-telefonnummer. Der er andre teleselskaber, blandt andet det indiske Airtel, som konkurrerer ved at tilbyde lavere priser og bedre dækning, men når folk vælger dem, er det typisk som et supplement.

Det er almindeligt at have mobiltelefoner med plads til to eller tre sim-kort, som man kan skifte imellem, alt efter hvad man skal bruge sin forbindelse til. 

De konkurrerende teleselskaber tilbyder deres egne versioner af mobilbetaling og forsøger at tilbyde nye funktioner og tjenester, som M-pesa ikke kan bruges til. Mange digitale startups arbejder på at udvikle løsninger, der kan bygge bro og overføre penge mellem de forskellige digitale valutaer og banktjenester og på den måde bryde Safaricoms monopol.

Indtil videre har Safaricom formået at fastholde dominansen. Den kenyanske stat ejer 35 procent af Safaricom, og det er måske en grund til, at Safaricom har fået meget lang line på det regulatoriske område. Selv om selskabet hovedsagelig er udenlandsk ejet af det sydafrikanske Vodacom og det internationale Vodafone, bliver det markedsført og også opfattet som et nationalt kenyansk selskab. 

Sammenlignet med de fleste afrikanske lande har Kenya gode muligheder for at skabe udvikling. Der er et stabilt politisk system, et stort innovationsmiljø, en relativt veluddannet og engelsktalende befolkning, og med M-pesa fik man et stærkt grundlag for den videre udvikling og udnyttelse af digital teknologi.

Men som så ofte i Afrika risikerer samfundets udvikling at strande på, at de, der er ved magten, holder tøjlerne for stramt, når de først har fået fat i dem.