Af Jakob Askou Bøss
Strategi- og kommunikationsdirektør, Ørsted

I februar deltog jeg i en debat på Copenhagen Business School, hvor en studerende bemærkede, at da han startede på sit studie, havde han stor tiltro til, at det politiske system ville løse klimakrisen og ringe tiltro til virksomhedernes rolle. I dag så han det omvendt: Han havde ringe tiltro til en politisk løsning og stor tiltro til virksomhederne. Det er tankevækkende. 

Selv er jeg ikke i tvivl om, at det politiske system spiller en afgørende rolle i at bekæmpe klimaforandringerne. Se blot på den ambitiøse og bredt funderede politiske målsætning om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent inden 2030. Eller EU’s årelange indsats for CO2-reduktioner og udbygning af vedvarende energi og senest målet om, at Europa i 2050 skal blive det første CO2-neutrale kontinent.  

Samtidig må vi konstatere, at der godt fire år efter Parisaftalens indgåelse stadig ikke er nogen global handlingsplan til at begrænse temperaturstigningerne. Men uret tikker. Videnskaben siger, at vi har ti år til at halvere de globale udledninger af drivhusgasser, hvis vi skal begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. Derfor kan vi ikke bare læne os tilbage og vente på en global politisk aftale. Der er brug for omgående handling i alle dele af samfundet, ikke mindst blandt virksomhederne. 

Virksomheders rolle redefineres

Men er det overhovedet en virksomheds rolle at tage den form for samfundsmæssigt ansvar? Ikke hvis man spørger den amerikanske økonomiprofessor Milton Friedman, der i 1970 udgav sit berømte essay “The Social Responsibility of Business is to Increase its Profits”. Her fremfører han, at en virksomheds ansvar alene er i forhold til dens aktionærer. Virksomhedernes samfundsmæssige ansvar var og er – inden for lovens rammer – udelukkende at profitmaksimere. Hvis en virksomhed skal forfølge andre hensyn end ren profitmaksimering, kan det kun forventes at ske som følge af offentlig regulering.  

Friedmans tankegang antager en klar arbejdsdeling mellem stat og virksomheder: Staten skal løse samfundsmæssige problemer, mens virksomhederne skal fokusere på at drive forretning, sælge deres produkter og skabe overskud. Den tankegang går igen, når vi tilkender det politiske system hovedansvaret for at løse klimakrisen: Det globale politiske system må forhandle en global løsning og lægge en plan for, hvordan vi bekæmper klimaforandringerne. Og først når den plan foreligger, og når de rette rammer er skabt, kan virksomhederne – i det omfang, det er i deres kommercielle egeninteresse – bidrage til løsningen.  

Jeg mener grundlæggende ikke, at det er en særligt brugbar eller ansvarlig tilgang, hvis vi skal løse klimakrisen. Det er jo ikke kun det offentlige, der udleder CO2, men i særdeleshed borgere og virksomheder. Derfor har vi alle sammen et ansvar, og derfor rækker Milton Friedmans tankegang om, at virksomhederne skal fokusere på at maksimere deres profit, heller ikke, hvis vi skal forstå den rolle, virksomhederne spiller i samfundet i dag. 

Fra shareholder- til stakeholderkapitalisme

Den tyske professor Klaus Schwab, grundlæggeren af World Economic Forum, har fremført et alternativ til Friedmans shareholderkapitalisme med ideen om stakeholderkapitalismen. Schwab slår fast, at en virksomhed er en social organisme, som ikke har én primær stakeholder i aktionærerne, men mange stakeholders, som virksomheden skal levere værdi for. Ifølge Schwab er det netop virksomhedens evne til at levere værdi til alle sine stakeholders, der sikrer dens langsigtede værdiskabelse og overlevelse.  

Det var den ide, som lagde grunden til etableringen af World Economic Forum, som i år fejrede sit 50-års jubilæum ved topmødet i Davos, hvor jeg deltog. Her var stakeholderkapitalismen hovedtemaet og jeg mødte under topmødet den britiske Oxford-professor Colin Mayer, der har præget debatten om virksomhedernes rolle i samfundet. Han udgav i 2018 bogen ‘Prosperity’, hvor han argumenterer for, at en virksomhed er en institution, som er i en unik position til både at fremme økonomiske og samfundsmæssige mål.  

Jeg deltog i et debatarrangement med Colin Mayer i Davos, hvor han meget klart udtrykte, hvad en virksomheds rolle er: “The purpose of a business is to solve problems, profitably”. Det er klart, at hvis en virksomhed ikke skaber økonomisk værdi, så er den ikke bæredygtig på længere sigt. Men at skabe økonomisk værdi er ikke en virksomheds formål. En virksomheds formål og kilde til legitimitet er at levere noget, som verden og dens kunder har brug for.

Som virksomhed kan man derfor ikke blot sidde og maksimere profit i en osteklokke og lade staten om at forholde sig til de samfundsmæssige problemer. Der opstår hele tiden nye samfundsmæssige problemer og muligheder, som man som virksomhed er nødt til at forholde sig til, hvis man vil være succesfuld på længere sigt. 

Konkurrencefordel at omstille sig i tide

For et årti siden så vi i Ørsted, at verden bevægede sig i retning af grøn energi. Og vi kunne se, at vi var nødt til at omstille vores virksomhed fra fossil energi til vedvarende energi, hvis vi ville være en del af fremtiden. Havde vi siddet og ventet på, at staten forbød eller på anden måde indførte tung regulering over for fossil energi, havde vi aldrig fået den globale førerposition, vi har nu. At opfange samfundsmæssige strømninger i tide og handle derefter kan i sig selv skabe en konkurrencemæssig fordel i et kommercielt marked.  

De strømninger, man som virksomhed skal have øje for, kommer fra en bred palet af stakeholders, og derfor er man som virksomhed nødt til at agere med øje for mange flere stakeholders end blot sine aktionærer. Aktionærerne spiller selvsagt en afgørende rolle, fordi de bidrager med den kapital, der er grundlaget for, at virksomhederne kan foretage de investeringer, som sætter dem i stand til at løse deres opgaver. Derfor skal aktionærerne have et afkast af den kapital, de stiller til rådighed, for at modsvare den risiko, de tager. Men det er først og fremmest samfundet og kunderne, der formulerer morgendagens problemer og opgaver, som virksomhederne skal løse. 

Når det gælder klimakrisen, er hovedudfordringen at erstatte sort energi med grøn, idet 73 procent af de samlede drivhusgasudledninger kommer fra afbrændingen af fossile brændsler i det globale energisystem. De seneste ti år har vi set en enestående udvikling, hvor grøn energiteknologi er blevet billigere end sort. Det skyldes i høj grad, at EU og dets medlemslande har sat politiske mål og skabt rammer til at understøtte udbygningen af vedvarende energi. Virksomhederne har investeret meget store beløb i at skalere den vedvarende energi, og de har derigennem drevet en omfattende innovation, som har gjort, at vind- og solenergi i dag kan bygges billigere end kraftværker baseret på kul og gas i store dele af verden.  

Det har betydet, at der er vokset en stor industri frem, som i de kommende årtier vil være den afgørende drivkraft i at bygge fremtidens vedvarende energisystem. Og verden over står virksomheder på spring for at investere i vedvarende energi i stor skala, godt hjulpet af investorer, der er parate til at investere enorme beløb i grøn energi.

Der er både brug for politik og marked

Derfor skal vi ikke kun se på det politiske system, når vi søger en løsning på klimakrisen. De teknologier, som vil danne rygraden i fremtidens grønne energisystem, bliver bragt til markedet af virksomhederne, og der ligger masser af dynamik og drivkraft heri. Den drivkraft skal vi i de kommende år udnytte til at sætte fart på den grønne omstilling ved at skabe rammerne for, at virksomhedernes investeringer i grøn energi kan accelereres overalt i verden.   

Og så er vi tilbage ved kommentaren fra den studerende på CBS, hvis tiltro til politikernes evne til at løse klimakrisen var faldet, mens hans tiltro til virksomhederne var steget. Jeg ser det sådan, at vi har brug for begge. Vi har brug for ansvarlige politikere, der tager klimaproblemet alvorligt, som sætter en klar retning for omstillingen til et bæredygtigt samfund, og som skaber rammerne for, at virksomhederne kan udvikle og skalere fremtidens bæredygtige løsninger. Og så har vi brug for ansvarlige virksomheder, der ser ud over deres kortsigtede interesser, som tager ansvar for at levere de bæredygtige løsninger, som verden har brug for, og som tager aktivt del i den samfundsmæssige omstilling, der skal til, hvis vi skal bevare en beboelig klode. Lykkes det, er jeg optimist på klimaets vegne.  

——— 

Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.