Hvorfor købe og eje, når man kan låne og leje

Når udenlandske turister de kommende måneder strømmer til København for at holde ferie, vil flere starte deres besøg med at ringe på en privat opgangsdør i stedet for at tjekke ind i receptionen på et af byens mange hoteller.

Mere end 3.000 københavnere har nemlig sat deres lejlighed eller et værelse til leje via den onlinebaserede udlejningsservice Airbnb, der siden sin start for fem år siden har udbredt sit netværk af private udlejere til over 37.000 byer i mere end 192 lande.

Ideen om at leje et værelse ud er langtfra ny. Men den teknologiske udvikling har gjort det muligt for virksomheder som Airbnb at minimere omkostninger, fordi brugerne selv står for en del af indsatsen, og fordi konceptet hurtigt kan skaleres op.

Det har vist sig at være en rigtig god forretning, og den såkaldte sharing economy – på dansk deleøkonomi – er på få år gået hen og blevet big business. Ifølge den amerikanske forfatter Rachel Botsman, der har skrevet flere bøger om emnet, er den del af deleøkonomien, hvor private køber og sælger produkter og ydelser af hinanden via platforme som f.eks. det virtuelle auktionshus eBay, god for godt 26 milliarder dollar.

Dertil kommer udlejningsservices som Airbnb, hvis markedsværdi vurderes til at have rundet 1 milliard dollar, og forretningsmodeller, der bygger på fælleseje som f.eks. det internationale kontorfællesskab The Hub, hvor medlemmer kan leje en kontorplads med adgang til at netværke med ligesindede på time- eller dagsbasis.

Deløkonomien har også godt tag i de danske forbrugere. Ud over de mange tusinder, der udlejer via Airbnb, har musikstreamingtjenesten Spotify over en halv million aktive brugere i Danmark, mens Netflix, der udbyder samme service blot med film og tv-serier, kan tælle 350.000 brugere kort efter sin lancering på det danske marked. Antallet af brugere af delebilsordninger er også i voldsom vækst. En ordning som LetsGo.dk, der oprindeligt startede som en lille privat forening på Nørrebro i København, er på få år vokset til 1.100 brugere fordelt på fire forskellige kommuner.

”Deleøkonomien er en rigtig trend og ikke en døgnflue,” udtalte den succesfulde amerikanske entreprenør Joe Kraus for nylig til businessmagasinet Forbes. Han er investeringspartner i Google Ventures, der selv har satset penge i de to delebilsservices RelayRides og Sidecar.

Han peger på, at deleøkonomiens succes ikke kun skal findes i den aktuelle økonomiske krise og de besparelser, som brugerne kan høste ved at leje en bil frem for at eje den. Især de yngre forbrugere er også tiltrukket af den fleksibilitet, som tjenester som Spotify, Netflix og delebilsordninger tilbyder ved at erstatte produkter, som man tidligere var tvunget til at købe og eje, til services, som man har adgang til hvor som helst og når som helst.

Dertil kommer de miljømæssige og sociale gevinster. Ved f.eks. at dele en bil med flere frem for at købe sin egen skåner man miljøet – bl.a. fordi det reducerer antallet af biler.

Vil man absolut eje sin bil, er en anden deleøkonomisk mulighed at benytte sig af den amerikanske tjeneste Parking Panda, hvor man kan udleje sin private parkeringsplads, når den ikke er i brug. Tjenesten, der reducerer behovet for parkeringshuse m.v., er på mindre end et år udbredt til syv amerikanske storbyer.

Flere brugere tiltrækkes af den autenticitet og de sociale relationer, der følger med, når man køber eller lejer en ydelser af en privatperson. På Airbnb tilbyder flere udlejere f.eks. deres venner og familie som turistguider, mens netværkslystne sydkoreanere frem for at gå på restaurant kan tage til middag hjemme hos mennesker, som de aldrig har mødt før. Det er tjenesten Zipbob (billedet), der står for at matche grupper af folk til private middagsaftaler ud fra den filosofi, at det er et godt udgangspunkt for at stifte nye bekendtskaber.

Ifølge netmediet Shareable er deleøkonomien indtil videre domineret af forretningsmodeller, der har fokus på at leje eller dele ydelser som boliger, kontorfaciliteter, måltider, husholdningsmaskiner, værktøj og biler. Potentialet vurderes dog at være enormt og langtfra udnyttet, når det gælder andre former for transport som cykler og både samt udstyr, man sjældent bruger, som f.eks. ski, eller fysisk overskudsplads som en ledig indkørsel eller et tomt loftsrum.

En af deleøkonomiens nyeste forretningssucceser er amerikanske TaskRabbit, hvor privatpersoner med overskud af tid – som arbejdsløse, studerende, hjemmegående eller pensionister – tilbyder at gå til hånde med huslige pligter for et mindre beløb. For 42 dollar vil Tim fra Boston f.eks. gerne hjælpe med at samle dine IKEA-møbler, mens andre populære ydelser tæller rengøring, hundeluftning og børnepasning.

Siden sin start i 2008 er det lykkedes TaskRabbit at tiltrække investeringer for 37,5 millioner dollar, og teknologimagasinet The Verge spår en stor fremtid for løsninger, der ligesom TaskRabbit aktiverer uudnyttet arbejdskraft.

En anden service i medvind er Zaarly, der fungerer som en markedsplads for produkter som madvarer, tøj og smykker, der er produceret af private. De hjemmelavede karameller, som Myriah fra San Francisco kan lægge i posten mod et mindre beløb, udgør ifølge investorerne et så stærkt alternativ til supermarkedernes metervarer, at Zaarly på kort tid fik rejst 15,1 millioner dollar i opstartsfinansiering.

Deleøkonomiens voksende succes udfordrer det etablerede erhvervsliv og de virksomheder, der baserer deres forretning på en traditionel værdikædetænkning. Det drejer sig ikke mindst om de virksomheder, hvis forretning er presset af stigende råvarepriser og krav om at være miljømæssigt bæredygtige. I sin bestseller ”The Mesh” forudser Lisa Gansky, at verdens største detailkæde, Walmart, med tiden vil være tvunget til at ændre forretningsmodel ved at udleje f.eks. brødristere, hårtørrere og vaskemaskiner i stedet for at sælge dem.

Den amerikanske videokæde Blockbuster er blevet et ikonisk skrækeksempel på, hvor galt det dog også kan gå. Blockbuster var selv frontløber i deleøkonomien, da selskabet i 1980’erne startede med at udleje film og senere spil frem for at sælge dem. Men streamingtjenester som Netflix har på få år kvalt giganten, der i 2010 blev begæret konkurs efter at have ignoreret behovet for at udrulle en digital forretningsmodel. Blockbuster bliver næppe det eneste selskab, der må bukke under for den hastigt voksende deleøkonomi.

Forrige artikel Fra tanke til faktura uden at tjene en krone Næste artikel Fra mæcen til katalytisk partner