Når regeringen inden for de kommende måneder præsenterer sin nye frivilligpakke, er der gode chancer for, at den bliver mødt med stående applaus på landets borgmesterkontorer. Her har man for længst udråbt de frivillige til velfærdens nye reservetropper, og stadig flere kommuner er de senere år begyndt at hverve egne korps af velfærdsfrivillige til at løfte opgaver på det lokale plejehjem, de udsattes værested og kommunens aktivitetscenter. 70 pct. af landets kommuner har i dag en decideret frivillighedsstrategi, 57 pct. rekrutterer og organiserer egne frivillige, og ifølge tal fra KL forventer 95 pct. af kommunerne, at de frivillige kommer til at spille en større rolle de kommende år.

[quote align="right" author="Maria Blankensteiner, frivillighedskonsulent, Ældre Sagen"]På kommunekontorerne sidder de og drømmer om, at de frivillige kan redde velfærdssamfundet eller det kommunale budget, men sådan fungerer frivilligheden ikke. Du bliver drevet af at gøre en forskel, ikke af at redde kommunens økonomi[/quote]

Men udviklingen er ved at køre af sporet, lyder det nu fra to af landets største frivilligorganisationer. Dansk Røde Kors og Ældre Sagen advarer om, at kommunerne i deres frivillighedsiver kommer til at underminere den danske frivillighedsmodel og kvæle det frivillige engagement. Når kommunerne går uden om organisationerne og rekrutterer frivillige direkte til at løse udvalgte velfærdsopgaver, kommer indsatsen hurtigt til at minde om et decideret arbejde. Og det er ofte et problem, forklarer generalsekretær i Røde Kors Anders Ladekarl.

”Når man siger, at vi har brug for frivillige til at løse den og den opgave, uden nogen form for dialog med den frivillige, som man øjensynligt ikke kan have mødt endnu, så er der tale om gratis arbejdskraft og ikke en frivillig indsats,” siger han.

Anders Ladekarl bliver bakket op Maria Blankensteiner, der er frivilligkonsulent i Ældre Sagen. De frivillige kan ikke sættes til at løse opgaver, man vælger og udtænker for dem. De frivillige skal derimod selv være med til at forme deres opgaver. Ellers forsvinder lysten.

”På kommunekontorerne sidder de og drømmer om, at de frivillige kan redde velfærdssamfundet eller det kommunale budget, men sådan fungerer frivilligheden ikke. Du bliver drevet af at gøre en forskel, ikke af at redde kommunens økonomi,” siger hun.

Forskere: for mange regler

Røde Kors og Ældre Sagen står ikke alene med kritikken. Flere førende forskere på området ser også sorte skyer danne sig i horisonten. De har de samme to hovedbekymringer som organisationerne. For det første at kommunerne lader de frivillige overtage vitale velfærdsopgaver og derved bruger dem som ulønnet arbejdskraft. Det har der været talrige eksempler på de senere år. Se tekstboks. For det andet at kommunerne stiller for mange regler op for, hvad de frivillige skal og må. Den centrale styring og det, at kommunerne går uden om de frivilliges organisationer, når de hyrer frivillige, vil dræne det frivillige engagement, lyder det fra bl.a. professor på RUC Thomas P. Boje.

”De skal få dem gennem organisationerne. Hvis fru Hansen går hen i frivillighedscentralen og får udstukket en opgave som besøgsven, så er det et job, og det er en glidebane. Initiativet skal komme fra de frivillige eller de frivillige organisationer. Kommunerne kan ikke udpege arbejdsopgaver, som frivillige skal løse. Sådan fungerer det ikke,” siger Thomas P. Boje, der har stået bag flere store forskningsprojekter om frivilligt arbejde.

Pres fra fagforeninger

Men det, der bekymrer forskerne og organisationerne, udspringer af et dilemma: På den ene side er der nødt til at være rammer for de frivilliges arbejde, hvis de skal længere ind i velfærdsinstitutionerne. På den anden side må rammerne ikke blive til regler.

Kommunerne laver klare regler for, hvilke opgaver de frivillige må varetage, fordi fagforeningerne frygter, at ulønnede frivillige ellers overtager arbejde, som udføres af lønnede ansatte. Langt de fleste kommuner har udarbejdet retningslinjer for, hvordan samarbejdet mellem frivillige og professionelle skal foregå, og før sommerferien udfærdigede paraplyorganisationen Frivilligt Forum og en række fagforeninger med FOA i spidsen desuden en række overordnede nationale ”spilleregler” for, hvor grænsen for frivilligt arbejde skal gå.

Med spillereglerne siger parterne klart, at frivillige ikke må overtage lovbestemte opgaver fra de ansatte, men de anbefaler også, at man på de enkelte institutioner i en kommune udfærdiger konkrete regler for, hvordan den frivillige skal udføre sit arbejde. Og det er netop et godt eksempel på, at kæden er ved at hoppe af, mener både forskere og organisationerne. For mens det er prisværdigt, men også banalt, at man understreger, at de frivillige ikke kan tage ansvaret for kommunale opgaver, der er lovpligtige, er det kritisabelt, at man vil sætte de frivillige på kontrakt.

”Det kan på mange områder være interessant for kommunerne at lave faste regler, men for de frivillige er det kun interessant at deltage, hvis de føler, de kan få indflydelse og en betydelig grad af selvbestemmelse,” siger professor i frivillighed på SDU Bjarne Ibsen.

Bjarne Ibsen mener, at kommuner, der engagerer frivillige ud fra opgaver, som kommunerne definerer, bygger deres bestræbelser på for lidt indsigt i, hvad der får folk til at engagere sig frivilligt. Samtidig vægter nogle kommuner ikke det frivillige arbejdes værdi ud over den snævre økonomiske værdi, der er billig arbejdskraft, siger han.

”Det er idéen om, at vi vil det samme alle sammen, og at nu skal vi stå sammen om at bruge hinandens ressourcer, drage fordele af de forskelligheder, der er. Men dybest set er det det offentlige, der styrer. Og så skal de frivillige og foreningerne indgå i et samarbejde om det – til det fælles bedste. Det, mener jeg, er en illusion, og jeg tvivler på, at det vil lykkes,” siger Bjarne Ibsen.

Anders Ladekarl fra Røde Kors er enig. Han frygter, at firkantede regler kan få uheldige konsekvenser, og illustrerer med et eksempel: Hvis en besøgsven kommer på besøg, og den ældre sidder med en fyldt ble, som ikke vil blive skiftet inden for de par næste timer, så skal den frivillige ikke afholde sig fra at skifte bleen, hvis vedkommende vil og ved hvordan. På den måde kan man ikke sætte regler for, hvad den frivillige må og ikke må. Men omvendt kan kommunen heller ikke have en forventning eller lave en fast aftale med den frivillige om, at besøgsvennen skifter bleen, mener han.

”Man kan ikke forpligte de frivillige, men man kan heller ikke afholde dem fra at hjælpe der, hvor de vil,” siger Anders Ladekarl og fortsætter: ”Man skal passe på ikke at gøre det til et problem, at folk gerne vil gøre noget for hinanden. Man skal ikke sætte grænser for, hvad mennesker må for hinanden.”

Større kommunal indsats giver ikke flere frivillige

På trods af advarslerne fra Røde Kors, Ældre Sagen og forskerne, tyder intet på, at kommunerne har tænkt sig at ændre kursen.

Ifølge en gallupundersøgelse blandt kommunernes ældrechefer organiserer 50 pct. af kommunerne i dag deres frivillige i ældrecentrene, og i samme undersøgelse vurderer 80 pct. af ældrecheferne, at de kommer til at inddrage flere frivillige i de kommende år. I en rundspørge, som KL’s nyhedsbrev, Momentum, lavede sidste år, svarede 64 pct. af landets kommunaldirektører, at det er nødvendigt med flere frivillige, hvis den kommunale service skal opretholdes i fremtiden.

I KL mener man, at kommunerne er fint i stand til at rekruttere og organisere deres egne frivillige, og at de samtidig kan gøre det med udgangspunkt i de konkrete opgaver og de enkeltes frivilliges motivation. Det er et område under udvikling, understreger chefkonsulent i KL, Jacob Møller, men det kan have sine fordele for kommunerne at organisere og rekruttere frivillige selv i tillæg til at samarbejde med organisationerne, da de her kan rekruttere præcis dem, de har brug for.

”For os handler det grundlæggende om, hvordan vi bedst og billigst leverer kerneydelserne til borgerne. Det er jo vores opgave. Det er det, kommunerne er sat i verden for,” siger han og tilføjer, at han ikke ser det som en spareøvelse, da de frivillige ikke kan erstatte engagerede og fagligt kompetente medarbejdere.

Men han ser en bevægelse imod et samfund, hvor grænserne mellem dem, der løser opgaverne, er mere flydende, og hvor de frivillige kan bidrage til at løfte kvaliteten sammen med resten af civilsamfundet, borgerne selv og deres pårørende.

Frivilligheden står i stampe

Selvom fokus på og behovet for frivillige er vokset, er der ikke flere, der melder sig under de frivilliges faner. Frivilligheden er derimod stagneret, viser en ny analyse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI. Andelen af danskere, der arbejder frivilligt på fast basis, har ikke ændret sig fra 2004 til 2012.

[graph title="Frivilliges grunde til at udføre frivilligt arbejde" caption="Figur 1  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/d87f4-rune_fig01_frivilliges-grunde-til-at-udfo%cc%83re-frivilligt-arbejde.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/a51e6-rune_fig01_frivilliges-grunde-til-at-udfo%cc%83re-frivilligt-arbejde.png" text="Blandt de 1.240 frivillige, som SFI har bedt begrunde, hvad der driver dem til frivilligt, ulønnet arbejde, er personlig interesse og det at være med i et fællesskab de mest tungtvejende grunde for at engagere sig."]Kilde: ”Udvikling i frivilligt arbejde 2004-2012”, SFI Det nationale forskningscenter for velfærd, 2014. [/graph]

Professor i sociologi på Aalborg Universitet Lars Skov Henriksen, der er en af hovedmændene bag SFI-rapporten, mener, at kommunerne overvurderer, hvor mange frivillige man kan trække til ved offentlige initiativer.

”Man overvurderer effekten af kommunernes kampagner. Det er ikke den måde, folk typisk kommer ind i frivilligt arbejde på. Det er via organisationerne, fordi man er medlem eller kender nogen, der er,” siger han. Se figur 1.

Analysen bliver bakket op af professor Bjarne Ibsen, der lægger til, at folk bliver frivillige, fordi det giver mening for dem, og deres engagement afhænger af, hvor i livet de er.

”En frivillig indsats skal være meningsfyldt i en specifik kontekst og i en specifik livssituation. Forældre engagerer sig i relation til børnenes skole, så længe børnene går der,” siger han.

Jacob Møller fra KL anerkender, at der ligger en udfordring i at rekruttere flere frivillige, men at det måske også er nødvendigt at tænke forholdet mellem kommuner og civilsamfund på en ny måde, hvis vi skal imødegå stadig større udfordringer og manglende ressourcer på velfærdsområdet. Det afgørende er ikke, hvordan kommunerne er organiseret, men hvilken værdi det skaber for borgerne og for lokalsamfundet, siger han.

”Hvis du tager den engelske eller amerikanske samfundsmodel, så er de afhængige af frivillige på en helt anden måde. I England lærer man community service i nogle skoler. Jeg ved ikke, om det er et mål, at der skal være frivillige. Vores mål er, at der skal være et større samarbejde på tværs af sektorer,” siger han.