En monumental magtkamp i verdenssamfundets øverste lag er i øjeblikket under udfoldelse. USA er efter de kostbare krige i Irak og Afghanistan begyndt at nedtone sin rolle – og selvforståelse – som global politimand. Både demokrater og republikanere i Washington har indset, at den amerikanske økonomi ikke rækker til at være så overbevisende militært til stede over hele verden, som amerikanerne har været det siden Anden Verdenskrig.

Derfor vil amerikanerne – uanset hvem Barack Obamas afløser måtte blive – i de kommende årtier prioritere deres kræfter på nødvendige hjemlige reformer, der kan genskabe landets kriseramte middelklasse. Militært vil USA koncentrere sine kræfter i Stillehavsregionen, hvor de skal holde Kina i skak, ligesom de fortsat vil have garantien for staten Israels sikkerhed på dagsordenen.

Det var et udtryk for denne nye amerikanske strategi, som verden oplevede, da Barack Obama lørdag 31. august valgte at udsætte den militære afstraffelse af Syrien efter Assad-regimets giftgasangreb på sin egen befolkning ti dage tidligere. Obamas beslutning fangede regeringschefer og andre magthavere verden over på det forkerte ben, sådan som det gør i enhver organisation, når den øverste ledelse holder op med at lede og i stedet overlader beslutningerne til en diffus konsensussøgende proces blandt i forvejen stridende parter.

Den amerikanske præsident har selv fortalt, at det var under en gåtur i parken omkring Det Hvide Hus, at han dagen inden sin udmelding traf sin overraskende beslutning om at søge Kongressens godkendelse af det angreb på Syrien, som hele verden ventede umiddelbart efter talen.

Obama gav reelt sig selv og verdenssamfundet ni ekstra dage til at gøre op med sig selv, om man vil acceptere, at en stat bruger kemiske våben mod sin egen befolkning. Og han har lige siden arbejdet hektisk på at skabe både hjemlig og international opbakning til den militære afstraffelse af Syrien. Men Rusland og Kina slog sig under G20-mødet i Rusland i sidste uge fortsat i tøjret og ville ikke opgive deres forsvar for Assad-regimet i FN’s Sikkerhedsråd.

Meget tyder på, at den amerikanske præsident har lyttet til de mange formaninger om, at konflikten i Syrien nu regulært truer stabiliteten i hele regionen. Ikke mindst i forlængelse af den ustabile situation i Egypten efter militærkuppet, der fjernede islamisten Mohamed Morsi fra magten.

Zbigniew Brzezinski, der er tidligere amerikansk sikkerhedsrådgiver og en af USA’s skarpeste strategiske tænkere, advarede i en analyse i Financial Times 27. august Obama om, at ”konflikten har dynamisk potentiale til hastig ekspansion både i territorialt omfang og i voldens intensitet.”

Brzezinski foreslår derfor Obama at vinde tid, så han under FN’s generalforsamling i New York kan skaffe bred opbakning i verdenssamfundet til at fordømme brugen af kemiske våben.

”Hvilken stat – uanset geopolitisk eller religiøs orientering – vil afvise at associere sig selv med en kollektiv fordømmelse af umenneskeligt massemord på civile gennem kemiske stoffer affyret af moderne våben,” skriver Brzezinski, hvis seneste bog fra 2012 bærer titlen Strategic Vision: America and the Crisis of Global Power. Bogen beskriver netop de mulige konsekvenser af det magttomrum, der vil opstå, når USA gradvist nedtoner sin hidtidige globalt dominerende rolle.

Thorning rundforvirret

I USA og Europa har de politiske ledere i utvetydige vendinger fordømt det syriske regimes brug af giftgas mod sin egen befolkning, et angreb som kostede mange hundrede mennesker livet. Men det er ikke giftgasangrebet i sig selv eller de gamle vestmagters strid med Rusland og Kina om, hvordan man skal reagere, der gør krisen i Syrien til en nøglebegivenhed i forhold til verdens fremtidige geostrategiske balance. Det er derimod den amerikanske præsidents håndtering af krisen.

Det kom således som en stor overraskelse for politiske ledere i Europa, Rusland, Asien og Mellemøsten, da Obama meddelte, at han i stedet for at bruge sine præsidentielle magtbeføjelser til at gennemføre en begrænset militær straffeaktion, ville bede Kongressen om grønt lys til at straffe al-Assad.

I København måtte statsminister Helle Thorning-Schmidt konstatere, at det som lille europæisk land er svært at føre udenrigspolitik, når hverken USA eller de europæiske stormagter indtager en ledende rolle. Thorning måtte således finde en helt tredje position i spørgsmålet om, hvordan Danmark skal reagere på Assad-regimets forbrydelser, efter tidligere at have fastholdt at følge FN-sporet for derefter at melde ud, at Danmark var klar til at deltage i en militær aktion.

Statsministeren kom i sandhed til at se rundforvirret ud.

Endnu værre står det imidlertid til for den britiske premierminister, David Cameron, der blev stemt ned i Underhuset af en uhellig alliance mellem Labour og sine egne partifæller. Et nederlag, som truer med helt at undergrave Camerons politiske autoritet, og som af britiske kommentatorer blev beskrevet som Storbritanniens endelige farvel til tidligere tiders ambition om at kunne påvirke verdens gang.

Frankrigs regering fastholder, at man er klar til sammen med USA at straffe det syriske regime. Men præsident Francois Hollande står i dag i en ukomfortabel situation, hvor det reelt er den amerikanske kongres, der kommer til at afgøre, om Frankrig skal følge USA i en militær afstraffelse af Syrien.

Endnu mere bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at også Tysklands regering med kansler Angela Merkel og udenrigsminister Guido Westerwelle i spidsen har sagt, at giftgasangrebet ”måtte have konsekvenser”. Hermed lod de underforstå, at et militært modsvar var på sin plads.

Netop Tysklands militære tilbageholdenhed er the missing link i udviklingen af en fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og det er værd at bemærke, at tyskerne – selv efter at Obama trykkede på pauseknappen – er engagerede i bestræbelserne på at bygge en global koalition, der kan straffe det syriske regime.

Der er undervejs sivet mange oplysninger ud fra de briefinger, som den tyske efterretningstjeneste har givet medlemmerne af Forbundsdagen, og de tyske efterretningsoplysninger dokumenterer angiveligt Assad-regimets ansvar for giftgasangrebet. Disse forsigtige skridt kan vise sig at være begyndelsen på et seriøst tysk engagement i at udvikle en fælles udenrigs- og forsvarspolitik i Europa.

Europas smertelige begrænsninger

Det aktuelle magtpolitiske vakuum og omkalfatringen af de globale ledelsesstrukturer betyder, at Europa i løbet af de kommende år bliver nødt til at udvikle en reel fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der matcher kontinentets økonomiske status som verdensmagt. Konflikten i Syrien understreger, at Europa mangler både lederskab og strategisk vision, når det gælder evnen til at føre fælles udenrigspolitik og mobilisere troværdige militære styrker.

Herman Van Rompuy, den permanente formand for EU’s Ministerråd, sagde det næsten uden omsvøb i denne uge, da han talte til EU’s ambassadørkorps i Bruxelles:

”Begivenhederne ved vore sydlige grænser i de seneste uger og måneder minder os smerteligt om begrænsningerne i vores politiske og militære handlekraft, i vores indflydelse. En sag man bør reflektere over i de vestlige demokratier,” lød det fra Van Rompuy.

At Europa i de kommende år vil få stadig større ansvar for sikkerheden i Mellemøsten, er en direkte følge af USA’s beslutning om at fokusere på Stillehavsregionen. Dertil kommer det faktum, at USA ifølge Det Internationale Energiagentur bliver nettoproducent af energi i løbet af de kommende to årtier i kraft af skifergasrevolutionen og overgangen til CO2-fattige energikilder.

Selv om de amerikanske energipriser fortsat vil blive påvirket af udviklingen i Mellemøsten, vil USA altså være mindre afhængig af olie fra den uroplagede region.

Endelig indvarsler den kommende amerikanske tilbagetrækning store forandringer i både USA’s og Europas forhold til regionens to indbyrdes ærkefjender, Saudi-Arabien og Iran.

Det totalitære sunnimuslimske Saudi-Arabien kan ikke længere regne med at have det samme tætte forhold til USA. Et forhold, som landet i mange år har haft på grund af dets status som verdens største olieproducent og privilegeret leverandør til USA.

Lige nu er det et tabu i både Washington og Saudi-Arabien at tale for højt om de sikkerhedspolitiske implikationer af denne nye situation. Men udtalelser fra saudiske ministre og amerikanske embedsmænd lader ingen tvivl tilbage om, at den kommer til at materialisere sig.

Således udtalte den tidligere amerikanske ambassadør i Saudi-Arabien Chas Freeman i foråret til Reuters, at saudiske storindkøb af jagerfly i Vesten skal ses som et udtryk for, at saudierne er klar over, at de skal tage en større del af ansvaret for forsvaret af deres eget land.

Styret i Saudi-Arabien, der ser sig selv som sunni-islams førende magt, bliver samtidig stadig mere isoleret fra de brede befolkningsgrupper i den arabiske verden. Ikke mindst i kraft af styrets støtte til det egyptiske militær, der forleden afsatte præsident Mohamed Morsi, som repræsenterer Det Muslimske Broderskab – en organisation, der, så længe den var i opposition, fik betydelig støtte fra Saudi-Arabien.

Når det gælder Iran, er landet ifølge den amerikanske tænketank Stratfor kommet styrket ud af den amerikanske invasion af det shiamuslimsk styrede Irak. Samtidig har Irans nyvalgte præsident, Hassan Rouhani, erklæret, at han er interesseret i forhandlinger med Vesten. Han håber derved at kunne få lempet de økonomiske sanktioner, Vesten har pålagt Iran som konsekvens af deres atomprogram.

Barack Obama og udenrigsminister John Kerry fastholder offentligt den hårde tone over for Iran, og visse kredse i Iran har også advaret amerikanerne mod at angribe Syrien. Men ifølge Stratfor har der i de seneste uger været en række diplomatiske kontakter mellem USA og Iran.

Under alle omstændigheder står det klart, at Iran med dets kontakter til shiamuslimske kredse i Libanon, Syrien, Bahrain og Saudi-Arabien vil komme til at spille en central rolle i en holdbar sikkerhedsordning i Mellemøsten. Både USA og Europa skal altså nå til en normalisering af forholdet til Iran.

Bundlinjen er, at konflikten i Syrien ikke er USA’s, men hele verdens problem. Løsningen på konflikten kan derfor ikke alene bygge på amerikansk militær styrke, men må nødvendigvis findes i en politisk proces med deltagelse af Europa, Rusland og Iran.

Obama satte selv disse ord på situationen, da han onsdag var i Stockholm på vej til G20-topmøde i Skt. Petersborg. Her gjorde han det klart, at en reaktion på det syriske regimes forbrydelser ikke er et personligt anliggende for ham som USA’s præsident, men et anliggende for hele det internationale samfund.

”Det er ikke mig, der har trukket en streg i sandet (red line. red.). Det er verden, der har trukket en streg i sandet,” sagde Obama. Han har dog endnu ikke fået et tilfredsstillende svar tilbage fra de parter, som han forsøger at inddrage i ledelsen af den nye verdensorden.