De har forsøgt sig med parterapi. De har forsøgt sig med tålmodighed og forståelse for hinandens behov. Men lige lidt hjælper det.

Mindre end et år efter Lars Løkke Rasmussen tiltrådte som statsminister med støtte fra Dansk Folkeparti, synes forholdet mellem de to største borgerlige partier at være på vej ud i en dyb og eksistentiel krise.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, kritiserer Venstre for at køre sit helt eget løb uden hensyntagen til de 37 mandater, der var helt afgørende for, at Lars Løkke Rasmussen kunne sætte sig til rette i Statsministeriet.

Konsekvensen af det dårligere klima er klar. Når Venstre forfølger sine politiske mål uden først at koordinere med Dansk Folkeparti, så er Dansk Folkeparti også klar til at forfølge sine politiske mål uden først at koordinere med Venstre.

”Venstre har selv valgt, hvordan tingene skal foregå. De kører med den politik, som de synes er den rigtige. Fred være med det. Men det gør vi så også,” siger han i et interview med Mandag Morgen.

Dermed er Dansk Folkeparti med ekspresfart på vej ud af rollen som Venstres loyale støtteparti. Partiet er ikke bange for at bruge sine mandater til at lave flertal uden om regeringen for at fremme sin egen politik. Senest er DF gået sammen med Socialdemokraterne og SF om at hæve kravene til, hvor meget udlændinge skal tjene om året for at kunne få ophold i Danmark. De tre partier har tilsammen et spinkelt flertal.

”Det har vi sagt til Venstre, at vi gerne vil have gennemført, uden at de har reageret positivt på det. Så forsøger vi selvfølgelig stadig at få det gennemført,” siger Thulesen Dahl.

Han er også klar til at blokere for trepartsaftalen om integration af flygtninge på det danske arbejdsmarked. Han betegner aftalen som ”absurd” og frygter, at den kan trænge svage danskere ud. Den frygt deler Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, der ligeledes stiller krav for at støtte trepartsaftalen. Så også her kan Folketingets to største partier måske finde hinanden. Læs også ”Dansk Folkeparti vil blokere for trepartsaftale”.

Venstre negligerer Thulesen Dahl

Thulesens opgør med Venstre sker i et interview, der evaluerer Dansk Folkepartis rolle under de 10 måneder med Løkke Rasmussen i Statsministeriet. Han følger dermed op på den skattebombe, han smed i sidste uge. Han vil ikke længere være med til at sænke skatten – hverken til efteråret eller i resten af valgperioden.

De faldende indtægter fra Nordsøolien og de stigende udgifter til flygtninge har skabt lavvande i statens pengekasse. Dermed banker han ikke bare en pæl gennem Løkkes valgløfter om en skattereform med lettelser i bunden. Det er også ren gift for Liberal Alliance, der har talt sig op i et leje, hvor de er parat til at vælte regeringen, hvis de ikke får lettelser af topskatten. Men som Kristian Thulesen Dahl udtrykker det:

”De ved udmærket godt, at det ikke er vores ønske, og vi har meget svært ved at se, at der er noget som helst råderum til skattelettelser i forhold til at sikre velfærden.”

Det er tydeligt, at hvedebrødsdagene er forbi. Thulesen Dahl peger godt nok på, at Venstre på en række områder har bøjet sig mod Dansk Folkeparti i en udvikling, der samlet set har ført til lidt flere plusser end minusser for Dansk Folkeparti.

Der er f.eks. sket stramninger af asyl- og udlændingelovgivningen, der er etableret en midlertidig grænsekontrol ved den tyske grænse, og finansloven for 2016 indeholder milliard-bevillinger til ældre og sundhed.

Men særligt forløbet omkring trepartsforhandlingerne og forliget om flygtningenes integration på arbejdsmarkedet kan få Thulesen Dahl op af stolen. Han har flere gange undsagt resultatet i hårde vendinger. Nu retter han opmærksomheden på den måde, Venstre har håndteret forløbet på.

”Venstre kunne have lagt op til, at vi skulle prøve at afklare tingene mellem os og finde et kompromis. Men det har Venstre valgt ikke at gøre. De har valgt at køre med det, som de mener er det rigtige, uanset at vi er uenige,” siger han.

Venstre koblede sine allierede i Dansk Folkeparti ud af den politiske beslutningsproces på et område, der er hjerteblod for dem: flygtninge- og indvandrerområdet. Og det tager Thulesen Dahl nu konsekvensen af.

”Vi er ikke bundet af et regeringssamarbejde og vil nu bruge vores rolle som en fri fugl til at søge flertal for det, vi gerne vil,” siger han.

Pebernødder og millioner

Forløbet omkring trepartsforhandlingerne er bare et af flere eksempler, der for Kristian Thulesen Dahl vidner om Venstres dalende vilje til at imødekomme Dansk Folkeparti.

Et andet eksempel er forhandlingerne om finansloven. Selv om den har betydet forbedringer på to af Dansk Folkepartis mærkesager, ældre og sundhed, er der stadig et hængeparti. De fire blå partier er endnu ikke blevet enige om, hvordan den omdiskuterede besparelse på boligydelsen til pensionister skal udformes.

Under forhandlingerne sagde Dansk Folkeparti og Thulesen Dahl ja til besparelserne på baggrund af notater fra Finansministeriet, der viste, at besparelserne først og fremmest ville ramme den bedst stillede del af modtagerne. Senere påviste Ældre Sagen fejl i beregningerne og blotlagde, at besparelsen ville ramme bredt og altså også de dårligst stillede pensionister. Og så måtte Thulesen Dahl trække sin støtte.

Besparelserne på de 90 millioner kr. blev ikke gennemført i første omgang. Til gengæld har partierne forpligtet sig til at finde pengene. Og finansminister Claus Hjort Frederiksen har nu sat en deadline til at finde de manglende 90 millioner kr. inden den 5. juni – altså grundlovsdag. Uanset hvor besparelsen skal findes, ærgrer Kristian Thulesen Dahl sig over forløbet.

”Det giver jo ingen mening, at vi skal sidde og have højdramatiske politiske føljetoner om små beløb som de 90 millioner på boligydelsen til pensionister, mens regeringen giver kommunerne 640 millioner kr. til at bygge nye boliger til flygtninge. Og når finansministeren bliver spurgt, hvor han har fundet de penge henne, så svarer han, at han har været rundt i gemmer og skuffer i Finansministeriet,” siger Thulesen Dahl.

Indtrykket er ikke godt. For Dansk Folkeparti ser det ud, som om Hjort Frederiksen kan finde millioner til de flygtningeboliger, Dansk Folkeparti ikke ønsker sig, og til gengæld ikke har det langt mindre beløb, der kunne erstatte besparelserne på pensionisternes boligydelse.

Copy-paste-strategien

Også på EU-området oplever Thulesen Dahl Venstres kolde skulder.

En af Dansk Folkepartis helt store triumfer siden folketingsvalget er sejren ved folkeafstemningen den 3. december om Danmarks deltagelse i et udvidet EU-samarbejde på det retspolitiske område og herunder også deltagelsen i et reformeret politisamarbejde i Europol. Det store nej betyder, at Danmark ikke kan deltage, når en reform af Europol til april næste år flytter politisamarbejdet til den overstatslige del af EU-samarbejdet.

Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti mener, alternativet kunne være en såkaldt parallelaftale, der åbner for politiets praktiske samarbejde med Europol.

”Vi må tage den nuværende tilknytning og lave en aftale, der copy-paster den. Det er nemt at gøre,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Det mener udenrigsminister Kristian Jensen (V) imidlertid ikke. Hvor Thulesen Dahl vil copy-paste, siger udenrigsministeren, at parallelaftaler ikke kan hæves i en ”EU-automat”.

”Kristian Jensens udtalelser er ren politik. Jeg anerkender, at det kan blive svært for Danmark at være med Europols ledende organer fremover, og det må vi så diskutere. Men det, der er afgørende for os, er, at dansk politi kan trække de samme oplysninger som i dag. Det er ren politik, hvornår man slår til,” siger Thulesen Dahl.

Venstres håb

Når Thulesen Dahl selv skal forklare, hvorfor Venstre tøver med at imødekomme Dansk Folkeparti, lyder det sådan her:

”Vi havde en kort periode, hvor vi voksede meget kraftigt. Og specielt Venstre har haft den oplevelse, at ja, Dansk Folkeparti er blevet et stort parti, men det har sin tid, og Venstre vil igen blive større, og Dansk Folkeparti bliver mindre. Ud fra den opfattelse har appetitten på at give os de indrømmelser, vi skulle have for at gå i regering, heller ikke været til stede. Det var det, jeg mærkede i forhandlingerne om regeringsgrundlaget i sommer, og det er ikke ændret siden,” siger han. Se figur 1.

Sommerens forhandlinger om Dansk Folkepartis deltagelse i regeringssamarbejde med Venstre brød bl.a. sammen, fordi Dansk Folkeparti stod fast på kravet om at indføre kontrol ved grænsen til Tyskland.

Nu noterer Thulesen Dahl med tilfredshed, at der er indført en godt nok midlertidig grænsekontrol siden den 4. januar. Men i samme åndedrag fremhæver han, at den danske grænsekontrol er oprettet som en konsekvens af, at svenskerne indførte en grænsekontrol lige før jul. Det skyldes altså ikke en aftale med Dansk Folkeparti.

”Jeg har siddet med Lars Løkke Rasmussen og andre gode Venstre-folk og argumenteret i måneder for, at grænsekontrol er en nødvendighed. Her har jeg spurgt mig selv om, hvorfor det er så svært at få de her ting igennem? De hældte det fuldstændig ned ad brættet,” siger han.

En forklaring er selvfølgelig en politisk uenighed, men Thulesen Dahl mener først, Dansk Folkeparti for alvor kan få indrømmelser, når Venstre og Folketingets andre partier erkender, at Dansk Folkeparti ikke er en døgnflue.

”Kan vi formå at holde opbakningen over en vis tid, så bliver andre partier også nødt til at se på os som et parti, der mere varigt har støtte fra en god bid af danskerne. Så bliver deres appetit på at give os de nødvendige indrømmelser større,” siger han.

Fire plusser

Den fodboldglade partileder er stor fan af engelske Liverpool og får nærmest tårer i øjnene, når han fortæller om klubbens dramatiske sejr for nylig over tyske Dortmund på 4-3, der blev sikret i kampens sidste sekunder.

Knap så begejstret er han, når han skal bedømme blå bloks resultater efter knap et år med Løkke som statsminister. Han når dog frem til samme resultat: 4-3. Fire plusser og tre minusser.

Øverst på plussiden kommer de mange stramninger af udlændingelovgivningen. Her er regeringen kommet længere, end han havde troet på forhånd. Det skyldes en kombination af den store flygtninge- og migrantkrise, det generelle politiske klima, og at Socialdemokraterne har flyttet sig markant på området og har banet vej for overraskende mange stramninger.

”Det rækker videre end det, vi havde troet, vi ville nå på nuværende tidspunkt,” siger han.

Indførelse af grænsekontrol står også på plussiden. Løkkes manglende vilje til at indføre grænsekontrol i første omgang var ellers en væsentlig årsag til, at DF ikke påtog sig regeringsansvaret. Men den 4. januar kom der grænsekontrol. Godt nok som en stikprøve og midlertidig ordning, som siden blev forlænget. Men står det til DF, skal den gøres permanent og udbygges.

Danskerne ”nej” ved afstemningen om retsforbeholdet i december står også på Thulesen Dahls plusliste, på trods af at de andre partier i blå blok argumenterede for et ”ja”. Men som han udtrykker det:

”Man skal ikke undervurdere effekten af det nej. For hvis vi nu vender det om, og vi nu havde stemt ja, hvad var der så sket? Så var Danmark blevet set som et land, der var på vej ind i kernen af EU-samarbejdet, på vej til at fjerne forsvarsforbeholdet og euro-forbeholdet på sigt, og som ville gå i modsat retning af Storbritannien. Så nejet kan have en kolossal betydning og videreudvikle retningen sammen med Storbritannien afhængig af deres afstemning til juni.”

Mere overraskende er det måske, at også finanslovsaftalen fra sidste år er kommet med på pluslisten. Partiet er ellers udråbt som den store taber af finansloven, og Liberal Alliance som vinder. Kristian Thulesen Dahl synes da også at have haft svært ved at skulle forklare sine kernevælgere det geniale i en aftale, der bruger flere penge på skattelettelser til ejere af dyre boliger og luksusbiler nord for København, men som skærer på områder som boligstøtte til ældre, uddannelse og kontanthjælp. Men sådan ser han ikke selv på det.

”Der kom meget synlighed på registreringsafgiften af biler. Men hovedparten af pengene blev faktisk brugt på de ting, vi gik til valg på. Vi fik genetableret en milliard kroner til ældreområdet. Vi fik 2,4 milliarder kr. ekstra til sundhed. Og vi fik en aftale med 2 milliarder ekstra til politiet over fire år.”

Tre minusser

Det var plusserne. Og så kommer minusserne.

Øverst på minuslisten peger Kristian Thulesen Dahl på evnen til at tackle den dramatiske flygtninge- og migrantkrise. For selv om udlændingelovgivningen er strammet, og der er indført grænsekontrol, ligger antallet af asylansøgere de første måneder af 2016 fortsat over niveauet for sidste år.

”Der mangler en erkendelse hos de andre partier om, at det kun er grænsekontrol ned gennem Europa, der har været en effektiv stopper for den her udfordring. Det er først, når nationalstaterne har reageret, at der kommer skred i tingene, som det har været tilfældene i Ungarn, Østrig eller vores egen grænsekontrol som følge af Sveriges kontrol,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Trepartsaftalen om integration står også på minuslisten. Han kalder aftalen for ”absurd” og håber på at kunne spænde ben for den, når den skal behandles i Folketinget.

Samarbejdsklimaet i blå blok er det tredje minus. Specielt den seneste og dramatiske regeringskrise i kølvandet på landbrugspakken – og Eva Kjer Hansens afsked som minister – har sat sammenholdet på prøve.

”Samarbejdsklimaet er blevet hårdt belastet af det forløb,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Fordele og ulemper

Siden hans store valgsejr sidste sommer er han gentagne gange blevet kritiseret for ikke at påtage sig et regeringsansvar.

Men Thulesen Dahl holder stædigt fast i, at Dansk Folkeparti har størst indflydelse ved at stå uden for regeringen frem for at sidde inde i magtens maskinrum sammen med Venstre, forme en eventuel VO-regerings politik på alle centrale områder og være hovedarkitekter til en økonomisk 2025-plan, der lægger sporene for Danmarks udvikling de næste mange år.

Her knap et år efter valget, hvor er det så, I har fået større indflydelse, end hvis I sad med i regeringen?

”Jeg vil helt klart fremhæve stramningerne af udlændingelovgivningen. Jeg tror, Venstre oprindelig spillede ud med en 5-punktsplan. Hvis vi sad med i regeringen, kunne vi måske presse dem op til en plan med 8-10 punkter. Men ikke nødvendigvis de 30 stramninger, som endte med at blive lavet.”

Men alle de godt 30 stramninger, som regeringen endte med at spille ud med, kunne man da også godt forestille sig en VO-regering have fremsat?

”Det håber jeg da også. Men jeg er bare i tvivl. Jeg er i tvivl om, hvor langt vi kunne have skubbet Venstre, som i udgangspunktet ikke havde den indstilling om at gå så langt.”